Leder

Det nye er, at USA’s præsident ikke vil tage afstand fra forestillingen om den hvide races overlegenhed

Flere steder i USA presser racedebatten sig igen på. Mange ønsker sig en præsident, der tager afstand fra de højreekstreme grupper, men Donald Trumps reaktion viser, at han har bygget sin politiske bevægelse på en fortælling om, at den hvide mand er truede part - og her han henter sin popularitet og sine stemmer.

Flere steder i USA presser racedebatten sig igen på. Mange ønsker sig en præsident, der tager afstand fra de højreekstreme grupper, men Donald Trumps reaktion viser, at han har bygget sin politiske bevægelse på en fortælling om, at den hvide mand er truede part - og her han henter sin popularitet og sine stemmer.

Ritzau Foto

17. august 2017

Scener fra Den Amerikanske Borgerkrig bliver i disse dage genopført i USA. Vi ser de gamle monumenter, positioner og kampe aktualiseret i slaget i Charlottesville, Virginia, hvor en antiracistisk demonstrant og to politifolk har mistet livet.

Den aktuelle anledning var, at byrådet i Charlottesville havde vedtaget at flytte en rytterstatue af general Robert E. Lee fra en prominent plads i byens park. Lee er et ikon på kampen for de hvides ret til at holde slaver og for en krig, hvor sydstaterne var ved at rive USA i stykker. Som bekendt endte krigen med, at Sydstaterne tabte, og slaveri blev afskaffet. Og fundamentet for USA som moderne stat er freden efter borgerkrigen og enigheden om, at slaveri er uforeneligt med principperne for den amerikanske forfatning.

De, som siden har insisteret på, at den hvide race er overlegen, og at sorte er underlegne, har været betragtet som farlige for nationen, og slaveri har været anset for USA’s arvesynd.

Men sydstatsflaget og monumenter over Sydstaternes helte er blevet ved med at være offentlige symboler i USA. Generelt har modstanderne af monumenterne hævdet, at de var symboler på racisme, slaveriet og forestillinger om den hvide races overlegenhed. Tilhængerne har derimod hævdet, at dem, som ville fjerne monumenterne, ville udslette den amerikanske historie.

Donald Trumps præsidentskab kan næppe blot affejes som en vits. Ser man bag komikken, får man øje på en administration, der dag for dag rykker landet systematisk mod højre.
Læs også

Kampen om monumenterne har været og er en kamp om fortællingerne om Den Amerikanske Borgerkrig, som også er en kamp om, hvilken nation USA skal være. Og den afslører, at konsensus efter Den Amerikanske Borgerkrig aldrig er stabiliseret og konstant bliver udfordret.

Og den blev radikalt udfordret i denne weekend i Charlottesville, hvor en bevægelse, som kalder sig Unite the Right og forener hvide nationalister, Ku Klux Klan, amerikanske nynazister og andre højreradikale, fredag nat marcherende gennem campus på University of Virginia. De gik med brændende fakler og råbte »you shall not replace us, jews shall not replace us«. De råbte også »white lives matter«.

Det var antiracismens paroler, som blev vendt om, da militante repræsentanter for det gamle flertal slog voldeligt tilbage. 

Lørdag stødte Unite the Right sammen med antiracistiske demonstranter, som ville blokere deres vej til den lovligt anmeldte demonstration foran statuen af Robert E. Lee. Antiracisterne angreb med køller, Unite the Right slog igen med køller, og det udviklede sig til et voldsomt slagsmål. Det endte med, at en højrefløjsdemonstrant kørte en antiracistisk demonstrant ihjel. Og der blev erklæret undtagelsestilstand i byen.

Optøjerne, hadet, omkostningerne og særligt den amerikanske præsident Donald Trumps reaktioner minder os om det ubehagelige faktum, at de fronter, som førte USA i borgerkrig, stadig kan mobiliseres og destabilisere selve det amerikanske samfund.

Det nye er ikke, at der er radikal racisme i USA. Det nye er, at den amerikanske præsident ikke kan og vil tage afstand fra den forestilling om den hvide races overlegenhed, som var ved at rive USA i stykker for 150 år siden.

Donald Trump bader sig i massemøder, hvor tilhængere i tusindvis tiljubler ham, mens han ligger i åben krig med eliten i Washington.
Læs også

Republikanske politikere har i årtier flirtet med den hvide racisme, men lederne har altid taget afstand fra den, når den blev explicit. Men Donald Trump har bygget sin politiske bevægelse på den fortælling, de repræsenterer: De virkelig truede i USA er ikke minoriteterne, men den hvide majoritet.

Den bevægelses had er hans energi. Under pres endte han med at læse et papir op lørdag, som tog afstand fra racisme og nazisme. Men tirsdag aften eksploderede han i et improviseret udfald, hvor han sidestillede de to parter i konflikten og nægtede at forholde sig moralsk til demonstranterne.

Han nægtede med andre ord at varetage den antiracistiske kontrakt, som er grundlaget for den moderne amerikanske stat og afslutningen på borgerkrigen. Han er blevet fordømt af den politiske klasse, kommentatorer, liberale medier og antiracistiske aktivister over hele USA.

Men den afgørende dom kommer fra de amerikanske borgere, som har fået en præsident, der flirter med det amerikanske monster, som nationen er grundlagt på at ville overvinde. Det er vælgerne, som afgør, om USA er ved at udvikle sig til en fejlslagen stat. Eller om Trump er en historisk parentes og en uhyggelig påmindelse om, at nationens dæmoner konstant skal kultiveres, og at borgerkrigen skal afsluttes igen i hver ny generation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bo Stefan Nielsen
  • Alvin Jensen
  • Ejvind Larsen
  • Poul Anker Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
Poul Sørensen, Eva Schwanenflügel, Bo Stefan Nielsen, Alvin Jensen, Ejvind Larsen, Poul Anker Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

USA ikke alene opgav at blive et vellykket samfund, men trak resten af den engang frie verden med i dyndet, da Reagan og Thatcher begyndte at føre verden frem mod den tidlige industrialisme socialt og moralsk.

Karsten Aaen, curt jensen, Toke Andersen, erling jensen og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Dele af USA. som stort set ingen danskere noegnsinde har hørt om eller besgt, er absolut fejlslagne og befolkningen nærmest totalt styret af propaganda fra fx Fox News eller det der er værre. Alt dette startede under Richard Helms hos CIA under Operation Mockingbird, samme mand der startede MK ULTRA. Det r i sidste ende en slags programmering. Nu har USA så haft en skandale fri sort præsident familie i 8 år og det kan White Supremacists slet ikke håndtere. FBI og Secret Service's tal er ikke til at tage fejl af: Markant stidnig i trusler og vold fra Neo-Nazi/"Patriot"/KKK gruppper, som forøvrigt ligger støt på 12 gange større end trusler/vold fra venstre aka "ANTIFA".

Det er et problem som USA selv, og derfor dens allierede, ikke har kunne håndtere. Hvorfor? Det kræver så store indrømmelser overfor dem der vedholdende argumenterer for, at USA stoppede med at være et demokrati og blev et plutokrati den 22 November 1963. Mainstream medierne har været decideret ELENDIGE til at se problemer i USAs samfudnskonstruktion fordi selvsamme medier var og er afhængig af den militære/finansielle profit maskine. Bare ET eksempel er at NBC ejes af GE.

Derforhavde DAVID DUKE i går en god dag. Som den eneste.

The Chickens Are Coming Home To Roost. It's necessary but it WON'T be pretty.

Karsten Aaen, curt jensen, Poul Sørensen, Eva Schwanenflügel, Claus Schmidt, Jens Pedersen og erling jensen anbefalede denne kommentar
erling jensen

Mens USA fortsætter med at fejre dyder nedfældet i en international retsorden, vedr. menneskerettigheder og demokrati, forbigår det aldrig en lejlighed til kritisere andre nationer som Kina og Rusland for deres menneskeretskrænkelser, mens de selv krænker enhver global norm, som de foregiver at efterleve. Internationalt er USA blevet en fejlslagen stat, en slyngelstat, der trumfer alle andre slyngelstater.

Arven fra brugen af dets kolossale militære magtapparat er dybt integreret i amerikansk udenrigspolitik, med evig aggressiv ekspansion som det vigtigste middel til globalt overherredømme. Hele USA's historie kan beskrives med begreber som dominans og erobring, med et utal af eksempler: folkedrab over for landets oprindelige befolkning, erobring af land fra Mexiko og Spanien, herunder Cuba og Philippinerne, som fra 1898-1902 kostede over en halv million filippinos livet, militær intervention og besættelse af adskiliige lande i Karibien, invasion af Rusland efter Første Verdenskrig, efterfulgt af en række af militære invasioner og interventioner i Korea, Indokina, Mellemamerika, Afghanistan, Irak og Balkan, oftest som en klar krænkelse af international ret. I dag er USA styret af en militaristisk grundholdning – af erobring, dominans og vold. Det gennemsyrer amerikansk økonomi, politiske institutioner og kultur.

Efterkrigstidens militære interventioner, der har bragt ALLE amerikanske præsidenter i denne periode direkte i konflikt med international ret omfatter bl.a. disse lande: Grækenland, efter Anden Verdenskig med forfærdelige følger for befolkningen, Korea, Guatemala, Vietnam, Laos, Cambodia, Haiti, Grenada, Panama, El Salvador, Nicaragua, Somalia, Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Yemen, Libyen. Der har bogstaveligt talt forekommet dusinvis af operationer, der har været hemmelige eller involveret en eller anden form for stedfortræderkrige.

Undergravningen af den amerikanske politiske kultur er så fremherskende, at juridiske og moralske bekymringer vedr. dets dybt kriminelle globale adfærd ALDRIG bliver taget under behandling i internationale fora, endsige debatteret, selv ikke af lande, der, som USA vedkender sig en demokratisk retsorden, herunder Danmark.

I modsætning til både officielle og populære myter, har civile altid været det vigtigste mål for amerikanske militære foretagender i andre lande. Massakrer på civile befolkninger har altid været en integreret del af amerikanske krigsstrategier, med drab på utallige millioner af mennesker. Selv på trods af disse uomtvistelige kendsgerninger er det bredt antaget, at en af de vedholdende rester af amerikansk exceptionalisme, en særlig ret for USA i den internationale retsorden, der afviger fra alle andres, at krigsforbrydelser begået af amerikansk militær, inkl. ufattelige grusomheder mod diverse civilbefolkninger rundt omkring på kloden, er fremmedelementer i amerikansk tradition og kultur, grundet de ”godgørende, demokratiske formål” der styrer amerikansk udenrigspolitik. Krigforbrydelser er noget, der begås af andre – nazister, kommunister, terrorister, diktatorer. Sund fornuft dikterer, at civiliserede, demokratiske nationer ikke opfører sig på den måde. Den tanke, at amerikanske ledere, fra Nixon til Reagan til Bush til Clinton til Bush til Obama til Trump kunne være ansvarlige for stadigt tilbagevendende handlinger af massemord betragtes som uden for rammer for en acceptabel diskurs. Det er kun en Anders Breivik, der fortjener en sådan betegnelse, ikke amerikanske præsidenter, selv om deres forbrydelser har et ufatteligt omfang. Obamas droneangreb på civile i Pakistan, Yemen, Afghanistan eller Somalia har for hans vedkommende kostet tusinder uskyldige mennesker livet, herunder naturligvis mange børn. trump har som det meste naturlige fortsat denne tradition, uden den mindste moralske panderynken i vestlige samfund.

Kollektiv benægtelse om gruopvækkende amerikanske krigsforbrydelser forbliver et epidemisk træk i både amerikansk og vestlig kultur.

Erling Jensen, cand.jur, tidligere sprogofficer i Forsvarets Efterretningstjeneste

Aksel Gasbjerg, Karsten Aaen, Poul Sørensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Palle Yndal-Olsen, Johnny Winther Ronnenberg, Ole Arne Sejersen, morten rosendahl larsen, Anders Graae, Toke Andersen, Jan Pedersen, Claus Schmidt, Bo Stefan Nielsen, Jens Pedersen og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Jeg tro ´mislykket stat´ misbruges i forbindelse med USA; det er muligt us er ved at gå ind i en labil tilstand, og måske opløsning, mens mislykkede stater er de, der aldrig rigtig konsolideres - us er, trods alt, en gammel stat, eller nation, om man vil.

Bo Stefan Nielsen

Tak for en lederartikel, der tør stille et spørgsmål, der anses for blasfemisk i langt størsteparten af vestlige medier. Det lader imidlertid til, at der er behov for udspecificering af spørgsmålet "Er USA en fejlslagen stat?". Her er, til at begynde med, et par nedslag:

1. Er USA en fejlslagen stat i forhold til nationens egen konstitution?

2. Er USA fejlslagent i forhold til selvforståelsen i dets berømte uafhængighedserklæring?

For at starte med det sidste (2), kan vi dele dette op i (minds) to yderligere dele:

a) Er USA en oprørsk nation, der afviser kolonialisme og imperialisme og er forkæmpere for folkenes ret til selvbestemmelse?

b) Lever USA op til den berømte humanistiske ordlyd i selvstændighedserklæringen: "Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke."

ad (a): Nej. USA er imperialismens suverænt største skurk siden 1945. Samtlige(!) amerikanske post-WWII præsidenter har angrebet andre nationer. Dét er en stastitstik intet andet land i verden er i nærheden af at måle sig med. USA har invaderet og besat en lang række lande, typisk lande hvis befolkninger havde valgt regeringer, Washington ikke brød sig om, eller som havde olie. USA har støttet en perlerække af diktaturregimer, USA støttede apartheidregimet i Sydafrika og støtter fortsat apartheid i Israel/Palæstina. USA fører suverænt i antal nukleare sprænghoveder, som kan få enhver anden nation, inklusive andre imperialistiske magter, til at skælve ved tanken om "ild og udslettelse, som verden aldrig før har set", for nu at citere Trump på selve årsdagen for atombomben over Nagasaki i 1945. USA har tilranet sig "American Exceptionalism" samt en global rockerklub ved navn NATO, som sikrer nationens globale position, der på ingen måde står tilbage for den britiske konge, hvis despotisme og brutalitet, selvstændighedskrigen som bekendt gik op imod.

ad (b): Sorte amerikanere, hvis forfædre blev bortført over Atlanten til Amerika som gratis og voldeligt undertrykt arbejdskraft, er aldrig blevet de facto ligestillet med hvide amerikanere. Racismen i USA er, trods formel juridisk ligestilling, fortsat dyb. Bevægelsen Black Lives Matter's fremvækst er i høj grad sket som en direkte reaktion på statens voldsmonopols uhyggeligt mange uprovokerede drab på sorte mennesker. Racisme imod arabere og andre af mellemøstlig baggrund var en af de bærende faktorer bag Trumps valgsejr og er helt enkelt ækvivalent med 'War On Terror'. Racismen driver blodigt nedad amerikansk udenrigspolitik, hvor "gooks", "japs" og "sand-niggers" etc. bare skal have noget ildkraft, så amerikanske interesser kan sikres.

Så, ad 2: JA.

Ad 1: Om USA er en fejlslagen stat i forhold til nationens egen konstitution – kan spørgsmålet yderligere præciseres: Er USA's republikanisme, som den grundlægges i konstutionen, mislykket?

Det korte svar er NEJ. USA's republikanisme er, ligesom de andre såkaldt 'store' borgerlige revolutioner (den engelske og den franske) domineret af én bestemt variant af republikanisme, som sejrede (blandt adskillige forskellige, og ofte konfliktende, tendenser) i dem alle, nemlig den, Michael Hardt og Antionio Negri i 'Commonwealth' (2009) kalder "Republic of Property". Som Thomas Jefferson noterede sig sent i sit liv, var republikanisme i den amerikanske revolutions tidlige år for dem "everything which was not monarchy." Men dén specifikke definition på republikanisme, der endte med at udkonkurrere alle andre, blev altså den, der var baseret på den private ejendomsret og ukrænkeligheden af retten hertil, hvilket ekskluderer eller subordinerer dem, der ikke ejer ejendom.

De konstitutioner og retsstater, der voksede op omkring disse borgerlige revolutioner, fik til opgave at beskytte ejendomsretten. Mest radikale eksempel herpå må være den amerikanske dyrkelse af borgernes ret til at bære våben og til at beskytte ejendom mod indtrængere, dvs. medborgere, som forbryder sig mod den private ejendomsret, herunder at befinde sig på 'privat' område ud fra den absurde forestilling, at konkurrence om og privat ejerskab til land skulle være ækvivalent med frihed.

Retten til ejendom, oprindeligt inklusiv slaveholderes rettigheder, er altså det lys, alle andre konstitutionelle rettigheder og friheder bades i for amerikanske statsborgere. En af det 20. århundredes mest markante amerikanske historikere, Charles A. Beard, vendte op og ned på forståelsen af den amerikanske revolutions betydning, da han i 'An Economic Interpretation of the Constitution of the United States' (1913) skrev, at "konstitutionen var essentielt et økonomisk dokument baseret på idéen om, at fundamentale private rettigheder til ejendom går forud for regeringsførelse og er moralsk hævet over folkelige flertal". Bogens påstand om, at 'the founding fathers' beskyttede deres egen ejendom og rigdom, har selvsagt været forsøgt tilbagevist og fortiet af et utal af akademikere og kritikere, men hvad der er hævet over enhver tvivl i hans analyse er, at deltagerne i debatten om og udarbejdelsen af konstitutionen anså konstitutionen som hvilende på økonomiske interesser og privat ejendomsret. John Adams skriver eksempelvis, at "Dét øjeblik, den idé lukkes ind i samfundet, at ejendom ikke er ligså hellig som Guds love, og der ikke er et magtorgan og domstole til at beskytte den, træder anarki og tyranni istedet".

Hvis ikke den grasserende ulighed og de utallige tilfælde af dødelig vold i forbindelse med beskyttelse af ejendom i USA ikke taler for sig selv, taler den haitianske revolutions betydning på de revolutionære i USA (og i England og Frankrig i det syttende og attende århundrede) sit tydelige sprog: I bedste fald stilhed, men primært fjentlighed. Den haitianske revolution blev ikke anerkendt, og den og dens betydning er nærmest skrevet ud af historien og gemt langt bag de store europæiske og amerikanske ditto. Hvorfor? Fordi ejendomsret.

Set fra et frihedsperspektiv – frihed er nærmest kodeordet for amerikansk republikanisme – skulle den haitianske revolution have været en historisk sejr, et forbillede for menneskeheden. En revolution, der var langt mere avanceret end sine europæiske og amerikanske modparter: den frisatte slaverne! Men nej, det store flertal af det attende og nittende århundredes republikanere undlod ikke blot at fejre, men bekæmpede aktivt den haitianske revolution og forsøgte at inddæmme dens effekter.

Men ét er som bekendt idealer – så vidt frihedsperspektivet. I virkelighedens verden var den haitianske revolution et chok, en begivenhed, der måtte forties. Selvfølgelig først og fremmest fordi, det var totalt utænkeligt fra de europæiske og nordamerikanske staters ideologiske perspektiv om hvidt overherredømme, men så sandelig i mindst ligeså høj grad fordi, den haitianske revolution var et voldsomt angreb på den nu "hellige" (jvf. John Adams) private ejendomsret. Som Hardt og Negri noterer i Commonwealth: "En simpel syllogisme er på arbejde her: republikken må beskytte privat ejendomsret; slaver er privat ejendom; derfor må republikanisme være imod frigivelse af slaverne." Og de fortsætter: "Det kan i virkeligheden være, at det var passende, at Haiti blev ekskluderet fra listen over republikanske revolutioner, ikke fordi den haitianske revolution på en eller anden måde er uværdig til den republikanske ånd, men tværtimod fordi, republikanisme ikke lever op til ånden af frihed og lighed, som det haitianske oprør mod slaveriet indeholdt."

Så ad 1: NEJ.

Karsten Aaen, Mikael Velschow-Rasmussen, Jens Pedersen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Holger Madsen, Flemming Berger, Palle Yndal-Olsen, Jens Thaarup Nyberg, Ole Arne Sejersen og erling jensen anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Pointen med ovenstående indlæg er iøvrigt ikke at skyde specielt på republikanisme. Som nævnt var der flere forestillinger om hvad republikanisme kunne eller burde være, hvoraf 'ejendomsrettens republik' altså vandt hegemoni og blev forløber for den kapitalistiske stat.

En republik kunne i princippet ligeså godt bygges på fælleseje til land og naturressourcer og på fred, solidaritet og grøn cirkulær økonomi. En økologisk republik. Se dér har du din "shining city upon a hill whose beacon light guides freedom-loving people everywhere", mr. Reagan.

Karsten Aaen, Jens Pedersen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
erling jensen

@Bo Stefan Nielsen
17. august, 2017 - 13:01

Tak for en uhyre interessant og spændende fortolkning af det amerikanske samfundssystem.

Siden Anden Verdenskrig har USA med største lethed, (og som Martin Luther KIng også¨beskrev det), været den førende udøver af vold på den internationale scene og i en global kontekst -- den mørke side af en politisk kultur, der på overfladen forfægter frihed, demokrati og fred, og gør alt andet. Intet andet land gør sig kvalificeret til at indtage en tæt andenplads på denne målestok af barbari, som har et omfang, der ligger uden for menneskelig fatteevne.

Når et væv af løgne gradvist er blevet solgt til masserne gennem generationer, vil sandheden altid forekomme fuldstændigt usandsynlig og absurd, og dens fortaler skingrende vanvittig og rablende sindssyg. Det er en rolle, jeg med stor sindsro gerne påtager mig. Som Voltaire formulerede det, er det forbudt at slå ihjel, og derfor bliver alle mordere straffet, medmindre de dræber i stort antal og til lyden af trompeter. Breivik fik 21 år for at have slået 77 mennesker ihjel; Obama er ansvarlig for at have slået tusinder ihjel med droneangreb alene, udover de ulovligt krige, han førte i 7 muslimske lande, med de voldsomme tabstal forbundet med dette, og intet vestligt land kunne drømme om at dømme ham efter samme målestok som Breivik - Trump fortsætter, hvor han slap med drab på mængder af uskyldige mennesker. Den eneste forskel på ham og Obama ligger i indpakningen; ikke i den politik, han som Commander-in-chief stod for, og som Trump med største selvfølge og fuldstændigt ustraffet viderefører.

Et temmeligt konservativt skøn over civile dræbt som følge af amerikansk udenrigspolitik og af det amerikanske militær siden Anden Verdenskrig ligger i omegnen af 8 millioner, med højere vurderinger på det dobbelte. Vietnamkrigen alene kostede 5 millioner livet, og krigen i Irak anslås at have krævet over 1 million. Føj til dette blodbad antallet af sårede, lemlæstede, flygtninge og tilfangetagne - yderligere adskillige titals millioner - og et mere fuldstændigt billede af amerikansk militarisme og dets ofre kommer i fokus. Det er et regnskab, der herudover også skulle omfatte de massive (ofte permanente) miljøskader, som amerikansk militær i al dens gruopvækkende magt har efterladt i sit kølvand, såvel som dets stedfortræderkrige, finansieret og støttet af USA siden det 18. årh.

Det er en sørgelig kendsgerning, at amerikanske ledere aldrig har været stillet til ansvar, moralsk, juridisk eller politisk, enten indenrigs eller internationalt, for vilkårlige angreb på civile, som beskrevet, i et omfang, der skaber et uhørt mønster af imperialisme og militarisme. Det er som ovenstående ukendt territorium for de fleste danskere, at USA har været involveret i krige i 95 % af landets 241-årige historie, og de går forgæves, hvis de søger information, med et fåtal af prisværdige undtagelser, om dette sørgelige kapitel i menneskehedens historie i danske eller vestlige massemedier. Det gennemgående mønster er gennemsyret af tavshed og en prioritering, der forbigår et for menneskeheden uhyre væsentligt område.

Erling Jensen, cand.jur.

Elisabeth From, Aksel Gasbjerg, Mikael Velschow-Rasmussen, Poul Sørensen, Jens Pedersen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Palle Yndal-Olsen, Jens Thaarup Nyberg, Ole Arne Sejersen og Bo Stefan Nielsen anbefalede denne kommentar
erling jensen

@Bo Stefan Nielsen
17. august, 2017 - 13:01

Tak for en uhyre interessant og spændende fortolkning af det amerikanske samfundssystem.

Siden Anden Verdenskrig har USA med største lethed, (og som Martin Luther KIng også¨beskrev det), været den førende udøver af vold på den internationale scene og i en global kontekst -- den mørke side af en politisk kultur, der på overfladen forfægter frihed, demokrati og fred, og gør alt andet. Intet andet land gør sig kvalificeret til at indtage en tæt andenplads på denne målestok af barbari, som har et omfang, der ligger uden for menneskelig fatteevne.

Når et væv af løgne gradvist er blevet solgt til masserne gennem generationer, vil sandheden altid forekomme fuldstændigt usandsynlig og absurd, og dens fortaler skingrende vanvittig og rablende sindssyg. Det er en rolle, jeg med stor sindsro gerne påtager mig. Som Voltaire formulerede det, er det forbudt at slå ihjel, og derfor bliver alle mordere straffet, medmindre de dræber i stort antal og til lyden af trompeter. Breivik fik 21 år for at have slået 77 mennesker ihjel; Obama er ansvarlig for at have slået tusinder ihjel med droneangreb alene, udover de ulovligt krige, han førte i 7 muslimske lande, med de voldsomme tabstal forbundet med dette, og intet vestligt land kunne drømme om at dømme ham efter samme målestok som Breivik - Trump fortsætter, hvor han slap med drab på mængder af uskyldige mennesker. Den eneste forskel på ham og Obama ligger i indpakningen; ikke i den politik, han som Commander-in-chief stod for, og som Trump med største selvfølge og fuldstændigt ustraffet viderefører.

Et temmeligt konservativt skøn over civile dræbt som følge af amerikansk udenrigspolitik og af det amerikanske militær siden Anden Verdenskrig ligger i omegnen af 8 millioner, med højere vurderinger på det dobbelte. Vietnamkrigen alene kostede 5 millioner livet, og krigen i Irak anslås at have krævet over 1 million. Føj til dette blodbad antallet af sårede, lemlæstede, flygtninge og tilfangetagne - yderligere adskillige titals millioner - og et mere fuldstændigt billede af amerikansk militarisme og dets ofre kommer i fokus. Det er et regnskab, der herudover også skulle omfatte de massive (ofte permanente) miljøskader, som amerikansk militær i al dens gruopvækkende magt har efterladt i sit kølvand, såvel som dets stedfortræderkrige, finansieret og støttet af USA siden det 18. årh.

Det er en sørgelig kendsgerning, at amerikanske ledere aldrig har været stillet til ansvar, moralsk, juridisk eller politisk, enten indenrigs eller internationalt, for vilkårlige angreb på civile, som beskrevet, i et omfang, der skaber et uhørt mønster af imperialisme og militarisme. Det er som ovenstående ukendt territorium for de fleste danskere, at USA har været involveret i krige i 95 % af landets 241-årige historie, og de går forgæves, hvis de søger information, med et fåtal af prisværdige undtagelser, om dette sørgelige kapitel i menneskehedens historie i danske eller vestlige massemedier. Det gennemgående mønster er gennemsyret af tavshed og en prioritering, der forbigår et for menneskeheden uhyre væsentligt område.

Erling Jensen, cand.jur.

Eva Schwanenflügel

Tak Erling Jensen og Bo Stefan Nielsen, for jeres meget øjenåbnende analyser. Utroligt tankevækkende.

Karsten Aaen, Poul Sørensen og erling jensen anbefalede denne kommentar
Trond Meiring

"Det nye er, at USA’s præsident ikke vil tage afstand fra forestillingen om den hvide races overlegenhed."
Det er i så fald kun "nyt" efter otte år med Obama.

Toke Andersen

Samtlige Danmarks politikere er bekendt med det billede som Erling Jensen mfl. portrætterer, og ved at det er sandt.
Selv et retarderet fjols som Anders Fogh Rasmussen, i næsegrus benovelse over USA, er bekendt hermed.
Rune Lykkeberg og journalisterne på Information; sågar Charlotte Aagaard, der konsekvent skriver artikler med et skamløst kontrafaktisk vestligt bias, er bekendt med denne sandhed.
Samtlige professorer, lektorer etc, i de relevante fag som historie, politisk videnskab mv på vores universiteter, er bekendt hermed.
Alligevel betyder det politisk eller social marginalisering, at fremføre seriøs kritik af USA eller at foreslå at Danmark, i stedet for altid at være medskyldig og udgøre en moralsk blankocheck til verdens absolut mest aggressive, morderiske og terroristiske stats fortsatte forbrydelser, bør droppe kræmmermentaliteten og finde bare en flig af integritet i forhold til de principper vi eller besynger højt, når det altså ikke koster for meget.
Alligevel stiller en ynkelige bums af en udenrigsminister sig op og erklære evig troskab til USA.
Det er ikke til at holde ud!

Elisabeth From, Karsten Aaen og erling jensen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

81 % af de kristne evangilister stemte på Trump. 63% af hvide mænd stemte på Trump og 53% af hvide kvinder stemte på Trump.
- noget har fejled på en fæl måde og man kan måske definere det med farven hvid og hvad det står for.

Eva Schwanenflügel

Poul, valgdeltagelsen lå på omkring 50 % i alt, under halvdelen stemte på Trump, altså rundt regnet 25%. Clinton fik 3 millioner flere stemmer, som dog ikke betød noget pga det arkaiske valgmandssystem, noget Trump tænderskærende har raset over lige siden, og påstået var stemmer fra falske vælgere og illegale indvandrere. De tal du her nævner, må altså være stemmer fra ca en fjerdedel af befolkningen. Hvor stammer de fra?

erling jensen

Tal er uomgængelige til at skabe en større forståelse for den vold, der hjemsøger verden, fordi de er gode til at sætte forhold i perspektiv.

Over de sidste 16 år har islamistiske fundamentalister udført flere større koordinerede angreb på USA og andre vesteuropæiske mål - New York City og Washington i 2001, Madrid 2004, London 2005, Paris, Bruxelles, Nice, København, og senest i Barcelona i går. Omfanget af dræbte for nogle få muslimske galninges horrible forbrydelser for denne periode ligger i omegnen af 3.600.

Det tegner naturligvis ikke et fuldstændigt billede af mulige følger. Vi er også nødt til at se på, om denne terror har indvirkning på vores infrastruktur og varige afbrydelser af vores dagligliv og muligheder for at foretage daglige indkøb. Her er der intet at berette. Mens angrebene har været psykologisk skrækindjagende og en kilde til uendeligt stor sorg og smerte og en tragedie for de familier og kære, hvis liv på grusom vis blev ændret for altid, har angrebene for så godt som alle andre borgere i vestlige samfund praktisk talt ikke ændret deres muligheder for at leve og arbejde, som de gjorde før.

Virkeligheden ser helt anderledes ud i de lande, der i omtalte periode er kommet til at mærke følgerne af vestlige landes bestræbelser på at sprede "fred, frihed og demokrati" til uudviklede samfund, som det så smukt beskrives i vestlig diskurs, med infrastruktur, el- og vandforsyning fuldstændigt smadret; millioner drevet på flugt; et sundhedssystem, der er ophørt med at eksistere; hundredtusinder af børn, hvis liv er bragt til ophør ved et tryk på en knap.

Lad os kaste et blik på de lande, hvis islamiske "hadkultur" fremelsker en uophørlig strøm af mennesker, der er villige til at dræbe os uden nogen påviselig grund.

Ud over den million afghanske muslimer, som Sovjetunionen slog ihjel fra 1979 -1989, har vores korstog, med USA som bannerfører, i dette land kostet 200.000 muslimske afghanere livet siden 2001, ud over danske tab på 38 og et for mig ukendt antal allierede. Den amerikanske ulovlige invasion af Irak i 2003 har angiveligt, med aktiv støtte fra det danske militær og en koalition af villige nationer, kostet 1,4 millioner irakere livet, heraf flere hundredtusinder børn og kvinder. De internationale sanktioner fra 1990-2003, gennemtrumfet af og totalt styret af USA, har kostet over 1,5 millioner irakere livet, hvor op mod halvdelen var forsvarsløse børn, som ikke har de samme muligheder for at klare sig som voksne, uden mad og medicin og andre livsnødvendige fornødenheder, men det vakte ikke den største forargelse i Danmark eller i andre lande, som deltog i de værste sanktioner, som verden har oplevet.

Obama har i sin præsidenttid med sine droneangreb spredt skræk og rædsel og slået flere tusinde uskyldige mennesker ihjel i Pakistan, Yemen, Afghanistan eller Somalia, formentlig alle muslimer. Det ville i Danmark og i andre vestlige samfund vække den dybeste forargelse, hvis denne virksomhed blev beskrevet som massedrab begået af en massemorder. Det er kun en Breivik, der bliver beskrevet på denne måde, og ikke lederen af en fejlslagen stat.

I den samme 16 års periode siden 2001, har USAs vigtigste strategiske allierede i området, Israel, udført 3 angreb (2006, 2008-09 og 2014) mod den palæstinensiske enklave Gaza, hvorunder de dræbte omkring 4.000 palæstinensere. En anden allieret, Saudi-Arabien, dette middelalderlige diktatur, der kun vækker de varmeste følelser i Washington og Europa, og som får besøg af Frederik og forsvarsministeren for at vise kongen den sidste ære ved dennes bisættelse, har invaderet Yemen og med amerikansk producerede våben og aktive militære støtte angiveligt slået 10.000 civile ihjel; naturligvis uden at invasionen er blevet sanktioneret af Sikkerhedsrådet, og derfor er en lige grov krænkelse af internationel ret som Saddam Husseins invasion af Iran i 1980 og Kuwait i 1990, eller USAs invasion af Irak, Grenada eller Panama, eller USAs og Storbritanniens bombardementer af Afghanistan i 2001.

Vestlige samfund har, som beskrevet, slået op mod 1,5 millioner muslimer ihjel inden for de seneste 16 år. Dette svimlende tal burde sættes op over for de knap 3.600 uskyldige mennesker, som nogle vanvittige, muslimske fundamentalister har slået ihjel i samme periode i vestlige samfund.
Det kommer aldrig til at ske. Vesterlændinge blev tæppebombet med muslimske terrorhandlinger i Paris eller i Nice, men ikke et ord blev mælet om de mellem 850.000 og 1 million muslimske algeriere, som Frankrig slog ihjel i befrielseskrigen i 1954-1962.

De 3.600 vesterlandske ofre for modbydelige muslimske terrorhandlinger udgør en så forsvindende lille brøkdel af den milliard mennesker, der bor i vestlige samfund, at det kræver en computerkraft, der kun findes på universiteter at beregne den brøkdel, de udgør af denne del af verdens befolkning.

Man fristes til at sætte tallet i et andet perspektiv,
Hvert år dør 1.200 kvinder i Danmark af brystkræft, ud af en kvindelig befolkning på 2.750.000 og en endnu mindre del af den voksne kvindelige befolkning. Sagt med andre ord er antallet af dræbte vesterlændinge som følge af muslimsk terror på 16 år det samme som kvindelige dødsfald i en treårs periode i Danmark. Selv på denne baggrund er det et skærende misforhold mellem mediedækningen for de to former for dødsfald i vestlige massemedier.

Erling Jensen, cand.jur

Johnny Winther Ronnenberg, Eva Schwanenflügel og Bo Stefan Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

En stat er en stat. Det fejlslagne ved den er op til beskueren at bedømme. Jeg synes fx. at Kosovo er fejlslagen. Den er endog ikke anerkendt af andre 70 andre stater i verden. Man kan også sige, at Spanien er fejlslagen. Den kan ikke leve op til simple krav til antikorruption og delstaters ønske om folkeafstemning om selvtrændeghed. Næsten alle stater, der ikke har proportional valg, men "the winner takes it all" - valg, er fejlslagne, Særligt de sydeuropæiske lande med bonus til vinderen. En stat er ikke fejlslagen, fordi en beskuer synes det, men en chefredaktør kan være fejlslagen, tilstrækkeligt mange læsere synes det.