Leder

Lad den frie kunst vokse ud over vores egne grænser

»Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn,« skrev Hanno Rauterberg her i avisen med henvisning til værker om race og oprindelige folk, der af nogen var blevet udskældt for at undertrykke og udnytte, og om værker af minoriteter på Documenta 14, der fra Rauterbergs synspunkt var udvalgt til festivalen udfra identitetspolitiske fremfor kunstneriske kriterier.

»Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn,« skrev Hanno Rauterberg her i avisen med henvisning til værker om race og oprindelige folk, der af nogen var blevet udskældt for at undertrykke og udnytte, og om værker af minoriteter på Documenta 14, der fra Rauterbergs synspunkt var udvalgt til festivalen udfra identitetspolitiske fremfor kunstneriske kriterier.

Ritzau Foto

20. september 2017

Har identitetspolitikken slået kunsten ihjel?

Det hævdede forfatter og kunstkritiker i Die Zeit, Hanno Rauterberg, i et essay på forsiden af Information i midten af august. »Enfoldigheden triumferer. Dette er afslutningen på kunsten«, lød overskriften med henvisning til en tendens, som Rauterberg kunne se i enkelte sager fra USA og på den toneangivende kunstfestival Documenta 14 i Kassel i Rauterbergs eget hjemland, Tyskland.

»Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn,« skrev Rauterberg med henvisning til værker om race og oprindelige folk, der af nogen var blevet udskældt for at undertrykke og udnytte, og om værker af minoriteter på Documenta 14, der fra Rauterbergs synspunkt var udvalgt til festivalen udfra identitetspolitiske fremfor kunstneriske kriterier.

En magtbalance var fra Rauterbergs perspektiv dermed tippet.

Hvem der sidder på magten, og hvem der undertrykker, kommer imidlertid an på øjnene, der ser.

Går man en tur ved stranden i Aarhus langs de folkekære Sculptures by the sea, slår et smut forbi ARoS, tager man dernæst til HEART i Herning, på Louisiana i Humlebæk og Statens Museum for Kunst i København er det svært at se udraderingen af den gamle interesse for form og komposition.

Spørger man til gengæld en dansk kunstner som Lilibeth Cuenca Rasmussen, oplever hun hos nye kunstnergenerationer en identitetsfokuseret skepsis over for hendes værker – noget, hun ikke tidligere er blevet mødt med. Hun mener, at de unges frihed til at udforske kunsten er hæmmet af andre hensyn.

Ser man på en håndfuld internationale eksempler, hvor museer efter kritik har fjernet værker, kan man tale om en reel underminering af den kunst, som Rauterberg definerer som et »universalistisk rum, hvor alt kan tænkes og efterprøves af alle«, og som en idé, der »kun kan bevare sin livskraft, så længe den hele tiden kan bryde nye grænser og antage nye og skiftende former«.

Rauterberg slår dog ikke kun sit principielle slag for den kunst, der ikke må være der ifølge krænkede kritikere. Han peger også på den kunst, der ifølge ham selv ikke hører hjemme på kunstens scene. Kroneksemplet er for ham Documentas værker af samiske kunstnere: »Hvorvidt der er tale om kunstnerisk vellykkede genstande, er tilsyneladende sekundært«, skriver han.

Men ligesom man kan udpege identitetspolitisk postyr i kunstkritikken, så udfordrer politisk kunst en mere grundlæggende dominans. Hvor Rauterberg ser en kamp imod et ideal om kunstnerisk frihed, ser andre den kunstneriske friheds mulighed i at kæmpe imod det bestående.

Fremfor at trække de magtfulde og anerkendte kunstnere frem i det vante rampelys, trak kuratorerne på Documenta således de marginaliserede og magtløse i kunsten ind.

Festivalens kunstværk var ikke den enkelte udstillede genstand. Værket var det overordnede kuratoriske princip, at trække kunstscenens projektør ti meter bagud, så et større felt og flere slags æstetikker og flere idealer for, hvad en kunstnerisk kuratering kan pege på, stod frem. Hele Documenta – med undertitlen Learning from Athens, var netop ønsket om at lukke magten ude og de magtesløse ind, hvor man ville lære af dem, vi normalt belærer og dominerer.

Om den slags kunst opleves som god kunst, er underordnet, hvis vi i stedet tager Rauterbergs credo om, at kunst kun kan »bevare sin livskraft, så længe den hele tiden kan bryde nye grænser og antage nye og skiftende former«, alvorligt. Udfra den centrale markering af kunstens ret til at udtrykke sig frit bliver udfordringer af det bestående nødt til at være en del af det, vi og Rauterberg bør forsvare.

Så længe, man gør det, er kunsten fri. Kunsten lever, når vi ikke censurerer og destruerer den, så længe vi kritiserer den åbent fremfor at forbyde eller helt at afvise det, der strider imod vores egne idealer og kunstsyn.

Hvis vi skal beskytte kunstens frihed med klare principper, skal vi lade den vokse ud over de grænser, vi selv har sat for den. Vi skal vedblivende diskutere, hvem der sidder på magten, og udpege den værdi, magten overser.

Vi skal møde forbud med modstand og kritik med kritik, men ikke med dødsdom. Kunsten kan være kedelig og spændende, udfordrende og provokerende, mondæn, politisk og æstetisk, overset, problematisk og undertrykkende, den skal rumme alt, og vi skal kritisere den for det. Så lever den frit.

Serie

Hvad blev der af kunstens frihed?

Den gamle kamp om form, komposition og originalitet synes at være bragt til ophør. Nu handler det om identitet, oprindelse, hudfarve og køn. Sådan skrev den førende tyske forfatter og kunstkritiker Hanno Rauterberg i essay i Information. Det har affødt en debat om kunstens betingelser – og frihed.

Seneste artikler

  • ’Forestil jer, at kunstnere fra Bayern kun beskæftigede sig med øl og pølser. Alle ville protestere og kalde det en kliché’

    16. september 2017
    Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg svarer nu sine kritikere efter de seneste par ugers kunstdebat. Han siger, at med Documenta i Kassel har identitetspolitikken for alvor holdt sit indtog i den europæiske kunstverden, og han fastholder, at den samiske udstilling på Documenta er folklore og et udtryk for, at æstetikken er skubbet i baggrunden til fordel for etik og politik. Det truer kunstens frihed, siger han
  • ’Kunsten skal være fri. Men …’

    9. september 2017
    Ord som respekt og hensyn har principielt ikke noget at gøre i kunsten, mener kurator på Kunsthal Charlottenborg Henriette Bretton-Meyer. Men de har noget at gøre i verden, og derfor er debatten om kunstens politiske korrekthed ’kompliceret’, mener hun
  • Mikkel Bolt: ’Kunst er altid politisk’

    4. september 2017
    Den tyske kunstkritiker Hanno Rauterberg går nationalisterne og islamofobernes ærinde, når han kritiserer samtidskunsten for at være for hensynsfuld og selvcensurerende. Det mener Mikkel Bolt, der er lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Hvis kunstnernes frihed skal beskyttes med klare principper, skal de have frihed til at flytte de grænser, der er sat for dem. Desuden skal der blandt kunstens interessenter være en vedblivende diskussion om, hvem der sidder på magten, og det skal blandt disse interessenter løbende diskuteres og forhandles, hvilke værdier, der bliver overset.

Interessante spørgsmål er, hvad det er for et ”vi”, der ifølge lederen skal beskytte kunstens frihed, og hvad det er for et ”vi”, der skal afgøre, hvem der sidder på ”magten”, og som skal udpege de værdier, som ”magten” overser?

Forhåbentlig kan vi være enige om en grundlæggende præmis for et sådan undersøgelse: Forestillingen om et ikke – hegemonisk rum på kulturens og kunstens område, såvel som på alle andre områder, er en illusion.

Selv når vi taler om grænserne for kunstens autonomi og kunstnernes frihed, er der tale om principper, der i praksis hele tiden er til forhandling. Der er nogen, der har magten til at sikre en sådan autonomi, og der er nogen, der hele tiden accepterer en forhandling om, hvor disse grænser skal ligge, og som accepterer, at de rykkes.

I store træk er jeg enig i, at under Documenta, med undertitlen Learning from Athens, var værket det overordnede kuratoriske princip, og at det fremstod som hensigten om at give plads til et større felt og at lade flere slags æstetikker og flere idealer for, hvad en kunstnerisk kuratering kan pege på, stå frem. Det fremstod som et ønske om at lukke magten ude og de magtesløse ind, hvor man ville lære af dem, vi normalt belærer og dominerer.

Et afgørende spørgsmål må derfor være, hvilke interesser Documenta (Learning from Athens) repræsenterer? Økonomiske, politiske, sociale, kulturelle og kunstneriske? Der er uden tvivl tale om en række forskellige og modstridende interesser, inden for de forskellige områder og områderne imellem. Hvilke interesser er her de dominerende? Hvilke dominerende opfattelser af kultur og kunst fremgik af disse forskellige interesser?

Efter min opfattelse er de tendenser, der kom til udtryk på Documenta, på mange måder sammenfaldende med en række tendenser, som kommer til udtryk i institutionerne for udstilling af samtidskunst i Danmark.

Der er et ønske om at lægge vægt på humanistiske værdier i en tid, hvor der i de fleste europæiske lande ses en tendens til politisk protektionisme, konservatisme og intolerance. Ikke mindst på baggrund af flygtningesituationen. Disse værdier deles i store træk af de grupper i befolkningen, der bakker op om samtidskunstens institutioner ved at bruge dem.

Den oplyste middelklasse er politisk og kulturelt presset, og i den situation er det godt med moralsk oprustning og selvbekræftelse. På den måde kan man sige, at institutionerne kommer deres brugere i møde. Det at præsentere politisk korrekt politisk kunst er blevet en vigtig brandingstrategi for mediebevidste institutioner, der er underlagt de almindelige markedsmekanismer.

En autenticitetssøgende og romantiserende kulturopfattelse er dominerende i store dele af den økonomisk sikrede og veluddannede middelklasse, der er det overvejende kundegrundlag for de udstillende institutioner.

Kunst er overvejende blevet et kulturprodukt som andre kulturprodukter, og publikum er blevet kulturkonsumenter af kunst. Derfor har kuratorer og formidlere fået en øget indflydelse på kunsten på bekostning af kunstnernes indflydelse.

Udstillingsstederne for samtidskunst fungerer i stigende grad på markedsøkonomiske betingelser og er under yderligere pres, fordi statens kunstfond skal sikre politikerne tilfredse vælgere, og de private fonde skal styrke deres brand, der bliver forbundet med behagelige kulturelle oplevelser.

Michael Kongstad Nielsen

Kunsten ER fri. Ligeså fri, som denne leder-artikel er komplet uforståelig.
Læsetid 3 min. står der. Jeg er bange for, at en tidobling af tidsforbruget ikke ville bringe mig nærmere en forståelse. Min fejl selvfølgelig.

Johnny Winther Ronnenberg

Michael Kongstad Nielsen

Hvis du læste kulturstoffet til daglig så ville du indse at det blot er et partsindlæg i en større debat uden for andedammen. Jeg interesserer mig ikke ret meget for kultur, det indrømmer jeg og jeg så gerne mindre af det i avisen, men jeg forstår faktisk godt lederen her ;-)

Jeg mener til gengæld at den er overflødig, fordi den blot opsummerer det vi allerede har fået at vide af flere omgange

Bjarne Toft Sørensen

Michael Kongstad Nielsen: Et forsøg på at gøre kritikken af Rauterbergs synspunkter og dermed lederen mere forståelig. Han forsøger at komme sine kritikere i møde i sin argumentation ved bl.a. selv at sætte spørgsmålstegn ved kunstens frihed og ved at gå ind på præmissen om, at den klassiske moderne kunstidé bruges kolonialistisk, hvilket implicit ligger som en af forudsætningerne for det kuratoriske greb eller princip, der blev anvendt på Documenta 14 med begrebet "inklusion".

Nogle citater til belysning af Rauterbergs forsøg på at komme kritikken i møde:
" ---- forestillingen om, at kunst har sin egen værdi, er formålsfri og nyder frihed og autonomi. Man kan sige, at resten af verden blev pålagt dette ideal, og man kan kalde det kolonialistisk".

"Måske kan man hævde, at alt allerede er tabt, og værdierne fra det moderne ikke længere er vigtige, men så har man også begravet ideen om kunst, som den opstod i det 18. århundrede og dermed også den kunstneriske frihed".

"Hvis man siger, at kunstneren ikke længere adskiller sig væsentligt fra det, som andre mennesker i den kreative branche laver, så må man også spørge, hvorfor man stadig har brug for den statsligt garanterede kunstneriske frihed, kunststøtte, museerne og alt det, der opstod med den klassisk moderne kunstidé"
. https://www.information.dk/kultur/2017/09/forestil-kunstnere-bayern-kun-...