Leder

Catalansk svar udbedes

Debat
17. oktober 2017

»Du skal redegøre for dine planer. Ingen afviser dialog, den skal bare foregå indenfor forfatningens rammer.«

– Soraya Sáenz de Santamaría, spansk vicepremierminister, i et svar til den catalanske leder, Carles Puigdemont, der ønsker dialog med Madrid.

Mandag kl. 10 udløb den ultimative deadline givet af Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, til den catalanske leder, Carles Puigdemont, der var blevet bedt om klart og tydeligt at redegøre for, om han i sin rolle som Cataloniens selvstyrepræsident har erklæret Catalonien selvstændigt eller ej.

Spørgsmålet – og kravet om et svar – har forståeligt nok hængt i luften, siden Puigdemont i en tale i det catalanske selvstyreparlament mandag i sidste uge først annoncerede, at Catalonien erklærer sig selvstændigt fra Spanien, og derefter – i næsten samme sætning – sagde, at han af hensyn til ønsket om dialog med Madrid vil udskyde alle formelle løsrivelsesprocedurer. Både i Madrid og blandt catalanske tilhængere af selvstændighed opstod der forvirring, for hvad betød det?

Som tidligere skrevet i Information har Puigdemont og de selvstændighedsivrige cataloniere haft som strategi at søge den hårde konfrontation med Madrid og afvente det internationale samfunds reaktion og eventuelle opbakning eller tilbud om mægling. Men opbakningen er stort set udeblevet, og EU, den vigtigste aktør, har mødt catalonierne med enten tavshed eller beskeden om, at konflikten er et internt spansk anliggende.

Derfor måtte Puigdemont kort inden deadline mandag endnu engang lade sig ydmyge og i stedet for at give Madrid et klart svar sende en anmodning om to måneders betænkningstid, dialog og et snarligt personligt møde mellem Rajoy og Puigdemont selv.

Den spanske regering har nu givet Puigdemont til torsdag kl. 10, og dropper catalonierne inden da ideen om selvstændighed, vil Madrid givetvis tilbyde forhandlinger om en form for udvidet selvstyre. Gør de ikke, udløses forfatningens artikel 155, der ophæver det catalanske selvstyre.

Problemet er selvfølgelig, at fortællingen om selvstændighed er forbi point of no return. Den tanke er plantet i hovederne på omkring halvdelen af den catalanske befolkning, og den bliver ikke nem at fjerne igen. Nogle ender derfor med at blive meget vrede, uanset hvor godt et resultat eventuelle forhandlinger mellem Catalonien og Madrid kaster af sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikkel Møldrup-Lakjer

Nja, artikel 155 i forfatningen udløses ikke af sig selv. Det kræver en beslutning i Senatet, så vidt jeg kan læse mig til. Og det er jo på ingen måde noget, der sker automatisk, men en politisk beslutning, som regeringen ikke kan fralægge sig ansvaret for.