Læsetid 2 min.

Stop med at behage en mand, der nok er væk, når forsvarsforliget løber ud

LEDER
I regeringens udspil skal Forsvaret styrkes med 4,8 milliarder kroner over de næste seks år – eller mere end 20 procent mere, end vi bruger i dag.

I regeringens udspil skal Forsvaret styrkes med 4,8 milliarder kroner over de næste seks år – eller mere end 20 procent mere, end vi bruger i dag.

Sille Veilmark
12. oktober 2017

Den eneste trussel, der forblev mellem linjerne, da regeringen i går fremlagde sit udspil til et nyt seksårigt forsvarsforlig, var den fra vest.

I øst ser vi et »stadigt mere aggressivt Rusland«, i syd skaber ustabilitet grobund for terror og øgede migrantstrømme, i nord øger klimaforandringerne behovet for overvågning i Arktis, og selv i cyberspace er vi stadig mere udsatte, lød statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) rids over det alvorligste trusselsbillede mod Danmark »siden Murens fald«.

Det var først i pressens efterfølgende spørgsmål, der blev sat navn på elefanten i rummet: Vil de øgede bevillinger til Forsvaret være tilstrækkelige for USA’s præsident Trump?

Siden forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ved årsskiftet begyndte at varme op til et nyt forsvarsforlig, har det foretrukne middel været at tale truslerne fra især Rusland op. Men det er værd at huske på, at det hele begyndte med, at vores let utilregnelige allierede på den anden side af Atlanten gav os en bunden opgave om at bruge flere penge på sikkerhed.

Det har givet en bagvendt diskussion. Som regel ville man begynde med at spørge, hvilket forsvar vi har brug for, og dernæst hvilket forsvar vi har råd til. Her er det foregået omvendt, og resultatet er blevet derefter.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) insisterer på, at der er tale om et substantielt løft af forsvarsudgifterne. Men der er snarere tale om talgymnastik, mener kritikere.
Læs også

I regeringens udspil skal Forsvaret styrkes med 4,8 milliarder kroner over de næste seks år – eller mere end 20 procent mere, end vi bruger i dag. Vi skal kunne udsende en selvstændig brigade på 4.000 soldater – dobbelt så mange, som vi er i stand til i dag.

Det lyder voldsomt, og selvom vi endnu i 2023 vil være langt fra NATO-målet om at bruge to procent af BNP (ifølge regeringen kommer vi op på 1,3 procent af BNP), har Løkke en begrundet formodning om, at det vil være nok til at tilfredsstille Trump.

Det er bare svært at slippe mistanken om, at tallene er blevet trukket i alle ender for at se så imponerende ud som muligt. Særligt når man ser på, at forliget strækker sig over seks år i stedet for de normale fem, og at de substantielle tilførelser af milliarder først kommer i 2022 og 2023.

Så kære forligspartier: I bliver nødt til at sætte jer ud over trangen til at behage en mand, der forhåbentlig er forsvundet, inden dette forsvarsforlig løber ud, og i stedet vende tilbage til det grundlæggende spørgsmål: Hvilket forsvar har vi brug for? For lige nu er den militære trussel fra Rusland talt helt ud af proportioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Hanne Ribens
    Hanne Ribens
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Katrine Damm
    Katrine Damm
  • Brugerbillede for Holger Madsen
    Holger Madsen
  • Brugerbillede for Jakob Trägårdh
    Jakob Trägårdh
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
  • Brugerbillede for Poul Erik Riis
    Poul Erik Riis
  • Brugerbillede for Hans Aagaard
    Hans Aagaard
  • Brugerbillede for Poul Anker Sørensen
    Poul Anker Sørensen
Hanne Ribens, Steffen Gliese, Espen Bøgh, Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger, Katrine Damm, Holger Madsen, Jakob Trägårdh, Torben K L Jensen, Toke Andersen, Poul Erik Riis, Hans Aagaard og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for John S. Hansen
John S. Hansen

Måske vi skal til at diskutere det militær - industrielle kompleks igen! Mange har andre interesser, end de rent sikkerhedsmæssige, i at få gjort dette vanvid til virkelighed!

Niels Nielsen, Flemming Berger, Holger Madsen og Jes Balle Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Emil Rottbøll

Du forholder dig ikke til målsætningen om 2% af BNP til Forsvaret.

Danmark har jo anerkendt rimeligheden af denne målsætning på et Nato-møde i Wales i 2014; men vi er ikke forhippede på at opfylde målsætningen - tvært imod.
På trods af al talgymnastikken forventer regeringen kun, at vi når op på 1,3% i 2022.

Det værste i planen er udvidelsen af antallet af værnepligte.
Det er et modbydeligt indgreb i unge mænds liv.

I min tid - 60'erne - blev man indkaldt et årstid, hvis man ikke blev udtaget til sergent - så røg der et 1 år mere på - men allerede det første år blev placeret så skævt, at man mistede 2 studieår .... og hyren var en køjeseng, fri kost plus knebne lommepenge.

Det system skal vi ikke genindføre.

Vi skal have et forsvar af frivillige - og hvis der ikke melder sig et tilstrækkeligt antal unge kvinder og mænd, så må vilkårene under og efter opholdet i Forsvaret forbedres, indtil de unge mennesker finder det ulejligheden værd at arbejde dér, hvilket meget vel kan betyder, at vi så kommer til at opfylde løftet til vore Nato-allierede om at afholde forsvarsudgifter i størrelsesordene 2% af BNP.

Vi skal væk fra al den forbandede tvang.

Brugerbillede for Toke Andersen

Det danske sprog kommer aldeles til kort i forsøget på at beskrive omfanget af uhæmmet idioti det kræver at opfatte allokation af vanvittige 2% af det samlede statsbudget til militæret.

Den største trussel mod Danmark er fortsat den sørgeligt svage intelligens og tilsyneladende afgrundsdybe mangel på overblik, blandt landets folkevalgte.

Niels Nielsen, Holger Madsen, Steffen Gliese, Anker Nielsen, benta victoria gunnlögsson, John S. Hansen, Flemming Berger, Per Klüver, Tino Rozzo, Kim Øverup og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Toke Andersen

Jeg var i mange år enig med dig i spørgsmålet om omkostninger til forsvaret.
Aksel Larsen inspirerede mange dengang i 60'erne.
Han ville nedlægge det hele og oprette et grænseværn i stedet for.
Der var så ingen grænser for, hvad pengene i stedet kunne bruges til.

Jeg begyndte at skifte mening, da jeg tilfældigt læste en artikel om Den jyske Division med divisionshovedkvarter i Aabenraa.
Divisionen skulle forsvare Jylland mod et eventuelt angreb fra Warszawapagten. Problemet var ifølge artiklen, at Divisionen ikke kunne samordne sine manøvrer med vore Nato-allierede - i dette tilfælde briterne og tyskerne - fordi man manglede minerydningsudstyr. De værnepligtige forventedes at skulle rydde eventuelle miner på samme facon, som vi så illustreret i "Under sandet" - og det gik jo aldeles for langsomt i forhold til de minerydningstanks vore allierede anvendte.

Det fik mig til at overveje, om vi kunne være det bekendt overfor de værnepligte i Den jyske Division - uanset om man måtte være enig eller uenig med den daværende regering om Danmarks forsvarstilhørsforhold.
I hvert fald nåede jeg frem til, at vi skatteydere anstændigvis måtte til lommerne.

Jeg var undtagelsesvis ret begejstret for Holger K, da SF i Thorningregeringens tid medvirkede til et forøget forsvarsbudget - Holger K argumenterede for det rimelige i, at de udsendte soldater kunne træne i de samme kampvogne i Oksbøl, som de skulle arbejde med i Afghanistan.
Det havde ikke været tilfældet hidtil - forsvaret rådede ikke over 2 sæt af disse kampvogne.

Selvfølgelig skulle de danske tropper slet ikke have været til stede i Afghanistan; men det ændrer ikke ved, at vi har et ansvar for de soldater, som Danmark udsender.

Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

Brug pengene på at nationalisere og udvide hele fibernettet hvor sikkerheden på internettet er en forsvarsopgave på linje med krudt og kugler.

Brugerbillede for Ole  Brockdorff
Ole Brockdorff

Torben Lindegaard glemmer lige i sin argumentation om værnepligt, at regeringen formentlig udelukkende ønsker flere værnepligtige soldater, fordi § 81 i Danmarks Riges Grundlov foreskriver, at ”enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”, og derfor kan de ikke uden videre droppe hele værnepligten uden en grundlovsændring, selv om de dybest set meget gerne vil.

Jeg var også værnepligtig soldat i 1960`erne hos det nu hedengangne Falsterske Fodregiment, hvor jeg i 14 måneder fik en køjeseng, fri kost og 49 kroner i lommepenge om ugen. Dog har jeg aldrig betragtet min tid som værnepligtig som ”et modbydeligt indgreb i unge menneskers liv”, men som en sjov og lærerig proces i den menneskelige udvikling, fordi jeg her aftjente værnepligt sammen med unge fra alle samfundslag under disciplinerede forhold.

Det tog ingen af os skade af i en tid, hvor Kongeriget Danmark med den daværende geopolitiske situation omkring os, stadig havde en bred fælles holdning om, at vi alle ville forsvare vort nationalhjem og grænser med næb og klør, hvis en fremmed magt igen prøvede at besætte os som tilfældet med tyskerne den 9. april 1940, men det var selvfølgelig dengang flertallet af danskere stadig elskede deres land som en selvstændig nationalstat i det store Europa.

Imidlertid har lederskribenten en pointe, når han blandt andet skriver, at det foretrukne middel til et nyt forsvarsforlig er, at tale truslerne fra især Rusland op. Ja, lige netop. Men præsident Vladimir Putin og hans følgesvende er trods alt ikke idioter, der vil eskalere noget som helst militært i forhold til det samme Vesteuropa, som de tjener milliarder af kroner på, at levere gas til gennem deres nuværende og planlagte rørledninger som blandt andet Nordstream 2.

Nej, det er NATO med amerikanerne i front, der konstant stempler russerne som en potentiel militær trussel, så det amerikanske militær-industrielle kompleks kan tjene endnu flere milliarder af kroner på salg af våben til Vesteuropa, ligesom de arbejder hårdt på at få Vesteuropa til at droppe Rusland som leverandør af al gas i fremtiden.

I stedet ønsker amerikanerne, at gassen til Vesteuropa skal leveres fra det islamiske regime Qatar, der samarbejder tæt med de store amerikanske olieselskaber, og med Tyrkiet som distributører af gassen til Vesteuropa gennem store distributionsterminaler i landet. Og som velvillige håndlangere til at gennemføre denne plan har man blandt andet den danske regering, som nu vil give udenrigsministeren carte blanche til alene at bestemme, hvorvidt Nordstream 2 og andre rørledninger fra Rusland må gå igennem dansk farvand.

Men desværre har den til enhver tid siddende danske regering altid været i lommen på Amerika og deres geopolitiske interesser, et på alle måder formidabelt berigende land, som desværre i dag styres politisk af de store olieselskaber samt det private militær-industrielle kompleks. De skal nok sørge for, at den til enhver tid siddende præsident makker ret, og at han bruger sit embede til at fremme deres interesser, som lige nu går ud på at tale den militære trussel fra Rusland op i et skingert leje.

I dette beskidte geopolitiske spil er Danmark bare en lydig vovse.

Niels Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Ole Brockdorff

Det vigtige er, at våbenføre mænd er forpligtet til med deres person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.
Der er altså tale om en deklaratorisk bestemmelse, som staten ikke nødvendigvis behøver at gøre brug af - modsat en præceptiv bestemmelse.

Næh - årsagen til den foreslåede øgede anvendelse af Grundlovens værnepligtbestemmelse skal desværre søges i økonomien.

P1 Debat havde i går en paneldiskussion om regeringens udspil til nyt forsvarsforlig, og det fremgik ganske tydeligt, at med en ny brigade på 4.000 mand ville det simpelt hen blive for dyrt for staten at hyre professionelle soldater. Brigaden skulle derimod bestå - frit efter hukommelsen - af 1/3 aktive soldater plus 2/3 i reserven - og netop reserven, der skulle kunne genindkaldes i op til 5 år, var dejlig billig i drift.

Det er simpelt hen den mest dødssyge tvangsudskrivning af unge mænd.

Nej - aftal en overenskomst og indfør forhold i Forsvaret, så unge kvinder og mænd finder det interessant at arbejde dér -og drop anvendelse af værnepligten.
Vi behøver ikke grundlovsændringer af den grund.

Brugerbillede for Toke Andersen

Torben Lindegaard,
Forsvaret af danske grænser og suverænitet samt bidrag til internationale brigader under FN og evt EU i fremtiden, kan gøres sikkert og effektivt; med fine arbejdsforhold for værnepligtige og professionelle, for langt under 0.2% af årlige statens budget - med forbehold for enkelte år med store udgifter til materiel.

Det der koster kassen og kræver særligt materiel for enorme summer, samt langt større mønstring og stående reserve, er den aggressive ekstrakapacitet som Danmark har påtaget sig de seneste par årtier, for at deltage i amerikanske krigseventyr udenom FN eller EU.
Det absurde er så at, det netop er Danmarks deltagelse i USAs vanvittige krigsførelse, der er den primære årsag til samme forhøjede trusselsprofil, som vores åndsvage politikere nu vil imødegå med meget mere af det helt forkerte.
Det er grænseoverskridende idiotisk og totalt ubærligt.

Hanne Ribens, Steffen Gliese og jens wolff anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Larsen
Jørgen Larsen

Hvis Danmark har indgået en aftale om, at bruge 2% af BNP på forsvaret, så er det selvfølgelig det vi gør. Men det indebærer jo ikke nødvendigvis, at vi skal bruge 2% af BNP alene på krudt og kugler.

Brugerbillede for Toke Andersen

Det burde være selv-evident; også for PTSD-ramte kold-krigs-børn, at procentsatser for beredskab af denne art, alene giver mening for producenter og sælgere af det relevante habengut, samt selvfølgelig for de forvoksede drengerøve der får nyt legetøj, selvom jul stadig er måneder væk.

Hanne Ribens, Steffen Gliese og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen
Børge Rahbech Jensen

Udgangspunktet må være uændrede behov for forsvaret. En debat om, hvilket forsvar vi har behov for, er spild af tid, fordi behovene hele tiden ændres, og mest afhænger af hvilket forsvar, vi har.

Uanset om truslen fra Rusland er voldsomt overdraget, er der ikke for alvor skabt tvivl om behovet for et forsvar, der kan bruges til internationale opgaver sammen med især USA og Storbritannien i et geografisk område, som tilsyneladende er afgrænset af Atlanterhavet, Stillehavet samt Ruslands og Kinas grænser. Der må også være behov for nye kampfly til erstatning for dem, der har tendens til revner, når de udstationeres i Mellemøsten, hvis sandheden da ikke er, at Danmark i realiteten ikke er interesseret i kamp mod Islamisk Stat, men heller ikke interesseret i, det bliver for tydeligt. Som alt andet teknisk udstyr skal kampfly udskiftes, når de er for dyre og svære at vedligeholde.

Der blev ikke sat navne på alle elefanter i rummet. Det gør dansk presse aldrig. Den største elefant er ikke USAs præsident Trump men hvilke kilder, den danske regering og Folketingets partier baserer sin politik på. De trusler, forsvarsministeren og integrationsministeren henviser til, er ikke introduceret af USAs præsident. Tværtimod er valget af Donald Trump som USAs præsident omtalt som en fjendtlig handling fra Rusland. Det var USAs foregående præsident Barack Obama, der udpegede Rusland som en fjende, og Rusland truer da også især Barack Obamas eftermæle. Den trussel, integrationsministeren henviser til, er primært introduceret af dansk presse.

Det er uklart, om de øgede bevillinger til forsvaret vil være nok til at tilfredsstille præsident Trump. Et godt gæt kan være, at det er nok, hvis pengene tages fra eksportfremstød i USA eller lande, hvor danske produkter konkurrerer med USAs produkter. Danmarks nuværende forsvarsbudget svarer til lidt under otte måneders danske handelsoverskud i forhold til USA.

Samtidig har EU samlet næsten lige så stort BNP som USA, så det kan være en provokation for USAs præsident, at Europas medlemmer af Nato tilsyneladende bruger penge, der spares på forsvaret, til at udkonkurrere USAs virksomheder endda på USAs hjemmemarked, mens USAs egen statsgæld øges, og tre af USAs fem største arbejdsgivere hører til Pentagon.
http://www.al.com/news/index.ssf/2017/02/30_largest_employers_in_the_us....

I forhold til ønsket om en brigade til udsendelse mangler jeg viden om, hvor mange soldater Danmark har udsendt for tiden. Det var absurd for nylig at høre antydninger af, det var nyt, at Danmark skulle kunne udsende soldater til opgaver uden for landets grænser. Sidst, jeg kiggede, lå bl.a. Afghanistan og Irak uden for Danmarks grænser.

Det er heller ikke nyt, danske soldater er brugt til at "behage en mand", som tilfældigvis var USAs præsident. Det har Danmark gjort både i 1941-1945 og siden 1990. Danmark deltog endda i oprettelsen af Kosovo, som var det seneste muslimske land, der blev oprettet i Europa.

Det er uklart, hvorfor påstanden om et aggressivt Rusland ikke forbindes med Arktis, hvor Rusland er mere aktive, end Danmark er. Det kan skyldes, det meste af forsvaret af Grønland og Færøerne er overladt til USA og Canada, mens Danmarks bidrag mest består af nogle inspektionsskibe, en slædepatrulje og nogle Hercules- og Challenger transportfly.

Brugerbillede for Allan Petersen
Allan Petersen

Danmark kan knapt nok opretholde udsendelse af 1.000 mand, så tag det roligt. Udsendelse af omtalte brigade bliver aldrig en realitet. Der er tale om at have en stående brigade (som vi har på papiret i forvejen), som skal fungere som Danmarks bidrag til forsvar af NATOs medlemslande. Dette opfyldes ved at ansætte 6-700 personer! .. til en brigade i størrelsesordnen 4.000 mand. Med andre ord, den "nye" brigade er den gamle som det åbenbart tager 6 år at få bemandet i en grad så man kan kalde den fuldt bemandet.

Toke Andersen, selvfølgelig kan forsvaret ikke drives for 1/6 af nuværende budget. Du mener måske også, at alle andre offentlige institutioner kan drives for 1/6 af deres nuværende budget?

Med hensyn til prisen, så kan Danmarks forsvar ikke kun bestå af fuldtidsansatte, fordi styrken så er alt for lille til et egentligt forsvar af dansk grund. Danmark kan kun forsvares med en stor mobiliseringspulje af reservister, værnepligtige og hjemmeværnet.

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Allan Petersen

Du har ret i, at det er foruroligende, at hele arméen vakler under byrden af holde 1.000 mand i felten - og nu skal vi øge til potentielt 4.000 mand klar til udsendelse !!

Det kommer næppe til at ske nogensinde.

Du tager derimod helt fejl med hensyn til fordelingen mellem fuldtidsansatte, værnepligtige, reservister og hjemmeværnet.

Vi skal helt væk fra værnepligten - det er et overgreb mod unge mænd.
Oven i købet et overgreb, der rammer i flæng efter lodtrækningsprincippet.

Vores forsvar skal bestå af fuldtidssansatte kvinder og mænd, der finder løn- og arbejdsvilkår så attraktive, at de vælger en karriere indenfor forsvaret.

Hoveri for både Herremanden og Staten bør høre fortiden til.

Brugerbillede for Allan Petersen
Allan Petersen

Hvis tanken er at forsvare Danmark, så kommer vi nok ikke uden om, at det kræver stort mandskab - måske 10 gange hvad hæren har af stående fast personel. Det kommer aldrig til at ske via fastansættelser. Det er alt for dyrt at opretholde det nødvendige antal soldater på denne måde.
Fastansatte har deres berettigelse som hurtige reaktionsstyrker og bindeled til reserve-værnepligtige-hjemmeværnet i form af officerer, befalingsmænd og specialister på særlige våbensystemer.

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Allan Petersen

Det er ikke for dyrt at have den nødvendige stående styrke til Danmarks forsvar - også uden unge mænds hoveri for Staten.
Der er rigelig plads til budgetudvidelse op til de 2 % af BNP, som vi overfor vore Nato-allierede har indvilget i at nå op på. Vi skatteydere udenfor nummer må blot til lommerne.

Brugerbillede for Morten Lynge

"For lige nu er den militære trussel fra Rusland talt helt ud af proportioner."

...Spørg lige Ukraine, Georgien og de Baltiske lande om det er rigtigt... hvis du ellers kan tale med hovedet så dybt begravet i sandet...

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Alene tanken om en fast stående styrke på 4000 mand er til grin, hvad vil de egentlig kunne stille op, de vil ikke en gang kunne belejre og holde landet fire største byer, det alene vil kræve en ti gange så stor styrke og det vil formentligt heller ikke være nok.

Pointen i Nato er jo netop at Europa står sammen og beskytter hinanden, det er vel det der skal overvejes og hvorledes Danmark kan yde en reel indsats i forsvaret af Europa.

Brugerbillede for Viggo Okholm

Tja: Hjemsendt efter 16 måneder i Fynske livregiment 1966. Tog ikke skade? det kan diskuteres, jeg blev pacifist og på session igen og slettet, skulle dengang begrunde med en religiøs overbevisning og det fik jeg så Studenterpræsten jens Brøndum og min far. Men en sergent fik mig på vej på Hesbjerg slot hvor privatist eksamen kom i hus, og Kristeligt Fredsforbund til Forsoningsforbundet og Antimilitaristisk komite og OOA. Militæret og ideen om at vold nytter ligger stadig dybt, men jeg er ikke med og tror ikke på det. Derfor gør det selvfølgelig ondt i en ældre mands sind at mennesket ikke er nået længere. Gandhi, Dalai Lama, Thich Nhat Hanh er så mine "helte" og Jens Brøndum og Jørgen Laursen Vig herhjemme. Ja undskyld langt fra den strategiske og tekniske diskussion og emne her.

Brugerbillede for Allan Petersen
Allan Petersen

Hvis vi antager at 50.000 mand tjener 25.000 kr. om måneden, så ville lønningerne alene være 15 mia. Allerede der vil vi nok være tæt på de 2% af BNP, hvis det lægges oven i det nuværende budget. Så mangler der pension, våbensystemer, udstyr, køretøjer, administrattion osv. og ikke at forglemme, at en fuldtidsansat kun arbejder 37 timer om ugen. Dvs. hele styrken afspadserer hver gang der har været en øvelse. Og efter 3-4 år forlader den uddannede soldat hæren, fordi interessen er forsvundet med alderen. Det ville være tæt på umuligt at opretholde funktionsdygtige enheder til en hær af den størrelse.

Danmark skal selvfølgelig opstille styrker der svarer til hvad vi kan bidrage med inden for den aftalte ramme, dvs. de 2% af BNP. I alle andre henseender forventes vi at leve op til vores forpligtelser, så hvorfor ikke dem vi har over for vores NATO allierede? De der papir-enheder som vi har haft hidtil, burde politikerne skamme sig over. Enten fordi de var uvidende, eller bevidst foregav at de var funktionsdygtige.

Brugerbillede for Espen Bøgh

Yderst evident artikel af forfatteren, men sandelig også mange gode indspark til tråden.

Hvad skal "talen være om" - krigstale eller fredstale, - tja det siger vel næsten sig selv, og for nylig holdt EU en stor fest for sig selv - begrundet i freden oprethold mellem de Europæiske lande og begrundet i handelssamarbejdet.

Den samme recept kan vel også genbruges når talen er om Rusland, uden det betyder man skal anklages for at være enten blåøjet eller Putin nyttige idioter, således som mange kloge ellers har for vane, som sidste udvej for debatlåsningen med overfor andres synspunkter.

Denne ideologiske kamp om hvilken del der skal tales op, - krigen eller freden syntes at være et amerikansk problem mere end et europæisk problem, og samtidig være en gammel McChartyistisk psykose tilbage fra 1950ernes Amerika, som EU og Europa ikke skal indrette deres politik efter.

Ved Mattis besøg i Danmark fik vi igen sangen om oprustning, de 2 % uden modsigelser fra dansk side, hvilket ellers havde været på sin plads, og kunne have udfoldet sig således; "vi erkender problemet, men er ikke alene om det, da mange udenlandske virksomheder ikke betaler skat til fællesskabet, og dermed også til forsvaret af landet; men det kender de nok selv til efter bl.a. Apples udflytning af hovedkvarter til Irland", så problemet med nationalfølelsen og tilhørsforholdet til det fælles forsvar syntes ikke at være til stede i økonomisk henseende for os alle"!

Javist er Ruslands store øvelser op til NATOs områder vel en trussel, - modsat vore egne store øvelser i de gamle Østeuropæiske lande, senest Ungarn med omkring 30.000 soldater, men her hylder vi os i freden kappe i stedet for selv, at se det muligvis kan opfattes som en trussel mod Rusland.

-Nu ved vi jo alle sammen, at enhver god russer næsten ikke kan gå roligt i seng om natten uden at savne en ny krig med vesten, - det ligger i deres DNA får vi at vide, pænt indpakket som sådan noget skal være, men er det nu også rigtigt?

Vist var det provokerende at Rusland opstillede Iskander raketter, ved den polske grænse fordi de truer freden, - men det var under NATOs sejl amerikanerne der unilateralt fik opstillet raketter ved den polske grænse til Rusland først, - som skulle beskytte os(hele EU) mod Iran atomraketter, som det bedste sted at opstille dem!?

Det var det bedste og sikreste sted at opstille disse raketter sagde man, - ikke ved den Tyrkiske grænse, hvor man endnu hurtigere kunne skyde de iranske raketter ned, hvorimod Rusland forklaring om at det også for dem anses for at være det bedste sted at opstille raketter som værn mod fra Iranske atomraketter, vil vi ikke acceptere.

En ting er fastslået, at den russiske forklaring er falsk, modsat vores om den samme raketplacering er sand, og atter kun i fredens bedste hensigter.

Set igennem tiden siden 2. VK har ingen lande været deltagere i så mange krige som Amerika rundt omkring i verden, men trods det er der ikke mange sejre at finde iblandt disse krige, men ødelæggelse har der været rigeligt af, og med store tab af menneskeliv, og foruden de store tab ved ødelæggelse, er store landområder blevet kemisk forurenet i hidtil ukendt åremål, som ikke lader sig oprette i tiår fremover.

Helt i den McChartyistiske ånd udstødes der anklager til højre og venstre fra amerikansk side mod alt og alle, for at disciplinere andre lande til underdanighed for militærmagten Amerika.

EU og Europa må og skal sige fra overfor denne udnyttelse af NATO, og kun oprettelsen af Vest unionen som EU og Europa selv sidder alene for bordenden af må være frigørelsesmålet for fremtiden, og så vi selv kan bestemme om krigen eller freden skal tales op.

En væsentlig ting vi hele tiden skal have in mente er på hvis jord krigen mellem vesten og Rusland skal finde sted på, for én ting er helt sikker, - det skal heller ikke denne gang være på amerikansk jord!

Når det er fastslået, så bliver det på bl.a. europæisk og russisk jord krigen skal afholdes, og hvis ellers nogen erindrer sig tiden efter 2. VK - (ikke mig, sagde vovsen, jeg har kun læst om det), så bliver det os i Europa og Rusland der skal gå i ruinerne og rydde op, hvis ikke vi lige skal lede efter noget spiseligt som f.eks. rotter ligesom efter 2. VK, blot for at have lidt vi kan spise.

Vietnam, Irak, Afghanistan, Libyen osv. har vi set hvordan de er blevet sønderbombet med mio. og atter mio. døde til følge, børn voksne familiemedlemmer osv. hver eneste gang Amerika er gået i krig uden for egne grænser, og hver gang i fredens og friheden tjeneste, - det de mange mio. af dræbte ikke fik gavn af, som de efterladte overlevende sørger over til stadighed.

- Der er en syg krigskultur i det amerikanske samfund, lad os ikke blive de næste ofre for den!

Brugerbillede for Niels Nielsen

Her er et eksempel på, hvordan nogle af pengene anvendes:

https://www.youtube.com/watch?v=SnARRNAPLYU

For det absolut komiske højdepunkt, spol frem til 2:25, hvor de væbnede styrker gør deres bedste til at leve op til befolkningens fordomme om militær tåbelighed og ceremoniel inkompetence - det er ren Monty Python.

Det er selvfølgelig også ganske tåkrummende pinligt at høre AFR voldtage det engelske sprog, men topmålet af ufrivillig komik er og bliver at se alle de voksne mænd, der får løn for at gå i rundkreds.