Leder

Det er fornuftigt at forbyde en bande, som gør verden til et farligere sted for en masse mennesker

Et forbud mod banderne løser selvfølgelig ikke problemet, men skal suppleres med hele den gode danske pakke af velfærdspædagogik, skriver Rune Lykkeberg i dagens leder

Et forbud mod banderne løser selvfølgelig ikke problemet, men skal suppleres med hele den gode danske pakke af velfærdspædagogik, skriver Rune Lykkeberg i dagens leder

Jonas Olufson

4. november 2017

»Det er en historisk beslutning,« skrev justitsminister Søren Pape Poulsen (K) triumferende som kommentar til nyheden om, at rigsadvokat Ole Hasselgaard vil forsøge at få opløst banden Loyal to Familia ved lov. 

Der har tidligere været politiske ønsker om at opløse rockerbander som Hells Angels og Bandidos og den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir ved lov. Men de blev alle afvist af forhenværende rigsadvokater med den begrundelse, at forbuddet ville blive forkastet ved domstolene. Det var ikke juridisk muligt, var vurderingen dengang. Og det er ifølge Berlingske første gang siden Grundloven blev ændret i 1953, at en forening søges opløst ved lov.

Justitsministeren har således ret i, at det er en historisk beslutning.

Det er også en dramatisk beslutning, fordi forenings- og forsamlingsfriheden er indskrevet i grundloven og regnes for demokratisk fundamentale rettigheder. Men grundloven giver også mulighed for at forbyde foreninger, »der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende«.

Medlemmer af Loyal to Familia er blevet dømt for grov narkokriminalitet, drabsforsøg, vold, og meget mere. De står angiveligt bag adskillige skudepisoder og senest drabet på en ung mand på Nørrebro onsdag aften. Ikke alene er Loyal to Familia en bande, som virker ved vold. Når de har skudt på en politibil, truet vidner og chikaneret fængselsbetjente, og deres skyderier har ramt civile uden for bandemiljøet, udfordrer de også selve den juridiske orden.

Der er alle mulige praktiske problemer med forbuddet mod Loyal to Familia. Hvordan håndhæver man det konkret? Hvordan forhindrer man gamle venner i at mødes? Det vil være ressourcekrævende at håndhæve forbuddet, og bandekrigen kan ikke udryddes med en lov. Forbuddet løser selvfølgelig ikke problemet, men skal suppleres med hele den gode danske pakke af velfærdspædagogik. 

Men når man har en bestemmelse i grundloven, som åbner for forbud mod foreninger, der virker ved vold, er det fornuftigt at prøve et forbud mod Loyal to Familia.

Det forbud kan ikke reduceres til populistiske signaler, symbolpolitik og appeller. Det er kun rimeligt og retfærdigt at forsøge at forbyde en bande, hvis kriminalitet er hensynsløs over for det omgivende samfund, og som gør verden til et farligere sted for en masse mennesker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Brøgger
Troels Brøgger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frede Jørgensen

Der er bud efter dig, Rune Lykkeberg, det er regeringen der kalder - de vil godt have dig med i deres bande.

Søren Andersen, Torben Skov og Michael Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen M. Mollerup

Det er ikke et spørgsmål om forenings- og forsamlingsfrihed, men om noget rent praktisk. Et forbud for dem til at gå under jorden. Hvis de er over jorden er de nemmere at holde øje med.

Søren Andersen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Småkommentarer om RLs motivationer er sådan set ubrugelige, hvis der ikke kobles noget mere substantielt på dem.

I forhold til forbud mod bander, så har jeg svært ved at set et bandeforbud som meget andet end symbolpolitik - i bedste fald - og spild af tid og ressourcer, der hellere burde være brugt mere konstruktivt - i værste fald.

Kan en pædagogisk indsats rettet mod unge, der er i fare for at ryge ind i bandemiljøerne, ikke stå alene, uden et forbud?

”Bandekrigen kan ikke udryddes med en lov. Forbuddet løser selvfølgelig ikke problemet, men skal suppleres med hele den gode danske pakke af velfærdspædagogik”, skriver Rune Lykkeberg i sin leder.

Tror chefredaktøren virkelig selv på, at hårdkogte, afstumpede, voldelige, morderiske forbrydere i bandemiljøerne, mennesker, unge som ældre, der er fuldstændig blottet for empati, samvittighed, etik, moral og almen dannelse i et civiliseret og oplyst samfund, bare sådan uden videre kan resocialiseres af socialpædagoger og socialrådgivere plus alle mulige andre offentlige ansatte socialarbejdere, finansieret gennem skatterne af det store flertal af lovlydige borgere?

Alle bandemedlemmerne er for længst uden for socialpædagogisk og menneskelig rækkevidde, og det ved politiet, domstolene, socialpædagogerne, socialrådgiverne og mediechefer som chefredaktør Rune Lykkeberg udmærket godt. Alligevel ønsker man at servicere disse kriminelle med dyr resocialisering, selv om de optræder som modbydelige primitive kloakbeduiner over for det store flertal af lovlydige borgere. De overtræder konstant straffelovgivningen, og det eneste som kan stoppe dem er hårde frihedsstraffe uden mulighed for prøveløsladelse, for så kan de måske undervejs lære èn dag at leve som civiliserede og lovlydige mennesker.

Dèt som kendetegner en demokratisk retsstat er statsmagtens evne til et kunne beskytte sin lovlydige befolkning mod samfundets værste kriminelle bærme, nemlig dem som beviseligt udøver pengeafpresning, røverier, voldtægt, hærværk, narkohandel, trusler, vold og drab mod alle mulige uskyldige mennesker, og problemet med disse iskolde forbrydere løser man altså ikke gennem pædagogiske samtaler omkring et rundt bord med kaffe og kage.

Nej, der skal ikke bruges så meget som èn krone i resocialisering på bandemedlemmer eller andre hårdkogte kriminelle, når de afsoner en straf for deres ugerninger. De skal ej heller opvartes under fængselsopholdet af dyrt betalte socialpædagoger til 28.000 kroner om måneden, eller 32.000 kroner for en socialrådgiver, for pengene er ganske enkelt spildt, og det kan det store flertal af befolkningen ikke være tjent med i lighedens og retfærdighedens navn.

”Jamen, så fortsætter de bare kriminaliteten, når de kommer ud igen”, er argumentet fra alle de kloge eksperter. Ja, og hvad så? I så fald putter vi dem bare i fængsel igen … og igen … og igen, lige indtil de lærer, at pengeafpresning, røverier, voldtægt, hærværk, narkohandel, trusler, vold, drab og skyderier på åben gade betragtes som de værste forbrydelser af regeringen og lovgiverene i Kongeriget Danmark.

Så, derfor, glem alt om at forbyde Loyal to Familia eller andre dødsensfarlige bander, for de organiserer sig bare på anden vis. Brug i stedet flere økonomiske ressourcer på flere lukkede fængsler, og med godt uddannede fængselsbetjente, blandt andet med socialpædagogisk baggrund og erfaring, der kan behandle de kriminelle ordentligt i fængslet, mens de afsoner under disciplinerede forhold, og så kan vi tale om resocialisering, når de er færdig med at afsone deres årelange fængselsstraffe.

Et forbud mod Loyal to Familia og andre bander er desværre ren symbolpolitik.

Egon Stich, Maria Jensen, Per Torbensen og Povl Jensen anbefalede denne kommentar

Medlemmerne, hvis man altså kan tale om et medlemskab, af Loyal to Familia, er de mest velintegrerede indvandrere i Danmark. For det forholder sig i rækkefølge præcist, som RL beskriver det. Deres hovedfokus er, og er i øvrigt det samme som det er for ethvert velopdraget vestligt individ, deres indkomstgivende aktivitet, eller arbejde som nogen kalder det, og altså i deres specielle tilfælde "grov narkokriminalitet". Det er en lukrativ forretning, der bibringer dem midlet til den højeste anerkendelse. At der er konkurrence på markedet, og at de er villige til med alle midler at udvide deres forretning og forsvare deres position, er ikke hverken en ideologi eller en fremgangsmåde, de har behøvet at opfinde selv.

Egon Stich, Jens Thaarup Nyberg og Søren Andersen anbefalede denne kommentar

Byg nu de fængsler hvor hårdkogte kriminelle bør opholde sig livslangt på et lavbudget, og glem alt om resocialisering. Udvis alle dem vi kan, og beskyt den almindelige borger. Det eneste der virker er en jernnæve der virkelig slår hårdt. En fængselsfange begår ikke personlig farlig kriminalitet så længe han sider i fængsel. Er det muligt at udlicitere opbevaring af den slags til udenlandske aktører?

Maria Jensen, olivier goulin, Per Torbensen og Povl Jensen anbefalede denne kommentar

Mafiaen er ikke forsvundet trods forbud, og det synes at være lidt en gratis omgang at forbyde kriminalitet mere end en gang, når nu mange års straffeforhøjelser ikke har kunnet løse problemet.
Måske et forbud ligefrem vil gøre det svære at komme igennem med pædagogiske indsatser og efterforskning. Men det er åbenbart passé at kigge på årsager, hvor der er ellers nok at tage fat på. Ikke mindst årtiers boligpolitik, hvor man har koncentreret folk på bunden af samfundet og fra alverdens riger og lande i lejrelignende boligkarreer, hvor et forrået mindretal uhindret kan sætte dagsorden og rekruttere, og hvor der kan tjenes mange millioner på salg af et relativt harmløst rusmiddel. Hverken forbud eller skiftende regeringers forsøg på forskønnelse af facader, opsætning af overvågningskameraer eller stadigt længere og hårdere fængselsstraffe endda på særlige bandeafdelinger har hjulpet. Nu vil man så også konvertere den danske mafia til statsreligionen med straffearbejde.

Johnny Winther Ronnenberg

Man kunne med god ret forlange alle politiske partier ulovlige med grundloven i hånden, for det er foreninger der forsøger at skade den almene borgers rettigheder, ved at pleje egne interesser ;- ) Grundloven siger noget om at folketingets medlemmer skal handle ud fra egne holdninger alene, det gør de bare ikke, så det ville virkelig være en befrielse hvis de blev opløst ved dom ;-)

Egon Stich, Flemming Berger, Anders Dahl, Niels Duus Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Hvad er det, pædagogerne plejer at sige, når det drejer sig om utilpassede unge? Nåh, jo - de skal bare jo have et klubhus ..!

Niels Duus Nielsen

Ole Brockdorff, tror du virkelig selv på, at hårdkogte, afstumpede, voldelige, morderiske forbrydere i bandemiljøerne, mennesker, unge som ældre, der er fuldstændig blottet for empati, samvittighed, etik, moral og almen dannelse i et civiliseret og oplyst samfund, bare sådan uden videre holder op med at begå ulovligheder, bare fordi man forbyder deres foreninger?

Giv hvert "medlem" der følger et excit program slavisk, bosætter sig i en anden kommune, får et borgerligt almindeligt arbejde og afstår fra kriminalitet i en årrække en bonus.. Forstået på den måde at en stor gylden gulerod kan friste. Det lyder måske tåbeligt, men jeg tror det vil virke. Tilmed kan samfundet spare udgifter til fængselsophold mv. Mit forslag til en bonus bør være ½ million kroner skattefrit. Er der andre der har et bud?

"Med ondt skal ondt fordrives", som man sagde. Ikke med pladderhumanisme og nyttesløse forbud.
Se på billedet !! De er stolte af deres "familia".