Læsetid 3 min.

Det kenyanske fyrtårn

LEDER
Kenyanere observerer en demonstration over valgresultatet, der erklærede oppositionsleder Raila Odinga som taber. 

Kenyanere observerer en demonstration over valgresultatet, der erklærede oppositionsleder Raila Odinga som taber. 

Abaca

12. august 2017

Det er altid værd at bemærke, hvad der foregår i Kenya.

Kenya har en befolkning som Spanien og god landbrugsjord, en sjælden vare i Afrika. Det har i århundreder været en etnisk smeltedigel med nu hele 40 folkeslag, næsten dobbelt så mange, som skal enes i EU. Siden det i 1963 blev selvstændig, har folkeslagene enedes om et demokratisk styre af staten, selv om markant magtmisbrug har medført lange stræk med diktatur og etnisk dominans.

Det er økonomisk veldrevet sammenlignet med andre afrikanske lande, folk flest kan læse og skrive og regne den ud, og landet tiltrækker investering og handel. Dybvandshavnen i Mombasa med vejene til kontinentets indre gør dets hovedstad, Nairobi, til et af Afrikas vigtigste knudepunkter for varer og kapital, mennesker og magt.

Politiske vendepunkter i Kenya er derfor vigtige for den regionale udvikling og giver peg om strømninger på kontinentet. Det var derfor en tragedie ud over landets grænser, da præsidentvalget i 2007 endte voldeligt. Sociale gnidninger blev udnyttet af de etnisk baserede kandidater til fordrivelser og nedslagtninger, da deres militser overfaldt i kvarterer, der havde ’forkert’ tilhørsforhold. 1.000 omkom, og op mod en halv million blev fordrevet fra deres hjem og kvarter.

Fiona Keya er en af de godt ti millioner unge, som for første gang udgør den største gruppe vælgere. 51 procent af dem, som har registreret sig til at stemme, er mellem 18 og 35 år, og dermed er der lagt op til et yderst interessant valg, der kan få stor betydning for Kenyas fremtid.
Læs også

Da Danmarks demokrati var tilsvarende ungt, dvs. i 1903, var det begyndt at lykkedes for samfundets magtesløse, bønderne og i stigende grad arbejderne, at vriste magt fra overklassen. Efter den første demokratiske indrømmelse i 1849 havde magtmisbrug i flere årtier sikret kongen, adelen og borgerskabet et regulært diktatur.

Skillelinjerne i Danmark fulgte klasser, sådan er det ikke i Afrika. Den postkoloniale stat overtog en struktur, hvor praktisk talt al økonomisk aktivitet var kontrolleret af øvrigheden, og sådan er det fortsat. Den samlede økonomi er så lille, at statens midler udgør en langt større andel end i en europæiske stat.

De dominerende erhverv er hovedsagelig baseret på udenlandsk kapital, oftest til at føre mineraler ud af landet, i henhold til kontrakter med staten. Den gruppe, der dominerer den politiske ledelse, styrer dermed al vigtig økonomisk aktivitet. Folk oplever stat og økonomisk overklasse som ét og samme.

Kenya er for al sin økonomiske tiltrækning fattigt; dets produktion er kun lidt større end Luxembourgs. Det har mere tør og elendig jord end frodig. Det har haft lange stræk med nulvækst, og flertallet har ikke mærket megen fremgang. De bliver flere om jorden og flere i slummen. De knokler for sølle belønning i evig angst for fattigdom og utidig død.

I landets første mange selvstændige år styrede kikuyu-folkets repræsentanter. De brugte statens midler til at sikre et fortsat greb om magten, herunder økonomisk at styrke deres etniske bagland. En stærk folkestemning tvang dette autoritære styre bort i 2002, hvor magten overgik til en koalition af andre folkeslag. Den demokratiske magtkamp mellem besiddere og magtesløse havde fået etnisk form.

Da en yngre generation af de ældre magthavere vandt magten tilbage i 2007, var frustrationen dramatisk. Dette valg gælder samme opgør; kikuyu-koalitionen med adgang til statens midler står til at fastholde magten. De trange kår for landets store underklasse skaber frodig grund til, at demagoger, populister og nationalister i etniske gevandter udnytter politisk usikkerhed til voldelige togter for egne interesser.

Dette mønster kan brydes af økonomisk fremgang for et bredt flertal, så interne modsætninger inden for etniske grupper bliver mere afgørende, og et interessebaseret demokrati opstår.

Det kræver, at valgets vindere fører en politik, der tvinger deres økonomiske alliancepartnere til at vælge mellem at miste etablerede privilegier eller at bruge dem til at skabe bredere udvikling.

Det er manøvrer, der er vanskelige at gennemføre selv i rigere, mere trygge og mere etablerede samfund, som f.eks. vores. Korea, Japan og Kina lykkedes med det, men de er stater med flere tusinde års selvstændighed og forvaltning i bagagen.

De purunge afrikanske stater er langt mere spinkle, sårbare og fattige. Kenyanernes entusiastiske insisteren på den demokratiske vej til en bedre fremtid er disse dages gode nyhed fra Afrika.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu