Leder

Kurderne må kigge langt efter selvstændighed – for gud ved hvilken gang

18. oktober 2017

De seneste efterretninger fra det nordlige Irak tyder på, at centralregeringen i Bagdad igen har fuld kontrol med den olierige Kirkuk-provins, der siden 2014 har været regeret af Kurdistans Regionale Regering, KRG, i Erbil.

Efter forudgående aftale med Iraks to magtfulde naboer, Iran og Tyrkiet, rykkede centralregeringens hær, støttet af shiamuslimske militser fra den såkaldte ’Folkelig Mobilisering’ frem natten til mandag og besatte uden nævneværdig modstand Kirkuk med de vitale oliefelter, det hele handler om.

Det lod sig gøre, fordi de kurdiske peshmergastyrker stort set trak sig tilbage. Ikke fordi de ikke turde kæmpe – peshmerga betyder ’den, der ser døden i øjnene’, og de er kendt for tapperhed – men snarere, fordi de fik ordre til det.

Patriotisk Union Kurdistan, PUK, repræsenterer den mindre af Nordiraks to dominerende klaner,  talabanierne, der har base i byen Sulaymaniya, og hvis pershmegaer udgjorde hovedstyrken af den kurdiske hær, som besatte Kirkuk i 2014.

Irans revolutionsgarde rekrutterer, træner og indoktrinerer titusinder af unge shiamuslimske mænd fra Irak, Libanon, Pakistan, Afghanistan, Usbekistan og Yemen som led i iranernes bestræbelse på at dominere Mellemøsten. Senest var iranskstøttede shiamilitser spydspids i den irakiske hærs indtog i oliebyen Kirkuk i det nordlige Irak
Læs også

Talabani-klanen har i kraft af både sproglig og geografisk nærhed til Iran traditionelt plejet forbindelser med Iran. Og det var ikke tilfældigt, at generalmajor Qasem Soleimani, chef for Revolutionsgardens ’Jerusalem-styrke’, der varetager kontakterne til gardens regionale klienter, forleden dvælede ved gravmælet i Sulaymaniya for den netop afdøde PUK-leder og ekspræsident for Irak, Jalal Talabani.

Den større Barzani-klan, hvis støttepunkt er KRG-hovedstaden Erbil, og hvis præsident og leder af klanens politiske parti, Kurdistans Demokratiske Parti, KDP, Masoud Barzani, er alt andet end demokratisk, har tætte bånd til Tyrkiet.

Efter 1991, da Nordirak de facto fik autonomi efter USA’s første Golfkrig med efterfølgende flyforbud over de kurdiske provinser, etablerede Tyrkiet tætte handelsforbindelser med Erbil. De blev vitale for regionens økonomiske vækst.

Barzanis kalkule om løsrivelse fra det øvrige Irak med afsæt i en folkeafstemning beroede på tillid til en indgået langtidskontrakt med Ankara om levering af olie fra bl.a. Kirkuk. De tyrkiske advarsler mod folkeafstemningen blev også fulgt af beroligende meldinger om, at det politiske skridt ikke ville berøre samhandelen.

Den kalkule var forkert. Barzani havde nok forudset, at Iran ville være imod en løsrivelse, men han havde formentlig regnet med, at Tyrkiets og Irans traditionelle rivalisering ville udelukke, at de dannede fælles front med den irakiske centralregering i Bagdad, som har erklæret folkeafstemningen forfatningsstridig.

Men det er sket, og selv om forbrødringen mellem Ankara og Teheran har forskellige motiver, er bundlinjen den samme: De to regionale magter vil ikke affinde sig med etablering af en kurdisk stat, som vil stimulere deres egne mindretals aspirationer.

Slået ned med uhørt brutalitet

De 30 millioner kurdere i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien har siden afslutningen af Første Verdenskrig håbet på deres egen sammenhængende stat. Kurdernes utallige oprør mod deres respektive værtslande er hver gang blevet slået ned med en – selv for regionen – uhørt brutalitet.

Saddam Hussein gassede dem i Halabja i 1988, tyrkerne afbrænder den dag i dag deres landsbyer, syrerne nægtede dem statsborgerskab, og iranerne har konsekvent undertrykt dem. Samtlige nederlags særkende har været, at kurdernes oprør hver gang blev underløbet af dem, de regnede for forbundsfæller.

Iraks regeringsstyrker med støtte fra iransk-støttede shiamilitser siger, at de mandag eftermiddag erobrede Kirkuk – herunder flere militærbaser, oliefelter og regeringsbygninger – fra de kurdiske peshmergastyrker ved den omstridte by Kirkuk.
Læs også

Det er også situationen nu, hvor den fælles irakisk-kurdiske nedkæmpelse af Islamisk Stat afløses af en borgerkrig mellem irakere og kurdere – muligvis med kurdere mod kurdere.

Talabani-klanens PUK, der ganske vist accepterede folkeafstemningen om løsrivelse, er efter pres fra Iran bakket ud af alliancen med KDP og Barzani-klanen. Det er ikke så overraskende, som det umiddelbart lyder – så sent som i 1996 tilkaldte Masoud Barzani Saddam Husseins panserstyrker (ikke hans fly, der var jo forbud) i et militært opgør med Talabani-klanen. Også den gang var det et slagsmål om andelen af olieindtægter, og konflikten blev bilagt med amerikansk mægling.

Sådan går det næppe denne gang. Donald Trump sagde mandag, at han hverken støtter Bagdad eller Erbil. Han overlader det således til Iran og Tyrkiet at ordne sagerne, hvilket betyder, at kurderne endnu en gang kan kigge langt efter selvstændighed. Det mest overrasende er i grunden, at de ikke selv indså det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Min viden om Kurdistan er stort set begrænset til, hvad jeg har læst i avisen plus et positivt følelsesmæssigt engagement baseret på et par kurdiske bekendtskaber og en negativ holdning til Sykes-Picot-aftalen. På den baggrund håbede jeg på en kurdisk selvstændig stat; men ......

Det går jo ikke - så snart den fælles fjende er væk, går Barzani-klanen og Talabani-klanen i gang med at bekrige hinanden støttet af henholdsvis Tyrkiet og Iran. Smid nogle oliemilliarder oven i, så har vi den perfekte opskrift til en gevaldig borgerkrig.