Leder

Det er stadig tilladt at håbe på en fredelig løsning med Nordkorea

Situationen mellem særligt USA og Nordkorea spidser til efter Nordkoreas seneste missilaffyringer. Om hvorvidt det er politisk realistisk at gå efter en diplomatisk løsning besvarer sig selv, fordi det eneste alternativ er en ny koreakrig.

Situationen mellem særligt USA og Nordkorea spidser til efter Nordkoreas seneste missilaffyringer. Om hvorvidt det er politisk realistisk at gå efter en diplomatisk løsning besvarer sig selv, fordi det eneste alternativ er en ny koreakrig.

Ahn Young-joon

Debat
30. november 2017

Nordkoreas succesrige prøveaffyring af et interkontinentalt missil onsdag morgen lokal tid viser en gang for alle, at hverken FN-sanktioner eller andre former for pres på Kim Jong-uns eremitstat har virket efter den erklærede hensigt: Regimet i Pyongyang kan ikke overtales til at opgive sine ihærdige og mangeårige bestræbelser på at blive en atomvåbenstat på linje med stormagter som USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig.

Når det er konstateret, bliver spørgsmålet, hvad gør det internationale samfund så nu?

I går samledes Sikkerhedsrådet endnu en gang for rutinemæssigt at fordømme Nordkoreas tredje prøveaffyring i år af et interkontinentalt missil, hvis rækkevidde er langt nok til at kunne true USA’s hovedstad Washington, D.C. I tidsrummet mellem de to første affyringer i juli og den tredje onsdag har nordkoreanerne også prøvesprængt kernevåben, en af dem ovenikøbet en brintbombe.

FN har nu strammet de økonomiske sanktioner til et punkt, hvor kun et forbud mod eksport af olie er tilbage. Det modsætter Kina og Rusland sig af humanitære grunde: Den nordkoreanske civilbefolkning skal ikke lide mere, end den allerede gør under et umenneskeligt regime. Donald Trumps regering har desuden skrevet Nordkorea på sin liste over terrorstater, hvilket vi her på lederpladsen har kaldt en »tom provokation«.

Løsningen af denne krise afhænger bl.a. af Kim Jong-uns hensigt med opbygningen af et arsenal, der kan true en amerikansk storby med udslettelse. Det er noget, man kun kan gætte på. Den overvejende opfattelse går på et ønske om at blive anerkendt af det internationale samfund som en legitim stat, og den allervigtigste anerkendelse søges givetvis fra den største militærmagt i Nordøstasien – USA.

Men siden Koreakrigen har ingen amerikansk regering villet opfylde dette krav. Det skal ses i sammenhæng med den omstændighed, at der aldrig er blevet indgået en fredsaftale. Men primært skyldes det, at USA ikke accepterer delingen af den nordkoreanske halvø. Amerikas politik har altid været, at Korea skulle samles under et frit og demokratisk styre.

Men det er oplagt ønsketænkning, så længe Kina og Rusland – samt naturligvis det nordkoreanske kommunistparti – modsætter sig en genforening.

Hvis Pyongyangs endelige mål vitterligt er regimeanerkendelse og en skriftlig garanti mod en væbnet intervention (formentlig kun mulig gennem indgåelse af en international fredsaftale), er det vigtigt at få Kim Jong-un til at fremlægge disse krav sort på hvidt.

Herefter kan USA og Sydkorea tage stilling til, hvad de forlanger af Kim Jong-un som modydelse. Man kunne f.eks. forestille sig, at Nordkorea i forbindelse med en vidtspændende fredsaftale ville være villig til at opgive sine interkontinentale missiler.

Det ville imidlertid være urealistisk at forestille sig, at regimet skrinlægger sin atomvåbenslagstyrke. Den vil altid tjene som ultimativ garanti for dets overlevelse. Alt andet lige falder løsningen tilbage på principperne for fredelig sameksistens under Den Kolde Krig – nemlig, gensidig sikret ødelæggelse. Kernevåbens formål er i henhold til dette princip ikke at blive benyttet, men derimod at afskrække atomvåbenstater fra at gå i krig med hinanden.

Hvis det skulle vise sig at være en uspiselig løsning for USA og Sydkorea at forlade sig på doktrinen om gensidig sikret ødelæggelse, findes der kun én anden udvej. USA kunne opstille et skudsikkert missilforsvar i Sydkorea og placere krigsskibe i havet omkring den koreanske halvø. Men det scenarie vil Kina med usvigelig sikkerhed modsætte sig voldsomt.

Er det politisk realistisk at gå efter en diplomatisk løsning? Det spørgsmål besvarer sig selv, fordi det eneste alternativ er en ny koreakrig. Selvfølgelig skal og vil mulighederne for multilaterale samtaler blive afprøvet på et tidspunkt. Meget tyder på, at Trump-regeringen er på vej til denne erkendelse.

Presset på Kina har ikke virket. Krigsretorikken i Trumps FN-tale og truslerne i hans tweets har haft den modsatrettet effekt. Trumps reaktion på gårsdagens prøveaffyring var da også usædvanlig lakonisk og forretningsmæssig: »Det skal vi nok tage os af.«

Udenrigsminister Rex Tillerson talte om en diplomatisk løsning. USA’s udsending til Nordkorea, Joseph Yun, skulle være i dialog med nordkoreanske FN-diplomater. Kina har sendt en topdiplomat til Pyongyang. Det er stadig tilladt at håbe på en fredelig løsning. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mogens Bluhme Nielsen

Hvem tænker på den nordkoreanske befolkning? Er bedste løsning en fredsaftale, som cementerer det nordkoreanske despoti magt og legitmitet til undertrykkelse af et lidende folk?

Jeg vil have det dårligt med at se en nordkoreaner i øjnene og juble over en sådan aftale. Han ville tænke at Vesten har solgt dem for fredens skyld.

Det vil være "realpolitik" når det er allermest kynisk.

For mig er der kun én ting, der duer - og det er at gå efter et regimeskifte!

Det er ALTID tilladt at håbe på en fredelig løsning. Jeg vil hellere kigge en levende I øjnene, og det vil sydkoreanerne også.

Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

To fjolser til at trykke på den "røde knap" er mere end én for meget i denne verden.

Kunne de dog bare have forsat med at "twitte" til hinanden i stedet for, sådan som før, - det var da lidt mere uskadeligt, men også morsomt.

Det mest sørgelige i den anledning er, at den Amerikanske præsident deltager i noget så latterligt som en barnlig ordkrig på "Twitter" om hvem der kan være mest infantil, så det er synligt for verdens befolkning.

Lad os håbe ingen af tosserne finder på at trykke på den "røde knap", så vi både kan holde jul og nytår - og selvfølgelig udsalget i hele januar.

Det mest uforståelige er amerikansk udenrigspolitik forsat og stædigt holder fast i deres gamle verdensforståelse af Amerikas holdning og rettigheder overfor resten af verden, - når det må erkendes af verden er ændret så meget som tilfældet er.

Krigene i Afghanistan, Irak og Libyen samt endnu flere i fortiden, har ændret verdens syn på Amerika som troværdig ledende stormagt, der moralsk og etisk skulle stå som et forbillede for resten af verden, - men har vist det ikke er sandheden!