Leder

Bag fodnotepolitikken gemte sig en drøm om at gøre verden sikker uden at købe endnu flere våben

Fodnoteforløbet endte – uventet – med, at den nye sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov (t.v.) sammen med USA's præsident Ronald Reagan i 1987 forhandlede alle europæiske mellemdistanceraketter væk. 

Fodnoteforløbet endte – uventet – med, at den nye sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov (t.v.) sammen med USA's præsident Ronald Reagan i 1987 forhandlede alle europæiske mellemdistanceraketter væk. 

ZUMA Press

24. oktober 2017

Et Europa præget af stigende mistillid mellem øst og vest. Et truende våbenkapløb. Hvilken sikkerhedspolitik kan reelt sikre sikkerheden? Mere oprustning? Eller tværtimod at søge udsoning?

Sådan kan man spørge i dag. Og sådan spurgte de europæiske socialdemokrater i 1970’erne og 80’erne, hvor freden forekom mindst lige så skrøbelig.

På dansk grund valgte partiet at gå sammen med De Radikale og venstrefløjen om at pålægge de daværende borgerlige Schlüter-regeringer at sætte et antal oprustningsskeptiske fodnoter til NATO-beslutninger.

Borgerlige politikere udtrykker stadig harme over, hvad de opfatter som et nærmest landsforræderisk S-svigt med det taktiske formål at bringe Schlüter i mindretal.

Ny forskning har nu anvist en anden forklaring. Mandag udfoldede denne avis, hvordan historiker og lektor ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet Rasmus Mariager i sin doktorafhandling Den Tyske Forbindelse fremdrager et idépolitisk, europæisk grundlag for de socialdemokratiske fodnoter. Inspirationen til en fredssøgende politik kom fra den tidligere vesttyske kansler, socialdemokraten Willy Brandt, der i 1976 var blevet formand for den globale Socialistiske Internationale.

Den åbning, som Brandt i sine kanslerår 1969-74 foretog mod Østeuropa, havde medført en betydelig afspænding og banede vej for Helsinki-aftalerne, der i 1975 blev indgået mellem øst og vest om anerkendelse af grænser, tillidsskabende foranstaltninger og borgerrettigheder. Men så begyndte Den Kolde Krig at fryse til igen. I 1976 indledte gammelmandsstyret i Moskva en opstilling af nye mellemdistanceraketter, der med træfsikkerhed og ødelæggende kraft kunne ramme mål i hele Vesteuropa.

Brandts socialdemokratiske afløser som kansler, Helmut Schmidt, frygtede, at Vesteuropa kunne blive udsat for sovjetisk atomafpresning. Schmidt krævede derfor et europæisk NATO-gensvar på sovjetraketterne.

Schmidts bekymringer førte i 1979 til det, der historisk er kendt som »NATO’s dobbeltbeslutning«: Alliancen ville i Vesteuropa opstille 572 mellemdistanceraketter, men vente fire år med at gøre det, så der blev tid til at forhandle med Sovjet om at fjerne alle atombevæbnede mellemdistanceraketter i hele Europa.

Dobbeltbeslutningen kom til gengæld til at volde bekymringer for Willy Brandt og kredsen omkring ham i Socialistisk Internationale. For var det ikke bare en ny skrue på oprustningen?

Brandt mente, at der lå langt rigere perspektiver i at følge hans oprindelige afspændingspolitik med dens ’Forandring gennem tilnærmelser’: Ved at vise sig imødekommende over for østregimerne kunne man få den overhængende krigsfare til at drive væk og samtidig skabe et tøbrud, der med tiden kunne få de kommunistiske snemænd til at smelte.

Schmidts logik havde oprindeligt inspireret de danske socialdemokrater. Men det er Rasmus Mariagers pointe, at de fra slutningen af 1970’erne stadigt mere blev trukket mod argumenterne fra Brandt og Socialistisk Internationale: At der måtte findes et alternativ til oprustningens onde cirkel. Den kurs var Socialdemokraterne slået ind på, allerede inden de i 1982 på grund af landets økonomiske uføre måtte afgive regeringsmagten til Poul Schlüter og hans borgerlige regeringer.

Fodnoterne var således ifølge Mariager idébåren politik, men han skriver også: »Socialdemokratiets politik kom til at indgå i den politiske kamp for at danne regering; personmodsætninger fik betydning for det politiske forløb.«

Hele fodnoteforløbet endte uventet med, at den nye sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov sammen med den amerikanske præsident Reagan i 1987 forhandlede alle europæiske mellemdistanceraketter væk.

Og nu, i det Herrens år 2017, er en ny runde europæisk oprustning i gang. Danmark følger med opad i det forsvarsforlig, regeringen lægger op til. Er det nødvendigvis fædrelandsskadelig virksomhed at spørge, om der dog ikke er andre veje til sikkerhed end flere våben, som der i forvejen er en overflod af? Er der en forsømt vej til ’Forandring gennem tilnærmelse’? Det spørgsmål er nok en fodnote værd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Ejvind Larsen
  • Malan Helge
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Steen Sohn
  • Toke Andersen
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Vest-Hansen
Trond Meiring, Ejvind Larsen, Malan Helge, Michael Kongstad Nielsen, Steffen Gliese, Steen Sohn, Toke Andersen, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Niels Vest-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Det spørgsmål er nok en fodnote værd."

Helt forkert; hvis oppositionen følte så stærkt for sagen, kunne den have væltet regeringen - den kunne jo mønstre stemmerne til at tvinge regeringen til at få skrevet fodnoterne ind i Natokonferencernes slutdokumenter.

De radikale følte så ikke stærkere for sagen, end at de lod den falde mod at få ministerposter efter "atomvalget" i 1988. Fodnoteperioden, 1982 - 1988, er til at skamme sig over.

John Christensen

David Rehling - Det var godt nok på tide at du stiller det spørgsmål: "Og nu, i det Herrens år 2017, er en ny runde europæisk oprustning i gang. Danmark følger med opad i det forsvarsforlig, regeringen lægger op til. Er det nødvendigvis fædrelandsskadelig virksomhed at spørge, om der dog ikke er andre veje til sikkerhed end flere våben, som der i forvejen er en overflod af? Er der en forsømt vej til ’Forandring gennem tilnærmelse’? Det spørgsmål er nok en fodnote værd."

Bedre sent end aldrig, og jeg håber at avisen holder fast i - at der kunne være bedre veje end ny oprustning.
Der har i alt for lang tid, indtil nu, været alt for meget krigsretorik i denne udmærkede tynde avis.

Toke Andersen, Bo Stefan Nielsen, Trond Meiring og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
John Christensen

EU er ikke et fredsprojekt, hvilket klart fremgår af Lissabontraktaten:

(Uddrag af Lissabontraktatens - artekle 42) "Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet.
Agenturet for Udvikling af Forsvarskapaciteter, Forskning, Anskaffelse og
Forsvarsmateriel (i det følgende benævnt ”Det Europæiske Forsvarsagentur”)
klarlægger de operationelle behov, fremmer foranstaltninger til opfyldelse heraf,
bidrager til at påpege og eventuelt iværksætte alle hensigtsmæssige foranstaltninger
til styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis, deltager
i udformningen af en europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik og
bistår Rådet med at evaluere forbedringen af den militære kapacitet."

Vi kan stadig vælge, at arbejde for fred istedet for - ny oprustning!

Torben Lindegaard

@John Christensen

Jeg er altså ikke helt tryg ved Rusland - det er godt nok en mastodont, vi har liggende ude østpå, som allerede har stjålet land i Georgien, Moldova & Ukraine. Hvis USA trækker sig tilbage fra Nato, så er det helt fint med mig, at EU udvikler sin fælles militære kapacitet, selvom vi danskere selvfølgelig må stå udenfor - vi har jo et forsvarsforbehold.

Men hånden på hjertet: hvor meget mon der kommer ud af alle de fine ord ??
Det meste er varm luft i ringbind.

Men vi kan jo forsøge at blive enige om at anvende færre forsvarssystemer blandt EU landene og så købe fælles ind - det er i hvert fald sund fornuft; men det er mere end tvivlsomt, om de 27 lande kan blive enige om særlig meget. Der er alt for mange nationale kongedømmer involveret i det militær-industrielle kompleks - blandt politikere, generaler og industriledere.

Knud Chr. Pedersen

Torben Lindegaard
""Fodnoteperioden, 1982 - 1988, er til at skamme sig over."", Nå er den det? Slet ikke. Den atomare oprustningsskrue blev skuret over gevind i den periode, og så var der nogle, der havde nogle fodnoter. Det skulle der have været meget mere af. I stedet fulgte Vesteuropa koldkrigeren Reagan og hans oprustningsvanvid, så alle hans antikommunistiske lejesvende kunne komme til at bruge de atomare landbaserede krydsermissiler som stripperstænger.

Vi (EU) havde i 2014 forhandlet en samhandelsaftale på plads med Ukraine og manglede kun den endelige underskrift, men præsident Viktor Janukovitj nægtede i sidste øjeblik, højst sandsynligt efter overbevisende pres fra Putin.

Der opstod voldsom uro i Ukraine og stor frustration i EU.

Vi (EU) gik over stregen i en nabostat med en demokratisk valgt ledelse ved at sende en delegation, bestående af tre udenrigsministre ind i en igangværende opstand med en køreplan for dannelse af en ukrainsk overgangsregering, som skulle påbegynde en forfatningsreform og afholde parlaments- og præsidentvalg. Et slet skjult kupforsøg ville vi kalde det i alle andre situationer end netop denne.

Putin stod med hænderne på ryggen foran Europakortet med NATOs udbredelse i rød farve efter den kolde krigs afslutning og fik fornemmelsen, at den situation havde Rusland oplevet før.

Putins asymmetriske reaktion kom fuldstændig bag på os (EU) og konflikten var igang.

Sådan husker jeg begivenhederne dengang i 2014 og mener derfor, det vil være klogere at indrømme vores andel i konfliktens opståen og foreslå en aftale med Rusland omkring EU og NATOs og Ruslands fremtidige ekspansion for at opnå et bedre forhold på alle planer. Med hensyn til Krim kunne vi foreslå en ny folkeafstemning med uafhængige valgobservatører og fælles respekt for det endelige resultat.

Vores reaktion nu er krigsretorik, oprustning og sanktioner. Vi er jo de stærkeste, men er vi også de smarteste ? Er det ikke os, vi kalder fredens projekt ?

Så har vi den debat om fodnotepolitikken igen, i den "kolde krigs periode" og hysteriet fra den borgerlige lejr - for alt var tilsyneladende allerede glemt om et Europa i ruiner 40 år tidligere samt og med mangelen på næsten alting i dagligdagens rationering.

Selvretfærdige borgerlige politikere i Danmark, der slap så let gennem krigen, var allerede klar til den næste krig, - lige som politikere og borgerskab tilbage fra 1864, og med sejrsrusen i blodet, var de villige til en ny og hurtig krig i Europa, og for ærens skyld igen - æren til borgerskabet.

Vor udenrigsminister Uffe Ellermann som en af de fremmeste koldkrigere, havde intet besvær med politisk offentligt at rasle med sablen overfor Rusland, lidt ubegavet vil nogle sikkert mene, - som den store koldkriger han var, - men blev dog hurtigt sat på plads, så der blev mere stille i den anledning.

Mon ikke selv Amerika spillede en rolle i dette forløb, - inden det løb helt løbske for Uffe Ellermann, for mon ikke amerikanerne selv indså at en krig ikke ville være det rigtige begrundet i en lidt for vildfaren dansk udenrigsminister.

Sidenhen har det været fremme, at selv fodnotepolitikken ikke satte en kæp i hjulet på NATOs politik eller Amerikansk politik, men snarere lagde en passende dæmper på de værste og mest krigshypede personer i Washington, og ja, det var vist endda så galt vil nogen sige, at Danmark blev rost for netop sin fodnotepolitik, der var med til at nedtrappe krigstrommerne hysteri.

Jeg ved snart ikke, men måske forholder det sig sådan, at borgerskabet jævnt kedsommelige liv uden jævnligt at lade sig bestrø med ære for Danmark, er deres drivkraft til krig som de sender danske unge ud i for atter at føle selvtilfredsheden over igen at have skabt fornyet ære omkring Danmark, som de kan være og føle sig stolte af.

Det er måske blot borgerskabets lidenskab lidt i hemmelighed, men også latent og en bekræftelse af de er styrende i samfundet med deres intellektualitet.

Det er så let og forførende at sælge tryghed, tag blot DF der hver gang noget kriminelt er sket, så har vi indlæg om tryghed fra Peter Skaarup, og altid med længere fængsel og flere fængsler.

I Amerika sælges der altid flere våben efter offentlige skyderier, og NRA(national riffle Association) står altid klar med kampagner for "Våben redder liv", under sloganet; "Mod en gal mand med våben skal der kun en god med våben til at standse", men statistikken siger desværre det kun sker i mindre end 0,01 promille af tilfældene, - altså nærmest aldrig.

Noget andet vi kan lære af fra Amerika er, at flere våben i "løs vægt og let tilgængeligt". skaber flere skudepisoder, og som en følge deraf også flere sårede, som det mindste, men også flere døde.

Michael Kongstad Nielsen

De radikale var med i det alternative flertal med S, SF, og VS udenom regeringen. Det var dengang, der var noget ved R. Nu hører de til blandt de mest krigeriske i folketinget.

Den grundlæggende menneskelige natur og hvad den reagere på lader sig ikke laves om uanset hvor gode intentioner man har, og hvor meget man end hiver og trækker i den, måske over årtusinder, måske aldrig, og det må og skal man bare forholde sig til hvis man er seriøse.

Michael Kongstad Nielsen

Vi har dog rejst os op på to ben, er kravlet ned fra træerne og har tilegnet og dannelse, kultur og civilisation.
Efter de to store krige etablerede vi noget, der hedder FN.
Tanken var, at måtte kunne løfte os op over det der primitive kulturstade.

John Christensen

Torben Lindegaard, lad så endelig være at tænke på Kina - det bliver slet og ret for stort for dig!

Håber fa´me at Information vil vælge at skrive FOR fred og bæredygtig udvikling.
Drop den nærmest bevidstløse støtte bag USA. Især den seneste politiske udvikling viser hvor rabiat et samfund vi står sammen med, men det har ikke været anderledes i min levetid - altså de sidste snart 60 år!

Vesten har nu været i aktiv krig i Mellemøsten i 16 år - til hvilken nytte?
Lad os få noget fred.
Krig er ALDRIG i folkenes interesse, som i ALDRIG.

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Hans Larsen, Johnny Winther Ronnenberg, Peder Bahne og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@Michael Kongstad Nielsen

Men det har ikke noget med den menneskelige natur at gøre, det er beslutninger... alt i mens andre, som måske ikke acceptere eller retter sig efter disse, kan beslutte noget andet... så det er altså ikke statiske, det er menneskets natur som udgangspunkt.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen - mennesket handler ikke kun på baggrund af sin natur, men i langt højere grad på baggrund af de andre ting jeg nævner, kultur etc., man kunne også sige 'ånd' eller klogskab. Hver søndag i kirketiden kan man få masser af bibelcitater serveret fra prædikestolen, citater der ofte handler om at korrigere den menneskelige natur. Og vedensliterraturen er også fyldt hermed. Russerne kan passende læse Lev Tolstoj: 'Krig og Fred'.

Når vi lavede FN var det for "Aldrig mere krig". Desværre glemte USA og villige medløbere som DK at tage FN højtideligt inden Irakkrigen 2003. Man lod 'magt gå for ret' i stedet for det modsatte 'nåde gå for ret', og lavede en frygtelig krig i strid med FN-traktaten. Det var faktisk ikke alene imod vores klogskab, men også imod vores natur at handle så uklogt.

@Michael Kongstad Nielsen

Min pointe er netop, at du ikke undgår krig (uanset FN osv.) ,da det ligger i den menneskelige natur, desværre!

Englænderne har et ordsprog " have cake and eat it". Man turde ikke helt melde sig ud af NATO men man ville heller ikke lege ordentligt med.
Skamfuld periode for Danmark og i særdeleshed RV. Men sådan er politik jo nu en gang,. Om så RV var det sidste parti jeg kunne stemme på, så brændte jeg hellere min stemmeseddel.

@Michael Kongstad Nielsen

Nej da, vi kan jo godt tilstræbe, men stadigt må vi tage forbehold for tilbagefald til udgangspunktet, nemlig den menneskelige natur!

Et eksempel, da sovjetunionen brød sammen, så forhandlede Rusland og Ukraine, sammen med FN og verden, en del kontrakter, tro og love erklæringer på, at de ville acceptere hinandens suverænitet og territorial integritet.

I de forhandlinger, og med de kontrakter der blev underskrevet, så kunne Ukraine f.eks ikke længere se nogen grund til, at have A-våben, da der på det tidspunkt, ikke længere var nogen som helst synlig trussel mod Ukraine overhovedet. Rusland og Ukraine er som Danmark og Norge, det er et brødrefolk, som næsten taler samme sprog, og hvem kan i sin vildeste fantasi forestille sig, at Norge vil angribe Danmark?

Som tiden går, så skære Ukraine mere og mere ned på sin militære udgifter, de kan ikke få øje på nogen potientiel fjende, og til sidst har de kun et rent symbolsk og, ikke vedligeholdt og lettere dysfunktionelt militær tilbage.

Det betyder så også, at hvis andre får den utænkelige, og skøre ide, at true eller angribe dem militært, så vil omkostninger være relativt små, da Ukraine slet ikke vil være forberedt, og slet ikke mod en velforberedt modspiller, der så vil have alle kort på hånden, og som i nutiden er fuldstændigt ligeglad med tidligere aftaler, lov og orden.

Altså, man skal ikke friste svage sjæle (den menneskelige faktor) unødigt, for så kan den vækkes, og vil bruge sit primitive udgangspunkt fremfor andet, det er min pointe, og mht. Rusland & Ukraine, så er resten jo historie, som man siger.

Derfor er FN fint, men derfor må vi stadigt have forsikringer og andre muligheder!

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen
Det var selvfølgelig svært med bodelingen og adskillelsen mellem Rusland og Ukraine, men det blev først rigtigt svært da Vesten, USA og NATO lurede på hvordan man kunne trække tidligere sovjetrepublikker over i deres lejr. Georgien var fx. et mål for NATO, senere også Ukraine.

Tankerne herom er ikke særlig kloge. De er ikke engang naturlige. De er dumme. Og menneskets natur er ikke at dumme sig.

Torben Lindegaard

@Michael Kongstad Nielsen

Lande bliver medlem af Nato efter ansøgning. Nato besluttede at være imødekommende overfor Georgien & Ukraine - et medlemsskab blev stillet i udsigt.

Dette er selvfølgelig helt udelukket nu med de 2 landes frosne konflikt med Rusland - lande i konflikt og uden fuld rådighed over eget territorium kan ikke optages som medlem af Nato, hvilket Putin selvfølgelig også er klar over, så han startede straks en konflikt med de 2 lande.

Men det er totalt ævl at tale om, at Nato lurede på Georgien & Ukraine - som Nato planlagde en invasion.

Georgien & Ukraine ansøgte om medlemskab af Nato - Nato stillede et medlemsskab i udsigt - Putin forpurrede dette i strid med Folkeretten og indgåede aftaler.

Det er historien - læs selv mere i David Rehlings leder fra i dag.

@Michael Kongstad Nielsen

Jeg kan kun henvise til Torben Lindegaard indlæg, han svare så redeligt og sagligt på det nonsens du skriver.

Michael Kongstad Nielsen

Ja I to spradebasser konkurrerer med hinanden om at kalde mine indlæg for 'ævl' og 'nonsens', uden nærmere argumentation.
Fint nok, men jeg kommer ikke til at savne jeres indlæg.