Leder

Lydighedsnægtelse i sort kjole

3. juli 2017

Balladen begyndte i Sverige. Den svenske statsminister, Stefan Löfven, erklærede for nyligt, at præster i hans land bør tvinges til at vie personer af samme køn. Den nyhed bragte DR med tilføjelsen: »Stefan Löfven sammenligner det med, at en jordemor ikke må nægte at udføre en abort.«

DR-historien gjorde næstformanden for Socialdemokratiet og kulturordfører Mogens Jensen så sommerligt kåd, at han på sin Facebook-side skrev: »Sådan Stefan! Sådan skal det også være i Danmark!!«

Kristeligt Dagblad fornemmede, at her er en sommerens kirkeklokkebasker, og slog Mogens Jensen ottespaltet op på avisforsiden. I et ledsagende interview erklærede han:

»Vi har skrevet under på menneskerettighedserklæringen, der siger, at man ikke må diskriminere på baggrund af seksualitet, etnicitet og religion. Derfor er det et problem, at præster kan nægte at vie på grundlag af seksualitet.«

Man kan uddybe Mogens Jensens argumentation med, at danske folkekirkepræster er ansat som tjenestemænd i staten, med alle de goder, det giver. Tilmed er den danske folkekirkeordning så ejendommelig, at alle skatteydere – også de, der ikke er medlemmer af folkekirken – over deres skat betaler 40 procent af præsternes løn og hele deres pension.

Så er da det ærligt talt for groft, hvis ikke embedsmændene i sorte kjoler udfylder deres rolle som giftefogeder i overensstemmelse med landets lovgivning.

Den har siden 2012 gået ud på, at også personer af samme køn kan blive gift med hinanden, både i kirke og på rådhus. Og hvis folkekirkens præster har en samvittighed, der forbyder dem at vie homoseksuelle, så må de følge den samvittighed ved at forlade deres kirkejob.

Enkelt, ikke sandt? Tjae, måske lidt mere indviklet, hvis man anskuer det i et bredere perspektiv. Vi skal ikke langt tilbage, før det var helt utænkeligt, at et folketingsflertal ville give to af samme køn ret til at gifte sig. Faktisk var det først i 1930, det blev lovligt for mænd at have seksuel kontakt med hinanden.

I 1973 vakte det forargelse, da den tidligere sognepræst Harald Søbye i tv-programmet Focus foretog en vielseshandling for et lesbisk par. De forargede kunne dog ikke ramme Søbye på brødet, for det var han allerede blevet. En provsteret havde i 1964 dømt ham fra embedet for hans politiske aktivisme.

Forud for indførelsen af det homoseksuelle kirkebryllup i 2012 rasede en teologisk debat om, hvad kirkens bekendelsesskrifter har at sige om den sag. Nøgternt kan det konstateres, at det tekstmæssige ophæng ikke kan kaldes entydigt. Det kræver en nutidig, frisindet tolkning at finde det.

Og nuvel, en sådan tolkning var der bred tilslutning til i Folketinget, som under den særprægede danske kirkeordning er folkekirkens generalforsamling, med kirkeministeren som administrerende direktør. Tolkningen havde også det overvejende flertal af troens vogtere – biskopperne – bag sig og størstedelen af præsterne.

Men der er stadig i folkekirken præster, der med forskellige grader af heftighed er imod det homoseksuelle kirkebryllup. I dag kan de sige nej til at medvirke. Hvad er vundet ved at tvinge dem?

Underligt at forestille sig, at to, der elsker hinanden, skulle finde behag i at blive gift af én, for hvem handlingen er en afskyelighed. Hertil kommer, at den danske folkekirke udmærker sig ved sin rummelighed. Det forudsætter tålsomhed over for andres bibeludlægninger. Som dr. theol. Ole Jensen, tidligere rektor for Præsternes Efteruddannelse, siger til Kristeligt Dagblad:

»Vi har kunnet holde sammen på folkekirken, ikke mindst fordi Indre Mission er forblevet i den. Det betragter jeg som en gave til folkekirken. Vi har en uhysterisk højrefløj i sammenligning med andre lande, og i mine øjne er det en god ting.«

Indtil for nylig var det de homoseksuelle, der i Danmark var et chikaneret mindretal. I mange lande er de det stadig. Der ville være ironisk, hvis frisættelsen af dette mindretal skulle føre til, at andre grupper, der tidligere utvivlsomt har tilhørt flertallet, nu skulle blive et chikaneret mindretal. Et mindretal, der af sin omverden bliver pålagt en adfærd, som krænker dets selvværd og livsforståelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Hans Larsen
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Tvang er aldrig godt for noget. David Rehling har ret i, at de fleste nok ville betakke sig for at blive viet af en modvillig præst. Det er vist heller ikke et særlig stort problem, de fleste folkekirkepræster er ganske progressive. Viva FC Præstelona!

Dorte Sørensen

Var det ikke på tide at få løst den løse ende fra den første Grundlov og få skilt kirke og stat??????

Hvis det blev gjort så kunne de meget bibeltro trosretninger tolke biblen, som de vil for sig selv og deres menighed.

David Zennaro

Jeg støtter Davids synspunkter, og jeg vil gerne tilføje den oplysning, at en præst, der ønsker at medvirke, skal henvise til en anden, der gør. Og man kan altid blive gift i sin egen sognekirke. Jeg har været med til at kæmpe for LGBTI-personers rettigheder hele mit liv, men jeg har aldrig kæmpet for retten til at gå i små sko.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar