Leder

Det bliver værre efter Mosul

Den helt grundlæggende forudsætning for en fornuftig udgang på fjernelsen af IS i Mosul, nemlig de lokale sunnitters tillid til regeringen i Bagdad, er ikkeeksisterende

Felipe Dana

4. juli 2017

Begge nationale nyhedskanaler rapporterer i disse dage fra murbrokker, der indtil for nylig var en bazargade i Mosuls historiske bydel.

De udsendte tv-hold beretter med risiko for liv og førlighed (og i 50 graders varme) om den militære offensiv, der lige om et øjeblik har fjernet Islamisk Stats (IS) sidste modstandslommer fra Iraks tredjestørste by – det er prisværdig og modig reportage, men i tv-nyhedernes sekunddiktatur også en næsten vildledende forenkling af en konflikt, der ikke slutter med nedkæmpelse af byens sidste IS-krigere og deres civile gidsler, der vil dø sammen med dem.

For som det fremgik af lørdagens rapport her i avisen, er IS ikke endeligt besejret. En irakisk major citeres for, at det selverklærede kalifat fortsat råder over 15.000 til 20.000 mand, der kontrollerer byer og betydelige landområder i Irak og Syrien. Det er selvsagt et problem.

Men det egentlige problem viser sig først, når IS på et givet tidspunkt er fortid. For som en irakisk analytiker, Samir Obaid, sagde til vores korrespondent i Bagdad: »Den kommende fase bliver meget sensitiv. Der er i forvejen en masse territoriale stridigheder i Irak, og den kommende fase er fyldt med udfordringer.«

Ingen penge

Karakteren af disse udfordringer sætter Osama al-Hababeh, mangeårig leder af den danske medie-ngo International Media Support’s Irak-program, ord på, når han i mobiltelefon fra Sulaymaniyah kalder nedkæmpelsen af IS for en »bjørnetjeneste, idet efterspillet bliver endnu værre, da der ikke eksisterer nogen holdbar politisk løsningsmodel«.

Der eksisterer ganske vist en løsningsmodel på papiret, nemlig et irakisk regeringsprogram på ikke mindre end 100 milliarder dollar til genopbygning af Mosul de næste 10 år, og som ’til trods for nogle udfordringer ventes iværksat i 2018’.

Planen fremstår som et eksempel på den sympatiske ønsketænkning, der har til formål at blødgøre internationale donorer – UNICEF, Verdensbanken, etc. – der kan medvirke til at finansiere en udsoning mellem sunnitter, shiaer, yezidier, turkmenere og kristne sideløbende med den fysiske genopbygning af en by, der – som det tragisk fremgår af tv-reportagerne – kan overskues stående på en ølkasse.

Her er problemet bare, at disse penge ikke eksisterer her og nu. To tredjedele af Iraks tjenestemænd og offentligt ansatte får faktisk ingen løn. De 100 milliarder dollar er fugle på taget, der forudsætter investeringer, ikke kun fra FN-donorer – der ikke vil være i stand til at rejse det beløb – men udefra, fra Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien, de indbyrdes stridende andelshavere i den irakiske fremtid.

Og skulle de mange penge alligevel mirakuløst materialisere sig, er risikoen ifølge den irakiske parlamentariker Jamila al-Obeidi, der har talt med net-mediet Al-Monitor, at de enten forsvinder i de politiske partiers kasser eller i Iraks permanente udfordring, nemlig den almindelige og normale korruption.

Forskellige interesser

Den helt grundlæggende forudsætning for en fornuftig udgang på fjernelsen af IS i Mosul, nemlig de lokale sunnitters tillid til regeringen i Bagdad, er ikkeeksisterende. Scenariet efter det aktuelle griseri er, at krigen mod den definerede fjende afløses af borgerkrigen mellem rækken af andelshavere i Nineve-provinsen, hvor Mosul er hovedby.

Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien har hver især interesser, og lokalt allierede med henholdsvis kurdere, turkmenere, sunitter, yezidier, kristne og de få shi’iter, der allieret med en regeringshær udgør en magtfaktor. De ni måneders militære offensiv mod IS har ikke tilvejebragt den tillid, som er forudsætningen for fredelig sameksistens.

Det irakiske militær har ikke glemt, at IS for tre år siden blev modtaget som befriere af Mosuls sunnittiske flertal, og endnu vigtigere: Regeringen i Bagdad har heller ikke gjort noget for at hindre overgreb på sunnitterne udover en stribe tomme erklæringer.

Og som Amnesty International for nylig gjorde opmærksom på, har sunnitterne heller ikke glemt, at regeringen i Bagdad med flyveblade opfordrede dem til at forblive i deres hjem og ikke flygte ud af byen, hvorefter USA-koalitionens bombardementer dræbte dem i snesevis – værst i marts, da mere end 200 blev dræbt. Så nej, det værste er ikke overstået med IS’s forudsigelige nederlag.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Lasse Ellegaard illustrerer så fint, at Irak er et totalt clusterfuck.

Lad os få alle mand hjem.

gad vide hvor mange der ville være døde hvis Sunnier og Shiaer kunne enes....
mission accomplished.

Touhami Bennour

Det har været en enkelt valg og valg deltagelse i Irak var stor, men lederne var uduelige. vilkårlige og autoritære. Mest fordi staten var ødelagt af Bush og co. uden embedsmænd og institutioner( også hæren og politi kan intet fungere. Det er ikke nok at der er en leder i landet, selv en diktator har brug for en stat. Embedsmændene, de med en relevant uddannelse styrer staten i Europa,

Henrik L Nielsen, Claus Schmidt og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Touhami Bennour du glemmer deres aversion for sekterisk vold. der var vidst noget der skulle hævnes og de tidligere magthavere endte jo som bekendt med at grundlægge det vi i dag kender som IS. Så at påstå at det er alle andres skyld er kun den ene side af medaljen. Du kan ikke undsige at Irakerne ikke selv bærer en stor del af skylden for at volden bliver ved med at fortsætte.
Det har noget med hævn og magt at gøre. stolthed og manglende vilje til forsoning. De kunne lære noget af Sydafrika dengang Mandela præsenterede hans forsoningspolitik. Volden i sydafrika er desværre enorm men skyldes social ulighed mere end diskrimination.

Henrik L Nielsen

Peter Frost

Og alligevel har hr T Bennour ret. Og det har han i hans påstand om at mange af problemerne skyldes den smadrede stat.
Ved at fjerne burekrater, politi og hær er der ingen sikkerhed. Ingen lov og orden. Der er ikke noget, der fungerer, og der er ikke nogen i administrationen, der ved hvad de egentligt skal gøre.
Den sekterisk vold som du ganske korrekt identificere kunne eksplodere og blive ti gange værrer, netop fordi detr ingen statsfunktioner vat til at holde volden nede under trussel af juridiske sanktioner.

Den største fejl var at fjerne alle Bath embedsmænd, mange af hvem kun var partiaktive af karrierer hensyn og samtidig at nedlægge hæren og politiet. En ten katastrofe. Nu skulle man i stedet bygge helt nye statsorganisationer op.

Englænderne så det i Asien efter anden verdenskrig. De Japanske soldater der havde kapituleret i stoee antal og i alle byer, blev ofte bedt om IKKE at smide våbnene men at forsætte som politi i de områder de før havde besat indtil Englænderne kunne få veluddannede sikkerhedsstyrker på plads. Det tog en lang årerække.

Og det værste var, at da CIA Nedlagde administrationen, fjernede det meste politi og hele hæren, ja så tilsluttede mang fra hæren og politiet sig terroristerne i stedet for. Iraks gamle hær og politiet er i vid udstrækning dem der gjorde Daes tidlige. successer mulig.

Og det værste ved dette? Hæren og politiet ville helst have støttet USA efter krigen, blot de kunne beholde deres job, men da de blev snigløbet på denne måde slog de sig sammen med AQ og senere IS.