Leder

Vi må insistere på en kunst, der både er værdifuld i sig selv og i den verden, den reagerer på

Den polske kunstner Piotr Uklanskis ’Real Nazis’ (2017), der var en del af årets Documenta-program, består af reproducerede stillbilleder fra Leni Riefenstahls berygtede nazipropagandafilm ’Olympia’.

Den polske kunstner Piotr Uklanskis ’Real Nazis’ (2017), der var en del af årets Documenta-program, består af reproducerede stillbilleder fra Leni Riefenstahls berygtede nazipropagandafilm ’Olympia’.

Nils Klinger

30. oktober 2017

Er det nødvendigvis udtryk for censur, når et kunstværk aflyses på grund af heftig kritik? Er det en indskrænkning af den kunstneriske frihed?

Det mente mange, da den italienske Franco ’Bifo’ Berardis annoncerede og kontroversielle performance Auschwitz on the Beach blev taget af plakaten på årets kunstfestival i Kassel, Documenta14. Værkets titel havde udløst en flodbølge af vrede og kritik i den tyske – og især jødiske – offentlighed. Så det blev altså aflyst.

Den beslutning udløste også harme og kritik over en bred kam. Den græske professor og forhenværende finansminister Yanis Varoufakis anså eksempelvis aflysningen for at være dybt bekymrende, da »censur er kujonens vej ud af kontroverser«.

Også Hanno Rauterberg, tysk kunstkritiker, så aflysningen som bevis på, at samtidskunsten er præget af »selvcensur og selvopløsning«.

Men spørger man kunstneren bag både værk og aflysning, så tegner der sig et ganske andet billede. Ifølge ’Bifo’ havde aflysningen intet med selvcensur eller knægtelse af kunstnerisk frihed at gøre. Den var tværtimod et udtryk for, at værket lykkedes. Kontroverserne fuldendte hans kunstneriske intention; de fik folk til at tale om bådflygtninge, migrationspolitik og Auschwitz. Debatten var vigtigere end performancen.

Rauterberg gjorde årets Documenta14 – og herunder aflysningen af ’Bifo’s værk – til et spørgsmål om ytringsfrihed, identitetspolitik og politisk korrekthed. Og ’Bifo’ gjorde sit eget værk til et spørgsmål om europæisk migrationspolitik, først og fremmest. Hans intention var at skabe debat, ikke en kunstnerisk performance, det har han ikke lagt skjul på.

Vi har altså at gøre med to moderne kunstsyn her, der aldrig vil mødes, men altid skændes:

Den frie, kompromisløse og autonome kunst, der er hævet over hensyn, vs. den kunst, der først giver mening i sin sociale, politiske og økonomiske kontekst.

Og begge positioner har fat i den lange ende. Begge positioner er valide og vigtige indspark i en kritisk diskussion af samtidskunsten. Men de er hver især også mangelfulde. Kunne man ikke forestille sig et kritisk kunstsyn, der befandt sig et sted imellem de to ståsteder? 

Ikke forstået som et vagt eller udglattende kompromis, men derimod som en benhård insiteren på, at kunsten både er værdifuld i sig selv og værdifuld i den verden, den findes i og reagerer på. Og derfra kan vi så forholde os til, hvordan og hvorfor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Den almindeligt accepterede opfattelse af kunsten i offentligheden er kunsten som autonom i betydningen fri, kompromisløs og hævet over hensyn. Det forudsætter visse særrettigheder for kunsten, netop fordi der er tale om kunst. I praksis ved vi godt, at denne principielle opfattelse af kunsten kun gælder, så længere vigtigere hensyn ikke gør sig gældende og f.eks. væsentlige politiske, sociale og økonomiske interesser er truet. Det gælder ikke mindst trusler mod det brand, som er knyttet til de institutioner, der repræsenterer sådanne interesser, og som er forbundet med bestemte værdier i form af forestillinger og fortællinger. Jf. foromtalen af Auschwitz on the Beach.

At tilsidesætte kunsten i særlige situationer kræver gode forklaringer, som sjældent accepteres af dem, der vil forsvare kunstens interesser, og de vil så tale om knægtelse af ytringsfriheden og brud på kunstens autonomi, netop fordi kunsten har fremvist eller afsløret vigtige forhold, som ikke tåler dagens lys, mens institutionernes forklaringer med hjælp fra ”spindoktorer” ofte vil blive accepteret i store dele offentligheden, der vil mene, at kunstnerne i de aktuelle situationer er gået for vidt.

Det ovenfor skitserede er for mig at se forudsætningerne for, at en anden form for kunst kan realiseres. Men det er et synspunkt, som der er stor uenighed om blandt teoretikere, der beskæftiger sig med spørgsmålet om kunst og offentlighed jf. følgende oversigtsværk: Gade, Solveig / Intervention & Kunst: Socialt og politisk engagement i samtidskunsten. Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 2010.

Som jeg forstår det, er der tale om to forskellige former for kunst, der fint supplerer hinanden.

En række kunstnere har et stort kendskab til de ovenfor nævnte sociale mekanismer og kan langt hen ad vejen forudsige, hvordan institutioner, deres ”spindoktorer”, medierne og offentligheden vil reagere i givne situationer (ligesom dygtige politikere og politiske journalister kan gøre det), og det benytter de sig af i forskellige former for interventionskunst (hvor de til en vis grad er i stand til at styre processerne undervejs). Jf. reaktionerne på foromtalen af Auschwitz on the Beach.

Der er personer inden for og uden for kunstens verden, der kritiserer sådanne former for kunst for at være populistisk og iscenesættende, og som stiller krav om ærlighed, f.eks. med hensyn til, hvad kunstneren egentlig står for, og nogle vil mene, at der er tale om mediestunts og ikke ”rigtig” kunst.
Om der er tale om god kunst i de konkrete situationer, må for mig at se bero på en helhedsvurdering.

Eksempler på kunstnere fra Danmark, der har skabt interventionskunst: Simone Aaberg Kærn, Superflex, A – Kassen, Das Beckwerk.

Christian De Thurah

"Kunne man ikke forestille sig et kritisk kunstsyn, der befandt sig et sted imellem de to ståsteder?"
Jo, det står da enhver frit for at have et sådant kunstsyn, men det virker, som om artiklen vil afmontere den debat, der nu finder sted mellem forskellige positioner, og indføre en slags kompromis og konsensus. Det kan jeg ikke se nogen grund til, lad dog holdningerne brydes.
Hvis en større flok mennesker er enige, kan man være ret sikker på, at der er noget galt.

Kunstens og kunstnerens rolle er der gennem tiderne skrevet meget forskelligt om - og der er også skrevet en hel del om hvad kunst er eller bør være.

Hver gang man læser en fremstilling om hvad , der er kunst , og om hvad kunsten bør eller ikke bør, så er der reelt tale om en "begrænsning", hvor noget vælges fra og stemples som ikke værende (god) kunst o s v.

Kunst er vist det, som man til enhver tid aktuelt mener er kunst - og hvis der er flere meninger, så er de nok alle legitime - hvad én gruppe mener er kunst skal ikke forpligte andre grupper til at mene det samme ?