Leder

I løbet af én time faldt Theresa Mays relancering bogstavelig talt sammen

Debat
6. oktober 2017

Det skulle have været hendes store comeback. Det var den britiske premierminister, Theresa Mays, mulighed for at sige undskyld til de menige medlemmer for at have gamblet partiets flertal væk i et unødvendigt parlamentsvalg og udskifte May-bot-imaget med 'den menneskelige' præstedatter.

Det skulle have været et farvel til Brexit som tema og en refokusering på en hjemlig dagsorden med tilbud om flere offentlige boliger og fastfrysning af brugerbetalingen på universiteterne.

Men Mays tale til partiets årsmøde i denne uge blev ingen af disse ting. Hun sagde ordene. De blev bare ikke hørt.

En række uheld endte i stedet med at stjæle det samlede indtryk: En komiker gav hende et P45-dokument – et synonym for en fyreseddel – med besked om, at udenrigsminister Boris Johnson havde bedt ham aflevere det. Et voldsomt og vedvarende hosteflip gjorde det næste umuligt for hende at tale. Og ikke mindst faldt sloganet på væggen bag hende – Building A Country That Works For Everyone – bogstaveligt talt fra hinanden. Og således også Theresa Mays relancering.

Det var egentlig ikke hendes skyld. Hun havde fornuftigt nok forsøgt at parkere Brexit-debatten i Firenze. Men Boris Johnson har i to artikler fremlagt sin egen personlige plan for Brexit og dermed holdt debatten på både Brexit og Mays evne til at lede partiet.

Mays hosteanfald og det nedfaldne slogan var sort uheld, men det britiske konservative parti er ikke kendt for overbærenhed. Det er sandsynligt, at mange i partiet vil se May som en ulykkesfugl og konkludere, at partiet ikke kan få vind i sejlene med hende som leder.

Det vil dog være en fejl at tro, at de konservatives relative upopularitet – de vandt trods alt valget – kun er et spørgsmål om Theresa Mays ledelse. Hendes forgænger, David Cameron, vandt valg på at placere partiet på den poltiske midte.

Efter juni-valget har politikerne igen fået øjnene op for 'de unge'. Men de ærke-brexitere, der står i kø for at tage over efter May, vil næppe med deres bagudskuende romantiske vision om stormagten Storbritannien uden for Europa appellere til de unge under 24, hvoraf 70 pct. af dem, der stemte, ville blive i EU.

Om noget har denne konference afsløret, hvor uforenelige yderpunkterne i partiet er. Efter May er det et åbent spørgsmål, om der eksisterer en politiker, der vil være i stand til at udføre opgaven.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her