Leder

Impulser fra Kenya om en Davids sejr over Goliat vil sitre i mange afrikanere som et håb en ny fremtid

2. september 2017

Kenyas højesteret, the Supreme Court, afsagde fredag en forbløffende dom: Præsidentvalget den 8. august var ikke »gennemført i overensstemmelse med forfatningen« og derfor »ugyldig«. Valget skal gå om inden for 60 dage.

Den ny/genvalgte præsident Uhuru Kenyatta siger, han er uenig med afgørelsen, men respekterer den.

Afgørelsen markerer en stor dag for afrikansk demokrati. Magtkampe har været blodige i Kenya siden 1950’erne. Senest kostede et valg i 2007 tusinde menneskeliv, da tabere og vindere udnyttede etniske spændinger til vold.

Taberen var dengang Raila Odinga, som også tabte det følgende valg i 2013 – og nu igen det seneste. Derfor virkede hans klage over et fusket valg rutinepræget. Observatørerne fra EU, den Afrikanske Union og det amerikanske Carter Centre kaldte alle valget frit, retfærdigt og troværdigt.

Nogle frygtede en genoptagelse af de etniske overfald, da Kenyatta blev erklæret vinder af augustvalget, men Odinga talte sine ophidsede tilhængere til ro, gik rettens vej og gav befolkningen en ny tillid til domstolens hævdelse af forfatningen.

Domstolen har tilsvarende stolet på egen selvstændighed og på, at retten vil ske fyldest. Den har meddelt, at dens begrundelse for afgørelsen offentliggøres om 21 dage.

Præsidenten (siger, han) går af og kalder sig selv ’midlertidig’.

Det er i den lille, kyniske parentes til begivenhederne, at fredagens dom kan betegnes som forbløffende: Afrikanske ledere har ofte været langt bedre til demokratiske ord end demokratiske handlinger. Derfor er Odingas, dommernes og præsidentens tillid til retsstaten så bemærkelsesværdig.

Lige nu, mens disse ord skrives, opfordrer Odinga og Kenyatta deres tilhængere til besindighed. Kenyatta er parat til at smøge ærmerne op, siger han, og vinde valget én gang til.

På denne festdag for afrikansk demokrati trak udenlandske investorer penge ud af landet; kurserne på lokale aktier og Kenyas shilling faldt så voldsomt, at myndighederne lukkede børsen en halv time. Det mest bemærkelsesværdige var nok, at den genåbnede, og de lokale markeder accepterede kursfaldet.

Alle udviklingslande hungrer efter kapital, men Afrika har haft et blakket ry, hvad angår retshåndhævelse. Højesterets afgørelse, og forhåbentlig efterlevelsen af den, er ikke bare godt nyt for kenyanerne og for afrikanerne, men også for udenlandske investorer, der vil drage nytte af landets store vækstpotentiale. Tillid til retsvæsenet er afgørende, når privat kapital søger internationale investeringslande.

Begivenheden gør Kenya til det første afrikanske land, hvor en opposition med succes har udfordret et valgresultat. Begejstringen og forbløffelsen er udbredt og der facebookes og whatsappes gennem kontinentet. En afrikansk bekendt skriver: »Jeg er målløs og opstemt.«

Nogle peger straks videre på det problematiske i, at observatørerne fra EU, den Afrikanske Union og det amerikanske Carter Centre alle kaldte valget frit, retfærdigt og troværdigt. Cartercentrets leder af observatørerne til Kenya, USA’s tidligere udenrigsminister, John Kerrys positive vurdering blev brugt mod Odinga i retten.

Hvordan skal vi fremover vurdere deres troværdighed?

Cartercentret melder hus forbi: Det fremhæver, at højesteret antyder, at problemet snarere var den måde, resultaterne var fremsendt på – mindre end selve stemmeafgivningen og optællingen.

Commonwealth siger, at det kun observerede afstemningen, ikke optællingen. Lederen af EU’s observatørhold, Marietje Schaake, fremhæver, at de skam havde nævnt emnet under diskussioner efter valget.

Det overordnede billede er, at observatørerne tog fejl. Satte de en lavere standard, end de burde? Var de mere optaget af at opretholde en vis form for stabilitet? Spørgsmålene vil trænge sig på, før observatørholdene afgår til de næste afrikanske valg.

Træerne vokser ikke ind i himlen. Vel taler de kenyanske ledere fred, men den truende tone er ikke til at overse i Kenyattas tale fredag eftermiddag. Højesteretspræsident Maraga »og hans bøller har aflyst valget«, sagde Kenyatta og tilføjede: »Lad de fem, seks vide, at de kan vente sig til efter folket har foretaget sit valg. Vi holder øje med dem.«

Kenya er et af kontinentets nervecentre. Impulser herfra om en Davids sejr over Goliat vil sitre i mange afrikanere som et håb om at kunne være med til en ny fremtid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
ingemaje lange, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu