Leder

Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Man behøver ikke simulere højrepopulisterne for at vinde. I Frankrig skabte Emmanuel Macron bevægelsen En Marche ud af ingenting og tiltrak vælgere fra både højre og venstre med løfter om at styrke EU og tilpasse Frankrig globaliseringen, og i Holland fik De Grønne fremgang med budskaber om 'håb og forandring'.

Man behøver ikke simulere højrepopulisterne for at vinde. I Frankrig skabte Emmanuel Macron bevægelsen En Marche ud af ingenting og tiltrak vælgere fra både højre og venstre med løfter om at styrke EU og tilpasse Frankrig globaliseringen, og i Holland fik De Grønne fremgang med budskaber om 'håb og forandring'.

Thibault Camus

30. september 2017

Vi overlevede!

Der var lagt op til et skæbneår for Den Europæiske Union med parlaments- og præsidentvalg i tre af de gamle grundlæggerlande, hvor højrepopulistiske partier stod stærkere end nogensinde før i meningsmålingerne.

Efter Storbritanniens udmeldelse af unionen og valget af Donald Trump i USA virkede alt, hvad vi tidligere havde betegnet som utænkeligt, pludseligt meget tænkeligt.

Gerd Wilders Frihedsparti kunne meget vel blive Hollands største parti. Marine Le Pen kunne meget vel blive præsident i Frankrig. Og Alternative für Deutschland ville med stor sandsynlighed brage ind i den tyske Bundestag som det mest højrenationalistiske parti siden Anden Verdenskrig.

Men populisterne vandt ikke magten, og der var ikke flere lande, som satte deres eget medlemskab af unionen eller euroen i spil. Som den bulgarske tænker Ivan Krastev forudså i begyndelsen af året, fremstår det nu som om, at EU er blevet styrket, alene fordi det ikke er blevet omstyrtet. Tilbage står spørgsmålet, om vi bare overlevede denne omgang, eller vi er blevet grundlæggende klogere på, hvordan vi vinder over populisterne.

Som populismeforskeren Jan-Werner Müller tålmodigt har forklaret os, de gange i løbet af året vi har taget pulsen på populismen i Europa, er ingen valg ens. Hvert land har sit eget system og sin egen politiske kontekst.

Men når vi nu gør brættet op på tværs af Europa, kan vi uddrage nogle fælles erfaringer om, hvilken effekt populisterne har, og hvordan de er blevet modgået.

De forkerte svar på de rigtige spørgsmål

Den første lektie var, at populister ikke behøver at vinde for at få indflydelse på politikken.

I Holland lykkedes det den liberale premierminister Mark Rutte at forvise Gert Wilders og hans Frihedsparti til andenpladsen. Men det skete ved, at Rutte selv rykkede langt til højre i indvandringspolitikken og -retorikken. Under valgkampen opfordrede han i helsides avisannoncer landets invandrere til at rejse ud, hvis de ikke kunne opføre sig ordentligt.

I Frankrig lignede Republikanernes præsidentkandidat François Fillon med sine ideologiske angreb mod islam en lightudgave af Front Nationals Marine Le Pen. Og i Tyskland rettede den socialdemokratiske leder Martin Schulz hårde angreb mod Merkel-regeringens flygtningepolitik, som hans eget parti selv havde været med til at indføre.

I sig selv er det ikke illegitimt, hvis de gamle partier bekymrer sig for indvandring og integration. Problemet er, hvis de også overtager populisternes forsimplede løsninger om at lukke grænserne og sænke barren for, hvem man kan smide ud igen.

Ivan Krastev formulerede det meget præcist her i avisen, hvad der er det både besnærende og problematiske ved populisterne: De stiller altid de rigtige spørgsmål, men de leverer de forkerte svar.

Det virker at tale til håbet

Den anden lektie var, at man ikke behøver simulere højrepopulisterne og tordne mod de fremmede for at vinde, men at det virker at tale til håbet.

I Holland fik De Grønne og deres nu 31-årige leder Jesse Klaver med budskaber om »håb og forandring« dobbelt så stor fremgang som Gert Wilders, hvilket var nok til at banke de gamle socialdemokrater og mere end tredoble de grønnes mandattal.

I Frankrig skabte Emmanuel Macron bevægelsen En Marche ud af ingenting og tiltrak vælgere fra både højre og venstre med løfter om at styrke EU og tilpasse Frankrig globaliseringen. Der gik længe, før han omsatte sine begejstrede visioner til konkrete politiske forslag, men det var nok til at gøre ham selv til fransk præsident, give hans nystartede parti absolut flertal i parlamentet og til på det nærmeste at sende socialistpartiet på pension.

Venstreorienterede veteraner

Den tredje lektie var, at man ikke behøver at være ung og ubeskrevet for at skabe begejstring og udgøre et alternativ til populisterne.

Midt i skæbneåret udskrev Storbritanniens konservative premierminister Theresa May valg i den forhåbning, at hun kunne veksle sit forspring i meningsmålingerne til et solidt flertal i Underhuset og knuse et Labour i splid med sig selv.

Men dets leder Jeremy Corbyn overraskede alle ved nærmest at indhente de konservatives enorme forspring med en stærkt venstreorienteret politik. Den samme politik, som han har kæmpet for i 32 år som parlamentariker, viste sig at have sprængkraft nok i sig til at mobilisere især de unge vælgere til at stemme.

Den samme appel til de unge så man ved præsidentvalget i Frankrig, hvor den endnu mere venstreorienterede og mindst lige så politisk erfarne Jean-Luc Mélenchon overraskende fik tre gange så mange stemmer som Socialistpartiets kandidat og næsten lige så mange som repræsentanten for den anden gamle magt, Republikanernes Fillon. Mélenchon står nu som den reelle leder af oppositionen i Frankrig.

Hvis vi løfter blikket fra Europa, havde vi allerede sidste år set en tredje venstreorienteret veteran, Bernie Sanders, der var lige ved sikre sig Demokraternes præsidentkandidatur i USA med sin old school (amerikanske) form for socialisme, der appellerede stærkt til de unge.

Læren fra de tre hvidhårede mænd står i stærk kontrast til de elendige valg, de øvrige europæiske socialdemokratier har fået det seneste år. Som den seneste i rækken sikrede Martin Schulz i Tyskland i sidste uge socialdemokraterne det dårligste valg siden Anden Verdenskrig, da han på den ene side slog sig op som bolværk mod højrepopulisterne, på den anden side gik dem i bedene med en strengere udlændingeretorik.

I dagens avis taler den britiske kommentator og Labour-støtte Paul Mason for, at socialdemokratierne for at overleve må gøre som Corbyn og rykke længere mod venstre i stedet for højre.

Beløningen ligger i at tænke stort

Men der tegner sig en mere generel konklusion på vores erfaringer fra det seneste års kamp mod højrepopulismen, som ikke kun kan appliceres på venstrefløjen.

Fælles for dem, der nu er gået sejrrigt ud af de europæiske valg, er ideerne, visionerne og følelsen af, at de taler fra hjertet. Vores politiske krise begyndte med, at mistilliden til systemet og de etablerede politikere blev så udbredt, at protesten fik flertal i Storbritannien og USA.

Set i bakspejlet er det måske ikke så underligt, at folk først begynder at lytte igen – og får lyst til at bygge noget op igen – når de ser politiske ledere, der kan tage samfundets problemer alvorligt og tale til håbet uden at give køb på egne værdier og integritet.

For socialdemokratierne betyder det, at principperne og ideerne ikke længere er noget, de skal gøre op med for at vinde, som doktrinen lød under Bill Clinton og Tony Blair. Nu skal de tage dem alvorligt igen og give deres bud på, hvordan de kan realiseres.

For alle gælder det, at de, som lover noget nyt og tænker stort, bliver belønnet. 

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Nu truer Tysklands økonomiske succes også landets egen politiske elite

    30. september 2017
    Tidligere har den stærke tyske økonomi og konkurrenceevne primært skabt tabere i Sydeuropa. Men en vigtig årsag til tysk konkurrenceevne er lave lønninger, og nu truer landets egne økonomiske tabere den politiske elites magt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • David Zennaro
  • Frede Jørgensen
  • Jakob Silberbrandt
  • Eva Schwanenflügel
Flemming Berger, David Zennaro, Frede Jørgensen, Jakob Silberbrandt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Hvor kunne man dog ønske, at de hjemlige socialdemokrater så lyset efterhånden.. Men det tog er nok kørt forlængst. Kun et hult, sort tårn står tilbage som gravmæle over det som var engang. Og det hjælper ikke at fylde det op med slagger fra DF's retoriske affaldsbjerge som svar på den eskalerende fattigdomsskabelse og systemvold.

David Joelsen, Carsten Svendsen, Flemming Berger, David Zennaro, Torben K L Jensen, Ryan Klitholm, Frede Jørgensen, Hans Larsen, Jakob Silberbrandt og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Emil Rottbøll

"For socialdemokratierne betyder det, at principperne og ideerne ikke længere er noget, de skal gøre op med for at vinde, som doktrinen lød under Bill Clinton og Tony Blair."

Udnævner du nu Bill Clinton til socialdemokrat ??

Gad vide hvad han selv mener om det ??

jan henrik wegener

I har åbenbart lært en masse, men er det nu også en rigtig lære fra begyndelsen til enden?
Der står om "leflen" for "populismen". Kunne det ikke være at der - også - er tale om at lytte til rimelige synspunkter og krav.

Gustav Alexander, Henrik Madsen, Flemming Kattrup og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

Nu får vi se om Tyskland vil trække EU kortet, eller knække den spirende optimisme, som er skabt med Macron. Mange i DK tror vi gør bedst - samfundet en tjeneste - ved at vende tilbage til "friheden" før vor indmeldelse i EF, og andre (Socialdemokratiet), at vi skal stoppe op, og sætte toget i bakgear. Men i dag er det globaliseringen som styrer økonomien og vækstudviklingen, og dem styrer man ikke ved at bruge sine politiske evner (generelt præget af en mangelfuld samfundsforståelse) på grænsepoliti. Der er en grund til, at store enheder i Europa slår sig sammen i større enheder. Men England hælder til deres historie, og de skal absolut flage med deres traditioner, Gud, Dronning and The Empire, for at genere mest muligt og et hedt ønske om et nyt Waterloo. Den engelske tidsudstrækning - Brexit - kan sammen med bagstræberiske og visionsløse politikere i EU skabe et sammenbrud på kontinentet. Herrefolket er ved skabe et råderum for sig selv. De sælger ud af arvesølvet og er ved at fattiggøre borgerne, så de selv kan fortsætte livet på første klasse med champagne i en Lamborghini.

Hvorfor skal populismen bekæmpes? Må folket ikke længere bestemme?

Trond Meiring, Henrik Madsen, Ole Arne Sejersen og Flemming Kattrup anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Dette skal ses som en opfordring til main-stream politikere om at slå lyttelapperne ud og høre vreden fra dybet inden det er for sent.

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Det er politikeres (uanset farve) manipulerende brug af populisme, der skal bekæmpes. Når den "jævne mand" føler sig fortabt over for tidens problematikker, står der evigt og altid demagogiske politikere (og højtråbende grupperinger) parat til at lefle for utilfredsheden. Det er dem, der er problemet. Ikke folket eller populismen.
Disse politikere har haft uhyggeligt let spil i snart et par årtier. Men det vender måske, fordi det er de samme problemer, der har kørt og kørt, uden at politikere, som udelukkende lever af at nasse på vælgeres utilfredshed, har kunnet, eller snarere villet, anvise andet end pseudoløsninger, der kun taler til følelserne.
Problemet for disse, og i virkeligheden alle, politikere er, når "folket" bliver træt af at høre de samme demagogiske profetier om og om igen, og politikerne kører i den samme løsningsforladte rille.
Måske kalder populismemisbrug og fake news - og ikke mindst resultaterne heraf, som f.eks. Trump - på mere fornuft frem for følelser hos "folket", som er dødtræt af ensporede og visionsløse politikeres symbolhandlinger. Måske gør sidstnævnte i virkelighed verden en stor tjeneste i længden.

Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Det er virkelig forstemmende at læse denne leder i dagbladet Information, fordi man uden omsvøb kalder modstanderne af EU i dets nuværende form og den massive indvandring fra Afrika og Mellemøsten gennem tre årtier, for populister i ordets værste betydning. Alt imens tilhængerne af Europas Forenede Stater og det multikulturelle samfund, naturligvis er de ægte visionære oplyste demokrater, som på fantastisk vis nu har reddet demokratisk opbyggede nationer som Frankrig, Holland og Tyskland fra en skæbne værre end døden.

Ja, tænk hvilken ”katastrofe” det havde været for disse tre lande, hvis Marine Le Pen fra Front National var blevet præsident, Geert Wilders fra Frihedspartiet premierminister og Frauke Petry fra AFD forbundskansler, så man havde fået den nationale selvbestemmelsesret tilbage til landene, og èn gang for alle ville få stoppet den massive indvandring af fattige mennesker i ly af FN-flygtningekonventionerne og EU-lovene.

Alle de internationale medier er gået fuldstændig i selvsving over en nyvalgt 39-årig fransk præsident, der beskriver sin egen rolle som den romerske himmel- og tordengud Jupiter (gudernes konge), der er steget ned fra Himlen som Europas sande frelser. Uden at medierne på noget som helst tidspunkt er kommet med en seriøs analyse om, hvordan pokker det kan gå til, at en mand som Macron pludselig kan dukke op ud af ingenting, og fra det ene øjeblik til det andet blive valgt til statsoverhoved uden at have et politisk partiapparat bag sig.

Men ikke bare det.

Få uger efter præsidentvalget vælter det ind i det franske parlament med nye politikere fra hans bevægelse République En Marche, der får det absolutte flertal i parlamentet. Hvorefter det samme flertal giver Emmanuel Macron ret til at styre al fremtidig lovgivning i Frankrig med dekreter fra hans præsidentkontor. Uden debat af nogen art i parlamentet eller medierne. Alle skal bare hold kæft, trit og retning. Også alle dem på arbejdsmarkedet – der venter spændt på hans arbejdsmarkedsreformer i efteråret.

Præsident Emmanuel Macron benægter ifølge eget udsagn, at Frankrig er et land med en særlig kultur, en særlig historie og en særlig litteratur og kunst. I hans univers eksisterer fransk kultur ikke. ”Fransk kultur eksisterer ikke, men der er en kultur i Frankrig, og den er mangfoldig”, sagde han på et møde før valget. Kort sagt – i Macrons univers har fransk kultur og franske traditioner ingen forrang eller større vigtighed end importerede migrantkulturer.

Den franske præsident har altså ingen planer om, at lytte til de millioner af franskmænd, der virkelig er bekymret over EU’s tiltagende magt i deres land, og den fortsatte hæmningsløse indvandringspolitik af fattige migranter fra Afrika og Mellemøsten. Nøjagtig som forbundskansler Angela Merkel i Tyskland og premierminister Mark Rutte i Holland, der heller ikke har tænkt sig at ændre ved noget som helst, nu hvor de er blevet genvalgt til endnu fire år som regeringschefer.

Franskmændene har valgt en renlivet globalist som præsident, der ønsker samtlige grænser på kloden nedlagt, så vi får total fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og serviceydelser til glæde for de store multinationale koncerner fra USA, Europa og Asien. Han er åben fortaler for den multikulturalisme, der åbenlyst er blevet en fiasko i hele Europa gennem de sidste 30 år, hvor de etniske majoritetsbefolkninger må se store parallelsamfund opstå i deres lande på grund af kultur og religion. Man sidder efterhånden tilbage med en grim fornemmelse af, at de store multinationale koncerner endegyldigt har taget magten over de store europæiske lande i kulisserne - og en fuldstændig kontrol over de store medier.

Men alle dem som på demokratisk vis påtaler disse emner, og som udnytter deres demokratiske ret til at stemme på lovformelige partier, der ønsker en kraftig forandring i forhold til EU-medlemskabet og masseindvandring, bliver konstant udskammet af den politisk korrekte elite som populister i ordets værste betydning, som man ikke skal lytte til, og dèt faktum lover ikke godt for demokratiet og folkestyret som politisk styreform i de kommende år.

Heller ikke i et af verdens bedste demokratier som Kongeriget Danmark.

Per Torbensen, Gustav Alexander, Henrik Madsen og Flemming Kattrup anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

"Vi danskere er verdens mest beskedne lille folk,
også deri overgår vi alle andre"
(Kumbel)

Halleluja og amen .... ;o)

Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Flemming Kattrup

Håber så sandelig ikke, vi skal konfronteres med en sådan gang sødsuppe i skamrosning af EU's tænkte, men fallerede lyksaligheder.
Man skulle tro Metz havde skrevet artiklen.

Der krummes tæer, når udlandskorrespondenten savlende fremfører:

"Vi skal i gang". "Tale til håbet". "EU synes styrket". "Ideerne og visionerne gået sejrrigt ud", og at vi skal "Få lysten til at bygge op igen ved at tænke stort, så kommer belønningen".

Jamen hvor mange år har EU ikke haft muligheden?

Intet er sket, og vi kommer derfor nærmere og nærmere kaos, og nu vil Macron gudhjælpemig ha' mere EU!

EU-drømmerne virker patetiske og desperate og klynger sig naive og faktaresistente til et eller andet Utopia. Men for mange afhænger næsten deres eksistens, lønmæssigt af, at cirkusset kører videre, og her har vi problemet med at kunne/ville se kendsgerningerne i øjnene.
Så er man vel ikke i stand til at indse, at den synkende skude bør forlades hurtigst muligt.

Jan Weber Fritsbøger

jeg forstår egentlig ikke at man bruger betegnelsen populisterne om diverse seminazipartier her i Europa, for det er jo altså ikke folkets opfattelse, at der er en stor trussel fra indvandringen, godt nok har de nævnte partier postuleret at de talte på folkets vegne, men det er jo stadig løgn, det er stadig et mindretal som tror på truslerne fra de fremmede, godt nok har en del ladet sig overbevise af at truslen konstant bliver italesat, nu ikke længere kun af det yderste højre men efterhånden af den samlede højrefløj, men så længe man taler på vegne af et mindretal er man vel ikke populist, på den anden side så har feks. DF tilsyneladende også andre holdninger end deres fremmedfjendskhed, men kun tilsyneladende, de vil gerne fremstå ! som sociale og sikrer derfor små lunser til udvalgte grupper som feks pensionister, men da de samtidig stemmer for borgerlig nedskæringspolitik er netto-resultatet at selv dem som får lunser fra DF alligevel bliver fattigere, så det sociale sindelag er ren facade, og burde ikke få folk til at tro DF er gavnlige for den almindelige dansker, for det er de faktisk ikke tværtimod.
man påstår at "vi" ønsker noget gjort for at begrænse indvandringen, men det "vi" er stadig en løgn, de fleste ved godt at indvandring ikke skader et land, og de fleste ved også at al retorikken om fremtidigt muslimsk flertal, og alle de øvrige retoriske tricks propagandaen imod fremmede benytter som skal skabe et klima af, dem imod os, alle er baseret på delvise løgne, er vi stadig rigtig mange som gennemskuer uden videre, så nej DF lytter overhovedet ikke til folket, de forsøger at diktere hvad vi mener, og desværre lykkes det at overbevise nogle om, at der er en trussel så der er en risiko for fremtidige problemer, allerede i dag kan indvandrerne mærke det fjendskab, som det allerede er lykkedes at skabe selvom det er et mindretal som står for det.

Eva Schwanenflügel, Jakob Trägårdh, Bo Stefan Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Mathias Kvolsgaard

Jeg er egentlig ikke enig med Trump, Le Pen og Wilders på mange områder, men denne artikel er et godt eksempel på hvorfor de etablerede medier er samfundsfjende nr. 1 i disse dage.

Tilstræbt objektivitet skal man kigge langt efter hos nutidens "journalister".

Ole Arne Sejersen, Gustav Alexander og Flemming Kattrup anbefalede denne kommentar
Flemming Kattrup

Svar til Jan Weber Fritsbøger.

Hvilken verden befinder du dig i? Det var dog en laaang smøre, hvor de tre fjerdedele omhandlede dit sikkert søvnløs-om-natten-fjendebillede, DF.
Nu var det EU, og det staves altså ikke DF.

Og ja. Indvandring kan da være berigende, men masseindvandring: Nej tak. Specielt når den såkaldte religion er aktuel.

Du overser totalt, at det her næsten et hundrede procent drejer sig folk med en bestemt religion, der ikke bør betegnes som religion, men er politik forklædt som religion, og hvis bibel forlanger, at de skal erobre hele verden og dræbe alle vantro og sågar ikke-troende, og som IKKE tillader integrering.
Sker det i enkelte tilfælde er det kun på skrømt, så de er klar, den dag kaliffen over et tidligere Danmark befaler et eller andet. Så bli'r din hals altså heller ikke skånet

Alle andre religioner kunne end ikke drømme om, som i Kokkedal, at afskaffe julen, fordi de der fik en lille flertal. Du er vist helt tydelig naiv med pladderhumanistisk tilgang.

Du råber "løgn" alle steder, hvor det helt tydeligt ikke er dig, der har ret i bedømmelsen af netop den såkaldte religion og din berigelsessnak..

Medierne lyver wie gedruckt, hævder du og skaber kun misinformation.
Og dog. Et svømmebad i København fik man italesat som en fantastisk historie om integrerings-succes.
Var det 20 formummede af det svage køn, der for spenderede millioner, var en kæmpesucces mht. til integrering.
- Hallo! Hvor befinder pressen og du dig i noget sådant skønmaleri.

Gustav Alexander

Det er diskursivt interessant at man på venstrefløjen opildner til dette dem-os sprog, når man konstant italesætter "populismen" i forbandede vendinger.

Man må altid være på vagt, når systemets væbnere snakker om "komplekse" løsninger overfor "simple" løsninger. Vi må lade os forstå, at enhver - social, økonomisk eller miljømæssig - problemstilling i dag er så kompleks, at vi i vores egen dumhed kan komme til at vælge en simpel (underforstået umiddelbar) løsning, som teknokrater, frelste journalister og bureaukrater naturligvis må rede vores populistiske og formørkede sind fra!

I realiteten ér løsningerne jo simple - omend viljen til deres implementering er en meget besværlig slagmark. Det er et typisk borgerligt forsøg på at obfuskere vores relation til den oplevede virkelighed, når demagogerne begynder at postulere en særlig relation til "virkeligheden", som de må formidle til pøblen således at vi ikke flakker om i populismens "lette" løsninger.

Man higer desperat efter en tid hvor den politiske konflikts fundamentale modsætningsforhold og grundlæggende karaktertræk (den ene parts evne til fysisk udslettelse af modparten) kunne obfuskeres i småborgersamfundets hang til at nedsætte udvalg, kommissioner, direktorater, undersøgelsesgrupper. Det er dog ved at gå op for folk at politik ikke blot refererer tilbage til småborgernes uvirkelige, parlamentariske parallelunivers, som man ellers troede i de glade fukuyamaistiske 90'ere. Politik er en magtkamp.

Det sidste der kan fungere i fremtidens politiske univers er apeller om håb. Det har man på hånsk vis spist folk af med i årtier. Snart får europas borgere brug for mere end "realistiske kompromisser" og andet idiot-snak, anvendt til at holde folket og deres reelle krav stangen.

Bo Stefan Nielsen

Ja, Macron er en katastrofe, som flere kommentarer her påpeger. Men *hvorfor*, han vandt, skal åbenbart indhylles i mystik og konspirationsteori.

Macron er neoliberal, big time. Men alternativet til ham og hans parti blev, som bekendt et post-fascistisk parti, eftersom at de regerende socialdemokrater havde stødt arbejder- og middelklassen fra sig og tabte stort, og fordi socialisten Melenchon lige med nød og næppe ikke klarede sig videre. Altså: neoliberalisme vs. højreekstremisme på valgdagen.

Det er alt andet end raketvidenskab. Selv millioner af prekære, proletarer og unge, som med rigtig god grund foragter og frygter Macrons teknokratiske og arbejderfjendske politik, frygter og foragter selvsagt truslen fra højreekstremismen endnu mere. Værsgod, der har I jeres populus.

https://www.jacobinmag.com/2017/02/france-national-front-marine-le-pen-f...

Torben K L Jensen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Bo Stefan Nielsen,

Jeg behøver et argument for at Marie Le Pen skulle udgøre en decideret form for fascisme? Jacobin Magazine lider desværre - efter min mening - af den typisk amerikansk udvandede "demokratiske" socialisme og deres anvendelse af fascisme begrebet (trods en solid henvisning til Paxton!) virker uakademisk. Alt vi hader kan jo ikke være fascisme og vi kan vel ikke kalde enhver semi-kollektivistiske bevæglese, der er flygtninge/migrant skeptisk for "fascisme" I så tilfælde siger vi mere om de etablerede partiers ideologiske ekstremisme, end om Front National's.

Det er lige før at højrepopulisme er en mere koncis betegnelse, hvis det ikke var for de ironisk nedladende konnotationer, som etablerede politikere nu har ved det ellers så demokratisk klingende "populisme".

Hans Jørn Storgaard Andersen

Det var dog en usædvanlig gang rod i drømmene, som forfatteren til denne artikel har:
Mélenchon står nu som den reelle leder af oppositionen i Frankrig
Hvorfor beskæftige sig med en konservativ taber, der ikke ændrer synspunkt?
Macron kom bagfra og overraskede alt og alle - uden at have en politisk platform. Der går nok et stykke tid, før skribenterne her på Information fatter, hvad der skete ...

Men dets leder Jeremy Corbyn overraskede alle ved nærmest at indhente de konservatives enorme forspring
Ikke noget om, at Corbyn var dømt ude, fordi han ikke kunne samle stemmer - han fik dem, fordi May klokkede i det.

I Tyskland forsøger forfatteren at hæve Schulz, men for pokker, han tabte jo stort til en midaldrende kvinde?!

Amerikanerne har jeg slet ingen kommentarer til - og Sanders overhovedet ikke. Han er et rent synsbedrag for de, der hader kvinder i politik.

Torben K L Jensen

Hvad skulle vi dog gøre uden dig og din vidtfavnende indsigt i storpolitik - Hans Jørn Storgaard Andersen.

Hans Jørn Storgaard Andersen, Gustav Alexander, Ryan Klitholm, Eva Schwanenflügel og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Pænt sagt, Torben KLJ - desværre er der nogle af de sædvanlige drømmere, der "synes godt" om dit indslag, så det holder nok ikke i Byretten.

Du burde skrive noget med indhold - fremfor pensonangreb i forklædning. For artiklen her tager udgangspunkt i populismen, og der skal mere end latter til for at slå den.

Populismen vandt ikke - bortset fra i UK og USA, og herhjemme er alt ved det normale - fifty/fifty mellem mit parti og de småborgerlige. For små er de blevet de tidligere store partier som VC og så rosinen i pølseenden: LA

For at det ikke skal være løgn, så er mit eget parti også blev lidt populistisk i kanten - fordi det forsøger at optrevle, hvordan DF får stemmer - så lidt har populismen dog på samvittigheden i vort land.