Leder

Retten til at være mig

17. august 2017

Copenhagen Pride er blevet en folkefest uden lige. Flere og flere virksomheder deltager, og selv statsministeren inviterer til reception og fællesløb for at fejre »retten til at være, hvem man er«. Priden er vigtig, fordi der trods den formelle anerkendelse af homosekuelle stadig er mennesker, der oplever psykiske og sociale konsekvenser på baggrund af deres seksuelle orientering.

Men Danmark er nået langt, ikke mindst pga. den rettighedskamp, der ligger bag. Nu bliver der imidlertid sat spørgsmålstegn ved minoritetskampe fra andre sider. Ikke ved selve kampen for retten til at være, hvem man er, men ved måden, hvorpå kampen føres i visse dele af det, der betegnes som den identitetspolitiske bevægelse.

Mindre grupperinger med fokus på f.eks. at bryde mandlig, hvid dominans på universiteternes pensumlister eller forsvare retten til at være tyk uden at blive marginaliseret vil kun tale med sig selv og ikke deres kritikere, fremføres det. Dernæst bruger de teoretiske referencer, som er uforståelige for enhver, som ikke har studeret Foucault fem år på universitetet. Med andre ord: De, der hævder at være udskammede, udskammer selv. Og det er ikke godt for den demokratiske samtale.

På den ene side er det klart, at den officielle anerkendelse af homoseksuelle ikke ville være sket uden den rettighedskamp, København i disse dage fejrer resultaterne af. På den anden side er det også problematisk, hvis kampen mod at putte folk i kasser ender med, at der bliver så mange små kasser, at vi ikke kan tale sammen.

Det virker kontraproduktivt, når foreninger eller repræsentanter for en bestemt gruppe ikke vil møde deres kritikere til debat. Hvis man er træt af at gentage sig selv og med den begrundelse opgiver at overbevise andre, har man jo tabt kampen på forhånd. Kasserne kan vel også blive for små?

Copenhagen Pride åbnede med taler og rådhuspandekager på Københavns Rådhus tidligere på ugen. Drag'en Tinus på vej ud på pladsen efter den officielle åbning
Læs også

Derudover kan den Facebook-aktivisme, der klapper af så mange minoriteter som muligt, forkomme en anelse selviscenesættende, som redaktør af tidskriftet Friktion Nazila Kivi påpeger i dagens avis. Og desuden en gratis omgang i forhold til den diskrimination, der stadig finder sted.

Vi skulle nødigt ende der, hvor beskyttelse af minoriteter kommer til at handle for meget om ’retten til at være mig’ – på bekostning af det fællesskab, hvis styrke i sidste ende er garanten for, at alle borgere i et samfund kan nyde de samme frihedsrettigheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu