Læsetid 2 min.

Danmarks første opgave bør være at rydde op i et kriseramt Europaråd

LEDER
Danmark har overtaget ministerkomiteen i Europarådet, og herfra vil man forsøge at rokke ved konventionerne, men Europarådet er også tynget af ineffektivitet og ikke mindst gentagne skandaler. Her ses Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, på besøg.

Danmark har overtaget ministerkomiteen i Europarådet, og herfra vil man forsøge at rokke ved konventionerne, men Europarådet er også tynget af ineffektivitet og ikke mindst gentagne skandaler. Her ses Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, på besøg.

Ritzau Foto

17. november 2017

Danmark satte sig onsdag i spidsen for ministerkomiteen, det øverste politiske organ i Europarådet, der siden 1949 har haft til formål at stå vagt om menneskerettighederne i Europa.

Det næste halve år vil regeringen først og fremmest bruge på et opgør med konventionerne og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for bl.a. at gøre det nemmere »at udvise kriminelle udlændinge«, som Lars Løkke Rasmussen har annonceret.

Det er fint og legitimt at åbne for en demokratisk diskussion – også af så grundlæggende værdier som menneskerettighedskonventionerne. Men regeringen må gøre sig bevidst, at de rokker ved en institution, der i forvejen er i dyb krise.

Danmark har overtaget et Europaråd tynget af ineffektivitet og ikke mindst gentagne skandaler. Tidligere på året blev det afsløret, at den aserbajdsjanske regering via Danske Bank havde bestukket medlemmer af Europarådet.

Og i sidste måned måtte formanden for Europarådets parlament, spanske Pedro Agramunt, træde tilbage, efter at han og to andre prominente medlemmer af parlamentet var taget med en russisk delegation på hyggetur til Damaskus for at møde præsident Bashar al-Assad. Ikke just en vogter af de værdier, Agramunt havde til opgave at arbejde for. 

Menneskerettighederne er i sidste ende jura

Regeringens opgør med menneskerettighederne er særligt, fordi det rammer det moderne Europas grundvold.

Det faktum, at konventionerne bygger på vores fælles grusomme historie, har gennem årene gjort dem uanfægtelige. Verden har ændret sig, siden konventionerne blev skrevet, og domstolen blev etableret, men institutionerne har stået stille.

Derfor er der i princippet ikke noget galt i, at regeringen vil åbne for, om man bør justere dem og gøre dem tidssvarende. Jura er menneskeskabt, og menneskerettighederne er i sidste ende jura.

Men konventionerne er skrøbelige, og nogle medlemslande gør i forvejen, hvad der passer dem. Samtidig fremstår Europarådet handlingslammet, uden autonomi og sanktionsmuligheder over for de selvsamme lande og statsledere, der slår hårdt ned på minoriteter og politiske modstandere, som vi har set det i eksempelvis Tyrkiet. Spørgsmålet er, hvad Danmarks opgør med menneskerettighederne kan betyde for deres fortolkning af, hvad de legitimt kan foretage sig?

Regeringens fokus på hjemlige behov for at rode op i udlændingedebatten må ikke skygge for det vigtige arbejde, der i forvejen forestår med at rydde op i – og redde – Europarådet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Hvorfor har Løkke Rasmussen et dansk og EU-flaget fremme. Hvis der skulle flages skulle Løkke Rasmussen så ikke flage med alle medlemslandenes flag - Europarådet er ikke en del af EU så hvad skal EU flaget med for????
Når Løkke Rasmussen ikke kan flage korrekt skulle han så ikke hellere undlade at flage?
Det lover ikke godt for Løkke Rasmussens intentioner med hans formandskab i Europarådet.

Brugerbillede for Anne Albinus

Regeringen vil IKKE et opgør med Menneskerettighederne og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, svarede udenrigsministeren surt den 7.11.17 i DIIS.

Fra 31:08 - 34:34 kan man høre ministerens svar på et spørgsmål fra salen:

https://www.diis.dk/event/udenrigspolitik-ustabil-tid-debat-udenrigsmini...

Mit udskrift:

Torleif Jonasson (TJ) fra FN Forbundet:

"Tak, tak for den gode indledning.

Når man læser de forskellige forligsudkast og strategier og regeringens politiske dagsordener og også kigger på de tilhørende værktøjskasser - åh, undskyld jeg Torleif Jonasson FN Forbundet, beklager - og kigger på værktøjskasserne, så synes der en række multilaterale værktøjer, som bliver nedprioriteret. Altså nu skal Danmark overtage formandskabet for Europarådet. Det skal bruges til et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og i forhold til international fred og nedrustning, så bliver FN nedprioriteret.

Kan FN og konventioner ikke bruges til noget i fremtiden for Danmark?"

Udenrigsminister Anders Samuelsen (31:08):

"Det spørgsmål, som så kom i forhold til, at når vi så har - hvad hedder det - det kommende formandskab, som der blev spurgt ind til, så vil vi bruge det til et opgør med menneskerettighedskonventionen osv. Det ved jeg ikke, hvor du har fra. (Replik fra TJ) - Nej, det har vi ikke sagt. Men, men det er simpelthen forkert. Altså, vi vil ikke!

Vi står fuldstændig last og brast om konventionerne. Og det, det gør vi."

Citat slut