Leder

Etiske udfordringer ved demenslandsbyer

21. august 2017

Demenslandsbyer er en ny form for plejehjem, der er på vej til Danmark. Konceptet stammer oprindeligt fra Holland, hvor plejecentret De Hogeweyk har skabt en lukket lille verden, hvor svært demente trygt kan gå rundt i de små gader og for eksempel handle ind, gå til frisør eller på bar.

Stifterne siger, at det genkendelige bymiljø skaber tryghed, det indhegnede område giver bevægelsesfrihed, og tilbuddene om at handle og gå til frisør giver højere livskvalitet.

Sidste sommer åbnede den første danske demensby ved Svendborg, inspireret af den hollandske model. Lignende projekter er undervejs i Odense, Aalborg og Herning. I alt anslår Nationalt Videnscenter for Demens, at der er ca. ti kommuner, som har demenslandsbyer på tegnebrættet.

Der forelægger endnu ingen forskning, der viser, at demenslandsbyer skulle være bedre for mennesker med demens end andre typer plejeboliger.

Derfor er de mange demenslandsbyprojekter først og fremmest drevet af gode ambitioner og mod på nyskabelse. For de fleste kan vel være enige om, at mere frihed og højere livskvalitet for demente mennesker både er ønskværdigt og tiltrængt.

Der er god grund til at have forhåbninger til de mange kommende demenslandsbyer. Det anslås, at op mod 87.000 danskere lider af demens, og at det tal forventes at være næsten fordoblet om 25 år. Og skulle man være så uheldig, at man en dag ikke længere kan huske sig selv, så er der sikkert mange, der vil foretrække at kunne gå ned og shoppe eller gå tur i en park, om end det var bag hegn, fremfor at sidde i en opholdsstue og drikke kaffe hele dagen.

Omvendt kunne et mareridtsscenarie være, at man befinder sig i en mystisk by, hvor man har på fornemmelsen, at der er noget forlorent ved det hele, men at man er ude af stand til at forstå, hvad der foregår.

Der er derfor to ting, der bør tages stilling til i forhold til opblomstringen af demenslandsbyer i Danmark. Den ene er, hvor meget man kan tillade sig at manipulere med demente menneskers virkelighed.

I De Hogeweyk forsøger man mere eller mindre aktivt at fastholde beboerne i den illusion, at de befinder sig i en by og ikke på et plejehjem. Det gør man for at beskytte dem, og for at de skal føle sig trygge. Men hvornår ophører et menneskes ret til at kende sandheden, og hvor langt vil vi gå i Danmark i forhold til aktivt at opmuntre demente plejehjemsbeboere til at leve i en illusion?

Det andet forhold, der bør tages stilling til, er, hvor meget man må begrænse demente menneskers frihed. I Danmark er det ikke tilladt at forhindre demente plejehjemsbeboere i at forlade deres hjem, men man må godt gøre det svært. Konceptet i demensbyer er som oftest, at der kun er en udgang, og den er godt kamufleret.

Til gengæld er der et stort indhegnet udeområde, hvor de demente beboere  kan færdes uden risiko for at blive væk. I modsætning til nogle traditionelle plejehjem, hvor man af hensyn til beboernes sikkerhed er nødt til at forsøge at holde dem inden døre, har beboerne i demenslandsbyer frihed til at bevæge sig rundt. Så spørgsmålet er, om den lukkede verden giver mere frihed, end den tager.

Disse overvejelser er særligt essentielle, fordi man har med en gruppe at gøre, som dårligt kan varetage sine egne interesser.

Svært demente mennesker kan ikke forventes at give udtryk for, at de føler, de lever i en kunstig virkelighed, eller at de ser det som et overgreb mod deres autonomi, at de ikke kan finde udgangen. Derfor er vi ekstra forpligtede til at være opmærksomme på ikke at krænke deres rettigheder.

Det er godt, at der kommer øget fokus på demensvenlige boliger, det er der afgjort behov for, og det er også positivt, at man tænker i nye, kreative baner. Men det er problematisk, hvis man i sin begejstring over det nye tilsidesætter sin kritiske sans. Vi er nødt til at reflektere grundigt over de etiske aspekter af demenslandsbyerne.

De fleste vil sikkert langt hen ad vejen kunne acceptere en vis grad af illusion og frihedsberøvelse, såfremt demenslandsbyer faktisk giver det, som de lover, nemlig mere frihed og højere livskvalitet for demente mennesker. Men hvis de ikke gør det og i stedet tager mere frihed, end de giver, må vi være hurtige til at tage konceptet op til revurdering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Nicoline Larsen

En ting mere - man burde overveje at gøre det lovligt for plejehjemmene at udstyrede den demente med en chip - måske i lommen eller i skoen - så man altid kunne finde og hjemhente den eventuelt bortgåede demente plejehjemspatient.

Niels Duus Nielsen

Jeg har lidt svært ved at se problemet, for hvad er alternativet? Konstant mandsopdækning (m/k)?

Man må godt gøre det svært for de demente at stikke af, så hvad er der galt med at camouflere udgangen?

Skulle jeg selv blive dement tror jeg faktisk, jeg ville nyde at kunne gå en tur i parken uden hele tiden at have en omsorgsperson i hælene.

Og da de demente alligevel lever under fængselslignende forhold, kan det da kun være en god ting, at de får lidt mere plads at udfolde sig på. At føle, at der er noget forlorent ved friheden, er vel ikke værre end at føle, at der er noget forlorent ved at være overvåget 24/7.

Og i forvejen er man jo nødt til at bruge en vis grad af manipulation, hvis man vil undgå at bruge fysisk magt over for de demente, for hvordan skal man ellers forhindre en gammel dame i at gå ud og lege i trafikken?