Leder

Nogle republikanere siger sandheder om Trump. Men flertallet tier frygtsomt

Debat
28. oktober 2017

Aldrig har en amerikansk senator sagt så hårde ord om sit eget partis præsident, som det skete i denne uge i Senatet. Den ærkekonservative senator fra Arizona, Jeff Flake, erklærede, at den republikanske præsident Donald Trump opfører sig »hæmningsløst, uhyrligt og uværdigt«.

Med henvisning til Trumps tweetmani sagde senator Flake: »Alliancer og aftaler, som sikrer hele verdens stabilitet, bliver rutinemæssigt truet af det niveau af tankevirksomhed, der kan rummes i 140 tegn.«

Flake udskammede sine partifæller: »Hæmningsløs, uhyrlig og uværdig optræden er blevet undskyldt og bortforklaret med som ’at sige det, som det er’, skønt det faktisk bare er hæmningsløst, uhyrligt og uværdigt.«

Flake kaldte bortforklaringerne »en trussel mod demokratiet« og »en fordærvelse af ånden«. Og så spurgte han sine partifæller: »Når den næste generation spørger os: ’Hvorfor gjorde I ikke noget?’ Hvad skal vi så svare?«

På bedste amerikanske vis fik Jeff Flake indflettet: »Himlen hjælpe os alle!«

Samme dag gik en anden republikansk senator, den moderate formand for Udenrigsudvalget, Bob Corker, på tv til angreb på Trump og kaldte ham »en yderst usandfærdig præsident«. Corker tilføjede: »Jeg ved ikke, hvorfor han synker til så lav, lav standard og fornedrer vores land på den måde, men det gør han.«

Det særlige ved senatorerne Flake og Corker er, at de har besluttet ikke at genopstille ved næste års valg til Senatet. Det har fået Donald Trump til svare med hånlige tweet-ord: »Grunden til at Flake og Corker dropper ud af senatsvalget er meget simpel. De havde nul chance for at blive valgt. Og nu optræder de så fornærmet og såret!«

At en præsident omtaler to af sit eget partis senatorer så nedladende, kan man se som vidnesbyrd om, hvor langt amerikansk offentligt liv er gået i skred. Just det skred, som de to senatorer advarer imod.

Det er ikke givet, at Flake og Corker ville være uden genvalgschancer. Men de har betakket sig ved udsigten til en benhård udfordring fra højre under de kommende republikanske primærvalg. Trumps tidligere officielle chefstrateg Steve Bannon er i fuld gang med at skaffe penge og kandidater til at udfordre alle de republikanske senatorer, der næste år er på genvalg – dog ikke den ekstreme højrepopulist Ted Cruz fra Texas, som Bannon skåner i denne omgang.

Advarsler mod Trump har også lydt fra særdeles kendte republikanske navne, nemlig McCain og Bush. Ingen af de to nævnte Trump ved navn, men adressen er ikke til at tage fejl af, når Arizona-senator John McCain tager til orde mod »halvbagt, uægte nationalisme« og beklager, at USA giver afkald på globalt lederskab. Ej heller, når tidligere præsident George W. Bush fordømmer hvide racister, konspirationsteorier og løgne.

Men, men, men. Både McCain og Bush er skikkelser fra fortiden. McCain kæmper med en ondartet hjernesvulst og Bush med et ramponeret ry fra sin egen præsidenttid. Og de to senatorer, der kritiserer, er på vej ud.

Hvor er resten af Det Republikanske Parti? Nogle er på vej til stilfærdigt at luske væk. Et større antal moderate republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus har meddelt, at de ikke genopstiller næste år. Heller ikke de vil udsættes for hysteriske Trump-tilbedere som udfordrere i primærvalgene.

De bærende republikanske magthaverlag holder sig stadig for næsen og giver Trump stående ovationer – sådan som han i en tweet har pralet med, at han blev hyldet under sit møde med republikanske senatorer forleden. Når magthaverlaget holder ved Trump, skyldes det stadig håbet om, at loyaliteten kan samle partiet om langt om længe at få gennemført mærkesager. F.eks. de massive skattelettelser, der nu – måske – er banet vej for, efter at skattenægterfløjen har opgivet enhver ambition om at få balance i USA’s statsbudget.

Lykkes det ikke at få skattelettelserne igennem, eller fører de til dyb uro om amerikansk økonomi, kan det øge republikaneres mod til at sige sandheder om Trump.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

USA's politiske deroute berører os alle

Da jeg var 6 år i 1958 ville min far, som den sidste ud af 4 søskende imigrerer til mulighedernes land USA, som samtidig sammen med Storbritanien har været garant for Danmarks sikkerhed. Jeg og mine to søskende vidste ikke, hvad der var i gære. I sidste øjeblik fik min mor forpurret planerne. Og det skal hun have tak for. Med mit sind og karakter ville jeg have passet rigtig dårligt ind i et land, hvor den stærkes ret var og er gældende.

Når jeg skriver om dette er for at redegøre for min store interesse for et land, som har præget mine familieforhold. Jeg har også amerikanske venner og gennem mit liv mødt og talt velovervejet frit med mange USA- borgere. Jeg har talt politik med såvel venner som familie. Jeg levende interesseret mig for amerikanske forhold helt tilbage i 1960'erne, hvor vi folkeskolen skulle forholde os for verden fortrædeligheder. Først om USA og FN, krige i Mellemøsten, Vietnamkrigen, støtte til højreorienterede diktatorer og ikke mindste Watergate, som sendte USA's indtil videre eneste præsident ud af embedet. Jeg husker stadig navnene på de forbryderiske politikere og embedsmænd, som for manges vedkommende blev sendt i noget, som lignede luksusfængsel.

Siden har jeg fulgt USA tæt. Både i de danske medier men også gennem Informations satiriske serie Doonesbury, som handler om stort og småt om livet i USA. Jeg besøgt det store land i østlige-, vestlige og nordlige del mindst 5 gange.

Inden Trump kunne man uanset, hvor den enkelte USA-borger befandt sig politisk, stadig tale i et civiliseret sprog om USA i USA.

Efter Trump er situationen helt forandret. I dag synes ethvert forsøg på debat, at blive sendt ud i en følelsesmæssigt mareridtsagtig samtale. Sådanne samtaler gavner intet og desværre har Trumps uforskammetheder og uvidenhed nedbrudt samfundets beskyttelse mod ignoranter og åbnet for en demokratisk debat baseret på uvidenhed og en stigende følelsesmæssig styring af den vestlige verden.

Min pointe er, at Trumps forsatte tilstedeværelse på den politiske scene er helt ødelæggende for dialog på såvel borger- som regeringsniveau.

Jeg savner et fornuftspræget og stabilt USA, så jeg på ny kan rejse fysisk og tankemæssigt ind i USA.

Bjarne Bisgaard Jensen, ingemaje lange og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar