Læsetid 3 min.

At overvinde ideen om Islamisk Stat

LEDER
3. august 2017

Islamisk Stat er som geografisk enhed ved at være et overstået kapitel i Irak – i hvert fald for nu. Noget helt andet er Islamisk Stat som idé.

For mens erobringen af Mosul efterlader IS uden et fysisk territorium i Irak, har den erobrende irakiske hærs adfærd i den grad demonstreret, at der er et mentalt rige at erobre. Og at enhver, der kan tilbyde et effektivt modnarrativ til den irakiske stats måde at forvalte sin magt på, vil kunne vinde stor støtte og på sigt også fysisk kontrol i de sunni-dominerede områder af Irak.

De historier om vilkårlige drab, fangehenrettelser, tortur og afpresning i Mosul, der er dokumenteret i dagens Information og i en række internationale medier, fortæller en forstemmende historie om ikke blot dagens Irak, men også om fremtidens. En fremtid, hvor sejren over den ekstremistiske bevægelse ikke benyttes til at bygge bro over Iraks sekteriske kløfter, men til at grave dem dybere.

Som i årene omkring 2007-8, da de amerikanske styrker rakte hånden ud til oprørske sunniledere, er der aktuelt et åbent vindue for konstruktivt samarbejde med Iraks sunniminoritet. Men vinduet er på deprimerende vis allerede ved at lukke med gentagelsen af præcis de samme fejl, som blev begået dengang.

Hvem der præcis har ansvaret, er svært at sige. For det er i det hele taget svært at sige, hvem der styrer Irak. På papiret er det premierminister Haider al-Abadi. Han har i nogen grad forsøgt at undgå at gentage forgængeren Malikis favorisering af landets shiitiske befolkning, bl.a. ved forsøget på at udelukke sekteriske (og hovedsaligt shiitiske) militser fra erobringen af selve Mosul. Og hans tanker om et mere føderalt og decentralt styret Irak er på mange måder den eneste vej frem.

»Hvis vi ikke decentraliserer, vil Irak desintegrere,« konstaterede Abadi for et års tid siden, da erobringen af Mosul stadig lå ude i fremtiden, og skitserede en plan, ifølge hvilken lokale ledere skal stå for en stor del af både den politiske og sikkerhedsmæssige kontrol med deres områder.

Hvordan – og om – denne plan bliver implementeret, er et åbent spørgsmål.

Der er adskillige forhindringer, ikke mindst i Abadis eget bagland. Den vigtigste er måske Nouri al-Maliki, Abadis vicepremierminister og forgænger i embedet, der bærer en stor del af ansvaret for den nuværende misere med sin polariserende politik over for Iraks sunniminoritet.

Al-Maliki er i færd med positionere sig selv forud for næste års irakiske parlamentsvalg, hvor han håber at kunne genvinde postens som premierminister. Og hans program inkluderer bestemt ikke uddelegering af magt til minoriteter.

Det bebuder snarere mobilisering af den shiitiske sekterisme, som har et umådeligt konfliktpotentiale – ikke mindst på grund af de shiamilitser, der med iransk hjælp blev etableret og styrket, da Islamisk Stat truede Bagdad, og hvis fremtidige skæbne ikke er afgjort.

Militserne har udvidet Irans indflydelse betydeligt, men deres bagmænd i den iranske revolutionsgarde befinder sig p.t. i et internt magtopgør med den iranske præsident Rouhani, og militserne kontrolleres i vid udstrækning af konservative kræfter i Iran med begrænset appetit på politiske kompromiser.

Oven i det kommer en forestående selvstændighedsafstemning i de kurdiske områder, som i nogen grad også indsnævrer Abadis politiske manøvrerum og muligheden for at indgå et føderalt kompromis, og som samtidig presser Iraks sunnier, der har tabt både territorium og indflydelse til deres kurdiske naboer.

Udviklingen synes altså ikke befordrende for en politisk løsning, der også vil kunne komme Iraks sunnier til gode. Men der er også andre muligheder.

Lektien fra kampen mod Islamisk Stats forgænger, al-Qaeda i Mesopotanien, var i høj grad, at det lønnede sig at tilbyde den sunnimuslimske befolkning muligheder.

Det samme bør de nationer, der indtil nu har været involveret i krigen mod Islamisk Stat, nu gøre: Iværksætte programmer for børn, der er gjort forældreløse i kampene, give folk i periferien af Islamisk Stat mulighed for at blive reintegreret i samfundet efter organisationens fald, støtte genopbygning og økonomisk genoprejsning.

Og – helt basalt – demonstrere en retsstats principper i praksis og på den måde vise, hvorfor det er mere attraktivt at være borger i en reel stat end at være borger i en utopisk dødskult.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu