Leder

Tempelbjerget brænder – igen og igen

Palæstinensiske kvinder beder i protest foran Løveporten.

Palæstinensiske kvinder beder i protest foran Løveporten.

Oded Balilty

29. juli 2017

Så er den her igen: Konflikten om Tempelbjerget, der på arabisk hedder Haram al-Sharif – Helligdommen. Denne gang udløst af mord på to israelsk-drusiske politibetjente ved Løveporten for ti uger siden.

Opstilling af metaldetektorer og overvågningskameraer ved de otte indgange til pladsen udløste uroligheder, der igen medførte mord på tre jødiske bosættere på Vestbredden, to nedskudte jordanere på den israelske ambassade i Amman og et antal dræbte palæstinensere under de efterfølgende uroligheder, der fortsatte i går på Vestbredden og i Gaza med mindst én dræbt demonstrant, mens der var relativt roligt i Jerusalem.

Siden Israels annektering af Østjerusalem i 1980 har Tempelbjerget været administreret af den såkaldte Wafq, en arabisk-islamisk fond. Den daværende israelske forsvarsminister, Moshe Dayan, indså allerede i juni 1967, at Israels davidsstjerne over pladsen ville skabe problemer, ikke kun med de arabiske naboer, men med den muslimske verden.

Al Aqsa og den guldkuplede Klippemoské, der er bygget over den sten, Profeten angiveligt satte af fra på sin natlige himmelrejse, hvor han havde en dialog med Gud, er islams vigtigste helligdom næst efter Kabaen i Mekka og Profetens grav i Medina.

Stedet er ligeledes en jødisk helligdom, der afgrænses af Grædemuren, resterne af Herodes’ andet tempel, der blev ødelagt af romerne i år 70. Jødiske aktivister har siden 1967 forsøgt – bl.a. med en plan om at bortsprænge Klippemoskeen – at generobre Tempelbjerget fra muslimernes kontrol, og forsøgsvis har ortodokse jøder haft adgang til pladsen – som regel med voldelig udgang.

Som da Likud-lederen Ariel Sharon besøgte pladsen i 2000 beskyttet af en bræmme af sikkerhedsfolk og udløste den anden intifada, der sikrede hans senere valgsejr over Arbejderpartiets Ehud Barak.

Dengang som nu handlede konflikterne omkring Tempelbjerget om politisk udnyttelse af religiøse følelser. Og nu som dengang drejer det sig ikke om sikkerhed, men om politiske vindere og tabere. Og titelkandidater står i kø, mest markant Tyrkiets præsident Erdogan, der har iscenesat sig selv som sunniislams politiske leder.

Han var hurtigt ude med en militant opfordring til muslimerne om at »beskytte Helligdommen« – underforstået mod de onde jøder – der blev fulgt op med vandalisme mod Neve Shalom-synagogen i Istanbul.

I Ramallah stillede det palæstinensiske hjemmestyre sig »fuldt og helt« bag protesterne i Jerusalem.

De israelske metaldetektorer og kameraer blev fjernet torsdag – selvom de synes at være sund fornuft på det latent voldelige sted – og efterlod Benyamin Netanyahu politisk nøgen, klemt mellem sin regerings højreekstremister og sine sikkerhedstjenesters pragmatiske rådgivning, der anbefalede at droppe de famøse detektorer.

Affæren har udstillet Netanyahu som politisk amatør og skaffet den ellers så upopulære hjemmestyrepræsident, Mahmoud Abbas, en kærkommen politisk gevinst i ’hvem er mest patriotisk’-konkurrencen med Hamas.

Men at Tempelbjerget nu er bragt tilbage til status quo løser ikke det grundlæggende problem, som er, at unge palæstinensere har mistet ethvert håb om en tilværelse uden for Israels skygge. Fredsprocessen med Oslo-aftalerne i 1993 kollapsede ganske vist allerede i 1996, da Netanyahu efter mordet på Yitzhak Rabin blev valgt til premierminister, men håbet om en aftale blev lagt i respirator de følgende år med betegnelser som ’køreplan for fred’ og ’midlertidigt stop for udvidelse af jødiske bosættelser’.

Hver gang viste det sig, at Israel – uanset regeringsledelse – ikke var til sinds at trække sig tilbage til den grønne 1967-linje, der er forudsætning for en varig tostatsløsning.

Det har alle vidst meget længe, men de infame Oslo-aftaler etablerede en palæstinensisk elite af PLO-pampere, der havde interesse i at polstre forestillingen om, at israelerne var til at tale med. Og som sikrede deres egen magt ved at gøre israelernes beskidte arbejde på Vestbredden, eufemistisk kaldet ’sikkerhedskoordinering’.

Det ulmende raseri, de individuelle terroraktioner mod jødiske bosættere og israelere i Jerusalem i de seneste to år, afdækker, at vreden i lige så høj grad er vendt mod palæstinensernes eget lederskab. Det er omsider dæmret for Mahmoud Abbas, men her kan man netop ikke sige: Bedre sent, end aldrig. For skaden er sket. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

En bemærkning/spørgsmål til - "Det ulmende raseri, de individuelle terroraktioner mod jødiske bosættere og israelere i Jerusalem i de seneste to år, afdækker, at vreden i lige så høj grad er vendt mod palæstinensernes eget lederskab"-
Skal de individuelle terroraktioner fra jødiske bosætter mod palæstinenserne også ses som ulmende raseri vendt mod deres ledere?

Dorte Sørensen

PS: Billedet virker meget skræmmende - tænk at soldaterne skal stå med skudklare våben mod bedende kvinder. Hvordan mon disse soldater selv har det med det?

Dorte Sørensen, tror det er dem ret ligegyldigt. hvis de kunne stole på at område ville være fredeligt for alle så var det nok ikke nødvendigt. Man kunne starte med at lade være med at besudle et helligt område ved at slå mennesker ihjel der. det du er vidne til er modforanstaltninger som er nødvendige.

Vibeke Rasmussen

For år tilbage, på vej mod pladsen med de to moskeer al-Aqsa- og Klippemoskéen, var jeg kommet lidt ud af kurs, og måtte bede en ældre arabisk mand om hjælp til at finde "The Temple Mount". Han så mig dybt i øjnene og sagde alvorligt og med eftertryk: "There – is – no – Temple Mount!"

Siden har jeg aldrig selv brugt den benævnelse igen.