Leder

Der er lang vej igen til status quo i Syrien og Irak

30. oktober 2017

Lørdag aften tog DR2’s Deadline fat i dette dagblads historie fra fredag om det umiddelbart absurde i, at dansk trænede og bevæbnede irakiske hærstyrker nu er i væbnet konflikt med hinanden.

Hvordan det kan hænge sammen, kommenterede to politikere på, Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, og Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm.

Det viste sig at være spild af sendeminutter.

Aastrup Jensen, hvis tv-fremtoning leder tanken hen på en fidél kommis i en isenkrambutik, var langt fra imødekommende i sin kommentar, nemlig at når Islamisk Stat ikke er fuldt nedkæmpet, er kurdernes beslutning om at slå hinanden ihjel en biting. At brokke sig over den sag bidrager kun til mere kaos, mente han.

Eva Flyvholm mente ikke uventet, at kurderne undertrykkes af centralregeringen i Bagdad. Deri er hun på linje med sit partis udenrigsordfører, men ikke med kendsgerningerne, som er, at kurderne udnyttede det magttomrum, Islamisk Stat skabte i 2014, til at ekspandere deres territorium ud over de tre autonome kurdiske provinser, herunder til Kirkuk med dens olieproduktion.

Da den kurdiske leder, Masoud Barzani, kunne se, at Islamisk Stat sang på de sidste koranvers, udskrev han en folkeafstemning om kurdisk uafhængighed med det formål at præsentere Bagdad for et fait accompli om fortsat kurdisk ejerskab til olien i Kirkuk.

Da Bagdad konstaterede, at hverken USA, Tyrkiet, Saudi-Arabien eller Rusland, endsige FN’s Sikkerhedsråd, bakkede op om Barzanis selvstændighed, rykkede shiamilitser ind i Kirkuk og irakiske hærenheder tog kontrol med de kurdiske grænseposter til Tyrkiet og Iran. I skrivende stund har Barzani meldt sin afgang som det autonome selvstyres præsident og det kurdiske lokalparlament skændes om, hvordan hans politiske ansigtstab kan genoprettes uden tab af flere menneskeliv.

Mål: Tilbage til status quo før 2011

Det må medgives, at man kan kløjes i at overskue det komplekse mellemøstlige kaos på 10-12 tilmålte tv-minutter. For både Irak og Syrien gælder det, at de sekteriske, etniske og politiske grupperinger fortsat slås om manøvrerum. Men overordnet tegner tendensen til, at de store spillere – Rusland, USA og bagved dem Iran og (modstræbende) Tyrkiet – satser på genetablering af status quo før udbruddet af den syriske revolte i 2011 og islamisk Stats erobring af ’Sunnitistan’ mellem Raqqa og Mosul i 2014.

Der er konsensus om, at Irak fortsat skal være en sammenhængende enhed, eventuelt med en ny føderal aftale, der tildeler kurderne en defineret andel af oliekagen, som de kan regne med.

For Syrien gælder det, at Rusland og USA allerede i 2013 aftalte, at russerne har prokura til at afgøre alawit-diktaturets fremtid. Ganske vist sagde præsident Obama, at han ikke kunne se en syrisk fremtid med al-Assad-familien. Og ganske vist sagde udenrigsminister Rex Tillerson det samme, da han forleden kommenterede på udsigterne i en ny FN-fredsrunde i Genève i november.

Men realiteten er, at USA ikke vil blande sig i det fremtidige styre i Damaskus. Eksempelvis har Washington gjort mindst muligt ud af at kræve Damaskus draget til ansvar for det giftgasangreb, der i april dræbte 89 i landsbyen Khan Sheikoun i Idlib-provinsen, og hvor alle indicier peger på, at gerningsmanden er Bashar al-Assad. USA har affundet sig med, at Rusland blokerer for mere FN-efterforskning af yderligere tre snese uopklarede kemiske angreb.

Amerikanernes bekymring er Islamisk Stat – når den er nedkæmpet med udbombning af de sidste IS-bastioner langs Eufrat-floden, er USA’s Syrien-rolle udspillet.

Langt igen i Mellemøsten. Og med dækningen i Deadline

Næste konflikt bliver Tyrkiets konfrontation med to problemer: et syrisk-kurdisk og et russisk-iransk-syrisk. Tyrkiet står lige nu i den nordvestlige oprørsprovins, Idlib, hvor de sunnitiske militser forhandler om en sammenlægning, der kan skabe en mere slagkraftig styrke.

En sandsynlig udgang kan meget vel blive, at Assad-styret hjælper Tyrkiet med at kværne de syrisk-kurdiske styrker, der er i færd med at etablere den sammenhængende enklave, Rojava, syd for Tyrkiets grænse, og som anerkender PKK-lederen Abdullah Öcalan som deres politiske ledestjerne.

Ankaras modydelse kan meget vel være accept af Damaskus-styrets endelige sejr i Syrien, der betyder eliminering af sunni-oprørerne i Idlib-provinsen. En sådan løsning er rykket nærmere med Saudi-Arabiens udmelding om, at det er slut med at støtte jihad-oprørere. Men der er langt igen. Også i Deadline.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Stig Bøg
Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Vi kunne sagtens have undværet din vurdering af Michael Aastrup Jensen's TV-fremtoning.

Det er sagen uvedkommende, og aldeles uklædelig for både dig selv og Information.

Jakob Trägårdh

Ja, eller Adam Holm—eller med andre ord: En journalist med en kritisk tilgang og viden om udenlandsstoffet. Kurdernes selvstændighed kan i høj grad ikke realiseres pga deres indre splittelse og mangel på regionale alliancer og adgang til hav. Den aftale som kurderne har om autonomi i Irak er nok den bedste de kan opnå med udgangspunkt i de politiske realiteter? Det samme gælder for kurderne i Syrien før krigen.