Leder

Tåbeligt at gå dansk enegang og lukke af for kvoteflygtninge

Debat
13. september 2017

FN anmodede sidste år verdens lande om at tage imod flere kvoteflygtninge. I Sverige besluttede de fremover at give ophold til 5.000 om året mod 3.500 tidligere – selv om landet under flygtningekrisen løftede en langt tungere byrde end andre europæiske lande.

I Danmark gør regeringen noget andet. Tidligere har vi taget imod 500 kvoteflygtninge årligt, altså en tiendedel af, hvad Sverige nu har forhøjet sin andel til. Men vi har brug for »et pusterum«, siger integrationsminister Inger Støjberg. Derfor har hun bebudet, at Danmark ligesom sidste år ikke vil tage nogen kvoteflygtninge overhovedet i 2017.

Og hun har udsendt et lovforslag, der generelt gør op med princippet om, at Danmark hvert år giver ophold til 500 kvoteflygtninge udpeget af FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. I stedet skal det være op til ministeren at vurdere fra år til år, om Danmark kan bidrage.

Som det for tiden sker per automatik, når der er tale om udlændingestramninger, har regeringen fået opbakning fra Socialdemokratiet. Et bredt flertal i Folketinget støtter således et opgør med kvoteflygtninge-ordningen, og det sker vel at mærke, selv om Danmark sidste år bakkede op om den erklæring, hvor FN opfordrede verdens lande til at tage imod flere kvoteflygtninge.

Som beskrevet i tirsdagens Information kender UNHCR ikke til andre lande, der ligesom Danmark nu vil sætte en stopper for deres modtagelse af kvoteflygtninge. Der er altså tilsyneladende tale om dansk enegang. Det er tåbeligt, fordi andre lande kan finde på at følge efter og underminere kvotesystemet, som på mange måder er mere velfungerende end det øvrige asylsystem.

Grundlæggende kan man sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at det skal være lige netop de asylansøgere, som har midlerne og heldet til at trænge igennem bolværket ved de ydre grænser til Europa, der kan få opholdstilladelse. Systemet fører desuden til menneskesmugleri og druknedød i Middelhavet.

Langt mere fornuftigt ville det være, hvis en større andel af de flygtninge, som får ophold i Danmark, blev udvalgt af FN i nærområderne til lande som Syrien og fordelt til modtagerlande i overensstemmelse med en kvoteordning. Men alligevel er det den type flygtninge, Inger Støjberg nu vil udelukke.

Og så længe der ikke er nogen slagkraftig udlændingepolitisk opposition, fordi Socialdemokratiet rutinemæssigt bakker op om enhver stramning på området, har ministeren frit spil til den slags tåbeligheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er skamfuldt!
At et rigt og velfungerende samfund kan udvise en så smålighed og menneskelig armod

Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel og Dagmar Holdensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Anton Geist

Superleder

Hvert eneste ord er bare så 100% indenfor skiven.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Sjovt" nok vil borgerlige regeringer hverken gå enegang eller være førende, når det gælder klima/miljø, ulandsbistand o.l. Men når det gælder populisternes vælgermagnet nr. 1 "ud med de fremmede", er de helt fremme i skoene for at sparke hårdest. Historieløsheden har aldrig haft det bedre, når "moderne" vælgere er så ufatteligt lette at narre med det urgamle politikertrick at opfinde en fjende udefra, når problemerne tårner sig op indenrigs.

Der er skadeligt for DK's omdømme som en samarbejdende nation, der tager sin del af slæbet, og det er visionsløst, så det skriger til himlen.

Christel Gruner-Olesen, Johnny Winther Ronnenberg, Holger Madsen, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Gentag efter mig :
Andedam, andedam, andedam.
Intet under at de politiske svaner lader vente på sig.

Bjarne Frederiksen

Hvis man ikke bryder sig om den førte politik, kan man jo bare vælge nogle andre politikere.

Bjarne: Tak for rådet