Bedsteforældrene for Asyl siger selv, at de har tabt kampen. »Tilsyneladende kan vi ikke gøre noget politisk, når vi har brugt ti år på at nå til ingenting,« sagde Alfred Dam søndag til Information. Han er en aktivist på 88.
Søndag efter søndag har han stået sammen med andre bedsteforældre foran Sandholmlejren i protest mod forholdene i danske asylcentre. Og denne søndag markerede de, at deres kamp har varet i ti år. Ikke en fødselsdag, men en kampdag.
Det lignede et håbløst projekt, da de begyndte med at protestere. Omtrent 50 ældre demonstrerede mod stramninger, som i 2007 gjorde det endnu vanskeligere for flygtninge at få permanent opholdstilladelse. Men flere og flere, som hellere ville stille sig op og protestere end sidde stille og kigge på, kom til.
Mange havde aldrig deltaget i demonstrationer før, men oplevede sent i livet en uretfærdighed, som de sammen reagerede på. Bevægelsen voksede, og Bedsteforældre for Asyl blev en offentlig protestbevægelse.
Men søndag var fornemmelsen blandt progressive bedsteforældre, at projektet faktisk har vist sig håbløst: »Politisk har vi intet opnået,« sagde Else Lidegaard, som tog initiativ til Bedsteforældre for Asyl, til Kristeligt Dagblad: »Det var en fiasko.«
Og hvis bevægelsens eneste mål var opgøret med den danske flygtningepolitik, er Bedsteforældre for Asyl et mislykket projekt. For den danske flygtningepolitik er kun forandret til det hårdere. Med opbakning i befolkningen og et relativt bredt flertal i Folketinget.
Men det ultimative mål er ikke det eneste succeskriterium for en protestbevægelse. Bedsteforældre har manifesteret en front, som minder os om, at vi ikke skal acceptere det uacceptable. De gamle, som protesterede i stedet for at lade sig politisk pensionere, er blevet ikonet på civilsamfundets modstand. Og de demonstrerer, at flertallet ikke er alle i Danmark, og at der faktisk er en bevægelse, som kan mobiliseres, og som alle kan tilslutte sig.
Selv om man er tilhænger af grænser for indvandring og for antallet af flygtninge, behøver man ikke overtage den præmis, at flygtninge skal nedværdiges og leve som andenrangsmennesker i et af verdenshistoriens mest privilegerede samfund. Tværtimod.
Bedsteforældre for Asyl har i ti år holdt fanen for os alle sammen, når de i al slags vejr nægter at flage med humanismen på halv.
Nå ja, humanisme - det er ikke så tit man støder på det mere, men jeg elsker det - humanisme.
Ti år er lang tid at stå fanevagt ved de globale menneskerettigheders castrum doloris i Kongeriget Danmark.
Ligesom FredsVagten, der dagligt siden oktober 2001 har protesteret foran Christiansborg, har Bedsteforældre For Asyl - objektivt set - tabt deres konkrete kamp. Sad but true.
Danmark er en krigsførende og imperialistisk nation, og krigene passes ind i en islamofobisk og nationalistisk diskurs, der samtidig leverer de ideologiske argumenter imod den humanisme og den smule almindelig anstændighed, der skal til for at kunne åbne døren for et medmenneske i nød.
Så meget desto mere skal disse stædige aktivister hædres for deres vedholdne modstand. De er symboler på det andet Danmark. På den måde har de forlængst sejret.
Fra Information i 1998, da det netop var blevet kendt, at Danmark nu ville blive en krigsførende nation:
"Jeg er tibetaner og har boet i Danmark i 22 år, og i disse år har jeg oplevet, at danskerne gang på gang bruger deres varme hjerter og deres overskud til at hjælpe andre mennesker og folkeslag, og jeg har set deres længsel efter fred i verden. Denne mentalitet respekterer jeg meget højt.
Jeg har ikke oplevet en krigsmentalitet hos danskerne, og ude i verden er Danmark kendt for sin generøse bistand."
(- https://www.information.dk/debat/1998/02/set-jeres-laengsel-fred?lst_cntrb)
Tre år senere kom et anti-humanistisk og stærkt militaristisk flertal til magten, og ovenstående skudsmål af Danmark har siden været at betragte som noget nær landsforræderi af de kræfter, der har sat sig tungt på såvel lovgivning som diskursen.
Ja det må godt nok være op ad bakke for både Fredsvagterne og bedsteforældrene!
Men dælendulme respekt for at I orker!
"Selv om man er tilhænger af grænser for indvandring og for antallet af flygtninge (...)"
Det hele er et spørgsmål om, hvor grænsen går, og i dagens Danmark, størstedelen Europa og Vesten i det hele taget er grænsen skamløs lav. Den hæslige nationalistiske grundtone er blevet almen, men uanset hvor vidt den udbredes, ændrer den dertilhørende forråelse sig ikke en kenne.