Leder

Der er et primitivt debatniveau på retsområdet, hvor politikerne kappes om at være mest tough on crime

Man kunne nærmest få indtryk af, at Trine Bramsen finder det moralsk anstødeligt, at en forsvarer kan finde på at yde advokatbistand til bandemedlemmer

Jens Dresling

28. november 2017

Justitsminister Søren Pape er tough on crime. Det har han haft travlt med at gøre klart, og senest har han i Berlingske lanceret en række tiltag, der skal gøre det lettere at fængsle bandemedlemmer.

Blandt andet lægger ministeren op til at øge muligheden for at føre anonyme vidner. Og det er en rigtig god idé, synes retsordførerne fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, Peter Kofod Poulsen og Trine Bramsen. De er nemlig også tough on crime.

Dog ærgrer Trine Bramsen sig over, at justitsministeren først nu vil øge muligheden for at føre anonyme vidner. Havde det stået til hende, var det sket for længst.

Det er ingen svær position at indtage for en politiker at gøre sig til talsmand for at slå hårdere ned på bandemedlemmer. Vanskeligere er det at argumentere for opretholdelsen af retssikkerhedsgarantier, der også omfatter dybt kriminelle.

Der kan være gode grunde til at lade vidner optræde anonymt, sådan som der allerede er mulighed for i dag. Men det er en mulighed, der skal bruges varsomt.

Man går på kompromis med det princip, at en anklaget har ret til at vide, hvem der udtaler sig om ham. Eksempelvis kan et vidne have en særlig grund til at bære nag mod et bandemedlem. Det vil den anklagede normalt kunne gøre sin forsvarer opmærksom på, men ikke hvis han ikke må få kendskab til vidnets identitet.

Med de argumenter har forsvarsadvokat Mette Grith Stage imødegået ønsket om at øge brugen af anonyme vidner. Men Trine Bramsen giver ikke meget for indvendingerne fra advokaten, der er tidligere embedsmand i Justitsministeriet og politianklager.

»Det er et udsagn, der kommer fra den forsvarsadvokat, der beskytter bandemedlemmerne, og som tjener styrtende med penge på at beskytte bandemedlemmer. Selvfølgelig synes hun da ikke, at det er en god idé,« udtalte den socialdemokratiske retsordfører i P1 Morgen.

Det er aldrig kønt, når saglige argumenter bliver mødt med et personangreb. Man kunne nærmest få indtryk af, at Trine Bramsen finder det moralsk anstødeligt, at en forsvarer kan finde på at yde advokatbistand til bandemedlemmer. Det er i sig selv bekymrende.

Og endnu mere bekymrende er det, at udtalelsen blot er endnu et eksempel på et primitivt debatniveau på retsområdet, hvor politikerne kappes om at være mest tough on crime og ignorerer deres eget ansvar for at opretholde retsstatsprincipperne, selv når principperne tilgodeser skurkene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Frank
  • Hans Nielsen
  • Torben Ethelfeld
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Flemming Berger
  • Henrik Leffers
  • Alvin Jensen
  • Toke Andersen
  • Anders Graae
  • David Zennaro
  • Eva Bertram
  • Vivi Rindom
  • Anker Nielsen
  • Margit Tang
  • Knud Chr. Pedersen
  • Mads Berg
  • Jørn Vilvig
  • Ejvind Larsen
  • Bjarne Andersen
  • Steffen Gliese
  • Benjamin Bach
  • Erik Mikkelsen
  • Katrine Damm
  • Peter Wulff
  • Kenneth Jacobsen
  • ingemaje lange
  • Dorte Sørensen
  • Poul Anker Sørensen
  • Per Klüver
  • Lise Lotte Rahbek
  • Christian Mondrup
  • Hans Larsen
Ole Frank, Hans Nielsen, Torben Ethelfeld, Robert Ørsted-Jensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Henrik Leffers, Alvin Jensen, Toke Andersen, Anders Graae, David Zennaro, Eva Bertram, Vivi Rindom, Anker Nielsen, Margit Tang, Knud Chr. Pedersen, Mads Berg, Jørn Vilvig, Ejvind Larsen, Bjarne Andersen, Steffen Gliese, Benjamin Bach, Erik Mikkelsen, Katrine Damm, Peter Wulff, Kenneth Jacobsen, ingemaje lange, Dorte Sørensen, Poul Anker Sørensen, Per Klüver, Lise Lotte Rahbek, Christian Mondrup og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian W. Andersen

@ Philip B. Johnsen & Eva Schwanenflügel
Tak for jeres indlevelse og medfølelse, selvom det nu ikke var min hensigt med indlægget at søge disse. Hensigten var at oplyse så reelt og jordnært som jeg evner. Og ja, jeg har naturligvis mere erfaring og viden på dette område, end jeg har beskrevet her. Som vidne er jeg jo omfattet af både tavshedspligt og behovet for at beskytte mig selv imod kriminelle jeg har vidnet imod, så der er rigtigt meget jeg ikke kan skrive.

Der er dog nogle få politikere, der gerne lytter, og også et par stykker som jeg har i tale. Generelt har politikerne svært ved at høre hvad der bliver sagt, fordi de sender det igennem deres ideologiske filter. Denne tendens stiger jo længere man bevæger sig til højre i det politiske spektrum, så til højre for midten lider politikerne af en rungende døvhed, når jeg taler om vigtigheden af større polititilstedeværelse og forebyggende indsatser. De selvsamme personer, der kan se en stor forebyggende effekt overfor terror i at plante bevæbnede soldater midt på offentlige gader, kan slet ikke se nogen forebyggende effekt af at placere betjente i de udsatte områder, hvor den hårde kriminalitet fødes. Næ-nej, der skal man bare have patruljevogne og udrykningshold, som kan rykke ind og rydde op i pøblen, når stadigt flere kameraer og computere siger at det er den bedste tid til at gøre en fangst. Det er jo billigst på det enkelte årsregnskab, når man kun skal rykke ind, når problemerne når et omfang, der truer det pænere borgerskab.

Reelt er det ikke billigst, men udvikling af kriminalitet bevæger sig i cykler på ikke under 3 år, uanset om det er op eller ned. Op det kommer den af sig selv når samfundets ulighedsfaktorer koncentreres i afgrænsede lokalområder. Nedad kræver en lang, vedholdende og dyr brug af politiindsatser og sociale indsatser, der mister sin effekt, hvis man bare slipper bolden et øjeblik. Bolden bliver sluppet stort set hver gang politikere skan stille sig op og sige til deres vælgere; "Se her, nu har vi gjort noget".

Aarhus har et nyere eksempel på, hvor galt denne kortsigtede tankegang kan gå. Der valgte man at skære budgettet til den opsøgende ungeindsats med ca. 80% fra 11 mio. til godt 2 mio. og lidt over 2 år senere var der bandekrig imellem forøgede grupper af unge bandekriminelle fra Aarhus Syd og Aarhus Vest. Kommunens ungeteam havde inden nedskæringerne bedt om flere ressourcer til at hindre at flere "gul zone" unge sluttede sig til bandegrupperingerne som "rød zone" unge, hvilket både blev begrundet med at man havde muligheden for at få de fleste af disse "gul zone" unge i uddannelse og arbejde, og dermed væk fra gademiljøerne, og med at man mente at kæmpe imod en ulmende bandekrig. Disse argumenter blev af nogle politikere tolket som undskyldninger for at rage flere penge til medarbejderne i ungeteamet og generelt blev der ikke lyttet til dem. I må selv gætte hvilket parti den på det tidspunkt ansvarlige børn og unge rådmand tilhører.

Denne lille Aarhus-historie er et godt eksempel på hvad der sker, når folk slår deres ideologiske filter til overfor helt lavpraktiske informationer, samt hvorfor problemet har en slagside til højre. Folk der tror på læren om det økonomiske menneske og dettes egeninteresse som motiv til adfærd og handlinger, har umådeligt svært ved af forestille sig at en forespørgsel om ressourcer (og derned penge) kan være motiveret af noget som helst andet end spørgerens egen interesse for at få flere penge i egen lomme. Bevisbyrden der skal løftes for at overbevise dem er ofte helt uoverkommelig, fordi de søger efter hver eneste flue i suppen, der kan bekræfte dem i deres ideologiske tro. Ting der ikke 100% kan bevises med beviserne nedfældet på et pænt og forretningsmæssigt stykke papir i xx antal eksemplarer eksisterer ikke i deres optik.

Kløften imellem deres og min optik er blevet for stor til at bygge bro over. Jeg har i den ene eller anden form været en frontmedarbejder i over 30 år og før dette havde jeg en barndom og ungdom i Københavns mindre pæne kvarterer. Lige siden Danmark røg med på NPM-bølgens højredrejning, har jeg kun set stigende og mere voldelig kriminalitet, men i samme periode har politikerne klappet sig selv på skuldrene over deres succes med at nedbringe kriminaliteten i Danmark, som f.eks, her: http://nyheder.tv2.dk/krimi/2015-12-19-historisk-faa-ofre-for-kriminalit...
Og her: https://www.b.dk/nationalt/fakta-saadan-gaar-det-med-kriminaliteten-i-da...

Kun en part kan have ret her og politikernes "fakta" om kriminaliteten er ren BS, som jeg let kan fortælle hvordan er skabt. Den første del af myteskabelsen er hvordan man statistisk indsamler kriminalitetsdata. Hertil anvendes kun antallet af anholdelser og antallet af domsafsigelser, og disse er blevet stærkt påvirket af at Danmark på ca. 35 år er gået fra at være et land med 5,1 mio. mennesker, hvoraf 12.500 var betjente, til i dag at være et land med næsten 5,8 mio. mennesker, hvoraf under 10.500 er betjente. Denne udvikling er sket samtidigt med at politiet har fået flere tekniske og digitale værktøjer til hjælp for deres arbejde, men den er også sket sammen med flere andre ting, såsom lukning af halvdelen af landets politistationer, så de dermed har fået længere patrulje og udrykningsafstande, nye opgaver indenfor digital kriminalitet, terrorbekæmpelse, asylkontrol, bekæmpelse af fodboldvold, med mere, samt et større og mere bureaukratisk krav om dokumentation. Den samlede sum er at der i dag er langt færre hænder til lang flere opgaver, der ikke kan løses med teknologi.

Det problem er løbende blevet løst med politiske prioriteringer af politiets opgaver. Indsatser der beskytter forretningsliv og erhvervsliv imod at lide økonomiske tab på kriminalitet, indsatser imod indbrud i private hjem, beskyttelse af kultur og sportsbegivenheder og indsatser imod narko og vold i restaurationernes natteliv er nogle af de ting der oftest har været vægtet højest. Disse ting har en ting til fælles: Penge, eller rettere de danskere, der har flest penge, hvilket her betyder fra middelklassen og opad. Det er de 57% af befolkningen, der selv ejer deres boliger, og hvoraf en pæn procentdel driver forretningerne og erhvervene, og hvor de primære forbrugere af kultur, sport og nattelivets glæder også kommer fra, fordi det er her at folk bedst har råd.

Når man prioriterer at bruge begrænsede ressourcer et sted, så må man uundgåeligt fjerne dem fra et andet sted, hvilket i dette tilfælde er nedefra og i stigende omfang. Lige i det samfundslag, hvor ulighed skaber flest kriminelle. Lige som note vil jeg lige nævne at disse ikke så meget skabes af økonomisk nød og/eller grådighed, som de gør af deres ulige adgang til muligheder og til accept i samfundet. Folk har ikke lyst til at passe på et samfund, der sparker dem i hovedet hele tiden, så de bliver socialt afkoblede og danner deres egne regler, hvilket er en væsentlig faktor i alt lige fra anmeldelseskultur til dannelsen af kriminelle bander.
Bor man i et almennyttigt boligområde, der ikke lige står på politikernes ghetto-liste, der styrer hotspot-indsater fra både politi og sociale myndigheder, så skal man kigge langt og længe efter hjælp, når der sker grimme ting i nabolaget. Hjælpen er der typisk på 10-25 minutter, når der ligger blod, tænder og legemsdele på gulvet eller asfalten, men ringer man efter hjælp til at stoppe optakten til at tingene ender så galt, så kan der gå fra 30 minutter til 2 timer inden at man ser politiet, hvis de da overhovedet har tid til at komme. Dette betyder at politiet i de fleste tilfælde ankommer når meget er gået galt og ofte når en gerningsmand er løbet langt over alle bjerge, uanset hvornår i et forløb man ringer efter hjælp. Hvis det virkeligt er gået hedt til, så kommer ambulancen først efter politiet, fordi redderne skal beskyttes, men uanset hvad kommer hele politiopgaven nu til at hvile på offer og vidner. De afkræves nu deres borgerpligt og skal stå til rådighed for politiets afhøringer og domstolenes vidneforklaringer og de skal oftest vidne imod nogle, der enten er deres egne naboer eller deres naboers børn. Mennesker som de skal leve videre med og se i øjnene "imorgen", hvor politiet ikke længere er der.

Denne tilstand har stået på længe, først kun i nogle få boligområder, så i flere og nu næsten i alle de lavindkomstområder, der ikke har opnået politikernes særlige bevågenhed, efterhånden som prioriteringerne har flyttet rundt på politiets ressourcer. De to største ressourceskift skete i tiden omkring 90'ernes rockerkrig og lige i starten af nullerne, men generelt er skiftet kommet glidende og tilstanden har haft en meget specifik konsekvens.

Efterhånden som flere har prøvet, hvor utaknemmelig vidnerollen kan være og har delt deres oplevelser med familie, venner og naboer, så er anmeldelseskulturen skiftet, hvilket ikke er så underligt. Med de kriminelle kun 5 minutter væk og politiet 20 eller mere, så sætter selvopholdelsesdrift og selvbeskyttelse nye rammer. Kriminelle tisser helst ikke i deres egen svømmepøl ved at at gå efter deres nærmeste naboer, så på hjemmebanen går de kun efter personer de af den ene eller anden grund har set sig sure på. En stensikker måde at få deres opmærksomhed på er at tilkalde politiet, når narko og hælervarer skifter hænder eller når de skejer ud med lidt hærværk eller støjende fester. En endnu mere sikker måde, er at stå som vidne imod dem. Hvis man ikke gør nogen af delene, så er risikoen for selv at blive ramt af kriminalitet ikke større end risikoen for at blive ramt af tilfældig kriminalitet et hvilket som helst sted i Danmark, og nogle gange er den langt mindre.

Derfor ringer de færreste til politiet når de ser ting som ulovlig handel, lettere vold, trusler og chikane. De fleste lukker døren (og øjnene), skruer op for TV'et og gemmer oplevelsen til den nabosladder, der altid forekommer i lukkede beboergrupper. Hvis politiet dukker op i forbindelse med nogle af episoderne, så har de ikke set noget som de har lyst til at sige i en retssal. Selv når der er tale om ekstrem vold, så skynder 75+% hjem i sikkerhed inden politiet ankommer, så de undgår at blive blandet ind i retssag. De ser dog så meget de kan ud af deres vinduer, men også dette bliver gemt til nabosladderen. Man anmelder ikke og man vidner ikke, hvis det på nogen måde kan undgås, fordi man ved at hvis turen kommer til en selv så er hjælpen lige så langt væk som den er i den situation man aktuelt står med. Kun hvis ens egne børn og familie er direkte og akut truet af kriminaliteten eller ens bil bliver stjålet eller ødelagt, mander man sig op. Ellers holder man kæften lukket. Folk har endda vænnet sig så meget til den tilstand af "det ordner vi/de selv" og "det må være en andens problem" at selv meget alvorlige problemer kan tales ned til at være betydningsløse, så jeg ikke ved hvordan jeg skal beskrive det uden at nævne en af mine egne vidneroller fra i år.

Jeg skulle egentlig bare handle ind i en lokal butik, der ligger i et sådant boligområde med små 1.000 lejemål, hvor jeg både kender butikkens personale og de lokale beboere. På vej mod butikken kan jeg høre aggressiv råben og postyr. Da jeg kommer frem er butikken stort set tømt for kunder og ved døren står en tydeligt påvirket og psykisk ustabil mand og råber trusler ind til personalet. Ca. 30 meter fra butikken står 6-7 personer, hvoraf 2 signalerer til mig at jeg skal gå hen til manden. Han spotter mig også og begynder at råbe ad mig. Jeg får sagt fra og talt ham lidt ned inden at jeg går ind i butikken, hvor jeg så finder ud af at han vedvarende har truet og chikaneret både personalet og butikkens nærmestboende naboer i over 4 timer, uden at nogen har tilkaldt politiet. Han havde været trængt ind i butikken flere gange i løbet af den tid, hvor han havde truet, lavet ballade og revet ting ned fra hylderne, hvor personalet i fællesskab havde fået skubbet ham ud igen. Et nummer han gentog igen, hvor jeg selv førte ham ud af butikken og bad ham om at forlade området, hvilket blot blev besvaret med flere trusler. Jeg gik ind i butikken igen og nu kom nogle et par af de folk, der havde stået udenfor og et par af de nærmeste naboer ind i butikken. De sagde meget ærligt at de ikke havde turdet anmelde ham, fordi han havde relation til andre i området. og spurgte om jeg ikke kunne få ham væk. (Jeg er kendt for en kriminalitetsforebyggende/bekæmpende rolle i området) Manden har helt tydeligt ikke tænkt sig at stoppe uden at det indebærer vold eller magtanvendelse, så jeg ringer direkte til politiets vagthavende og forklarer situation, hvilket får dem til at sende en patruljevogn på for området rekordhurtige 10 minutter. Det går roligt og rutinemæssigt for sig da betjentene ankommer. Den ene holder styr på den aggressive mand og prøver på at tale med ham, imens den anden først tager mit udsagn som anmelder af sagen og derefter spørger efter vidner blandt de 20+ mennesker der nu har samlet sig. De har alle haft oplevet timer af balladen, men kun 3 melder sig som vidner, men betjentene når ikke at få taget udsagn før problemerne nu eskalerer. Først kommer en mere af områdets kendte "problembørn" løbende og råber om politivold og og chikane og kræver at politiet lader den første mand gå og efter ham kommer der endnu et par stykker fra samme gruppering, der dog ikke siger noget, men kun kigger på folk. Situationen er nu mere end to betjente kan håndtere og en af dem må have trykket på sit nødkald, fordi den næste patruljevogn rullede ind på parkeringspladsen 2-3 minutter efter. Det tog tid at få ro på gemytterne og det foregik ikke uden fysisk magtanvendelse. Imens den foregik forsvandt 2/3 af "tilskuerne" fra området, men de 3 oprindelige vidner blev efter opfordring.

Nu står jeg som anmelder og vidne i en sag om trusler og chikane, samt vidne i 2 afledte sager, hvoraf en er om trusler imod politiet og den anden om vold. Jeg aner ikke om sagerne ender ved domstolen eller om jeg bliver indkaldt til at vidne, men dagen efter denne lille indkøbsepisode blev der om aftenen kastet et par sten imod mine vinduer i privatboligen. Ikke voldsomt nok til at gøre nogen skade, men da jeg kigger ud af vinduet, står der 3 personer fra samme gruppering som personerne i foregående dags episode og kigger direkte på mig.

Jeg forstår fint hvorfor ingen havde ringet til politiet, fordi det kan man ikke gøre uden at komme til at stå som anmelder, og jeg forstår lige så fint at folk smutter væk og helst ikke vil ses tale med politiet som vidner. Selv er jeg lidt privilegeret af mange års samarbejde med politiet, så jeg er ikke helt så truet som andre ville være, men det er stadigt ubehageligt og utrygt.

Derfor er antallet af anmeldelser rekordlavt, hvilket medfører faldende statistikker for både anmeldelser og domsafsigelser. Det gør også lavindkomstboligområder til vækstbund for hårdere kriminelle inkl. dem der går ind i banderne, fordi nystartede unge kriminelles løbebane i langt mindre grad når at blive stoppet ved småforseelserne, hvilket er der hvor man lettest kan bryde deres løbebane, fordi det er inden at de har gennemgået den gradvise opskalering af kriminelle handlinger, som alle kriminelle gennemgår på vejen til at blive vanekriminelle. De bliver nu i langt højere grad taget, når deres handlinger sender dem på længere afsoninger i fængsler, hvor de virkeligt kan lære at blive bedre til kriminalitet. Dette er mekanismerne der giver laverer kriminalitetstal samtidigt med stigende hård og voldelig kriminalitet.

Hvis ikke vi griber ind i denne udvikling ved at få flere betjente ud i boligområderne sammen med mere stabile sociale indsatser end hotspotindsatserne, så skaber vi det selvsamme mønster som USA er kendt for i løbet af meget få år. Det kan ikke stoppes på nogen anden måde, for tough on crime med hårdere straffe gør absolut intet for at nedbringe det vækstlag kriminelle dannes i. Det kan kun skære lidt af toppen af gruppen med fuldt udviklede vanekriminelle og fylde fængslerne til kanten af sammenbrud.

Jeg ved stadig mere end jeg har skrevet, men jeg håber at have skabt forståelse af min grund til at skrive, selvom det vist blev lidt rodet.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Philip B. Johnsen & Eva Schwanenflügel

P.S. Den nævnte sag som jeg afventer min vidnestatus i er en ubetydelig småsag ift. til tidligere sager jeg har vidnet i. Drab, handel med kvinder og sexovergreb på børn er nok de værste ting jeg har set, hvilket minder mig om at jeg glemte en detalje ved at være vidne, der gælder for sager, der får pressens bevågenhed. Man må som vidne ikke udtale sig om sagen i pressen, men en del journalister gør sig vedholdende og meget kreative anstrengelser for at score saftige sagsdetaljer til forsidehistorier. De kan virkelig være en grim ekstra stressfaktor og jeg har groet mig en særlig afsky for journalister fra BT, Ekstra Bladet og TV2 News, samt fotografer fra Local Eyes og enkelte overivrige lokalblade.

Eva Schwanenflügel

Brian W. Andersen
Igen rigtig mange tak for at delagtiggøre os i det ingen andre fortæller om. Det du beretter er som jeg har anet, men alt for diffust til før at kunne se den store sammenhæng.
Det er ildevarslende, at døvheden eskalerer med højredrejningen, men nogen rigtig nyhed er det vel ikke.
Detaljerne i excel-ark styringen, de massive nedskæringer og deres betydning for den opblomstring af hård kriminalitet, samt for vidners motivation for at træde frem, og igen de afledte statistikker der viser, at kriminaliteten er faldende, er derimod nyt for mig.
Det var bestemt ikke spor rodet skrevet. Tværtimod, hvis du nogensinde bestemmer dig for at skrive en bog, melder jeg mig straks som ivrig læser.
I virkeligheden burde alle jo vide, hvordan tingene hænger sammen, på godt og ondt.

Brian W. Andersen

@ Eva Schwanenflügel
En bog? Pudsigt at du lige skulle nævne det. Jeg har 3 bøger under overvejelse, hvor 60-80% af materialet er lavet og hvor ca. 95-98% af research, data og kilder er på plads. Jeg har også været konsulent for et par udgivne forfattere, så det vil ikke blive uoverkommeligt for mig at skrive en, men jeg hænger lidt i bremsen af et par andre grunde.

Alle tre potentielle bøger har karakter eller elementer af whistleblowing, der vil træde mange magtfulde personer over tæerne og provokere mange andre. Derfor har jeg længe siddet med tunge overvejelser af format, forlag og evt. brug af pseudonym, samt flere andre helt lavpraktiske ting, fordi jeg er sårbar overfor repressalier og ved af erfaring at hvis ikke man kan afvise et budskabs indhold, så kan man altid skyde budbringeren. Som alternativ til bogudgivelse overvejer jeg også at skabe et website placeret under Islandsk lovbeskyttelse til at udgive de materialer jeg har fra, men det er et stort og ikke helt billigt arbejde. Den metode vil have nogle fordele i form af identitets og privatlivsbeskyttelse, samt beskyttelse af kildematerialet, men ulemper i form af markedsføring og hvilken troværdighed folk vil tillægge det udgivne.

Alt i alt ved jeg ikke hvad jeg ender med at gøre, men at holde mund med alle de ting jeg har fået snuset op, er ikke længere en mulighed. Når jeg en gang får fundet ud af det, så skal jeg nok sørge for at Informations redaktion og læsere får besked, men der ligger i hvert fald 1-2 års arbejde foran mig endnu. Indtil videre må jeg nøjes med at smide en lille mening eller beskrivelse i debatterne, uden helt at kunne fortælle hvad de er dannet af, men det er også en god øvelse til et større skrivearbejde. ;-)

Philip B. Johnsen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Brian W. Andersen,
Tænk engang, ja det var da ligegodt pudsigt at du allerede påtænker en eller anden form for udgivelse..
Jeg vil glæde mig meget til at læse hvad du udkommer med - og allerede før du nævnte det selv, havde jeg fornemmelsen af, at det nok ikke ville gå stille af sig !
Held og lykke med projektet, og håber at du i mellemtiden vil lade os tilflyde lidt guldkorn :-)

Sider