Leder

Måske er fælles sorg en vej ud af en ensom sorgkultur

Vi græd over David Bowie, holdt mindefester for Prince, skrev kondolencebreve til Familien fra Bryggen. Og mens vi i året, der gik, mindes de kendte, vi ikke kendte, sørgede vi hver især over dem, som vi mistede i vores nære liv

Colin Davey

2. september 2017

Vi græd over David Bowie, holdt mindefester for Prince, skrev kondolencebreve til Familien fra Bryggen. Og mens vi i året, der gik, mindes de kendte, vi ikke kendte, sørgede vi hver især over dem, som vi mistede i vores nære liv.

De to ting synes umiddelbart at være grundlæggende forskellige, men de sociale medier udvisker i stigende grad forskellene. For ikke alene mødes vi der for at begræde en afdød kunstner eller bare en elsket figur i et tv-show. Internettet bruges nu også som sorgfællesskab omkring vores nære afdøde, der mindes i offentlighed på Facebook og på åbne mindesider som for eksempel Mindet.dk. Som forsker i sorgkultur på internettet, Caroline Nyvang udtrykte det i torsdagens avis, så mindes vi ikke blot folk, vi ikke kender: 

»I dag sørger vi over folk, vi kender, sammen med folk, vi ikke kender.«

Anledningen var 20-året for prinsesse Dianas død, der faldt denne torsdag. Det var en hændelse, som den britiske filosof Simon Critchley kaldte »sandsynligvis den største begivenhed i verdenshistorien«.

Det var et meget højt træ at kravle op i, men i en bestemt forstand har han (sandsynligvis) ret: Omfanget af og intensiteten i den kollektive sorg, som udspillede sig i Londons gader, var ikke set før. Og de sørgende insisterede på, at deres sorg var reel og legitim – uanset hvad de klare hoveder indvendte. 

To årtier og en teknologisk revolution senere giver nettet os mulighed for at udleve den slags fællesskaber på en – om man ønsker – daglig basis. Og det danner ramme om et mere fundamentalt opgør med den sorgkultur, der har præget de vestlige samfund i hvert fald siden Første Verdenskrig, den kultur, der tilsiger, at sorg skal gennemleves effektivt, proportionelt og ikke mindst privat. 

For det er i en meget lille del af vores historie, at det har været tilfældet. I stort set alle kulturer og på tværs af tider har sorgen været noget, vi viste hinanden og delte i fællesskaber langt større end familien. Det er igen muligt. Til tider pr. stedfortræder. 

Så frem for at se sorgen over Bowie eller Mopper som udtryk for en forskruet celebritykultur, kan vi betragte det som en vej ud af en ensom sorgkultur. En konkret reaktion på en længsel efter en genritualisering af døden, hvor fællesskabet er i centrum.

Så her, på forventet efterbevilling: RIP 20. århundredes privatisering af sorgen. Og hvil fredeligt videre, lady Di.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu