Leder

Hjælp Venezuela med at bryde den onde cirkel

11. august 2017

Søndag angreb en lille flok deserterede soldater og civile en kaserne uden for Venezuelas tredjestørste by, Valencia. Angriberne havde øjensynligt fået hjælp af en officer inde på kasernen, og mens regeringskilder hævdede, at flere af angriberne blev dræbt, og de fleste andre fanget efterfølgende, hævdede angrebsmændene selv, at de slap afsted med et stort antal automatvåben og uden tab.

»Revolutionen er startet,« meddelte angrebsmændenes øjensynlige leder, den deserterede kaptajn Juan Caguaripano efterfølgende.

Angrebet på kasernen er ikke bemærkelsesværdigt på grund af den åbenlyse lighed med Fidel Castros angreb på Moncada-kasernen i 1953, der indledte den cubanske revolution, og som i så høj grad har inspireret nutidens ledere i Venezuela.

De seneste fire måneders daglige protester mod landets præsident, Nicolás Maduro, har kostet mindst 125 mennesker livet.
Læs også

Det er heller ikke bemærkelsesværdigt, fordi det er startskuddet på en organiseret opstand mod Venezuelas upopulære leder, Nicolas Maduro, for det er det næppe. Det er nok snarere bemærkelsesværdigt, fordi det blot er et led i en hastigt accellererende opløsning af Venezuela politisk, økonomisk, institutionelt og måske også på sigt militært.

Angrebet kom en uge efter afstemningen til en ’forfatningsforsamling’, som reelt sætter det folkevalgte parlament, der er kontrolleret af oppositionen, ud af kraft.

Den nye forsamling skal fungere parallelt med det eksisterende parlament, men er udstyret med rettigheder til at ændre forfatningen på grundlæggende områder og med kompetencer, der i realiteten gør det eksisterende parlament overflødigt.

Den nye forfatningsforsamling blev valgt ind med uhyre lav valgdeltagelse og i en proces, der både i sin indretning og afvikling favoriserede regeringens kandidater voldsomt. Præsident Maduro har da også har fået et markant flertal og carte blanche til at forme det politiske system på en måde, der passer den upopulære leder og folkene bag ham.

Søndagens valg til en ny folkesamling, der skal erstatte det siddende parlament, er sidste skridt, der fuldender det venezuelanske diktatur
Læs også

Sammen med nedsættelsen af en statslig ’sandhedskommission’, der skal udpege bussemænd blandt regeringens modstandere, og arrestationer af oppositionsledere og fyringer af regeringskritiske embedsmænd tegner der sig et billede af en stat, hvor de demokratiske institutioner er under afvikling.

Det er ikke så mærkeligt, at mange oppositionspolitikere overvejer at boykotte det kommende delstatsvalg, men konsekvensen er, at håbet om en politisk udgang på den fastlåste situation synes meget lille. Også med en opposition, der er splittet og uenig internt om både mål og midler.

Næste år er der præsidentvalg – et valg, som Maduro med en tilslutning på under 20 procent næppe kan vinde legalt, men som den styrende elite heller ikke kan tåle at tabe, hvorfor det ikke er svært at forudsige en stigende konfliktkurve.

Det store spørgsmål er, hvordan man kan finde en vej ud. En militær løsning er ikke indbydende. Hverken i form af en udenlandsk intervention, som desperate stemmer har efterlyst, eller et kup fra militæret.

Store dele af militæret er vokset sammen med styret. Chavez kom selv derfra (og gjorde sig først bemærket ved netop at forsøge et militærkup), og Venezuelas mange generaler er blevet velnærede under først Chavez og siden Maduro, mens befolkningen er blevet fattigere. De har fået topposter og ministerier og overtaget store dele af økonomien i en konstruktion, der på mange måder minder om den cubanske.

Præsident Maduro fastholder, at landets forfatning skal skrives om. Oppositionen boykotter fortsat alle planer om en ny forfatning, som de kalder en undskyldning for at sætte parlamentet ud af spil
Læs også

Netop cubanerne er centrale i Venezuela. Både som et fjendebillede internt på alt, hvad der er gået galt, siden Chavez indledte sit bolivarianske projekt, og som en del af sikkerhedsapparatet med deres mange udsendte folk og indflydelse bag kulisserne. Derfor er de også svære at komme udenom i en løsning. En løsning, som må findes i de kommende måneder, før yderligere konfrontationer gør et kompromis umuligt.

Her kunne USA’s tilnærmelser til Cuba, som blev indledt under Obama, måske åbne en mulighed. Mens det ikke har skortet på fordømmelser fra andre lande i regionen og fra Europa og USA, er spørgsmålet, hvor meget forskel sanktioner og mere kritik gør.

En måde at undgå borgerkrigen kunne være at danne en lille forhandlingsgruppe med deltagelse af lande som USA, Cuba, Colombia og Rusland, der forhandlede en overgangsordning på plads, som både tilgodeser oppositionens og det styrende regimes behov frem mod næste års præsidentvalg. Det bliver ikke ligetil, men det er nødvendigt at bryde Venezuelas onde cirkel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Tobias Havmand

"............. danne en lille forhandlingsgruppe med deltagelse af lande som USA, Cuba, Colombia og Rusland"

Genialt forslag - og så befriende simpelt at implementere.
Hvad skulle USA dog have imod at give Cuba & Rusland ligeværdig indflydelse i Sydamerika ??