Leder

Knausgårds manglende fantasi

Hans eneste radikalitet er hans oprigtighed, men oprigtighed i kunst betyder ikke noget, siger Péter Nádas om Karl Ove Knausgård.

Hans eneste radikalitet er hans oprigtighed, men oprigtighed i kunst betyder ikke noget, siger Péter Nádas om Karl Ove Knausgård.

Astrid Dalum

Debat
22. august 2017

Nogle gange spørger vi os selv, om den norske forfatter Karl Ove Knausgård med den gigantiske erindringsroman Min kamp nu virkelig er den store samtidsforfatter, der vil blive stående som en klassiker for eftertiden, eller om han er en litterær døgnflue, der stort set vil være glemt igen om ti-tyve år?

Har Knausgård fornyet den store modernistiske roman og med sit bud på autofiktion indvarslet den nye tids litterære form, eller er hans roman her og nu blot den perfekte roman midt i vores ophøjede individualistiske tidsalder?

Det kan være nyttigt indimellem at hente et nyt synspunkt ind på det spørgsmål, sådan som det skete med interviewet med den ungarske forfatter Péter Nádas i lørdagens avis, hvor Nádas om Knausgård siger, at »hans eneste radikalitet er hans oprigtighed, men oprigtighed i kunst betyder ikke noget.

Det er ikke andet end vedhæng til værkerne. For mig er fantasi vigtig. Han kan ikke løfte sit stof med fantasi, derfor er det kun dokumentarisk interessant, hvis man vil læse om norske forhold. Det er ikke litteratur, men sociologi.«

Normalt skal man afholde sig fra at måle den ene forfatter med den anden. Hver er sin unikke sammenhæng, men alligevel er det tankevækkende at få det fra en forfatter som Péter Nádas, der i sine romaner, senest Parallelle historier – den tavse provins med sin fantasi bevæger sig ud over sit eget begrænsede jeg og lever sig ind i et helt århundredes konflikter og viser, hvordan de bag om ryggen på det enkelte menneske kommer til udtryk i vores nuværende liv eller viser, hvordan vor egen tids konflikter har rødder i en ikke altid erkendt fortid.

Knausgård derimod ophøjer dette lokale jeg til et helt verdensbillede, der herefter sælges og indtages som slik af et publikum, der hungrer efter den genkendelse og bekræftelse på tilværelsen, som Knausgård leverer med sit værk.

Knausgård viser os kraftfuldt, hvad det vil sige at være menneske. Mere præcist viser han, hvad det vil sige at være en forholdsvis privilegeret moderne hvid mand fra Norden.

Han har mere end nogen anden givet stemme til mandens oplevelser anno i dag; og det vel at mærke så det har skabt genklang hos læsere i hele Norden, i Brooklyn og i store dele af den vestlige verden, hvor romanværket er oversat. Hvem har netop ikke hørt en mand fortælle lidenskabeligt om, hvordan han har følt sig særlig genkendt i Knausgårds roman?

Mænd føler sig set og inkluderet i Knausgårds univers. Hans særlige melankolske besyngelse af den hvide mands mildt lidelsesfulde kontroverser i den skandinaviske velfærdsstat er ingen steder bedre beskrevet og trækker, som Péter Nádas også skarpt bemærker, på en nordisk tradition fra Ibsen og Strindberg.

Knausgård er en fremragende iagttager og en medrivende skildrer af vores liv. Indimellem har hans romanværk høj litterær kvalitet, når han forbinder essayistik med fortælling, forbinder egen nære nutid med den større fortid. Men nogle gange har vi det i nuets begejstring med at forveksle medrivende med stor litteratur.

Min kamp er en beretning om vores tid, »lokal tid, vel at mærke«, som Nielsen formulerede det lige før, han blev til Madame Nielsen. Det er netop ikke en roman om globaliseringens tidsalder og alle dens udfordringer, men en stor roman om den nordiske velfærdsborger, hans liv og hans tid.

Måske passer Knausgårds romanværk simpelthen for godt til tiden til også at kunne se og række ud over den – se alt det som kunstnere indimellem kan træde i forbindelse med, når de tager fantasien til hjælp. Autofiktionen som sådan, den bedste af den i hvert fald, kan ikke tænkes uden den litterære fantasi og fiktion, men samtidig er der i dele af de nye forsøg på autofiktion lige lovlig meget sociologisk gengivelse af forfatterens nære verden.

Der er for meget auto og for lidt fiktion og fantasi.

Péter Nádas siger i interviewet også om Knausgård: »denne småborgerlige verden har ikke rigtig grebet mig, det er for småt, for kortsynet.« Se, Nádas taler om litteraturens sande empati og globale udsyn. Og er vi ikke langsomt på vej ud af individualismens tidsalder igen? For verden kalder, og litteratur er først og fremmest fantasi og ikke sociologi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

christen thomsen

Peter Nielsen mener ikke, man skal sammenligne forskellige forfattere - men gør det så alligevel. For den ungarske forfatter, Péter Nádas, har sagt, at Knausgård er 'sociologi'. Og så er det ikke interessant som litteratur.
Peter Nielsen er jo litteraturredaktør, så han ved, vi har været her før. Mange gange. Ud med realisme og naturalisme, osv. Sociologi. Der er tale om en velkendt mekanisme: man begejstres øjeblikkeligt for et bog, en kunstner - og alt andet og tidligere blegner. Angående Nádas kan man bare sige: han er som læser af Knausgård helt og aldeles uinteressant. Sociologi? Vås.
Så er der den med fantasi. Det kunne man også kalde 'virkelighedsflugt'? Peter Nielsen anvender også det ældgamle retoriske trick med at 'sociologisere' sig udenfor det han beskriver: Knausgård: den hvide, skandinaviske velfærdsstatsmand. Nielsen er selv, som fmange af Informations læsere, en hvid, småborgerlig dansk mand med de erfaringsbegrænsninger, der måtte ligge i det. Og sådanne kan sagtens forsøge at beordre nye globale trends i litteraturen, men det ændrer ikke en tøddel ved det han er. At Knausgård muligvis er blevet kult - irriterende, for nogle? -, ændrer ikke en tøddel ved det han er: en stor forfatter. Hvis Nielsen ikke kan præstere mere end flosklerne i dagens leder om ham, skulle han holde sig til at prise Nádás og lade det stå ved det.

Kurt Svennevig Christensen

Jeg har det på samme måde med Knausgård, jeg købte hans bøger og jeg forsøgte, i toget, i flyet i sengen, jeg har givet op. Man må jo ikke sammenligne, men jeg kommer altså meget tættere ind på livet som mand gennem Kim Leine og hans historier, end jeg gør med Knausgård gennem hans historie. Måske fordi jeg gerne vil forstå meget mere om "manden", men ikke ikke give køb på den rigtige mand, jeg vil ikke være noget andet, end den rigtige mand. Derfor: I min verden som mand er det intet over, ved siden af eller under fantasien i historien.

Johnny Winther Ronnenberg

Som mænd spejler vi os i andre mænd i vores omgangskreds, familie kollegaer og selvfølgelig også i litteraturen, film og tvserier. Det vi kikker efter er vist, hvor fejler de og sejrer de som mennesker og over tid så adopterer vi træk fra dem hvor det er hensigtsmæssigt. Desværre er film og tv-serier fyldt med stereotyper og ikke hele mennesker, hvorfor vores opfattelse af rigtige mænd ofte er fejlbehæftet. For hvad er en rigtig mand i bund og grund?

Da jeg gik i skole blev vi stopfodret med formaninger om ligeret og ligestilling og en hel del af os tog det til os som noget naturligt og mange af led nederlag når vi blev gift, for i hjemmet var der kun en der bestemte og det var "She who must be obeyed" som "Rumpole of Old Baylie" plejede at slutte af med og mænd af den tid smilede indvendigt, for de kendte godt følelsen fra deres eget liv.

Selvfølgelig kæmpede vi imod på hjemmefronten, for hvis vi skulle være lige, så skulle vi også have lige rettigheder i hjemmet, men det var op ad bakke. Jeg forsøgt i 33 stormfulde år, ja jeg er lidt stædig, men jeg tabte sgu altid i enden, for hun var lige så stædig ;-) Da ægteskabet var ovre, så skulle jeg til at redefinere mig selv som mand og menneske og det øver jeg mig stadig på. En ting er sikkert jeg skal ikke have en ny "She who must be obeyed." i mit liv, så hellere være alene. Jeg kan egentlig ret godt lide, at træffe mine egne beslutninger på alle områder og kunne sige, det her vil jeg, så det gør jeg, det er faktisk en fed følelse ;-)

Maj-Britt Kent Hansen

Endnu har jeg ikke fået læst artiklen om Péter Nádas, hvis det er nødvendigt for at kunne kommentere Knausgård, men dennes "Min Kamp" har jeg skam læst. Den giver (kvinder) et levende indtryk af små og større drenges verden. Og ja, da også et indtryk af voksne mænd - om det så kun er Knausgård selv, hans venner og familie. Ikke uinteressant!

Knausgård er faktisk letlæst. Er det sociologi? Det ved jeg nu ikke, men det kan da også blive FOR fantasifuldt - og dermed for mit vedkommende ikke spor interessant.

Kurt Svennevig Christensen

Litteraturen, kunsten om man vil skal løfte mig, og handler dét om mænd og deres væren til, så er det netop dette noget vi ikke kan tale om, ellers bliver det faglitteratur.

Hvorfor kan jeg ikke slippe betydningen af denne sætning: "Do not go gentle into that good night" eller "hvorom man ikke kan tale, må man tie" eller scenen fra filmen "Once Upon a Time in the West" hvor Henry Fonda til slut i filmen kommer til Charles Bronson, for at få det hele afgjort engang for alle. Og hvor Henry Fonda siger "I'm just a man" og så det meget lange blik fra Charles Bronson og ordene "an ancient race". Jeg så den film på Broadway, ikke premiereaften, men i præmier ugen. Jeg var meget ung, men den film og scene har fulgt mig lige siden, for filmen handler om "mænd" som en uddøende race - "Don't go gentle into that good night", det er kunsten, alt andet er det blotte liv.

ulrik mortensen

"So you found out you're not a businessman after all. Just a man. An ancient race... "
https://www.youtube.com/watch?v=j6gLJ4_sfG8

Uden at have læst Knausgaards lange værk (hvor meget tid har man lige på at læse om Knausgaard?) er jeg da umiddelbart enig med Peter Nadas om, hvilken litteratur der er værd at læse. Men jeg er ikke enig med pn i, at litteratur først og fremmest er fantasi, som modstilles sociologi. Det er ikke tilfældigt, at der er en hel genre, der hedder fantasy, og som i sit udgangspunkt er alt andet end indlevende , men postulerende og fritsvævende og/eller med tilfældige greb i historien. Hvad med at erstatte med 'viden og forestillingsevne'? Indlevelse i andres situation og historie, hvad der naturligvis kræver egne erfaringer og søgning efter udvidede erfaringer. Den bedste litteratur er vel den, der konkretiserer 'historien' eller væsentlige aspekter af den i individer og deres stræben, virke og skæbner, deres familier, sociale relationer, økonomiske og politiske omstændigher.

Maj-Britt Kent Hansen

Karen Helveg - tror jeg har forstået, hvad du skriver.

Fantasy er en genre, der ikke har det store - for ikke at sige fjerneste - at gøre med den fantasi, der kan forekomme i skønlitteratur.