Leder

Optrapning af strid om catalansk afstemning er farlig for den spanske stat

Premierminister Rajoy skal vise, at han kan knuse enhver trussel mod Spaniens enhed. De catalanske separatisters højeste politiske mål handler derimod om folkeafstemningen som direkte demokrati, og det står ikke klart, hvordan en eventuel catalansk stat skulle se ud.

Premierminister Rajoy skal vise, at han kan knuse enhver trussel mod Spaniens enhed. De catalanske separatisters højeste politiske mål handler derimod om folkeafstemningen som direkte demokrati, og det står ikke klart, hvordan en eventuel catalansk stat skulle se ud.

Chema Moya

23. september 2017

Hvem vinder fortællingen om folkeafstemningen om catalansk selvstændighed? Der er ingen tvivl om, at der ikke kan afholdes en på nogen måde gældende og international anerkendt folkeafstemning i Catalonien på næste søndag. Men situationen er i konstant udvikling.

Den catalanske selvstyreregering insisterer på at afholde en form for afstemning på trods af retslige tiltag. Hvis centralregeringen undertrykker ethvert forsøg på at organisere afstemningen, får det catalanske selvstændighedskrav næring og legitimitet. Anholdelser af afstemningens organisatorer har i denne uge givet den catalanske sag god presse.

Catalonien har gennem de seneste fem år været regeret af separatister, uden at Madrid rigtig har taget notits af det. Kravet om en unilateral afstemning om løsrivelse fra Spanien er klart forfatningsstridig. Men det er den manglende dialog, der har bragt landet på randen af en statskrise, som ingen vil eller kan løse.

Premierminister Rajoy skal vise, at han kan knuse enhver trussel mod Spaniens enhed. De catalanske separatisters højeste politiske mål handler derimod om folkeafstemningen som direkte demokrati, og det står ikke klart, hvordan en eventuel catalansk stat skulle se ud.

Flere tusinde demonstranter forsamlet i Girona til støtte for en folkeafstemning om catalansk løsrivelse fra centralmagten Spanien.
Læs også

Det postfrankistiske Partido Popular (PP) råder på landsplan over mindst en tredjedel af stemmerne, nærmest uanset hvordan magten forvaltes. Så selv om Rajoy i manges øjne er stærkt kompromitteret af korruptionssager i partiet, er han der endnu.

Bankkrisen, de store protester i 2011, Los Indignados og protestpartiet Podemos har ikke ført til reelle fornyelser i spansk politik. Rajoy er svækket efter to valg i december 2015 og juni 2016, men sidder stadig. Det udnytter de catalanske nationalister og Podemos følger trop i håb om, at presset vil få mindretalsregeringen til at falde.

Selvstyret i Barcelona afviste torsdag at gå i dialog med Madrid, fordi det – ligesom PP’s vælgere – slet ikke ønsker et kompromis. Jo mere PP fremstår som Franco-styrets arvtagere, des mere opbakning får de catalanske nationalister og separatistiske bevægelser i andre spanske regioner.

Folkelige protesters legitimitet handler ikke kun om deltagernes antal og entusiasme, men også om mål og midler. !Democracia real YA! – rigtigt demokrati nu – var et rimeligt og nobelt krav under eurokrisen, men at udløse en forfatningskrise i den spanske retsstat som vej til politisk fornyelse er hasarderet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har ikke det sore kendskab til Spanien, men har læst at det Catalanske er berygtet for sin anti-Franko modstand, høj "nationalfølelse", og at Barcelona er et hotbed for diverse terror-organisationer takket være det autonome styre og den svage centrale styring og koordinering af efterretningstjenesten. Og at det Catalanske folk ligesom de Flamske i Belgien er bleven for rige til at acceptere en x-konsensus om fordelingen af samfundsgoderne. Tja, det er hvad man kan forvente sig af sumfund der er bleven forgiftet af den neo-liberale tidsånd.

Det er mig ufattelig, at store dele af venstrefløjen har fidus til den catalanske nationalisme, som i store træk minder om alle andre nationalismer: historieforvanskning, fjendebilleder og opdeling i gode og mindre gode catalanere, indoktrinering gennem undervisning, "gadedemokrati", propaganda, nægter at følge lov og ret under henvisning til "folkets vilje" (selvom blot 47 % af vælgerne stemte på nationalisterne ved valget i 2015), osv. Vi har ikke brug for flere nationalistiske småstater i Europa. Skatteinddrivelse, forsvar og udenrigspolitik undtaget har Catalonien jo allerede selvstændighed. Informations tidl. korrespondet i Spanien, Bjarke Møller, har om nogen afklædt nationalismen i Spanien, både den baskiske og den catalanske. Han savnes.

Søren Kristensen

Kan de overhovedet klare sig alene og hvad forestiller de sig egentligt - deres helt eget land, med alt hvad det indebærer? Umiddelbart forstår jeg ikke hvad catalanerne har gang i. Det svarer jo nærmest til at Nordsjælland kræver selvstændighed, alene fordi de har en fælles interesse for islandske heste - eller noget.