Læsetid 3 min.

To sider af Netanyahu og Erdogan

LEDER
Israels premierminister Benyamin Netanyahu er nu formelt sigtet i fire korruptionssager, der for første gang får også tilhængere til at skrive og tale om ’alternativer’.

Israels premierminister Benyamin Netanyahu er nu formelt sigtet i fire korruptionssager, der for første gang får også tilhængere til at skrive og tale om ’alternativer’.

Amir Cohen
7. august 2017

Umiddelbart er forskellen mellem Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, til at få øje på: Erdogan lagde sig ud med israelerne, da han i 2009 kaldte det militære angreb på Gaza statslig terrorisme og året efter i stilhed godkendte afsendelsen af en nødhjælpskonvoj til den blokerede landstribe, der endte med ni dræbte tyrkiske aktivister, da en israelsk specialstyrke bordede hovedskibet i rum sø.

Mere indirekte har Erdogan gentagne gange luftet en diskret, men umiskendelig antisemitisme i taler, der tordner mod ’den internationale rentemafia’ (læs: jødiskejede banker på Wall Street og i London), der bevidst pønser på at undergrave den tyrkiske nations ellers bundsolide økonomi.

Det seneste eksempel på animositeten mod den jødiske stat var opfordringen til verdens muslimer om, at ile Haram al-Sharif – som jøderne kalder Tempelbjerget, og som er helligt for begge religioner – til undsætning, da israelerne etablerede foranstaltninger, der skulle hindre, at de bedende bar våben. Og som resulterede i vandalisme mod en jødisk synagoge i Istanbul.

Tilsvarende har Netanyahu bygget sin politiske legimitet på en sikkerhedsdagsorden, der er umiskendeligt antimuslimsk.

Hans agitation for at bombe det shiitiske Iran tilbage til dets præ-industrielle periode, der i hans udlægning vil hindre et fremtidigt iransk angreb med kernevåben, de jævnligt kollektive afstraffelser af befolkningen i Gaza for at tolerere det siddende Hamas-regime eller hans udpegning af de israelske arabere, en femtedel af befolkningen, som en potentiel femte kolonne – hvilket har øget risikoen for, at de bliver netop det.

Og således fungerer forskellene på de to statsledere som fremkaldervæske for lige så umiskendelige ligheder: Erdogan og Netanyahu er begge ryggesløse populister, der har opbygget deres respektive vælgerkorps som veritable menigheder.

Begge har iscenesat sig selv som ofre for en arrogant elite – i Tyrkiet den kemalistiske (og på det seneste gülenistiske) klasse af generaler, bureaukrater og akademikere, der så ned på den fromme mand og kvinde i det indre Anatolien.

I Israel var de orientalske jøder ofre for den overklasse af europæiske ashkenazi-jøder, der med afsæt i kibbutzernes socialdemokratiske kollektivisme regerede Israel fra 1948 til 1977 – og stort set ikke siden bortset fra to eller tre korte perioder med generalerne Yitzak Rabin og Ehud Barak.

Begge ledere har forvaltet magten i længere tid end de fleste samtidige.

Erdogan vil, siden han i marts 2003 blev først premierminister og nu præsident, næste år passere landsfader Atatürks embedsperiode på 15 år (1923-38). Netanyahu er Israels længst siddende premierminister med snart ni år i embedsboligen. Og begge er ifølge deres egne juridiske myndigheder blevet korrumperet af magten.

Og her hører lighederne op. Forskellen på systemerne i Tyrkiet og Israel er respekten for domstolene og ytringsfriheden.

Da Erdogan i 2013 blev konfronteret med beviser for omfattende korruption i hans regering, fyrede eller forflyttede han de pågældende politifolk og anklagere, der efterforskede sagerne, og beordrede mediechefer til at fyre de journalister, der skrev om skandalen. En praksis han siden det fejlslagne kupforsøg for et år siden har sat i system, så det nu rammer alle politiske opponenter, legale som illegale.

Netanyahu har ikke den samme mulighed. Dels kan han ikke, som Erdogan, lovgive sig ud af problemer, dels er Israel stadig et demokrati med tredeling af magten, når det gælder de jødiske medborgere.

Netanyahu er nu formelt sigtet i fire korruptionssager, der for første gang får også tilhængere til at skrive og tale om ’alternativer’. Han sigtes for bestikkelse – for at have modtaget cigarer og champagne fra en rig velynder og for at have forsøgt at manipulere presselovgivningen til fordel for Israels største avis på bekostning af en gratis-avis, der i sin tid blev lanceret som hans talerør og finansieret af en Las Vegas-milliardær.

Han er desuden anklaget for urent trav i forbindelse med Israels indkøb af nye ubåde fra Tyskland og – ikke mindst – har han tilsyneladende favoriseret venner ved udbud af offentlige telekontrakter.

Han er i fedtefadet, og således kan Israel stadig kalde sig ’Mellemøstens eneste demokrati’. Om end dette demokrati kun er forbeholdt de jødiske medborgere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Karen Grue
    Karen Grue
Karen Grue anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Recep INAL

Ja, ja en anti-semit der blev hædret med en meget fin pris og medalje af USA's Jødiske Lobby for ... Godt nok ville Lobbyen have medaljen tilbage efter Shimon Perez og Gaza-ulykken, og jeg ved ikke om prisen er leveret tilbage af Erdogan, og det bør en erfaren journalist som LE bedre vide...
Den fine pris blev tildelt i de gode gamle dage i 00'erne hvor US, EU, Nato, FETÖ sammen med AKP var i fin samarbejde om at undergrave det sekulære Tyrkiet parallelt med Mellemøsten & Nordafrika. Ak ja tiderne har ændret sig, og at Information ikke engang gider at informere om dagens fejlslagne kup i Venezuela, det andet kiks af US siden det første d. 15/07/2016 i Tyrkiet.
Er Information gået hen og blevet neo-imperialismens LAKAJ?

Brugerbillede for Marianne Borgvardt
Marianne Borgvardt

"De israelske arabere" - også kaldet palæstinensere.
Israel er et demokrati, når det gælder jøderne - - altså ses bort fra palæstinenserne og de daglige overgreb, de er udsat for fra "demokratiet"s side.
LE er ude i andet ærinde, men ved ikke at nævne Palæstina og palæstinenserne, kommer han til at optræde voldsomt respektløst.

Arash Shahr, Alvin Jensen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Siersbæk
Torben Siersbæk

Det ser ud som om både Recep Inal og Marianne Borgvardt har andre dagsordener end diskussion af temaet for Lasse Ellegårds glimrende parallellisering af Erdogan og Netanyahu.
Jeg forstår ikke, at en pris uddelt på ét tidspunkt af en AMERIKANSK lobbyorgansation, sammen med forholdene i et sydamerikansk diktatur, kan negere konklusionerne i artiklen, ligesom jeg ikke kan se, at Ellegård fortier den iøjnefaldende mangel i demokratiet i Israel.
Et spørgsmål til Marianne Borgvardt kunne måske være på sin plads: hvornår blev Danmark et demokrati: 1849, 1865, 1901, 1915, 1921, 1953, eller? Eller er Danmark måske slet ikke noget demokrati?
Kunne MB give et begrundet svar på det spørgsmål kan vi måske komme videre i diskussionen om andre lande, med helt andre forudsætninger, er demokratiske!

Brugerbillede for Recep INAL

Mit ærinde i.f.t at en US-baseret JØDISK organisation eller lobby - ikke AMERIKANSK - tildelte Erdogan en fin pris var ikke at negere any konklusion i LE's artikel, men blot påpege det inkonsistente ved at LE påstår eller antyder at Erdogan er en anti-semit. MB har aldeles ret i at påpege om de retsløse og udemokratiske omstændigheder som palæstinensere må lide under på trods af at LE uden skam propaganderer for neo-imperialisme og zionisme på et usagligt grundlag.

Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

Interessant påstand, at EU, NATO og USA skulle undergrave det sekulære Tyrkiet. Så vidt jeg kan se, er det Erdogan, der er ved at udrydde sekulariteten i landet.

Brugerbillede for Recep INAL

EU, Nato og USA ville absolut af med det sekulære Tyrkiet, Hæren som den absolutte Guardian, siden år 2001 fordi det sekulære Tyrkiet ikke ville være medskyldig i det Store Blodbad som US, EU og Nato havde planer om den nye Mellemøsten. En kunstig skabt økonomisk krise i år 2001 banede vejen for den "moderate" - læs ADLYDENDE - islam repræsenteret ved AKP's magtovertagelse eftersom neo-imperialistiske kræfters dagsorden og interesser var dengang i så påfaldende grad sammenfaldende med dittos og gensidigt: at åbne Tyrkiet op for den vilde globale finanskapitalisme, sælge de nationale og offentlig ejede produktions-virksomheder for ingen penge, undergrave det PRODUKTIVE Tyrkiet, og sidst men allervigtigst: SAMARBEJDS POLITIK i.f.t. at Fuck-Up Mellemøsten. Om US, EU og Nato cares about the Secular Order & Democracy & Human Rights in Turkey? Surely they do :)