Leder

Helle-Thorning Schmidt forsøger ikke at trække offerkortet

14. oktober 2017

Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), har ventet længe med at gå ind i debatten om kvinder og magt. Det har hun blandt andet, forklarer hun i dagens avis, fordi hun ikke ville beskyldes for ’at trække offerkortet’ og blive opfattet, som om hun ikke kunne kritiseres, fordi hun var kvinde. Og kritiseret blev hun.

Selvom man kan være uenig i, hvorvidt Helle Thorning blev bedømt hårdere end sine mandlige forgængere i landets mest magtfulde embede, og i hvorvidt angrebene på hende havde sexistisk karakter, så er de fleste dog enige i, at hun fik utrolig mange tæsk i sin tid på posten.

Det ville være håbløst at påstå, at kritikken kun handlede om, at kvinder bliver bedømt hårdere end mænd på grund af deres køn. Men det ville være lige så forkert at påstå, at kønnet ikke spiller en rolle. Selvfølgelig gør det det.

De forventninger til mænd og kvinder og de roller, som kønnene har haft i århundreder, er med til bestemme og afgrænse det rum, vi agerer i som mennesker. En diskurs kalder vi det. Den kan være svær at få greb om. Og de konkrete eksempler, Helle Thorning-Schmidt giver, kan diskuteres. Blandt andet fordi man associerer forskelligt.

Blev Anders Fogh Rasmussens personlighed et mindre problem for ham, fordi hans ’kulde’ var maskulin og handlekraftig og svarer til de traditionelle forestillinger om mænd med magt? Mens Helle Thornings ’teflon’ var en barriere, fordi kvinder forventes at vise følelser og virker mistænkeligt anderledes, hvis de ikke gør?

Vores associationer bestemmes selvfølgelig også af, om man er enig med en person politisk eller ej.

Helle Thorning-Schmidt understreger da også, at langt det meste af den kritik, hun fik, skyldtes, at folk var uenige eller skuffede over hendes regerings politiske beslutninger. I den portrætbog, som er anledningen til, at hun tager kønsdebatten op, er der en ganske nøgtern omgang med, hvor upopulær regeringen var.

Med andre ord, hun forsøger ikke at trække offerkortet. Og hvis hun ikke som Danmarks første kvindelige statsminister skulle give sit besyv med om, hvordan hun oplevede det, så ville hun i den grad svigte den feministiske sag, hun siger, hun kæmper for. Og vi andre ville være et vigtigt og tankevækkende vidnesbyrd fattigere. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Slettet Bruger
  • Eva Schwanenflügel
  • Malan Helge
  • Katrine Damm
  • ingemaje lange
Slettet Bruger, Eva Schwanenflügel, Malan Helge, Katrine Damm og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

Stop nu dette forsøg på gennem kønsdiskussion at forvrænge debatten. Politikere søger magten uanset køn. Dem der får den skal udelukkende bedømmes på deres handlinger og ikke på køn.
Det kan være diskussionen er interessant på vejen til magten, men når magten er opnået så fanger bordet-

Morten Pedersen, morten rosendahl larsen, Gustav Alexander, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, ulrik mortensen, erling jensen og Anders Olesen anbefalede denne kommentar

Jeg vil også sige at vi skal passe på med ikke at overfortolke betydningen af køn i politik. Det er "billig journalistik" fordi her kan alle byde ind med en mening, alle meninger er stort set lige gode og der er god "afsætningsøkonomi" i sådanne artikler. Der er mænd der ikke kan lide kvinder i magtpositioner og der er kvinder der ikke kan lide mænd i magtpositioner. Og sådan vil det blive ved med at være. Prøv i stedet at lave en analyse af kønsfordelingen i spørgsmålet om synet på udlicitering/privatisering af den offentlige sektor. Jeg tror det er meget fifty-fifty.

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og erling jensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

De eneste tidspunkter, hvor køn gør en forskel i den politiske debat, er i valgkampen. Når først en kvinde er blevet valgt, hyler hun som de ulve, hun er iblandt. Det er jo ikke just kvindelig omsorg, ømhed og moderlig tilgivelse, der præger typer som Kjærsgaard, Støjberg og Frederiksen, snarere tværtimod.

Så hvorfor køn egentlig er en parameter, forstår jeg ikke rigtigt som andet end en velegnet propagandistisk vinkling, især ikke, hvis det, vi lever i, skal kaldes et meritokrati. Måske fordi politik ikke så meget handler om merit, men mere om at have de "rigtige" holdninger, således som "rigtig" defineres i partitoppen?

Hvis vi i stedet for valg gik over til lodtrækning ville problemet løse sig selv - over tid vil der altid blive udvalgt 50% kvinder og 50% mænd. En bonusgevinst vil så være, at de udvalgte vil repræsentere befolkningen, og pamperne i partiernes ledelser vil blive sat uden for indflydelse.

Win-win-win!!!

Rikke Nielsen, morten rosendahl larsen, Trond Meiring og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar

Jeg synes faktisk heller ikke, når jeg læser og hører Thorning , at hun trækker offerkortet.
Og så alligevel lyder det på en eller måde lidt sådan alligevel.
Og jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor.

Vibeke Rasmussen, Eva Schwanenflügel og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Thorning tror den dag i dag at hetzen mod hendes Guccitaske havde noget med køn at gøre og det er præcis sådan hun italesætter det, men det handler for så vidt stadig om politik og politisk signalføring. Måske er hun alligevel bare en forholdsvis dum blondine, altså målt i forhold til sine mandlige kollegaer. Nyrup, for nu at tage ham, var mindst lige så kynisk og højredrejet som Helle T. men han lod sig trods alt ikke transportere gennem valgkampen i en Jaguar, for nu at skære det ud i pap. Kvinderne i socialdemokratiet, op til Mette Frederiksen, har generelt været gode til at jokke i det materielle spinatbed (det er selvfølgelig Ritt på Ritz jeg tænker på). Det tror jeg faktisk den regerende formand, er for klog til - eller for usexet, om du vil. Og det kan måske vise sig at være en god ting, for en gang skyld?

morten rosendahl larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Pointen med GucciHelle var jo ikke at fokusere på Helle Thornings køn, men på at fokusere og sætte lys på det faktum, at HTS aldrig har været socialdemokrat! Hendes far var, så vidt jeg kan huske kontorchef i et eller andet ministerium, da hun voksede op, og vist også medlem af Det Konservative Folkeparti? OG HTS boede som barn ganske rigtigt i Ishøj, men en i pæn, borgerlig villa. GucciHelle med Guccitasken handlede om, at HTS ville tilgodese personer, der i DK var rigere end de fleste - ikke arbejderklassen. Og det var jo præcis det der kom til at ske....

HTS førte sig frem på, at hun var kvinde, og fordi var kvinde, var hun den rette til at være formand for Socialdemokratiet, og derfor kunne slå Anders Fogh; det kunne hun så ikke!

Og lad os alle huske på det her: HTS - og Socialdemokratiet stod bog kontanthjælpsreformen, en reform af førtidspensionen mm. og mv. - alt sammen politiske tiltag, der forringede de økonomiske vilkår for de svageste, og de allersvageste i det her land! Hvorfor? Fordi Socialdemokratiet troede, at der ville ske vækst og at de her grupper, så kunne komme i arbejde, men det skete ikke! Og nu hvor vi taler om vækst, har Socialdemokratiet siden 1957 altså været besat af tanken om vækst, om at gøre samfundskagen større, så alle, også arbejderklassen, får 10 procent mere af en større kage - i stedet for at omfordele samfundets værdier til f.eks. arbejderklassen....

Vibeke Rasmussen

En egenskab Helle Thorning-Schmidt besidder, og som man alt efter temperament og retfærdighedssans kan foragte eller beundre, er evnen til at komme frem i forreste række, til tider helt bogstaveligt, uden at man nogensinde fornemmer, at hun "møver" eller bruger albuer.

Jeg skal på ingen måde mistænkeliggøre hendes forelskelse i, kærlighed til og loyalitet mod Stephen Kinnoch, som jeg ikke et øjeblik er i tvivl om er ægte, men derfor kan man jo stadigvæk godt stilfærdigt bemærke, at hendes kæreste, senere mand, var/er søn af et par meget magtfulde britiske politikere, i bl.a. EU.

Da hun besluttede sig for at træde ind i dansk politik, valgte hun i første omgang at stille op i samme kreds som Lars Weis. Hun tabte kampvalget, og stillede i stedet op i en anden kreds … og blev valgt ind i Folketinget. Da hun senere blev konfronteret med kredsskiftet, fik hun om Lars Weis sødt og tilsyneladende helt uskyldigt sagt, at Ja, han kom da vist ikke ind, gjorde han? (Nej, det gjorde han ikke.)

Ved mindehøjtideligheden for Nelson Mandela fik hun rystet kronprinsen af sig og sad pludseligt tilsyneladende helt tilfældigt et par stolesæder bag Barack Obama og sippede te, for i næste øjeblik næsten at sidde på skødet af ham, hvor hun så kunne tage den berømte selfie.

Ved solidaritetsmarchen i Paris, efter massakren på Bataclan, startede hun som de andre danske repræsentanter i fjerde geled, men langsomt, umærkeligt bevægede hun sig op i rækkerne og gik pludselig forrest arm i arm med bl.a. David Cameron.

Da det på et tidspunkt så ud til, at Pia Kjærsgaard måske ikke ville få nok opbakning til at blive valgt som Tingets formand, var Helle Thorning-Schmidt ikke sen til, diskret, at bringe sig selv på banen som kandidat.

Man oplevede/oplever lidt det samme i interviews, hvor hun endnu før et spørgsmål er stillet begynder at svare, og på den måde ofte får lov at styre, hvor samtalen/svaret skal føre hen.

Som sagt er det en egenskab, man kan vælge enten at foragte eller beundre. Men vil man i verden frem som politiker, er det nok ikke nogen dårlig egenskab. Ligesom det sikker også er et plus tilsyneladende ikke at besidde evnen til at føle hverken skyld eller skam.

Modsat mange andre mener jeg ikke, at Helle Thorning-Schmidt nogensinde har spillet på sit køn, eller for den sags skyld på sit udseende – selv om mange (journalister) slet ikke kan komme sig over, hvor smuk hun er. Især tydeligt illustreret gennem de seneste dages utallige interviews. (Som jeg ikke bevidst har opsøgt, men som det stort set har været umuligt at undgå! Noget af en allestedsnærværende tilstedeværelse.)

Helle Thorning-Schmidt blev Danmarks første kvindelige statsminister, det kan man ikke tage fra hende. Og at ønske, at det havde været en anden, er jo også ret meningsløst. Men … derfor er det vel stadig legitimt som kvinde at ønske, at den første statsminister der repræsenterede mit køn, havde været mindre tøset og fjantet og havde afsløret større dybde.

Grethe Preisler

Meget kan man sige om Helle Thorning-Schmidt, men 'karrierekvinde' kan man dårligt beskylde hende for at være.

Hvis hun endelig skal defineres som 'politikertype', kan man vanskeligt se bort fra, at hun i al sin færd har bestræbt sig for at optræde som en god gammeldags teflonbelagt karriererytter - på lige fod med sine mandlige konkurrenter til de mest lukrative og glamourøse lederstillinger på globalt niveau både i og udenfor Europa.

Michael Kongstad Nielsen

Nu ved jeg ikke rigtigt, hvad et "offer kort" er, og hvad det vil sige 'at trække det'. Man kan trække et et kort i en tryllekunstners kortkunst, man kan trække sin seksløber i en western, men den er ikke et kort, nej det går over min forstand, hvad offer kortet er. Ofre har sjælden mange kræfter, når tilstanden er intakt, så de udfører næppe aggressive handlinger som at trække noget som helst,
Måske handlingen går ud på at skaffe sig medynk, men den er så let gennemskuelig, at kun de i forvejen forsamlede støtter hopper på den.

Helle Thorning ville skabe et liv a la Kim Larsens Blip Båt
https://www.youtube.com/watch?v=fP6-Nxgyx1Y

Og Helle Thorning, det er altså min veninde, og hun er kold som en is,
men det at hun er kold,
det er lige det jeg han li'
især når hun kommer
med et lille mopset smil.

Slettet Bruger

Gucci har selvfølgelig at gøre med signaler og særligt over for dem, som ikke har råd til at stemme på socialdemokratiet. Men når der blev ført kampagner ved konstant printe Gucci Helle med store typer i overskrifterne har det mere at gøre med den fjerde statsmagts pop og politiske dagsordener. Sådan en taske koster formodentligt relativt få tusinde kroner, men mange vil sikkert også mene, at enhedslistens folks skal holde sig fra modetøj og undgå forældrekøb og huse i København, og det kan måske undre, at pressens maniske interesse for mærkevarer ikke har udstrakt sig til slips og jakkesæt, mærker og priser på politikernes biler. Jeg husker imidlertid en mandlig statsminister, hvor det ikke var tasker men en cykelhjelm, som blev nævnt gennem flere år og kom til at koste dyrt på image. Og det skal da nok være den slags som i sidste ende kommer til at afgøre folketingsvalgene ligesom hvem, der hænger flest muligt plakater op. Vorherre bevares.