Et særligt risikabelt roulettespil består i at fordoble indsatsen, hver gang man ikke vinder.
Den fortvivlede logik er, at før eller siden må man vinde og få det dobbelte af sine samlede indskud tilbage. I virkelighedens verden er det mest sandsynligt, at spilleren undervejs løber tør for flere indskud og derfor taber alt. Det er et sådant hasardspil, der i disse dage foregår i Spanien – med to spillere, der hele tiden taber og fordobler deres satsning:
Regeringen i regionen Catalonien under ledelse af den borgerlige Carles Puigdemont og den spanske centralregering under ledelse af den konservative premierminister Mariano Rajoy.
Ultimatumagtigt har centralregeringen afæsket Puigdemont svar på, om han i sidste uge erklærede Catalonien for uafhængigt.
Det har han ikke givet noget direkte svar på. Det faktiske forløb var, at Puigdemont i det catalonske parlament henviste til den stedfundne folkeafstemning i begyndelsen af måneden, hvor 90 procent ud af en valgdeltagelse på 43 procent stemte for uafhængighed. Derpå erklærede han, at han ville påtage sig »den opgave, at Catalonien bliver en uafhængig republik«.
I næste åndedrag bad han parlamentet om at suspendere »uafhængighedserklæringen« for at bane vej for forhandlinger. Hvorpå han underskrev en erklæring, der anmoder verdens lande om at anerkende Den Catalanske Republik. Hvordan skal dette forløb forstås? Puigdemonts dunkelhed skyldes formentlig, at den holder hans skrøbelige koalition samlet.
Efter det undvigende svar torsdag har centralregeringen erklæret, at den på lørdag vil mødes for at iværksætte forfatningens § 155, hvorefter et svigtende regionalt selvstyres beføjelser kan overtages af centralregeringen – helt eller delvist. Puigdemont svarer ved at true med, at anvendelse af § 155 vil føre til øjeblikkelig løsrivelse. Alt imens stiger vreden i Catalonien – i begge halvdele, både hos separatister og unionister – og i det øvrige Spanien, der vil stå afpillet uden Catalonien.
Stridens parter synes låst i uforsvarlig, men selvbekræftende logik. EU må overbevisende fastslå, at alle vinder ved at gamble om mindre. En nærliggende løsning, der skaffer pusterum, er, at Puigdemonts regering udskriver regionalt nyvalg – fremfor at lade centralregeringen gøre det.
"En nærliggende løsning, der skaffer pusterum, er, at Puigdemonts regering udskriver regionalt nyvalg – fremfor at lade centralregeringen gøre det."
Pudsigt at David Rehling indleder med en spilrelateret anekdote, om roulette, og dernæst slutter med at give Puigdemonts - "overhånd".
Befolkningens vrede er ikke et spil!
Hvad forestiller David Rehling sig mon, vil være tema for et kommende regionalt valg i Katalonien?
Overser David Rehling muligheden for, at forfatningens § 155 - netop kan udsætte et valg til der er faldet ro på?
Personligt mener jeg at folk har ret til selvbestemmelse, og derfor mener jeg at Katalonien, skal have ret og dermed lov til - at løsrive sig fra Spanien.
Der skal dog gerne være et folkeligt flertal bag beslutningen (demokratiets vej), og det sikrer elitens brutale magtanvendelse, dirigeret fra Madrid - før eller siden.
Unioner og føderationer - kommer og går!
Jeg så gerne EU implodere, jo før jo bedre - for demokratiet!
@David Rehling
Du har åbenbart uendelig tiltro til EU's evne til at fastslå noget som helst vedrørende et medlemslands indre anliggender. Men du overvurderer langt EU's muligheder for indflydelse i Spanien - Catalonien striden.
Cataloniens populistiske politikere, som ingen medier tilsyneladende kritiserer dem for at
være, - Nå ja det er selvfølgelig også kun udenfor den etablerede politiske klasse den slags er
populistisk, men hvorom alting er så lovede disse Catalanske politikere selvstyre og løsrivelse
fra Spanien for at blive en selvstændig republik, - højre politik fra højre politikere med
populistisk bagtæppe og slagord!
Med en stemmeprocent på under 43 % og under 90 % tilslutning, er disse politikere lidt fattige
på dokumentation af deres retfærdighed for deres handlinger, for i almindelighed vil der være
et langt større demokratisk krav om flertal for en sådan afstemning, ligesom der også må være
en slags mindretalsbeskyttelse indbygget i samme demokratiske ånd - netop for demokratiets
retfærdiggørelse, men sådan har disse Catalanske politikere ikke handlet.
De Catalanske politikere kan ganske rigtigt sige afstemningen gav dem et flertalsmandat til
løsrivelse, - men det ændrer ikke på virkeligheden, - at de stadig kun har et mindretal bag sig
i Catalonien.
Disse populistiske Catalanske politikere har bedraget befolkningerne såvel i Catalonien og
Spanien, men også demokratiske principper for deres populistiske spil for galleriet, ved at
unddrage sig almindelige sunde principper - herunder mindretalsprincipperne som også er en
kerneværdi i et sundt demokrati.
Måske skulle man ønske sig de fik deres Catalanske republik, så ville befolkningen nok snart
opleve hvilke andre sunde demokratiske principper de var villige til - ikke engang at gå på
kompromis med, men derimod overtræde mår det passede ind i deres kram.
En ekstrem højre nationalisme ved roret på et mindretal, har vist aldrig vist sig at have noget godt i sinde, og styret alene af højre nationalisme som eneste målsætning viser den smålighed som disse Catalanske politikere er i besiddelse af politisk og demokratisk.
Som så mange andre valg, bliver der ikke spurgt om virkeligheden. På de Catalonske valgsedler skuller der have stået:
Går du ind for Cataloniens selvstændighed og udmeldelse af EU? Ja / Nej
Virkeligheden havde så nok givet en andet resultat end det der foreligger i dag.