Læsetid 3 min.

Du skal stemme personligt – og granske kommunalvalgets kandidater grundigt

LEDER
Mange danskere har fået meget længere til rådhuset. Og sandsynligheden for, at man gennem personlig kontakt kender en eller flere af de opstillede kandidater, er blevet mindre. Det skærper kravet til hver enkelt af os om at holde øje med vores lokale folkevalgte. Hvem af dem kan vi have tillid til?

Mange danskere har fået meget længere til rådhuset. Og sandsynligheden for, at man gennem personlig kontakt kender en eller flere af de opstillede kandidater, er blevet mindre. Det skærper kravet til hver enkelt af os om at holde øje med vores lokale folkevalgte. Hvem af dem kan vi have tillid til?

Jacob Ehrbahn

21. november 2017

Jo, du skal. Din eneste undskyldning for ikke i dag at indfinde dig på dit valgsted og afgive din stemme ved kommunalvalget er, at du allerede har brevstemt.

Kommunalbestyrelsen er ægte vigtig, fordi den sætter rammerne for vores hverdag. Bogstaveligt talt: Den bestemmer indretningen af byrummet og de grønne områder. Og den giver folkeskolen indhold. Den drager omsorg for de ældre. Den fastlægger fritidslivets vilkår. På alle disse områder kan der være politisk uenighed om hvordan. Derfor skal der politikere til at bestemme.

Lykkeligt er det folkestyre, hvor vælgeren kender mange af de valgte og kan tale med dem om, hvad de arbejder for og imod på rådhuset. Og hvor vælgeren afgiver sin stemme ud fra en personlig tillid til den kandidat, der findes værdig til krydset.

Sådan et lykkeland har Danmark været engang. Forud for kommunalreformen i 1970 havde landet omkring 1.400 kommuner og 10.000 kommunalbestyrelsesmedlemmer. Dengang var det kun de allerstørste byer, hvor vælgerne ikke jævnt hen stødte på de folkevalgte.

Til gengæld havde mange kommuner helt op i 1960’erne en meget beskeden kommunalforvaltning. Det rimede dårligt med moderne tiders krav om professionalisering. Da kommunalreformen i 1970 lagde en mængde nye opgaver ud til kommunerne, skar den samtidig deres antal ned til 271. De forudsattes bestykket med en passende kompetent forvaltning. Antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer gled ned til 5.000.

Næste store nedskæringsrunde kom med daværende V-indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens stort anlagte strukturreform i 2007. Under henvisning til ’stordriftens fordele’ skar Løkkes reform antallet af byråd ned til 98 og medlemstallet til 2.500. Løkke-’reformens’ økonomiske fordele er omtvistede. I hvert fald har den ført til lukning af hver 12. grundskole og nedlæggelse eller omlægning af 24 sygehuse.

Den selvgode nationale forestilling om dansk politisk kultur

Rent demokratisk er det oplagt, at Løkke-reformen er problematisk. Mange danskere har fået meget længere til rådhuset. Og sandsynligheden for, at man gennem personlig kontakt kender en eller flere af de opstillede kandidater, er blevet mindre.

Det skærper kravet til hver enkelt af os om at holde øje med vores lokale folkevalgte. Hvem af dem kan vi have tillid til? Er vi usikre, må vi søge råd hos dem i vores omgangskreds, som vi i øvrigt stoler på.

Der er mere end nogensinde brug for, at de kommunale folkevalgte bliver gransket. Løkke-reformen har betydet en vældig forøgelse af bureaukratiet på rådhusene. Hvem er det, der styrer kommunen? Risikoen er, at embedsværket lader de valgte sne inde i notater og udredninger.

Der er også fare for, at de valgte vælger at bruge deres kræfter på indbyrdes intriger eller manøvrer til egen vinding. De afdækninger, som denne avis og andre medier op til valget har foretaget af rådhusenes indre liv, lader ane, at alt langt fra er så tilforladeligt, som vi har som selvgod national forestilling om dansk politisk kultur.

En utryg fornemmelse af svamp i dansk kommunestyre kan øges af væksten i antallet af de ’erhvervsklubber’, hvor driftige lokale forretningsfolk betaler et årligt beløb for at få adgang til fortrolige møder med kommunens borgmester. Pengene går til borgmesterens valgkamp.

Selvfølgelig bedyrer erhvervsklub-borgmestrene, at ingen af betalerne får nogen begunstigelse, der ikke rettelig tilkommer dem. Men hvorfor skal klubbens medlemskreds og kontingent så være hemmelig – hvis der altså ikke er noget at skjule?

Her er det op til Folketinget at gennemføre en lovgivning, der stopper den lyssky aktivitet på rådhusene. Indtil det sker, kan vi som vælgere prøve at sikre ordentligheden ved at holde vore krydser langt væk fra politikere, der indlader sig på den slags.

Når det drejer sig om de fem regionsråd, der også stemmes på plads i dag, er det vist for meget forlangt, at vælgere skal anstrenge sig for at kigge en særligt troværdig kandidat ud. Her er lokaldemokrati erstattet af ideologisk refleksafgivning af kryds ud i det grå kandidathav. Valget til den lokale kommunalbestyrelse er for vigtigt til at få samme skæbne. 

Kommunalvalg 2017

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Maria Francisca Torrezão
    Maria Francisca Torrezão
  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
  • Brugerbillede for Ebbe Overbye
    Ebbe Overbye
  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
Flemming Berger, Maria Francisca Torrezão, ingemaje lange, Ebbe Overbye, Toke Andersen, Ejvind Larsen, Anker Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Har netop afgivet min stemme. Men. Gardinet foran stemme boksen er så kort, at det er muligt at aflure om man stemmer blå eller rød idet listen er så lang, at den stikker langt under gardinet. Alle blå partier er øverst og alle røde nederst. Med andre ord hænger din liste ud under gardinet mens du stemmer, stemmer du blå.

Måske en detalje vil du sige. Men vi har altså hemmelig valg afstemning. Og hemmelig kan ikke gradbøjes.

Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Bjarne Bisgaard Jensen, Troels Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Vi har endnu ikke indført stemmetvang her til lands,
så stik du bare piben ind. Rehling. ;-)
Der har været drabelige og meget dramatiske ordslag på Facebook, hvor folk virkelig har været helt oppe i diskanten over andre mennesker, som ikke stemmer. Det er smadder ærgerligt, især fordi mange af dem ville stemme de borgerlige ud - hvis altså de stemte.
Men det er vilkårene, så længe der endnu er frihed i stemningen.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Loftkjær

Naturødelæggelser ved Bagsværd Sø søgt gjort til et politisk spørgsmål

Ved KV17 i Gladsaxe har DN Gladsaxe prøvet at granske 98 byrådskandidater. Det var på flere måder en kedelig oplevelse.

Vi indrykkede en annonce med teksten, som kan ses på

Resultatet af DN Gladsaxes undersøgelse af 98 byrådskandidaters holdning til Bagsværd Sø
Med 8 spørgsmål i annonce i Gladsaxe Bladet har vi prøvet at få lidt overblik over 98 byrådskandidaters lyst til at tale om konsekvenserne af de påtænkte naturødelæggelser ved Bagsværd Sø.

21 har svaret på vores henvendelse. 12 af besvarelserne havde et indhold, som varierede fra seriøst til meget lidt seriøst. 2 svar var alene afklarende og 6 svar var uden reel mening.
Kun én besvarede alle vores spørgsmål forholdsvis detaljeret. To besvarede alle spørgmål med hhv. ja eller nej.

4 andre byrådsmedlemmer kom med længere svar, som ikke var relateret til vores konkrete spørgsmål.

48 byrådskandidater accepterede modtagelsen af spørgsmålene, men svarede ikke på dem.
27 byrådskandidater accepterede ikke modtagelsen af spørgsmålene.

2 byrådskandidater blev ikke spurgt, da vi ikke kunne finde adressedata af nogen art.

Vi overlader til den enkelte at vurdere svarenes kvalitet og relevans samt rimeligheden i, at de fleste kandidater ignorerede undersøgelsen, uanset de alle partier på nær ét mener, at de er grønne.

Vi takker for de seriøse svar, som vi fik fra enkelte af de kandidater, som mener, at de vil og kan styre vores kommune i de næste 4 år. På naturområdet er der plads til mange forbedringer og i det hele taget holdninger til naturen. Vi vil gerne udfordrer de holdningsløse kandidater, som er på vej ind i byrådet.

Alle svarene kan ses i de vedhæftede regneark. Vi håber ikke, at der er svar, som vi har overset, se evt. DN Gladsaxe Facebookside på

https://www.facebook.com/groups/1373293572783976/?multi_permalinks=15243...

Brugerbillede for Peter Sterling

Hvilke valg har de fattige? I dag er lokalpolitik fanget i et jerngreb af nedskæringer. Hvem vælger du at være solidariske med den 21. november?

Giv de fattige et valg, det er deres tur. Kommune- og regionsvalget er de lokale kræfters chance for at vende skuden. Samfundets sammenhængskraft forudsætter en politik for hele befolkningen. Mobiliserer lokalsamfundet deltag og stem, du kan gøre en forskel med din stemme.

Regeringen har udsat finanslovsforhandlingerne til efter valget, først derefter ser vi hvem nedskæringerne rammer, hvilke grupper i samfundet som nu skal nedskæres.

Giv de fattige en valgmulighed. I stedet for at give milliardærerne over 2 milliarder ved Black Friday, og købe ting som du i grunden ikke har brug for, hvad med at give de fattige et valg i stedet, det er jo snart jul. Forestil dig at du kan ændre det lokale folkestyre ved at stemme anderledes i dag ved kommune- og regionsvalget, det er de fattiges trøst.

De fattige vælger at være solidariske med hinanden. Det samme gør de rige, de rige vælger at være solidariske med de rige. De fattige vælger at være solidariske med de rige - hver gang de handler i supermarkedet - da havner pengene øverst i samfundet. De fattige har ikke andet valg.

Vælg et samfund som mærker menneskers kreative tilværelser, respekterer friheden til at vælge, og et samfund der ønsker hele landets agtelse, loyalitet, sammenhængskraft og beskyttelse af de svage. Stem på politikere som følger moralens evolutionære funktion, og som arbejder for at maksimere samarbejdet, med følelser der er mere disponeret for samarbejde med befolkningen som helhed.

Vælg lovgivere som tager hensyn til alle og husker den overleverede visdom, der er opbygget ud af fortidens mange muligheder, idéer og fejltrin. En befolkning som ved hvad der rører sig og er i harmoni med tidsånden, som tager kulturen med, sproget, fortællingerne, kunsten, og ved hvad der gør os til mennesker.

Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

...Ifølge Rasmus Jarlov skal man undlade at stemme, hvis man ikke har sat sig lidt ind i tingene. Tænker ikke han har sine åndsfælder i tankerne med den bemærkning.

Eva Schwanenflügel og Mikkel Kristensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mogens Bluhme Nielsen
Mogens Bluhme Nielsen

Rasmus Jarlov har ret - filosoffen Vincent Hendricks spørger også i Oplysningens Blinde Vinkler om ikke kvaliteten af valg ville være bedre hvis der var flere som blev hjemme på sofaen.....

Jubelidiotiet over høje stemmeprocenterer er ikke til at holde ud

Hvis man som informationskilde har de flyers, politikerne deler lystigt ud af samt andre one liners fra fjernsyn og tabloidpresse, er det mest hensigtsmæssigt ikke at stemme

Som i andre af livets forhold kræver det at tage stilling et oplyst grundlag