Leder

Efter ti år begynder minderne om den seneste krise at svinde, og grådigheden melder sig igen

Wall Street. Nu er vi ti år efter finanskrisens start, og nu lyder budskabet, at den økonomiske krise er ovre.

Wall Street. Nu er vi ti år efter finanskrisens start, og nu lyder budskabet, at den økonomiske krise er ovre.

RICHARD DREW

9. august 2017

»Likviditeten er fuldstændig fordampet.«

Det var – som det fremgår af dagens avis – det chokerende budskab til finanssektoren fra den franske storbank BNP Paribas den 9. august for ti år siden.

Banken var den første, der i 2007 sagde højt, at hele det opkørte finansielle marked af gældsbeviser og mærkelige værdipapirkonstruktioner ikke var andet end varm luft. En fælles fantasiforestilling om ufattelige værdier, der netop kun eksisterede, så længe alle opretholdt forestillingen.

Meldingen fra BNP Paribas var som et pust til et korthus. Straks tilliden var brudt, begyndte den masseflugt fra de finansielle markeder, der udløste den efterfølgende realøkonomiske krise med den alvorligste nedtur for verdensøkonomien i 80 år. Det var den neoliberale finanskapitalismes Minsky moment.

Hyman Minsky var økonomen, der i 1970’erne og 80’erne udviklede den model, der siger, at finansmarkeder altid vil gennemgå et cyklisk forløb, hvor investorer får øje på et eller andet nyt og i fælles, euforisk flok kaster deres penge efter det, skaber vækst og scorer profit – lige indtil nogen indser, at det hele er overvurderet og en boble på bristepunktet, og derfor løber væk og udløser kollektiv panik og kollaps.

Jo længere et system er i den stabile fase, desto svagere bliver mindet om den forrige krise, sagde Minsky. Desto større bliver derfor aktørernes risikovillighed, og desto dybere bliver faldet, når boblen uvægerligt brister.

Men Hyman Minsky blev negligeret af 1980’ernes fremstormende neoliberale økonomer og politikere, der troede på, at finansiel deregulering ville bringe endeløs vækst og fremgang.

På samme måde blev cheføkonomen i Den Internationale Valutafond, Raghuram Rajan, afvist, da han i en modig tale på den amerikanske centralbanks årsmøde i 2005 talte den økonomiske tidsånd midt imod og advarede om, at finanssektorens nye spekulative konstruktioner var farlige og indebar risiko for »katastrofal nedsmeltning« af det finansielle system.

Rajan blev på årsmødet latterliggjort som ’maskinstormer’. To år efter brød krisen ud og gav ham ret (og gav ham den status, der siden har gjort ham til Indiens nationalbankdirektør).

Nu er vi ti år efter finanskrisens start, og nu lyder budskabet, at den økonomiske krise er ovre. Væksten er på vej, arbejdsløsheden falder, og bankerne stortrives – herhjemme er banksektorens overskud femdoblet siden 2012, alene i 2016 med en stigning på 40 pct. og rekordudbetalinger til de glade aktionærer.

Men ikke alt er godt. For det første er kun nogle kommet ud af krisen. I USA og EU er krisen for den store, socialt udsatte del af befolkningen så virkelig som nogensinde. Overalt i den vestlige verden er kløften mellem rig og fattig vokset – herhjemme er antallet af personer under fattigdomsgrænsen ifølge AE-Rådet øget mere end 50 pct. siden 2008. Der er under den økonomiske krise sket en omfordeling fra bund til top, som baner vejen for en politisk krise.

Dertil kommer, at de p.t. forbedrede konjunkturer kan være ’en falsk start’, som Harvard-økonomen, professor Carmen Reinhart, udtrykker det. For under de traditionelle konjunkturvariable ligger dybere strukturelle forhold, der stiller sig i vejen for en tilbagevenden til tidligere tiders høje vækst: Den globale befolkning bliver stadig ældre, evnen til at skabe produktivitetsvækst har i i-landene været for nedadgående i 50 år, det globale gældsbjerg er større end nogensinde og voksende. Dertil truer klima-, miljø- og ressourcemæssige rammevilkår evnen til vækst.

Meget tyder på, at det er, som den tidligere britiske regeringsrådgiver, Goldman Sachs-direktør og gæsteprofessor ved London School of Economics, Gavyn Davies, skrev i Financial Times allerede i 2014:

»Opbremsningen i i-landsøkonomiernes langsigtede vækst synes at være blevet et permanent grundvilkår, snarere end et midlertidigt resultat af det finansielle sammenbrud.«

Der går typisk et årti mellem store globale kriser. Ti år er også tiden, hvorefter minderne om den seneste krise begynder at svinde, og hvor risikovillighed og grådighed – som påpeget af Minsky – melder sig på ny.

For at forebygge kollektivt hukommelsestab har Information sat sig for at minde om, hvad der skete, og undersøge, hvad vi har lært, og hvor vi er på vej hen. 

Ny serie: ’Ti år i finanskrisens skygge’. Følg med fra i dag.

Serie

Ti år i finanskrisens skygge

Den 9. august 2007 er blevet kaldt begyndelsesdatoen for den finanskrise, der udviklede sig til den alvorligste krise for verdensøkonomien i 80 år. Ti år efter krisens begyndelse er det officielle budskab, at det hele er overstået.

I en ny serie ser Information på, hvad der skete i 2007, hvem der havde ansvaret, hvad krisen har kostet, hvad der er lært eller ikke lært – og om det virkelig er sandt, at det går mod lyse tider for økonomien.

Seneste artikler

  • Økonomi er mere religion end videnskab. Hvis vi erkender det, vil vi klare os bedre

    9. september 2017
    Før finanskrisen var økonomi som en religion. Vi lyttede pænt til ’ypperstepræsterne’ og gjorde, hvad der blev sagt. Med den uforudsete finanskrise kom en ydmygelse, der tvang økonomernes arbejde ind under et kritisk spotlys. Og nu lever vi i en usikker, men intellektuelt frodig tid, mener John Rapley, politisk økonom ved University of Cambridge
  • Finanskrisen udløste de forkerte løsninger på de forkerte problemer

    2. september 2017
    Målet med bankreguleringen, der fulgte i kølvandet på finanskrisen, var at afskærme bankerne fra for store risici. Det betyder ikke, at risici er fjernet, blot at de er blevet flyttet over på resten af samfundet. Bankerne polstrer sig med småvirksomheder og små låntageres penge, mens de fortsætter en spekulationsadfærd, der lægger grunden for den næste krise
  • Finanskrisen kostede New Labour dens økonomiske troværdighed

    29. august 2017
    Historien om finanskrisen handler ikke kun om enorme økonomiske tab. Der var også en politisk pris for flere regeringer, der sad ved magten, da krisen ramte. En af krisens ofre blev New Labour-regeringen i Storbritannien – det på trods af, at den blev hyldet som frelser internationalt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivan Breinholt Leth
  • Ejvind Larsen
  • Bjarne Andersen
  • David Zennaro
  • Toke Andersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Torben K L Jensen
  • Poul Anker Sørensen
  • Stig Bøg
  • Lise Lotte Rahbek
Ivan Breinholt Leth, Ejvind Larsen, Bjarne Andersen, David Zennaro, Toke Andersen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen, Torben K L Jensen, Poul Anker Sørensen, Stig Bøg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Når jeg hører ordet realøkonomien spænder jeg hanen på mit vinanker. De mennesker der producerer og forbruger finansielle ydelser er vel lige så reelle som dem der støber og tager kugler? Den udmærkede tyske økonom, der var godt gift og derfor havde råd til at studere, fokuserede meget på vareproduktion. Det var dengang industrielle varer virkelig kostede noget. I dag er de takket være kapitalismen blevet så billige, at vi i stedet kan øge forbruget af service: Tandlæger, fodboldspillere af begge køn, bankrådgivere når det går godt og socialrådgivere når det går knap så godt ......

Selvfølgelig leverer den finansielle sektor store fejl, men det gør vi alle. Entreprenører bygger broer der styrter sammen og straffesparkskytter sender bolden til himmels, men derfor er de da reelle nok?

Ja - det er lige hvad der ligger i begrebet realøkonomi, som jo nok handler om vareproduktion og forbrug. Alligevel synes markedsøkonomi og specielt finansielle transaktioner jo i et vist omfang præget af "markedets illusion" hvad artiklen jo også redegør for. Man kan jo også se lidt anderledes på det. Det er meget omdiskuteret om Marx´s værdilov og arbejdsværditeori holder vand hele vejen igennem. Det er i alle tilfælde kompliceret. Men et eller andet sted beror det på, at kapital som sådan er betinget af arbejdet. Og hvad der sket som optakt til finanskrisen var jo, at ejendom og værdipapirer blev handlet helt ulig værdi. Man kunne jo med rette sige, at der opstod en boble.

Naturligvis opstår værdi ikke ud af det rene ingenting - eller ud af markedet i sig selv. Men så længe aktørerne tror på det går det jo an

Når boblen så brister foå det store konsekvenser for realøkonomien - eller det fik finanskrisen i alle tilfælde. Overnight gik boligejere fra, at kunne belåne og forbruge af friværdi til nærmest, at være teknisk insolvente.

Nogle af de papirer der blev handlet var i sig selv ret så spekulative; det gælder f.eks. ikke mindst credit default swaps.

Men hvad værre var så var disse illusoriske værdier og også blevet belånt - eller var genstand for omfattende lån- og kreditgivning. Og finanskrisen efterlod jo en regulær gældskrise

Hvor der før kunne skabes basis for forbrug og produktion på nogle tilsyneladende værdier i ejendoms- og finansmarkedet, så efterlod finanskrisen jo et gabende hul af gæld.

I mange tilfælde måtte staterne jo træde til med lån til finanssektoren. Og da mange stater løbende havde gennemført skattelettelser under opsvinget i nullerne og samtidig havde en del af deres proveneau på omsætning, Ja så optod der store underskud på statsbudgetterne rundt omkring

Og det bidrager jo også til, at de svageste borgere i en række vestlige lande er blevet ramt på levefoden, for i Vesteuropa slog man jo ind på en sparekurs i kølvandet af finanskrisen. Vil man endelig stimulere økonomien er midlet ofte yderligere skattelettelser.

Henrik holm hansen

Mængden af Folk under fattigdomsgrænsen øget med 50% en sejr for de grådige spekulanter og deres lobbyist venner og deres succes med at sy skyklapper på politikkerne i de regeringsbærende partier er grunden til at ovennævnte % tal ikke er faldet. Havde det været tilfældet mener jeg der ville være tale om en virkelig stor sejr.