Det var en flygtning. Ryd forsiden

»I virkeligheden er det psykopolitiske storlegeme, som vi kalder ’samfund’, intet andet end et bekymringsfællesskab, der sættes i svingninger af mediernes induktion af stressemner.«

Så henkastet skitserede den tyske filosof Peter Sloterdijk vores mediebårne samfundsvirkelighed i 2011. Sidenhen er Sloterdijk bl.a. gået stærkt i rette med Angela Merkels flygtningepolitik, som oplevede sin største prøvelse for præcist to år siden, den 5. september 2015, da den tyske kansler besluttede at åbne de tyske grænser for de knap 10.000 flygtninge, der var strandet i Ungarn.

Hvor stor en virkning Merkels åbne invitation havde for de følgende flygtningestrømme ad Balkan-ruten, er omstridt. Der er derimod efterhånden evidens for, at filosoffen Sloterdijk har en pointe i sin hovedrysten over den tyske presses »tøjlesløst partiske indlæg« for kanslerens »naivt åbne arme«.

Ifølge en undersøgelse fra Europæisk Institut for Journalistik- og Kommunikationsforskning rapporterede førende tyske medier i begyndelsen af flygtningekrisen i 2015 overvejende ukritisk og regeringskonformt om den såkaldte »tyske velkomstkultur«.

Michael Haller, journalistikprofessoren bag undersøgelsen, har ligefrem konkluderet, at medierne i højere grad var folkeopdragende politiske aktører end neutrale, kritiske iagttagere. Samtidig undlod de bevidst at tage dele af befolkningens bekymringer – og strømninger som Alternative für Deutschland – alvorligt.

Det positive mediebillede i flygtningekrisens første måneder bidrog til en polarisering af den tyske debat og gav vind i sejlene for alle, der så sig som ofre for »løgnepressen«, mens den populistiske fortælling om »det egentlige folk mod eliterne« fik ny næring.

Dengang handlede det især om holdninger til flygtninges integrationsevne og til Merkels politik. Hvad de færreste tyskere og tyske kommentatorer har opdaget, er, hvor meget medielandskabets pendul nu er svunget tilbage – lige så umærkeligt som den tyske asylpolitik.

Det fik vi en opvisning i under valgkampens eneste kanslerduel mellem Angela Merkel og Martin Schulz søndag aften, hvor emnet flygtninge fyldte suverænt mest og ikke lod plads til fremtidstemaer som klima, energiforsyning eller digitalisering.

Men vi får det også på hverdagsplan i medierne, hvor der ikke så meget sorteres i bekymringer og holdninger, som der foretages en kvantitativ fordrejning af flygtningeproblematikken. De konklusioner kan man roligt drage ud af undersøgelsen ’Hvordan tyske aviser og fjernsyn beretter om indvandrere og flygtninge’ fra Hochschule Macromedia i Hamborg.

I begyndelsen af 2017 blev vold begået af og blandt flygtninge i de største tyske medier behandlet helt ude af proportion med den statistiske hyppighed, hævder undersøgelsen.

F.eks. var der fire gange så mange beretninger i tysk fjernsyn om ikketyske voldsmænd (og -kvinder) som i 2014, selv om kriminalitetsstatistikkerne i selvsamme tidsrum kun påviser en stigning i antallet af ikketyske gerningsmænd med ca. en tredjedel. 

Et andet eksempel er Tysklands mest læste avis, formiddagsbladet BILD, der også bakkede op om Merkels flygtningekurs i 2015. I begyndelsen af 2017 handlede 64,3 pct. af alle BILD-omtaler af flygtninge og indvandrere om gerningsmænd eller formodede gerningsmænd bag kriminelle handlinger.

Uanset relevansen begyndte medierne at benævne etniciteten – selvsagt kun på etniske gerningsmænd – for ikke at ryge lige i løgnepressen. Og selv etniske bagateller fik pludselig landsdækkende opmærksomhed. Medierne har med andre ord opdaget indvandreren som angstfigur, som professor Thomas Hestermann, manden bag studiet, har formuleret det.

Tilmed bruger medierne sjældent ressourcer på at gå ud i virkeligheden for at interviewe flygtninge eller bare lave et reality check. Med mindre der altså er lidt vold at rapportere om. Hvad det valg over tid betyder for medieforbrugernes opfattelse af flygtninge, er åbenlyst.

Det er ikke et argument mod kriminalstatistikkerne, hvor visse – især ikkevestlige – indvandrergrupper er stærkt overrepræsenterede inden for visse kriminelle discipliner, i Danmark såvel som i Tyskland.

Det er et argument for at forholde sig til virkelighedens proportioner. Det gælder især for de redaktionelle medier, men også for vores ekkobrøl i de sociale mediers filterbobler. Ellers producerer vi selvbekræftende stereotyper på samlebånd. Og sætter det psykosociale storlegeme, som vi kalder samfund, i irrationelt selvsvingning, så vores bekymringer overtrumfer virkelighedens udfordringer.

Og de er store nok i forvejen.