Leder

I Trumps nye verdensorden er det de stærkeste, der bestemmer – i særdeleshed USA

I Trumps FN-tale blev Venezuela optaget som nyt medlem i en klub af tre slyngelstater

John Angelillo/ Ritzau Foto

Debat
20. september 2017

Seksten år og nogle dage efter terrorangrebet på New York og Washington, D.C. i 2001 genoplivede præsident Trump i går i en FN-tale George W. Bushs »ondskabens akse« af lande, der skulle true USA såvel som resten af verden.

Dengang blev Irak, Iran og Nordkorea udnævnt til medlemmer af en klub, der ifølge Bush støttede international terrorisme og søgte at blive atomvåbenmagter. De var fjender, der skulle bekæmpes. Det er værd at huske, hvad der skete: USA invaderede Irak i 2003.

I Trumps dystopiske FN-tale blev Venezuela optaget som nyt medlem i en klub af tre »slyngelstater«. Irak røg ud. Iran og Nordkorea blev siddende. Præsidenten undlod godt nok at gentage sin nylige trussel om en militær aktion mod Nicolas Maduros regime. Men mellem linjerne sendte han et signal om, at USA’s tålmodighed med Venezuela er tæt på at være brugt op.

Mere foruroligende var præsidentens advarsel til FN og Kim Jong-un: Hvis USA »tvinges til at forsvare sig selv og dets allierede, har vi intet andet valg end at tilintetgøre Nordkorea fuldstændigt«.

Trump vil utvivlsomt vende tilbage til Sikkerhedsrådet med krav om yderligere stramning af de økonomiske sanktioner, dersom Nordkorea fortsætter med prøveaffyringerne. Så er det op til Kina og Rusland at vælge side. Slår diplomatiet fejl, »overlades opgaven til forsvarsminister Mattis«, som FN-ambassadør Nikki Haley sagde i sidste uge. Nordkorea kan altså blive for Trump, hvad Irak var for Bush.

»Slyngelstaten« Irans ledere fik en mildere behandling. Trump udstedte ikke nogen direkte trussel eller ultimatum. Han vil vente til den dag, regimet falder under et folkeligt oprør. Dog lod han døren stå åben for USA’s udtræden af atomaftalen med Iran fra 2015.

Trumps aggressive retorik og ensidige fokus på tre »slyngelstater« er usædvanlig for en FN-tale. Men der er en forklaring på, at han ikke kaldte de autoritære regimer i Kina og Rusland for skurke. Det skyldes hans snævre definition af national suverænitet som staternes pligt til at beskytte borgernes rettigheder og fremme deres velfærd indenfor deres grænser.

I denne hans nye verdensorden – som er inspireret af nationalstaternes Europa i det 19. århundrede – er staterne ikke forpligtet til at håndhæve universelle rettigheder, hverken hjemme eller ude. De stærkeste magter bestemmer, i særdeleshed Trumps USA. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Hvad skal USA så kaldes - Har de ikke stået bag kub forsøg mod et folkevalgt Venezuela folkestyrer.

Derudover er det ikke let at skelne onde og gode fra hinanden i Venezuela. Olien giver jo ikke så meget mere og Venezuela havde ikke forberedt sig ordenligt på et fald i oliepriserne - så vil det gå skidt. Men de øvrige Sydamerikanske lande kunne godt støtte mere op om Venezuela, da de havde hjulpet flere andre lande i Sydamerika , da olieindtægterne var store.

Jacob Jensen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh, Trond Meiring og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Trump er en klump og det ved vi godt. Men vi andre ser altid på USA og afventer deres udspil og så beklager vi os og ofte med rette, men vi glemmer her at ingen af os, og med os, mener jeg klodens totale befolkning, bortset fra Kim Jong-Un, har nogen som helst interesse i at regime i Nordkorea har Atomvåben og da slet ikke nogen der kan fyres ud over landet egne grænser. Men hvad har vi gjort ved det. Vi kunne for længst i god ro og orden, have hjulpet alle de andre Nordkoreanere af med Kim Jong-Un. Det ville have været bedre for os, dem, dig og mig og alle andre i hele verden. Er vi trætte af den situation vi er i nu. Ja på alle måder. Var den forudsigelig, kunne vi have gjort noget, burde vi. Du ved hvad jeg synes, hvad synes du ?

Et pludseligt klarsyn for Information, at de stærkeste bestemmer. Tankevækkende, at det var lige præcis Trump, der evnede at bringe jer på sporet af denne overraskende nye erkendelse.

Jacob Jensen, Thomas Petersen, Hans Aagaard, Kurt Nielsen og Olaf Tehrani anbefalede denne kommentar

Pt. virker det som om at Venezuelas leder godt er klar over at hans legitimitet ikke er helt fin i kanten, og derfor har været nødt til at indskrænke oppositionens magt. De daglige voldelige demonstrationer handler om at de mest basale fornødenheder ikke mere er tilgængelige. Hvis skyld er det så? USA standsede, under Obama, for al import af olie fra Venezuela, det skete i forbindelse med fracking. Venezuela var dengang dybt afhængig af eksporten til USA og USA var dybt afhængig af Venezuelas olie. Det er man ikke mere, og USA er nu en ganske anseelig nettoeksportør af olie.
Dengang det gik godt i Venezuela forsømte regeringen at skabe en bæredygtig økonomi der ikke var baseret på olie. Man kan ikke en gang forsyne befolkningen med tilstrækkeligt toiletpapir i dag.
USA har så sandelig ikke været fin i kanten, men de har IKKE ( i hvert fald beviseligt) iværksat et kupforsøg mod den siddende regering - det klarer Venezuelanerne ganske fint selv.
Venezuelas maghavere sidder på taburetterne på lånt tid - lige indtil militæret skifter side, og så har vi igen et militærstyre i Sydamerika.
Nordkorea eksisterer kun pga. Kina og Ruslands let tilslørede støtte, det ved vi jo også alle godt. Der er jo intet, som i absolut intet, positivt at sige om det land, og FN burde, under hensyntagen til menneskerettigheder, måske overveje at vedtage en resolution hvor man åbner op for en FN ledet styrke som kan vælte regimet én gang for alle. Dette skal følges op med en detaljeret plan for genopbygning, penge og mad. Dernæst skal de to Koreaer genforenes efterfulgt af et demokratisk valg. Problemet er at Nordkorea har A-våben...
Til denne FN sanktioneret angrebskrig, skal knyttes kommentaren om at hele verden skal forstå at krig koster civile, og her formentlig mange, men at hele verden forpligter sig til at støtte genopbygningen så snart Nordkorea er nedkæmpet. Efterfølgende skal USA trække sig ud, og en midlertidig FN styrke overtage sikkerheden indtil roen var genetableret.
Mon USA, Kina og Rusland ville være med til det? Det tror jeg ikke helt på selv. Men det var da en overvejelse værd, med tanke på hvordan civile lider i Nordkorea nu, og hvad en krig vil koste af civile tab...

Trumps genoplivning af gamle Bushs nye verdensorden efter Irakkrigen, og siden Bush jr. " omklamrende krigsretorik efter 11. september; "Enten er I med os eller også er I imod os", sætter Trump tale i FN i et kedeligt udviklingsskær for en fredeligere verden.

Det meste må nok ses som mere indenrigspolitisk tågesnak af en præsident der ikke vel erkende at netop verdensordenens billede ikke længere ligner det som Amerika tror de besidder, og tragter efter i den amerikanske selvforståelse om hvem der skal sætte hvem på plads i deres verdensbillede.

Fortidens synder har indhentet Amerikansk udenrigspolitik, - vist er landet militært stærkt, og kan smadre alt hvad de vil rundt omkring, men den tids politik er vist forbi, - og nok tabt for evigt.

Ser vi på krigene som Amerika har involveret sig i igennem tiderne, er der ikke mange sejre at få øje på, hverken militært eller i "Hearts and mind", og efterladenskaberne af krigene, alt det sønderbombede og -skudte tilbage til stenalder niveau, lader meget tilbage at opfylde alle de store smukt illustrerende ord, og frihed, lighed, demokrati, og rettigheder for alle, som naturlige.

De store menneskelige og fysiske omkostninger der er resultatet af disse invasioner og krige rundt omkring i verden er ikke gået upåagtet hen, i en verden der er modnet mere og mere politisk

Gravene og ødelæggelserne fra krigene - enten direkte eller via proxy-generaler der som sølle kupmagere og torturbødler har hærget i Amerikansk tavshed er også slående, og står uudslettelige i manges bevidsthed, som den falske frelser, - hvis ikke ligefrem "dødens engel" var kommet på besøg i deres land.

I fortiden var det især ud over mange lande i Sydamerika der fik mærke virkningen af de amerikanske friheds idealer som de udfoldede sig for civilbefolkningen hvor proxy-diktatorerne herskede frit uden kritik fra Amerikansk side, og hvor amerikanske dollar stod højere end menneskelighed, frihed, demokrati.

Asien(vietnamkrigen) har også mærket dette, og senest Mellemøsten med Libyen i Nordafrika, men ingen steder er der sket forbedringer, - kun forringelse af livsbetingelserne, samt mio. af dræbte herunder familiemedlemmer.

Kina med Rusland og Nordkorea vil næppe lade sig knægte, og omdrejningspunkter er Nordkorea, der ville have kernevåben, ligesom Pakistan ville og fik det, så de stor lige med Indien, hvor Amerika lukkede øjnene og lod være med at tale højt om det problematiske heri, - men den gik ikke for Pakistans vedkommende, her haglede kritikken ned, og en amerikansk efterlysning blev udsendt for en atomfysiker der havde hjulpet Pakistan.

Dobbeltstandarderne som vesten benytter med især Amerika i front, tager resten af verden ikke længere for gode "varer", men Amerika har ikke forstået det, eller vil ikke erkende det.

Såvel Kineserne som Ruslands Putin griner nok en lille smule over det med Nordkorea, for de ved godt at Amerikas handlemuligheder er begrænsede, også fordi hverken Rusland eller Kina ønsker amerikansk baser så tæt på deres land, hvis en forening af Korea skulle blive udfaldet.

Trumps tale i FN var vel alene og primært anlagt af indenrigspolitiske årsager til det amerikanske folk, det skulle se en stærk præsident true helt verdenssamfundet og retorisk sætte alle på plads i den amerikanske verdensorden, - den der ikke længer er virkelighed!

Amerika har igennem for mange år forsyndet sig mod sin egen storhed, ved uhæmmet brug af sin militære og undergravende magtbrynde overfor store dele af verden, og som nu ikke længere accepteres af omverdenen, som ikke er en del af de amerikanske alliancer, og hvor selv nogle indenfor disse alliancer træder et skridt tilbage fra, så Amerika står mere isoleret, men det også samtidig med Amerikas egen isolationistiske politik for verden omkring dem.

Arash Shahr, Mikael Velschow-Rasmussen, Thomas Petersen, Johnny Winther Ronnenberg og John Andersen anbefalede denne kommentar