Man skal helt tilbage til Cubakrisen for 55 år siden for at erindre et nukleart pokerspil, der i sin uforudsigelighed om udfaldet minder om disse dages retoriske tit for tat (noget for noget) mellem USA og Nordkorea.
En vigtig forskel på oktober 1962 og september 2017 er imidlertid, at de to hovedpersoner fra dengang, Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov og USA’s præsident John F. Kennedy, gav indtryk af at være rationelle beslutningstagere. Trods den anspændte situation var det svært at forestille sig, at de to ledere ved deres fulde fem kunne finde på at trykke på knappen og udløse en tilintetgørende atomkrig.
En af dem var nødt til at nedtrappe, og det blev i sidste øjeblik Khrusjtjov, selv om han præsenterede tilbagetrækningen af de russiske atommissiler fra Cuba som en sejr for Sovjetunionen. To år senere var Khrusjtjov afsat, og en væsentlig grund til kuppet mod ham var formentlig hans fejlvurdering af Kennedys villighed til at gå helt til kanten af den nukleare afgrund.
Den vigtigste lære fra 1962 er, at det ikke er omkostningsfrit at fremsætte trusler om at starte en krig. Især ikke for en supermagt som USA, hvis globale militære indflydelse er direkte proportional med at blive taget alvorligt af sine fjender, sine partnere og sine allierede. Den devise har alle efterfølgende amerikanske præsidenter taget til efterretning. Donald Trump er den første siden Harry Truman til at true Nordkorea med atomkrig, og hans stil bør ikke overraske. Det var Trumps modus operandi som ejendomsmagnat, og strategien tjente ham vel. Han blev rig. Han blev USA’s præsident.
I hans øjne er der intet irrationelt ved at true Nordkoreas Kim Jong-un med et militært angreb, der kan udarte til atomkrig på den koreanske halvø og endda risikere at bringe befolkningen på den amerikanske vestkyst indenfor rækkevidde af et nordkoreansk atomnedslag. Faktisk giver det i hans øjne mening at lade Nordkoreas ledere – såvel som Kina, Japan og Sydkorea – være i det uvisse om USA’s intentioner.
Trump ser en taktisk fordel i, at Washington taler med to eller flere stemmer. Han tweeter om »fire & fury«, mens udenrigsminister Rex Tillerson og FN-ambassadør Nikki Haley maner til en diplomatisk løsning. Uforudsigelighed præsenteres som en styrke, ikke en svaghed, når USA vil bokse en tyrannisk diktator for en lilleputstat på plads.
Men i virkeligheden risikerer USA at blive taberen i dette pokerspil. Kim Jong-un har – som Trumps tidligere chefrådgiver Steve Bannon påpegede fornylig – sat USA skakmat. Præsidenten vil ikke (få lov af sine generaler til at) iværksætte et angreb mod Nordkoreas atomanlæg, fordi Kim Jong-un efter alt at dømme så vil lade missiler regne ned over Seoul, som hurtigt vil føle sig tvunget til at gøre gengæld.
Når det kommer til stykket, bestemmer Kim Jong-un udfaldet af dette nukleare pokerspil. Vil han – ligesom Khrusjtjov – gå helt til kanten af afgrunden for derefter at træde nogle skridt tilbage? Nordkoreanerens problem er, at det er USA, der trækker stregen. Han skal vurdere, om affyringen af et interkontinentalt ballistisk missil mod Guam (en amerikansk base med B-52 bombefly udstyret med atomsprængshoveder) vil udløse en amerikansk gengældelsesaktion.
Det er usandsynligt, at Trump og hans generaler vil lade sådan en provokation stå ubesvaret.
Det er også usandsynligt, at USA i længden kan leve med et Nordkorea i besiddelse af nukleare interkontinentale missiler, fordi de ville kunne afholde USA fra at intervenere til fordel for Sydkorea i en borgerkrig på halvøen. I den situation ville den militære magtbalance i Nordøstasien ikke længere være i USA’s favør, men forskydes mod Kina. Det er derfor, Kina næppe går med til at strangulere det nordkoreanske regime gennem en total embargo. Beijing foretrækker et nukleart Nordkorea fremfor et forenet Korea under amerikansk indflydelse.
Alt i alt har Trump således nogle dårlige kort at spille med. Han prøver at få en deal i land gennem fremsættelse af trusler, men hvis de viser sig at være tomme, kan USA og dets allieredes mareridt blive til virkelighed. Sydkorea og Japan vil miste tilliden til USA’s atomparaply og føle sig nødsaget til at rekvirere deres egne atomvåben. Sådan kan pokerspillet også ende.
uanset om man kan lide Trump eller ej ( mange kan jo ikke udstå ham), så har han overtaget et problem (Nordkorea), som har rod i manglende enighed iblandt FNs sikkerhedsrådsmedlemmer og de 5 veto-medlemmer. Der har ikke været tilstrækkeligt med konsekvenser og initiativer INDEN Nordkorea nåede så langt. Kina og Rusland bærer det største ansvar herfor. Trump står med aben som fik lov til at vokse sig større og større under Clinton, Bush og Obama.
@Martin Burcharth
Jeg kan ikke se noget andet for mig, end at Nordkorea videreudvikler det atomvåbenprogram, som allerede er kun alt for godt i gang.
Om det så foranlediger Japan og Sydkorea til at rekvirere - hvad det så ellers måtte betyde i denne sammenhæng - egne atomvåbensystemer er mindre klart.
Jeg er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at begge lande besidder teknisk kapacitet til at kunne gøre det.
Jeg glemte at indskyde at jeg absolut ikke er fan af Trump og at jeg finder det umådelig trist at netop han sidder i det ovale kontor og har ansvaret for at standse konflikten.
Torben Lindegaard, både Sydkorea og Japan har mere end rigelig teknologi til at udvikle deres egne A- og H-våben. For Japans vedkommende kræver det dog en forfatningsændring. Denne ændring kan jo skubbes igennem at kontinuerlige provokationer fra Nordkorea, så der ligger bolde igen 100 % hos Nordkorea.
@Peter Frost
Det var jo Douglas McArthur, der dikterede den japanske forfatning - så den er noget så pacifistisk; men det kan jo ændres, som du skriver.
Men er Kina interesseret i det ?
Selvfølgelig ikke - og man tør måske håbe på, at Kina af den grund vil forsøge at tøjle Nordkorea. Men det er godt nok et long shot.
Torben Lindegaard, ja men Japan er ikke mere bundet af den end at det kræver en forfatningsændring. Noget som ikke kunne ske for 30-40 år siden.
Jeg kan sagtens se problematikken hvis Japan en dag skulle stå med nukleare våben, men det er jo eskaleret fra Nordkorea, og derfor er Kinas interesse nok snarere at de bare ikke vil have at Japan skaber et endnu mere slagkraftigt militær end det de allerede har. Tag ikke fejl af Japans militære kapaciteter, de fejler skam ikke noget.
Man kan vel allerede nu tage forskud på et militært oprustningskapløb version 2.0. Kina har oprustet meget længe, det har Nordkorea også, og så er det naivt at tro at Japan og Sydkorea ikke følger trop. Kina har jo ikke ligefrem udvist forståelse for spændingerne i det sydkinesiske øhav, og har ufortrødent bygget militære installationer op uagtet FNs og nabolandenes protester.
Kinas indflydelse på Nordkorea er nok så som så, men de handler selvfølgelig sammen både officielt og uofficielt. Tag heller ikke fejl af det.
Kina kan håbe på at Nordkorea ikke begår en offensiv fejl, for så har Kina intet at spille ud med, og Nordkorea vil formentlig blive angrebet voldsomt. Sydkorea derimod, har alt at frygte, og er derfor også nødt til at kunne svare igen, men jeg tvivler på at Sydkorea overhovedet ønsker at indlemme Nordkorea som en del af Sydkorea ( forenet Korea) - der er alt for stort spring mellem teknologi og levestandard.
Nordkorea er desværre deres egen værste fjende.
Både Rusland og Kina har jo sagt, at de er indstillet på at hjælpe. Og Nordkorea har så vidt jeg ved også sagt, at det indstiller prøvesprængningerne, hvis USA og Sydkorea ophører med deres angrebsøvelser. Men det vil de jo ikke, faktum er vistnok alt andet lige, at USA ikke ønsker en nedtrapning af konflikten, men ønsker at Nordkorea skal ophøre med at eksistere som stat. Derfor vil konflikten forsætte indtil USA kan få baser helt op til Kinas grænser. Spørgsmålet er, om det er acceptabelt for Kina.
Kim Jong-Un elsker jo at rende rundt og klappe sprænghoveder, mon ikke et guidet missil kunne slå to fluer med et smæk. Det tror jeg er løsningen på mange Koreaneres problmer både i syd og nord og naboerne ville nok heller ikke græde snot. Resten af verden ville nok bare tænke "slut prut finale", trække på skuldrene og livet ville gå videre med noget mere interessant.
Tror at løsningen på mange af verdens problemer ville være, at USA holdt op med at blande sig i alting. Er der noget med, at de har væltet 57 regeringer siden Anden Verdens Krig? Hvorfor f.... kan de ikke bare indstille de militær øvelser, hvis det kunne løse problemet? Er den mon fordi de ikke ønsker det løst? Jeg spekulerer bare! Eller også kunne vi bare sige, at USA bestemmer alt, og at regeringen i Washington er en slags verdensregering. Så kunne vi fyre kuglestøderen, lige før jeg synes, det ville være det værd!
Vi er på vej mod en stor krig, som sker senest november 2029. Sov godt så længe kære verden.
nja, der er en reel mulighed for at problemet løser sig selv på sørgeliste vis. Kinesiske myndigheder rapproterer og advarer NK om at det bjerg som de prøvespringer under er ved at kollapse med frygt for at der så bliver spredt radioaktivt affald.
Ivan Hansen. Det er en noget specifik tidsbegrænsning. Kan du uddybe?
Bekymrende der overhovedet findes udslettelsesbomber i brintbombestørrelse. Og MEGET bekymrende Nordkoreas helt utilregnelige diktator råder over atomvåben.
Hvor ville det være godt med oprør indefra men det er selvfølgelig ønsketænkning.
Men hvem er vi, der skal diktere, hvordan andre lever og tænker?
Mads Kjærgård
Helst nogen der er lidt mere civiliserede end den Nordkoreanske diktator.
David Henriksen
Der er mange, der mener, at vi stadig ikke er helt færdige med den sidste krise, Finanskrisen, der ramte i 2007-2008. Men vi er på vej mod endnu mere kompliceret krise som vil involvere både handelskrise og sikkerhedspolitisk krise. Desværre, meget tyder på at den herskende klasse vil føre krig for at bevare systemet.
Ser man på USA's interne uroligheder og fattigdom, så er det vist ikke dem!
Hverken Kina eller Rusland vil være interesseret i en atomkrig uanset om den startes fra Washington eller fra Pyongyang grundet spredningen af atomart affald nær Kina og Rusland.
At give Kina eller Rusland skylden alene for der ingen ændringer sker i Pyongyang set fra Washingtons side, som et internationalt svigt, er ganske enkelt tåbeligt, for ligesom Amerika ikke ville have russiske raketter på Cuba i sin tid, lige så lidt vil Kina og Rusland ville have amerikanske raketter i baghaven ved et forenet Korea.
Mange har i tidens løb blandet sig i Korea på forskellig vis, - mere eller mindre helhjertet og med hver sin dagsorden, indtil landet blev delt ved og efter Korea-krigen, og som siden førte til "den ophøjede landsfaders" opstandelse efterfulgt i lige blodlinje til den nuværende leder.
Dyrkelsen og forgudelsen af landsfaderen og hans efterkommere består fortsat, men hvor stort storhedsvanviddet er kan man være i tvivl om, - for rækker det til en atomkrig.
En atomkrig man uden tvivl vil tabe, ligesom man sandsynligvis til vil tabe en konventionel krig med Amerika, hvis de altså vil gennemføre en krig allerede igen på fremmed jord langt hjemme fra, - og vel nok uden udsigt til at vinde den, - hvilket såvel Kina som Rusland ikke stiltiende vil se på.
Amerika har således ingen gode kort på hånden, men spiller alligevel det store spil, som nok kun er for galleriet i vesten, og tilbage er kun de tomme sanktioner og krigsøvelserne gentaget igen og igen med Sydkorea, der ikke syntes at have den store effekt i Pyongyang - snarere tværtimod!
Tomme sanktioner og sabelraslen eller retoriske trusler har, som vi ser ingen virkning overhovedet.
En krig fra Amerikansk side vil ikke blive tålt fra hverken Rusland eller Kina, og mon ikke Amerika selv er trætte af krige rundt omkring i verden - set i lyset af "de vundne krige" er svære at få øje på, men det er kisterne der kommer hjem derimod ikke.
Vil Kina og Rusland overhovedet tillade Amerika i krig mod Pyongyang styret uden at blande sig, - det er næppe sandsynligt.
Amerika, skru ned for den heftige retorik, og moderniser jeres syn på verden, for verdens syn på jer er forandret for altid, og jeres enegang geopolitisk fra fortiden er fortidens politik, og ikke nutidens eller fremtidens.
Måske skulle man anskue det i et bredere perspektiv, som et forspil eller et taktisk led i.f.t. "hvem-slår-først og massivt TIL" strategi som udøves i Pentagon og dennes tænketanke: Yankees er forskruet på en aldeles risikabel strategi om at "VINDE" en nuklear krig mod både Rusland og Kina ved at afprøve alle mulige tænkelige scenarier og simulationer - afsat i virkeligheden i form af relativt store og små kriser for at realisere MÅLET skridt for skridt, såsom at installere det avancerede THH... system i Syd-Korea, afsætte en demokratisk valgt styre i Tyrkiet, et neo-Nazi regime i Ukraine, at sætte den Russiske flåde i Sortehavet i bås, at udfordre kineserene i det syd-kinesiske hav, m.v. Til hvilken NYTTE? Bare vi kunne være fri for YANKEES ved at sende dem i eksil i ZEGA-GLOBE zillions af lysår væk herfra ;)
Mads Kjærgård, hvorfor stopper DPRK ikke bare først. Er det hønen eller ægget? USa er inviteret til Sydkorea af Sydkorea - de er der derfor legalt og de har ikke truet Nordkorea - lige som nato i Østeuropa er der lovligt, og Rusland står lovligt i Syrien og ved deres egne Vestvendte grænser.
Nordkorea har brug for en trussel - ellers mister de deres selvretfærdiggørelse.
Men USA truer jo netop Nordkorea, det er jo pointen! Vi brød os ikke om, at russerne holdt angrebsøvelse på Bornholm under Folkemødet vel? Hvorfor skulle Nordkorea så finde det ok, at USA, Sydkorea, Australien m.fl. gør det mod dem, et par gange om året?
Mads Kjærgård, skulle vi så skyde missiler ind over russisk område?
Vi bestemmer IKKE hvem Russerne samarbejder med, det gør Nordkorea heller ikke når det kommer til Sydkorea.
Nordkorea er den truende part. De angreb syd, de blev kun reddet af kineserne til sidst. Det er Nordkorea der har angrebet Sydkoreanske øer, Sydkoreanske skibe, Kidnappet udenlandske borgere osv. Det er IKKE Sydkorea som har startet det her, men det kan i sidste ende være at Sydkorea må afslutte våbenhvilen.