Leder

Hvis vi opgiver at retsforfølge Assad for hans krigsforbrydelser, opgiver vi os selv

31. august 2017

Realiteten i dagens Syrien er, at præsident Bashar al-Assad og hans regime bider sig stadig mere fast i magten, for hver dag der går. I øjeblikket rejser amerikanske diplomater verden rundt for at forklare, at en af verdens værste diktatorer ikke er til at komme uden om. Sådan lyder Trump-administrationens besked til dem, der drømte om et friere og mere demokratisk Syrien.

Det gør det alt vigtigere at huske, hvilken djævel den frie verden er ved at indgå en pagt med. Som Information har dokumenteret hen over sommeren tyder alt på, at Bashar al-Assad og hans regime har et utal af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden på samvittigheden.

Den seneste måned har man i Information kunnet møde fire af regimets ofre, som har søgt tilflugt i Danmark; elektroingeniøren Mohammed, der næsten blev torteret til døde, lægen Solaiman al-Shebli, hvis klinik blev sønderbombet, journaliststuderende Depp Mattock, som overlevede det kemiske angreb i Ghouta, og oud-spilleren Somar Hamadiyeh, der sultede under belejringen af Aleppo.

De er blot fire ud af mange hundredtusinde ofre for et af vor tids mest ondskabsfulde regimer. Som vores serie har vist – og uafhængige undersøgelser dokumenterer – driver den 51-årige, London-uddannede øjenlæge Assad et af verdens mest brutale undertrykkelsesregimer. 

Systematisk bombning af millioner af civile med alt fra granater til kemiske våben, overlagt udsultning og belejring af byer og boligkvarterer, systematisk destruktion af hospitaler, skoler, vandforsyning og elektricitet, systematisk undertrykkelse, tortur og likvideringer af civile – samt omfattende angreb på både lokale og internationale hjælpeorganisationer hører til anklagerne.

Islamisk Stat har de seneste tre år stjålet verdens opmærksomhed med sine spektakulære overgreb, massehenrettelser af modstandere og iscenesatte mord.

Krigen mod Islamisk Stat slutter først, når bevægelsen ikke længere er i stand til at planlægge og udføre terrorangreb, siger udenrigsminister Kristian Jensen i sjældent interview om den danske krigsindsats i Syrien og Irak
Læs også

Men Assad-regimet lader ikke noget tilbage at ønske, når det drejer sig om brutalitet og manglende respekt for menneskeliv. Flere hundrede tusinde civile er blevet dræbt, mindst 600.000 udsat for tortur, millioner har lidt under belejring, og halvdelen af landets befolkning er drevet på flugt.

En stor del af Assad-regimets forbrydelser foregår imidlertid uden for offentlighedens bevågenhed i hermetisk lukkede torturfængsler og byer totalt afskåret fra omverdenen. Alligevel er de syriske krigsforbrydelser de bedst dokumenterede krigsforbrydelser nogensinde.

Takket være modige aktivister eksisterer der masser af videodokumentation, og derudover har regimet selv været besat af at dokumentere sine gerninger, både på skrift og med fotos.

Det bedst kendte eksempel er uden tvivl regimefotografen ’Cæsars’ mange tusinde fotos af fanger, som det syriske regime har torteret til døde.

Trods overvældende mægder dokumentation fra sociale og traditionelle medier, ngo’er, regeringer, forskere og ikke mindst FN’s Uafhængige Undersøgelseskommission for Syrien er der indtil videre sket forfærdende lidt for at bringe de ansvarlige for retten. 

Den internationale krigsforbryderdomstol i Haag (ICC), der er oprettet netop for at retsforfølge den slags forbrydelser, kan ikke selv tage sagerne op, da Syrien ikke er medlem af domstolen. Og i FN’s Sikkerhedsråd, som er den eneste instans, der kan henvise sager til ICC, blokerer Rusland og Kina alle tiltag i den retning. 

Med det internationale samfunds voksende accept af Assad-regimets overlevelse in mente, kan det virke håbløst at insistere på retfærdighed for Syriens utallige ofre.

Men det er vigtigt at huske på de historiske succeser, hvor det trods alt er lykkedes at retsforfølge nogle af de ansvarlige; Nürnberg, Rwanda, Eksjugoslavien og Irak. Og det er vigtigt at huske på, at international retfærdighed er et essentielt begreb for en civiliseret verden.

I 2017 har ideen om international retfærdighed trange kår, men som den anerkendte folkeretsekspert Frederik Harhoff har sagt til Information, er der forhåbentlig blot tale om et midlertidigt tilbageskridt.

»Jeg er stensikker på, at ideen om international retfærdighed ikke dør. Den taler jo til hjertet i os alle. Selvfølgelig skal krigsforbrydelser straffes,« har den tidligere dommer ved krigsforbrydertribunalet for Eksjugoslavien sagt.

»Hvis vi opgiver det, opgiver vi jo respekten for ofrene, for en international retsorden, for os selv.«

Serie

Vor tids værste krigsforbrydelser?

Den syriske borgerkrig har varet siden 2011, sendt halvdelen af landets befolkning på flugt og kostet mindst en halv million mennesker livet. Det syriske regime er blevet beskyldt for at begå nogle af vor tids værste krigsforbrydelser mod den syriske civilbefolkning.

Information har set nærmere på fire konkrete anklager og vil fremlægge øjenvidneberetninger, ekspertudsagn og dokumentation for, hvad der faktisk skete, hvem der stod bag og ikke mindst, hvem der måske en dag kan stilles til ansvar.

Følg med i august når vi undersøger anklagerne om: 1) kemiske våben, 2) belejring, udsultning og angreb på civile, 3) tortur, mord og forsvindinger og 4) angreb på hospitaler og hjælpearbejdere.

Seneste artikler

  • Rusland blokerer efterforskning af kemiske angreb

    28. oktober 2017
    Styret i Syrien stod bag det kemiske angreb på oprørsbyen Khan Sheikoun i foråret, hvor mindst 80 civile blev dræbt og flere hundrede såret. Det viser ny FN-rapport. Rusland forsøger at forhindre yderligere efterforskning af kemiske angreb
  • YouTube fjerner beviser for krigsforbrydelser

    29. september 2017
    Videoplatformen YouTube har fjernet hundredetusindvis af videoer fra den syriske borgerkrig i bestræbelserne på at bekæmpe vold og ekstremisme på nettet. Ngo’er frygter, at uvurderlige beviser for krigsforbrydelser går tabt
  • FN: Selv krige har regler

    28. august 2017
    Angreb på hospitaler og andre sundhedsfaciliteter udgør et klokkeklart brud på folkeretten, siger eksperter. Men FN’s Sikkerhedsråd kan indtil videre ikke blive enige om at indbringe Syrien for den Internationale Straffedomstol i Haag
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Amerikanerne skulle aldrig have orkestreret det "folkelige oprør". De forregnede sig i forhold til styrkeforholdet imellem regimet og Rusland. Syrerne har betalt den højeste pris, men det er ikke kun Assad der skal for den domstol, for hvem bevæbnede oprørerne -som bekæmpede et FN anerkendt regime. Nu ligger Mellemøsten snart i ruiner. Var det virkeligt - det vi ville?

Lad være med at sætte kikkerten for det blinde øje, tak.
Tak for kaffe!

God dag der ude

Peter Jensen, Karsten Aaen, Carsten Wienholtz, Søren Roepstorff, Torben Skov, Ea Movang, Flemming Berger, Palle Yndal-Olsen, Jakob Trägårdh og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Charlotte Aagaard

Man må jo spørge hvem "vi" er ??

FN's Sikkerhedsråd kan ikke bringes til at Assad og hans regime for ICC -
så hvad gør vi så ??

Vi kan trøste os med at lytte til Frederik Harhoff; men det har absolut sine begrænsninger.

Frederik Harhoff er det fjols, der kortsluttede processen mod jugoslaviske ved at sende en e-mail om Rettens interne forhold til sine 50 bedste venner. Frederik Harhoff blev selvfølgelig smidt ud af dommersædet; men bevisførelse og vidneafhøring måtte gå om

Og vi taler om vidner fra det etnisk opsplittede ex-Jugoslavien - vidner som med stor personlig risiko var draget til Haag for at afgive vidnesbyrd. Skønne spildte kræfter; men Frederik Harhoff havde fået luft for sin frustration.

Torben Lindegaard

@John Christensen

Også God Dag til dig, Johnny ............
og du har fuld blus på paranoiaen - sådan skal det være.

Selvfølgelig står amerikanerne bag det arabiske forår - hva' ellers.

Hvad med Bush dynastiet eller Tony Blair? Hvad er Assad's URET i.f.t. FOLKERETTEN - at forsvare sit land mod en djævlsk, neo-liberal og neo-imperialistisk pagt hvis kynisme for Oil&Gas og Israels paranoide sikkerheds behov skulle retfærdiggøre en TOTAL DESTRUKTION af unik diversitet og mangfoldighed som overgik x-Jugoslavien? Information, som x-modstandsavis bør tage sig sammen og holde sig til objektiv og upartisk nyhedsformidling i.f.t. Mellemøsten & Nordafrika.

John Christensen

Torben Lindegaard, hvem bevæbnede det halvhjertede oprør imod Assad efter dine oplysninger?

Man skal ikke starte et væbnet oprør hvis man ikke har folkelig opbakning, forstået som minimum et flertal af befolkningen.

Ifølge Information, er der nu kun Islamistiske oprørsgrupper tilbage, idet de andre grupper er nedkæmpet. Nu er det Al-Queda eller Assad - tak for kaffe.

Hvorfor skulle befolkningen flygte ud af landet, hvis det var en retfærdig befrielseskrig, som udkæmpes i Syrien?

Torben Lindegaard, selv om man har paranoia - kan jo godt være forfulgt!
USA har aldrig, som i aldrig - ført en udenrigs- og sikkerhedspolitik for at skabe demokrati nogen som helst steder. Tænk lidt over det.

Peter Jensen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Jakob Trägårdh, Søren Roepstorff og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Hvad er vejen til en varig fred i Syrien (og iøvrigt i mange andre lande i Afrika, Mellemøsten og Centralasien)? Det må være det centrale spørgsmål. Og endvidere, så er det vigtigt at vi europæere (herunder danskere), ser på geo-politiken med udgangspunkt i vores sikkerhedssituation (som ikke nødvendigvis betyder en fortsættelse af NATO, som vi kender det efter 1990). Magten i verden er ikke længere unipolær—og ligger i stigende grad endda ikke kun hos stater, men også hos verdensomspændende virksomheder (internationale konglomerater og co-operationer). Når der er skabt en fred i Syrien, så må vi (det internationale multipolære samfund) bestræbe os på, at holde Al-Assad op på hans gentagne ord: At han kun sidder på posten, fordi det syriske folk ønsker det—og at han vil forlade præsidentskabet, hvis det ændrer sig efter et valg. Freden kan fortsat have lange udsigter med oprørerne i Idlib-provinsen og spændingerne med kurderne øst for Eufrat—med mindre det kan lykkes at få etableret en politiske løsninger på plads der?

Ole Arne Sejersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Dem der måtte have forhåbninger om USAs deltagelse i de diplomatiske løsninger bør tage et kik på USAs liste over ambassadører (07/28/2017). Til FN er det kun Nikki R. Haley, der er valgt og der mangler en stribe andre til de mange poster. Rex Tillerson er meget isoleret og har ikke valgt sine hjælpere (endnu)! Pt. under Trump, ser det ganske ud til at udenrigspolitiken dirigeres af tre generaler (ad hoc) istedet for den dysfunktionelle præsident? Her er et link til listen over ambassadører: https://www.state.gov/documents/organization/273165.pdf

Jo, Assad er mere stueren end vestens mest beskidte og brutale allierede som Saudi Arabien og kompagni. De er velsignet så længe de putter hundreder af milliarder af doller i vestens lomme og holder vestens og i sær USA's største arbejdsplads (våbenindustrien) i gang.
400000 lig på bordet og 11 millioner flygtninge er først og fremmest vestens ansvar (i spidsen USA). Ved hjælp af sine brutale allierede (siden hænderne var optaget i Irak og Afghanistan), og i demokratiets navn ødelagte de en hel nation. Både direkte og indirekte (ved hjælp af sine wahhabist-venner) pumpet de våben og islamister ind i Syrien for at befri syriske folk og støtte så kaldt "arabisk forår".
Vestens Hykleri, dobbelt moralsk, selektiv demokrati og menneskerettigheder ses tydeligst i forbindelse med nedslagtningen af massedemonstrationerne mod det enevældige kongedømme Bahrain og Saudi Arabien.
Yes, demokrati når det passer med vestens strategiske interesser, og med vestens præmisser. Vesten selv har skabt al det rod. Vesten sammen med sine allierede oceaner af blod på sine hænder og er stadig i gang (Yemen osv.)
Læs det her meget interessant artikel (Vi har bidraget til det rod, vi står med):
http://politiken.dk/udland/int_europa/ECE3029939/vi-har-bidraget-til-det...

Niels Duus Nielsen, Palle Yndal-Olsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Assad bør straffes - ingen tvivl. Han er en slagter af værste skuffe. Hvem skal dog gøre det og hvordan kommer man forbi portvogteren(Putin) ? De der forsøgte at straffe ham blev selv straffet i stedet. Igen vha Rusland. Han er heller ikke den eneste med blod på hænderne i Mellem Østen. Skal vi straffe Assad skal vi også straffe Saudiernes konge. Og Bush. Og Blair. Og Fogh. Er der nogen med hjertet til at sørge for det? Skal vi ikke heller på med skyklapperne igen og blive ved med at banke IS og lave som om vi tror det vil løse problemerne?

Frontmanden for 'USA' i 2001, marionetten George Bush Jr:

'Every nation in every region now has a decision to make: Either you are with us or you are with the terrorists. '

Danmark valgte side for lang tid siden i denne art samarbejdspolitik.

Bagmændenes kløgtige opfindelse, 'krigen mod terror', kan fortsætte. Hvad skal det ende med spørger jeg mig selv om.

Menneskeliv ved vi at de ikke regner for noget så det kan ikke handle om det.

Penge synes som et latterligt incitament

Kontrol over mennesket, fjernelse af rettigheder?

Global dominans?

Et korstog?

Hvad fanden er meningen med de begivenheder vi har måtte bevidne i starten af dette århundrede?!

Det eneste jeg ved er, at i krig er sandheden altid det første offer og vi bliver fyldt med propaganda af medierne. WMD's, demokrati, Osama Bin Laden, yeah right!

Bagmændene har fået det som de vil have det, alt går efter planen, er min bange anelse.

Jeg håber inderligt på at freden genskabes i Syrien i den nære fremtid, og at landet genopbygges fra ruinerne med hyper-aktiv økonomisk støtte fra Rusland, Kina, Iran og TYRKIET. At skulle forvente sig "frie" valg i den nære fremtid er det det rene utopi efter så megen destruktion og ødelæggelse. Hvem taler om "frie" valg efter Jeltsin nedturen i Rusland, for at slet ikke tale om Kina som er bleven US's værre mareridt ved at realisere en succesfuld statskapitalisme akkurat efter Marxistiske lærebøger. Og hvilket intelligent væsen kan egentlig påstå at vi har at gøre med FRIE og DEMOKRATISKE valg i USA?