Leder

Desværre, du er flygtning nummer 200.001

Selvom nogle skingre stemmer på den tyske højrefløj gerne hævder det, er verdens flygtninge ikke et problem, som Merkel har udløst. Men det er tydeligvis heller ikke et problem, som Merkel kan løse – slet ikke med en splittet Jamaica-regering i ryggen

Kay Nietfeld

10. oktober 2017

Angela Merkel har officielt givet startskuddet til et opsigtsvækkende eksperiment i tysk historie:

I næste uge begynder forhandlingerne mellem det svækkede CDU/CSU, det liberale FDP og De Grønne om en såkaldt Jamaica-regering.

At det bliver en sejtrækker mellem fire umage partier, viste de to konservative søsterpartier søndag med lidt af et politisk skuespil. Et skuespil, som ikke overraskende handlede om flygtninge. Og et skuespil, som udstiller Europas mangel på en fælles og solidarisk flygtningepolitik, og som antyder fremtidens udfordringer på flygtningefronten.

Grundkonflikten begyndte under flygtningekrisen i 2015. Hvor der internt i CDU kun var lejlighedsvise udfald mod Merkels tackling af flygtningekrisen og suspendering af Dublin-reglen, var der i det bayerske søsterparti CSU mytteristemning.

Med en påfaldende partidisciplin dæmpede CSU kritikken i valgkampen. I stedet nøjedes den pressede CSU-chef Horst Seehofer med i sin Bayern-plan at nedfælde løftet om, at Tyskland i fremtiden maksimalt skal modtage 200.000 flygtninge om året.

»Min holdning om en øvre grænse er klar: Jeg vil ikke acceptere den,« kommenterede Merkel planen før valget.

Tavshed. Indtil valgaftenen, hvor Alternative für Deutschlands optur fik det slagne CSU til at kræve, at »højreflanken skal lukkes«.

Efter Tyrkiet-aftalen og en lang række tyske stramninger er antallet af ankomne asylansøgere til Tyskland faldet til ca. 90.000 i første halvdel af 2017. Alligevel ville det formentlig have været det definitive fald for CSU-leder Horst Seehofer, hvis han efter søndagens krisemøde i søsterpartierne var vendt tomhændet hjem til Bayern.

Selvom det blev et meget lunkent kompromis, hvor begrebet »øvre grænse« ikke fremgår, sluttede mødet med demonstrativ jubelstemning og high fives.

Individuel ret til asyl

På den ene side fik CSU tallet 200.000 igennem som det »tilstræbte maksimum« af asylprocesser – fraregnet dem, der frivilligt rejser hjem eller udvises. Samtidig indføres flere sikre (nordafrikanske) oprindelseslande, yderligere skærpelser i asylprocessen samt oprettelsen af »afgørelses- og udvisningscentre« i Tyskland.

På den anden side gennemtrumfede Merkel, at den individuelle ret til prøvelse af asyl skal opretholdes. Dermed har alle flygtninge stadig krav på en regulær asylproces, også dem som er kommet til Tyskland ad illegale veje.

Mens det liberale FDP ikke umiddelbart havde indvendinger mod det mudrede kompromis i CDU/CSU, holder de Grønne fast i, at en øvre grænse er et no go, hvis de skal med i regering:

Som tal er det fuldstændigt arbitrært og dermed ideologisk fastlagt, lød det fra den grønne forkvinde Simone Peter, der ligesom Merkel holder fast i menneskets individuelle ret til asyl – uanset om man måtte være nummer 200.000 eller 200.001 i køen.

Sagt med andre ord: Man har ikke bare et princip, til man har nået et tal. Om det modsatte vil blive ny tysk virkelighed, vil vise sig i den kommende regeringsperiode, hvor Merkel formentlig skal balancere på en knivsæg mellem CSU, FDP og De Grønnes verdensopfattelse. Her vil hun og CDU/CSU kun kunne holde til den vandede asylformulering, så længe der ikke atter kommer en stærk flygtningestrøm, der måtte overskride de 200.000.

I den situation vil Merkel måske blive endnu mere pragmatisk og i sit stille sind håbe på, at f.eks. Østrig som antydet vil lukke helt af for flygtninge gennem Brenner-passet fra Italien.

Europas periferi

Senest her kommer de øvrige europæere til at tage stilling til, at selv den tyske vilje til at optage flygtninge er begrænset. Alene i 2017 er over 100.000 migranter kommet over Middelhavet til Italien, men alligevel har den europæiske omfordeling som bekendt ikke fungeret – indtil september i år er 29.000 flygtninge fra Grækenland og Italien blevet omfordelt ud af de aftalte 98.000, heraf har Tyskland taget ca. 1.000 om måneden fra Italien.

Dermed vil problemet blive koncentreret endnu kraftigere i landene i Europas periferi, som Grækenland og Italien eufemistisk hedder på nordeuropæisk. På den helt lange bane er det bare ikke kun et græsk og italiensk problem. Det er et europæisk problem, som kræver europæiske løsninger.

Selvom nogle skingre stemmer på den tyske højrefløj gerne hævder det, er verdens flygtninge ikke et problem, som Merkel har udløst. Men det er tydeligvis heller ikke et problem, som Merkel kan løse – slet ikke med en splittet Jamaica-regering i ryggen. I bedste fald kan den udvikling blive begyndelsen på, at EU-landene begynder at gå til problemet i fællesskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Maria Francisca Torrezão
Eva Schwanenflügel og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Jeg takker bare Holger K. & John Iversen for vores kornfede retsforbehold.

Lad de andre 26 selv rode med al det.