Leder

Danmark begår tilsyneladende konventionsbrud igen – og denne gang er det Folketinget, der står bag

Venstres ordfører, Jan E. Jørgensen, har sagt, at det »i sidste ende« er »en politisk afgørelse«, om udvalgsmedlemmerne vil give en ansøger statsborgerskab – også selv om det er konventionsstridigt.

Venstres ordfører, Jan E. Jørgensen, har sagt, at det »i sidste ende« er »en politisk afgørelse«, om udvalgsmedlemmerne vil give en ansøger statsborgerskab – også selv om det er konventionsstridigt.

Jens Dresling

2. november 2017

Det var en skandale, da Birthe Rønn Hornbech (V) som integrationsminister gennemførte en ulovlig praksis over for unge statsløse. De unge mennesker havde i kraft af to FN-konventioner et krav på dansk statsborgerskab, men alligevel fik de afslag, og ministeren sørgede ikke for, at ulovlighederne blev stoppet, så snart hun blev gjort opmærksom på dem. Tværtimod lod hun dem fortsætte og hemmeligholdt sagen for Folketinget.

Da den ulovlige praksis blev afdækket, blev ministeren fyret, en kommission blev nedsat, og så burde det problem vel være løst. Men der er tilsyneladende stadig bøvl med at overholde Danmarks internationale forpligtelser, når det kommer til statsborgerskab.

En ny optælling viser, at det er blevet dramatisk meget sværere for mennesker med handicap at få dansk pas. I 2014 gav Folketingets Indfødsretsudvalg dispensation i 97 procent af de sager, hvor ansøgerne med en lægeerklæring kunne henvise til en varig funktionsnedsættelse som forklaring på, at de ikke kunne klare prøverne til statsborgerskab. I 2017 er tallet faldet til kun fire procent.

Det er en voldsom nedgang. Udviklingen er sket, efter de borgerlige partier fik flertal, og tallene tyder på, at Folketinget ikke overholder FN’s handicapkonvention. Det har landets førende ekspert på området, seniorforsker Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder, vurderet her i avisen.

PTSD er en af de langvarige funktionssnedsættelser, som Folketingets Indfødsretsudvalg tidligere har givet ansøgere om statsborgerskab dispensation fra f.eks. sprogkravet eller indfødsretsprøven. Traumerne har typisk fundet sted i de lande, ansøgerne oprindeligt er flygtet fra.
Læs også

Hvis medlemmerne af Indfødsretsudvalget mener, at en lægeerklæring ikke er troværdig, kan de give afslag inden for konventionen. Men det er vanskeligt at forestille sig, at medlemmerne kun i en forsvindende lille andel af sagerne har grund til at tro på lægens ord.

Danmark begår altså tilsyneladende igen konventionsbrud. Denne gang er det mennesker med handicap, det går ud over. Og denne gang holdes skandalen ikke skjult for Folketinget. Tværtimod er det Folketinget selv, der står bag konventionsbruddet.

Venstres ordfører på området, Jan E. Jørgensen, har her i avisen forklaret, at det »i sidste ende« er »en politisk afgørelse«, om udvalgsmedlemmerne vil give en ansøger statsborgerskab. Det er rigtigt, men når Folketinget har besluttet af tiltræde handicapkonventionen, må Folketinget også følge konventionen. Det burde være en selvfølge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Flemming Berger
  • John Damm Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Dorte Sørensen
  • Anne Albinus
  • Katrine Damm
Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, John Damm Sørensen, Niels Duus Nielsen, Dorte Sørensen, Anne Albinus og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Indfødretsudvalget er vel sammensat i overensstemmelse med hvad Folketingets flertal har besluttet.

Så det er IKKE udvalget eller Folketinget, der skal kritiseres - det er vælgerne ,som på demokratisk vis har sammensat Folketinget, der skal have kritik i denne sag ?

John Damm Sørensen

Hvorfor egentlig ikke. Den danske stat overholder heller ikke FNs Aarhuskonvention om aktindsigt og borgerinddragelse.

Nils Grøngaard

Næ, man er ikke spor overrasket, og håbet om at få en meningsfuld dialog med de politikere der går imod konventionen (og almindelig medmenneskelighed) er minimalt.

Den konstruktive og respektfulde demokratiske samtale ligger i respirator, mens Støjberg & Co. får masser af taletid med barnagtige provokationer og appeller til den indre svinehund.