Leder

Verden bliver ikke bedre af, at ngo'erne ikke redder liv på Middelhavet

Ønsket om at bremse bådflygtningene har gjort det muligt for militser i Libyen at genopfinde sig selv som landets kystvagt og dermed gjort den centrale del af Middelhavet for farligt for frivillige redningsfolk. Dermed har angstens impresarioer i EU vundet en nem sejr
16. august 2017

Det var forudsigeligt, at de humanitære organisationer, som i de seneste år har reddet tusinder af menneskeliv på Middelhavet, før eller siden måtte smide håndklædet i ringen. Forleden meddelte Læger uden Grænser, Red Barnet og andre ngo’er, at de nu føler sig tvunget til at indstille redningsaktionerne.

Det er blevet for farlige på grund af aggressioner fra den libyske kystvagt, som bliver uddannet og udstyret af Italien og andre EU-lande.

Forinden havde det italienske indenrigsministerium forsøgt at påtvinge ngo’erne et regelsæt, som blandt andet medførte bevæbnede politifolk på skibene og et forbud mod omlastning af de reddede bådflygtninge til andre fartøjer. Det var især disse to regler, der fik Læger uden Grænser og andre til at nægte at skrive under, mens Red Barnet og andre valgte at acceptere dem.

I en ny version af retningslinjerne har Italiens indenrigsminister fornuftigvis droppet kravet om bevæbnet politi og forbuddet mod omlastning, som blot ville gøre operationerne farligere og sværere. Men da var det allerede for sent.

Ngo’erne har spillet en central rolle i flygtningeindsatsen, siden Italien i slutningen af 2014 afbrød redningsoperationen Mare Nostrum, hvilket førte til, at markant flere flygtninge og migranter omkom i Middelhavet. Men de er også blevet beskyldt for at fremme flygtningetrafikken ved at sejle ind i libysk territorialfarvand. Over 100 mennesker blev reddet fra denne lille båd.
Læs også

De stridende parter i Libyen og andre interesserede parter har nemt kunnet drage fordel af de kaotiske tilstande, som hersker i EU på det flygtningepolitiske område. Det brændende politiske ønske i Europa om at forhindre bådflygtningene i at stævne ud har givet en række militser i Libyen mulighed for at genopfinde sig selv som det borgerkrigshærgede lands officielle repræsentanter på havet.

Det er velkendt – og dokumenteret i en nylig FN-rapport – at den såkaldte kystvagt i Libyen og menneskesmuglerne overlapper i betænkelig grad. Støtten til de libyske kystvagtspatruljer, som nu også bliver beskyttet mod andre angreb fra rivaliserende militser af to italienske flådefartøjer, risikerer at medføre, at kun de bådflygtninge, som betaler en maritim løsesum, får lov til at passere. De reddede kan derimod se frem til at blive (gen)indlemmet i Libyens voksende slaveøkonomi.

Men når det handler om at kontrollere migranttrafikken har menneskesmuglerne og angstens impresarioer i europæisk politik altså sammenfaldende interesser.

Tysklands kansler, Angela Merkel, har lovet FN’s flygtningeorganisationer, UNHCR og IOM, en stor pose penge til at oprette flygtningecentre i Libyen. Det er et prisværdigt og et konkret forsøg på at gøre noget ved de umenneskelige forhold, som migranter lever under i det nordafrikanske land. Måske har europæisk politik, hvor problematikker om migration, terrorisme og kulturel identitet tilsyneladende har udløst en fatal kortslutning, bare ikke andet at byde på for tiden.

Hør om flygtningekrisens historiske årsager og hvordan vi kan løse den. Professor Thomas Gammeltoft-Hansen er gæst i Moderne Ideer Podcast.
Hør mere i podcasten

Derfor er det også rimeligt at formode, at kystvagtspatruljer og flygtningecentre næppe vil vende dynamikken i Libyen. For mens USA helst har villet uddelegere ansvaret for den libyske rodebutik til EU-landene, har Rusland meldt sig på banen i det storpolitiske spil om landet.

Ved at forsyne Khalifa Haftar, som kontrollerer den østlige del af landet, med våben via eksport til Egypten omgår russerne embargoen, og ved at styrke en rival til den FN-anerkendte regering i Tripoli fastholder man splittelse og kaos i landet. For Putin tjener Libyens sammenbrud nemlig som et opportunt lærestykke om, at FN-sanktionerede og EU-sponsorerede regimeskift ikke fører til noget godt.

Situationens beskæmmende paradoks er, at ngo’er, som opererer i verdens farligste krigszoner – i Afghanistan, Sydsudan, Syrien og på landjorden i Libyen – nu er blevet tvunget til at indstille deres operationer ganske tæt på Europa. Det er resultatet af et langvarigt politisk pres, hvor de frivillige redningsfolk er blevet gjort til syndebukke for EU’s fejlslagne flygtningepolitik.

Den frygtelige, men begrundede mistanke er derfor, at sandsynligheden for flere drukneulykker skal afskrække dem, der flygter fra krig, tortur eller hungersnød. Det vil selvfølgelig ikke bremse migrationen til EU, men blot kriminalisere den yderligere. Således kan EU-landene heller ikke forfølge deres langsigtede interesse i at drage fordel af migration.

’Jeg ville ønske, at vi frigjorde os fra en form for skyldfølelse. Vi har ikke nogen moralsk forpligtelse til at modtage alle dem, der har det værst i Italien. Det ville være en etisk, politisk, social og i sidste ende også økonomisk katastrofe,’ skrev PD’s formand, Matteo Renzi, forleden på Facebook og tilføjede, at migranter skal hjælpes ’hjemme hos dem selv’.
Læs også

Når ngo’erne forhindres i at udføre den redningsindsats, som EU har opgivet at yde, bliver hele verden lidt fattigere, påpeger den italienske filosof Roberto Esposito:

»Den taber de gram af medmenneskelighed, der på retfærdighedens vægtskål skal opveje de kilovis af interesser, korruption og ligegyldighed, som gør, at vi opfatter den som så uigennemskuelig og ufuldstændig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mads Frese

Jeg glæder mig bare over det gode retsforbehold, som Holger K skaffede os.

Vi skylder ham stor tak - lad de andre 27 rode med al det.