At være borgerlig i dansk politik kræver stadig, at man beder Dansk Folkeparti om lov

LEDER – For et år siden var det borgerlige Danmark ved at gå i stykker. Liberal Alliances leder Anders Samuelsen lovede at vælte Venstre-regeringen, hvis han ikke fik sin vilje. Topskatten skulle afskaffes. Liberal Alliance sagde alt eller intet til et politisk system, som bygger på noget for noget, forhandlinger og kompromis.

Den konflikt mellem ideologer og pragmatikere, mellem idealos og realos, som i gamle dage var venstrefløjens vilkår, blev til de borgerliges drama. Den politiske klasse, borgerlige interesseorganisationer og etablerede erhvervsledere opfordrede Liberal Alliance til at opgive deres røde linier:

»Vi har altid – i hvert fald indtil nu – været i stand til at nå igennem med aftaler til gavn for vores erhvervsliv og vores økonomi,« sagde Dansk Industris direktør og forhenværende departementschef i Statsministeriet, Karsten Dybvad, til Berlingske.

»Dansk erhvervsliv har brug for, at der bliver indgået en politisk aftale – vi har ikke brug for politisk tumult.«

Den politiske tumult endte med, at de røde linier blev ophævet i forhandlingerne, ideologerne blev overtalt af pragmatikerne, og Lars Løkke Rasmussen samlede stumperne af det borgerlige Danmark i en ny regering.

Danmark skulle forstå, at vi omsider havde fået en rigtig borgerlig regering: Ordet ’fri’ optrådte 55 gange i regeringsgrundlaget, og Anders Samuelsen kaldte det for »det bedste borgerligt-liberale regeringsprogram, vi nogensinde har set«.

Denne borgerlige regering, som ikke bygger på midten i dansk politik, men på landets tre mest liberalistiske partier, fremlagde torsdag sin første finanslov. De har nu vist, hvad de vil med Danmark, når der skal sættes tal på. Og det kan godt være, at de udråbte sig selv til et liberalt brag for et år siden, men det første forslag til et budget for Danmark er ikke en affyring af ideologiske kanoner.

De tre borgerlige ledere kan stå alene og tale om erhvervslivet og skattetrykket, som om at nu skal der tages fat. Liberal Alliance har anklaget tidligere borgerlige regeringer for at være svage og eftergivende, og Anders Fogh Rasmussens regime er blevet anset for et knæfald for Dansk Folkeparti og socialstaten.

Men den nye finanslov viser, at de tre borgerlige partier godt ved, at de skal ned på knæ foran Dansk Folkeparti for at få deres vilje. Liberal Alliance ville have nulvækst i det offentlige forbrug, de tre partier blev enige om at skrive 0,3 procent i deres 2025-plan, og ganske kort tid efter præsenterer de en finanslov, som lægger op til enstigning på 0,5 procent i det offentlige forbrug – velvidende om, at de sandsynligvis ender højere oppe, efter de har været inde forbi Kristian Thulesen Dahl.

Der er bestemt ideologiske markeringer i finansloven: Flere penge til dem, som beskytter Danmark mod vold og terror, nemlig politiet og Forsvaret. Men selvom regeringen omhyggeligt har præget offentligheden med det nye trusselsscenario og frygten for Rusland, er de tilsyneladende mere bange for de danske vælgere og mere bekymrende for sundhedssektoren, når det kommer til stykket. Danmark kommer med denne finanslov ikke i nærheden af at bruge to procent af bruttonationalproduktet på Forsvaret, som Trump kræver, og den russiske trussel skulle berettige.

En anden ideologisk markering er på transportområdet: færre penge til den offentlige transport, flere penge til privatbilisme. Frihed er ikke at bekæmpe global opvarmning sammen, men at køre billigere i bil over Storebæltsbroen. Frihed er ikke at understøtte udvikling af elbiler, men at køre hurtigere på vejene og udbygge motorvejsnettet.

Men det er stadig ikke store beløb, som flyttes rundt.

Storebæltsbroen er også en tredje ideologisk markering: Regeringen fortsætter ambitionen om at forbinde centrum og udkant i Danmark, og billigere overgang er en reel forkortelse af afstanden. Det er et vigtigt politisk projekt, som præger fortsættelsen af den ofte udskældte udflytning af statslige arbejdspladser. Det er bare også en sag, som regeringen bruger til at marginalisere de styrelser, man ikke bryder sig om.

Det interessante er, at de store tal i finansloven findes på de områder, som ikke er ideologiske mærkesager for de borgerlige. De foreslår for det første at tilføre yderligere fem milliarder til en genopbygning af skattevæsnet, som allerede har fået tilført milliarder. Den grimme udlægning er, at finansminister Kristian Jensen, som selv er belastet af skandalerne, vil redde sit eget renomme som politisk leder. Den pæne udlægning er, at et stærkt og effektivt skattevæsen er en forudsætning for socialstaten. De to udlægninger udelukker ikke hinanden.

Regeringen foreslår for det andet at spare fem milliarder kroner på overførselsindkomsterne. Det fremgår ikke, hvilke grupper som skal beskæres, og hvordan det skal finde sted. Men det bidrager under sloganet ’det skal kunne betale sig at arbejde’ til at gøre uligheden mellem de forsørgede og selvforsørgende danskere større. Man kan kalde det en borgerlig mærkesag, men det er en udvikling, som er fortsat i 30 år, uanset hvem der har siddet i regering.

Og regeringen foreslår for det tredje på uddannelsesområdet en fortsættelse af det såkaldte omprioriteringsbidrag frem til 2021, hvilket ifølge AE-Rådet over de næste fem år skulle føre til besparelser på næsten 15 milliarder. Det er ikke nogen klassisk borgerlig mærkesag at spare på alt fra efteruddannelse til universiteter i et offentligt budget, som stadig vokser. Men det har haft ødelæggende effekter i uddannelsessektoren.

Hvis man ser forslaget til finansloven som et portræt af den borgerlige position i dansk politik, betyder det, at man går ind for bilisme og ikke går op i klima. At man er lidt bange for bander, Rusland og terror, men mere bange for politisk modstand. Den grundlæggende erkendelse er tilsyneladende, at præmissen for at være borgerlig i dansk politik er, at man skal bede Dansk Folkeparti om lov.

Finanslovsforslaget skal rimeligvis ses sammen med det forslag til en skattereform, som regeringen fremlagde tirsdag. Det var en massiv manifestation af borgerlige drømme om skattelettelser og omvendt omfordeling. Men også det får Dansk Folkeparti jo vetoret på. 

Man kan sige, at den borgerlige regering med sit finanslovsforslag resignerer på at være borgerlig. Men Karsten Dybvads pointe var en anden, da han diskret belærte Liberal Alliance om forholdet mellem velfærdsstaten og erhvervslivet.

Hans morale var: Velfærdsstaten er ikke en socialistisk forhindring for erhvervslivet, men en særdeles gunstig ramme. Business as usual er alt for godt for de borgerlige til, at de har råd til at sætte det på spil med ideologi.

Hvis de borgerlige idealos lader de borgerlige realos forhandle sig frem, har tendensen allerede længe været, at erhvervslivet får bedre og bedre vilkår, at borgerlige tanker dominerer den offentlige sektor, og at Anders Samuelsen sikkert til sidst får sin vilje, hvis bare han ikke råber det højt, og Dansk Folkeparti bliver stillet tilfreds. Det er små skridt og små tal i den borgerlige finanslov. Men den store udvikling går deres vej.