Læsetid 2 min.

Lykken på Mors

LEDER
28. august 2017

Femte gang blev lykkens gang for Kulturmødet på Mors. Kulturmødet 2017 løftede sig i hvert fald over de fire tidligere kulturmøder med en helt ny harmoni.

Der er kommet en anden balance i præsentationen af spændende kunstnere og nysgerrige politikere – og i dialogen med skarpe kulturformidlere, klartseende forskere og visionære kulturarrangører og frivillige. I år kom der tilsyneladende så mange kulturfolk, at politikerne kom af sig selv.

Kunstnerne stod stærkere, både med deres kunst og i debatter om deres dårlige honorarer. Det internationale udsyn var klarere. Afviklingen var smidigere.

Og hvor ’de unge’ tidligere har været plantet i sandet nede ved Kulturfjorden, har de i år i høj grad blandet sig med ’de voksne’ oppe ved Kulturpladsen – og omvendt. Desuden var der færre københavnere, der bare lod sig flyve ind med et sjusket oplæg for så at forsvinde i en taxa igen. Flere har tilsyneladende forstået, at Kulturmødet kræver nærvær.

Kulturmødet er ikke længere kun for udenbys gæster, der dyrker Monas Hus og synger fællessang, mens de lokale handler uforstyrret videre i Lidl. Logistisk udstrålede Nykøbings 9.000 indbyggere i år endnu mere overskud over for Kulturmødets 20.000 gæster. Biler skulle godt nok stadig parkeres uden for byskiltet. Til gengæld havde nogle unge i år indrettet et midlertidigt hotel i det nedlagte sygehus. Sådan opstår nye initiativer. Akkurat som på Folkemødet, der siden 2011 har skubbet til hele Bornholm.

Kulturmødet på Mors er begyndt som en stolt idé nedefra. Dette lokale ejerskab er tydeligvis en stor del af succesen. Kulturmødet står i heftig kontrast til Aarhus 2017. Her er byens status som Europæisk Kulturhovedstad 2017 kommet til at virke som en topstyret ambition, der er blevet pålagt Aarhus og byerne i regionen – hvorefter æren ofte tilfalder sekretariatet i Dokk1.

Kulturmødets kalendersammenfald med Aarhus Festuge, der engang var Danmarks primære ’kulturmøde’, er dog dumt. Lige som sammenfaldet med Louisiana Literature, Tønderfestivalen og Waves Festivalen i Vordingborg. Det må kunne koordineres bedre.

Kulturminister Mette Bock (LA) deltog på Kulturmødet 2017, men ikke som gennemgående figur. Dette kan i sig selv tolkes som et billede på Kulturmødets styrkede fokus: at lade kunsten og kulturen blive præsenteret og diskuteret af oprigtige kulturelskere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Ja, hvad var indholdet? Hvad skete der nærmere bestemt?
Og - er der ikke snart ved at være lige lovlig mange festivaller, kulturmøder. foklemøder, kulturbyer, perideopvisninger og jeg skal komme efter dig?
Jo.