Leder

Status efter ét år med Trump: Skamløshed, lusk, splid og frygt

Efter valget af Trump håbede mange, at han ville blive blødgjort med embedet. Men som menneske og politiker har Trump efter sit valg vist sig mindst lige så skamløs som før, skriver David Rehling i dagens leder.

Efter valget af Trump håbede mange, at han ville blive blødgjort med embedet. Men som menneske og politiker har Trump efter sit valg vist sig mindst lige så skamløs som før, skriver David Rehling i dagens leder.

Brennan Linsley

8. november 2017

Fortumlede var mange den morgen for et år siden, da det viste sig, at byggespekulanten Donald Trump var valgt til USA’s præsident. Trump selv, og folkene omkring ham, var overrumplet. De havde ikke regnet med at vinde.

Hillary Clinton og hendes kampagne var chokeret. De anså deres sejr for sikker. Og et meget stort antal mennesker – i USA og udenfor – var forfærdede. De havde ikke troet det muligt, at et af verdens ældste demokratier kunne frembringe et så uansvarligt resultat.

En del søgte den morgen trøst i forhåbningen om, at det forsyn, der nu havde udstyret Trump med embedet, også ville indgyde ham besindigheden til at bestride det.

Niksenbiksen. Som menneske og politiker har Trump efter sit valg vist sig mindst lige så skamløs som før. Som formanden for Senatets Udenrigsudvalg, Trumps republikanske partifælle Bob Corker, for nylig udtrykte det: »Jeg ved ikke, hvorfor han synker til så lav, lav en standard og fornedrer vores land på den måde, han gør, men han gør det.«

Med sit daglige twitteri driver Trump konflikter dybt under sit embedes værdighed: nedgøring af en sørgende soldaterenke og en kvindelig borgmester fra det orkanramte Puerto Rico. Bemærk kønnet på de særligt nedgjorte. Kvindeforagt fyrer stadig op under Trump.

Hvor meget lusk, der hvirvler omkring Trump, kan være en overraskelse – også for dem, der væmmedes ved ham under valgkampen. Omfanget af hans kampagnes fordægtige samspil med Ruslands diktatoriske Putin-styre var end ikke anet for et år siden. Det var heller ikke til at forudse, hvor groft Trump ville bryde sit løfte om at »dræne sumpen i Washington«. Ved at ministerudnævne førende lobbyister for de mest kortsynede erhvervsinteresser – i forhold til økonomi, miljø og klima – har Trump løftet sumppølen til hidtil uset dagligt vande.

Ude på landet i Texas stemte vælgerne overvældende på Donald Trump i 2016. Men præsidentens respektløse stil og de manglende resultater har vakt forundring og uro. Her ses nogle købere på en kvægauktion i byen Groesbeck.
Læs også

Splid har Trump bragt til sit eget Republikanske Parti. Partiets vedholdende højrekrængning over de sidste to årtier har afskallet dets liberale og frisindede moderate. Nu opgiver en række af de tilbageværende besindige konservative – blandt andre ovennævnte senator Bob Corker – at søge genvalg ved næste års midtvejsvalg.

De kan ikke udholde udsigten til under primærvalgene at blive mødt af Trump-tilbedende højrehysterikere, finansieret af Trumps tidligere chefideolog Steve Bannon og hans milliardærbagmænd. Det Republikanske Parti, der er ved at danne sig i Trumps billede, er snarest en sekt. Følgevirkningerne for USA’s fremtid er uoverskuelige.

Modstanderes modløshed giver Trump mere råderum

Trøst ville det være, hvis Republikanernes retræte fra ræson samler Demokraterne til i 2018 at genvinde kontrol over mindst ét af Kongressens to kamre – og derved få en platform til at bremse og afsløre Trump – f.eks. ved krav om offentliggørelse af hans selvangivelser – og til at vinde Kongres og præsidentembede i 2020.

Men et sådant billede tegner sig ikke lovende nu. Den tidligere, midlertidige formand for Den Demokratiske Nationalkomité Donna Brazile bebrejder i sin aktuelle erindringsbog Hacks »tre titaniske egoer« – Barack Obama, Hillary Clinton og den tidligere komitéformand, Debbie Wasserman Schultz – at de har »ribbet partiet ned til en tom skal for at tjene deres egne formål«.

Læs også

Hertil kan føjes, at sidste års medgangsrige demokratiske udfordrer, socialist og senator Bernie Sanders, stadig nærer ambitioner, men uden at ville gøre det klart, om han tilhører partiet. I blikket fremad er Demokraterne splittet: Skal de føre kampagne mod Trump eller snarere satse på at tilbagevinde den middel- og underklasse, der valgte ham?

Frygten har med Trump fået næsten frit spil. Det er en tynd fortrøstning, at han i sin sikkerhedspolitik omgiver sig med de militærfolk, som han kalder »mine generaler«. Så erfarne og fornuftige, som de måtte være, er de livslangt uddannet til at adlyde. Kan et demokratis håb ligge i militær ulydighed mod en folkevalgt ledelse?

Trumps trusler om brug af atomvåben er aldrig hørt tilsvarende fra nogen amerikansk præsident. Vil et flertal af hans regering ende med at afsætte ham, som forfatningen muliggør?

Vil Republikanerne i Kongressen svinge over til en rigsretssag? Vil nye afsløringer om konspirationer med Rusland tvinge Trump væk? Spinkle håb. Men modstanderes modløshed giver Trump endnu mere råderum. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
  • Holger Madsen
  • ingemaje lange
  • Carsten Munk
  • Steen Sohn
  • Eva Schwanenflügel
Mads Berg, Holger Madsen, ingemaje lange, Carsten Munk, Steen Sohn og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Trump er et narcissistisk Janus-hovede. Der hvor han finder størst leflerisk opbakning, er der hvor hovedet drejer hen imod.
Hans forne politiske rådgiver, Steve Bannon, har sin egen agenda, og dertil agerer Trump blot spydspids, uden at forstå at han bliver udnyttet. Hvilket heller ikke interesserer ham.
Steve Bannon vil have kaos. Han vil gribe magten ved alle midler, som intet har at gøre med demokrati eller respekten for den amerikanske forfatning.
Derfor er han nu på kampagne blandt de mest intolerante, fascistiske segmenter i den amerikanske befolkning om at udradere de nuværende republikanerne, der hælder til moderate løsninger og dialog henover midten. En større antidemokrat skal man lede længe efter.
Desværre ser Demokraterne ud til at ville udradere hinanden i ligeså høj grad med deres interne stridigheder og magtkampe. Donna Brazils bog er kun et eksempel.
Sålænge alle strides, har Janus-hovedet Trump ikke noget at bekymre sig om rent politisk.
Med mindre Mueller-manden får samlet beviser nok sammen om 'Dummie-gate', de angivelige russiske forbindelser.

Mads Berg, ingemaje lange, Torben Skov og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

"Det var heller ikke til at forudse, hvor groft Trump ville bryde sit løfte om at »dræne sumpen i Washington«."

Jo, det var det.

Henrik L Nielsen, Mads Berg, Karsten Lundsby, Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Rehling omtaler USA's mest populære politiker, Bernie Sanders politiske tilhørsforhold. Han har erklæret, at så længe han stiller op som senator i Vermont bliver det som Independent, som han har gjort det hele tiden.

Når/hvis han stiller op i 2020, så bliver det sikkert som tilknyttet Demokraterne.

https://www.commondreams.org/news/2017/10/23/sanders-confirms-hell-remai...

Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Som Trump sagde sidste år under valgkampen, så kunne han gå ud på gaden foran Trump Tower og skyde en forbi passerende uden at miste bare én stemme. Eller måske højst én stemme :-(

Eva Schwanenflügel, Frede Jørgensen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Jeg har nævnt det før og gør det gerne igen. Hvad gør et USA som bliver presset op i hjørnet af globalisering, klimaforandring, ressource overforbrug, samt overbefolkning?

a. Drosler ned og deler med andre.
b. I værksætter millitære aktioner for at beskytte sin livsstil og interesser at-all-kost.

Personlig er jeg ikke i tvivl.

Henrik L Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Flemming Berger og Mikkel Kristensen anbefalede denne kommentar

Den tidligere marinesoldat, socialisten Lee Carter, der udfordrer Demokraternes centrumslinje, vippede en republikaner af pinden som parlamentsmedlem i Virginia. Og han var ikke den eneste venstrefløjskandidat, der blev valgt, selv om republikanerne sammenlignede ham med Stalin og Mao.

Organisationen Democratic Socialists of America førte i vidt omfang hans valgkamp, siger DSA’s næstformand til norske Klassekampen.

• Siden 2016 har DSA vokst fra 5000 til 30.0000 medlemmer. Det er fortsatt lite i et land med over 320.000 millioner innbyggere. Men vekstraten har sammen med Sanders’ popularitet og en intensiv tilstedeværelse på sosiale medier fått medier som The New York Times, The Washington Post og CNN til å åpne øynene for DSA

http://www.klassekampen.no/article/20171109/ARTICLE/171109959

Det kan blive helt spændende i 2018.

The Guardian bringer i dag en artikel om andre overraskende nyvalg.

https://www.theguardian.com/us-news/2017/nov/12/meet-the-progressives-el...

Om Carter hedder det bl.a.:
- Carter, who campaigned as a Democratic Socialist, was drawn into electoral politics and his party alignment by the 2016 presidential candidacy of Bernie Sanders.
“He went out there and said, ‘I’m a democratic socialist. Here’s what that means: It means I believe in strong unions, healthcare for everybody, and an end to discrimination.’ Well, that’s what I believe in, too.
I dug a little more into it, and I realized a lot of the problems we have in today’s society reflected in electoral politics are symptoms of economic problems,” he told New Republic.