Hvert år efterlader dødsfald 200.000 pårørende danskere i sorg. Selv om sorgen aldrig forsvinder, ebber den for langt de fleste ud til et niveau, som de kan rumme. Men for hver tiende efterladte læger tiden ingen sår. De rammes af såkaldt kompliceret sorg, som er vedvarende og invaliderende.
Kompliceret sorg forventes i 2018 at blive anerkendt som diagnosen ’vedvarende sorglidelse’ på WHO’s officielle sygdomsliste. Det er nærliggende at se diagnosticeringen som endnu et skridt på vej ind i diagnosesamfundet, hvor almenmenneskelige livsvilkår sygeliggøres. Kan livet ikke gøre ondt, uden at det kræver et sygdomsstempel?
Faktum er bare, at sorg, i hvert fald i Danmark, allerede er noget, mange søger behandling for. 63 procent af de efterladte har været i kontakt med en psykolog ifølge en undersøgelse fra det nyåbnede Nationale Sorgcenter.
Det kan måske ses som udtryk for, at sorgens følelser i dag primært eksisterer i terapirummet eller sorggruppen. I hvert fald taler flertallet af børn og voksne, som mister, ikke med omgivelserne om, hvordan de har det, eller de oplever ligefrem, at netværket trækker sig, viser danske undersøgelser.
Lægevidenskabens ustandselige kvantespring og et udbredt positivistisk, irreligiøst verdenssyn har både gjort døden til et sundhedsfagligt nederlag og skræmmende meningsløs.
At støtte andre i deres sorg indebærer at komme i kontakt med sin egen dødelighed. »Vi skal have døden tilbage i livet,« som Det Nationale Sorgcenters direktør udtrykte det i Information.
Det må selvfølgelig ikke må blive sådan, at diagnosens opdeling af sorgtyper fører til et ’sorghierarki’, der sætter lighedstegn mellem, at dem med kompliceret sorg er dem, som har elsket de afdøde mest. Ligesom diagnosen skal anvendes med forsigtighed.
Men en diagnose kan hjælpe til sikre, at de ti procent med kompliceret sorg, som ifølge forskning er dem, der har brug for behandling, får hjælp. Og at de ikke risikerer fejlbehandling for eksempelvis angst eller depression, som det er tilfældet i dag, hvor sundhedsvæsenet mangler viden om deres tilstand.
Man kan have sine forbehold over for at diagnosticere livets skyggesider. Men i vores samfund, der er indrettet således, at diagnoser er måden at udpege dem, der virkelig har brug for hjælp, kan en sorgdiagnose være en god idé.
