Leder

Fortvivlede bestræbelser på at løse et overskueligt flygtningeproblem

30. august 2017

Hvordan skal EU-landene blive enige om at fordele flygtninge fra opsamlingscentre i Niger og Tchad, når det samme har vist sig at være umuligt med dem, der er ankommet til Grækenland?

Det er et af de centrale spørgsmål, der trænger sig på efter mandagens møde i Paris mellem fire store EU-lande, Frankrig, Italien, Tyskland og Spanien, samt repræsentanter fra EU-Kommissionen, Libyen, Niger og Tchad. Den prisværdige ambition er at skabe et alternativ til den farlige rejse gennem Libyen og over Middelhavet. Men det står ikke klart, hvordan det praktisk og juridisk skulle kunne lade sig gøre.

Hvorfor skulle de indvandringskritiske regeringer i lande som Ungarn og Polen acceptere at tage imod flygtninge, der end ikke har sat fod på europæisk jord, når de hidtil har afvist at afhjælpe situationen i Grækenland og Italien?

EU’s målsætning har længe været at flytte beskyttelsen af den ydre grænse længere mod syd, og det er især indenrigspolitiske forhold, der driver den seneste udvikling: forestående valg i Tyskland, Østrig og Italien samt Emmanuel Macrons ønske om at udmønte en udenrigspolitik, der både tage højde for såvel franskmændenes bekymringer som franske interesser i Afrika.

Italien står lige nu med valget mellem at lade bådflygtningene dø på havet eller at blive forvandlet til en opsamlingslejr for næsten hele den irregulære indvandring til EU. Det gavner kun EU-modstanderne, så Italiens umulige dilemma er faktisk hele EU’s problem
Læs også

I de seneste måneder har der været et markant fald i tilstrømningen af bådflygtninge fra Italien til Libyen. Den italienske regerings bestræbelser på at stoppe trafikken ved at understøtte opbygningen af en kystvagt i Libyen og gøre det svært for humanitære redningsaktioner at operere i farvandet giver tilsyneladende resultater.

Men de menneskerettighedsmæssige aspekter bliver ignoreret: Ifølge en nylig Oxfam-rapport har 84 procent af de bådflygtninge, der ankommer til Italien, været udsat for vold, overgreb eller tortur i Libyen.

Kan man forestille sig, at et land, hvor menneskehandel og -smugling længe har udgjort en industri, pludselig er blevet sikkert? Der er derimod pålidelige rapporter om, at de samme militser, der finansierer sig ved menneskesmugling, nu modtager europæisk støtte for at bremse bådflygtningene.

I juli havde Macron foreslået identifikationscentre i Libyen, men måtte hurtigt indse, at det er urealistisk. Den nye plan er især et forsøg på at vise, at der findes en fælles vilje i EU. Problemet burde ellers være overskueligt, da de 181.000 bådflygtninge, som ankom til Italien i 2016, svarer til blot 0,035 procent af EU’s befolkning. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Knap
Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mads Frese

Al det flygtningehalløj .................... jeg hygger mig bare med det gode Retsforbehold Holger K. skaffede os. Lad de andre 27 selv rode med det.