Leder

Straf ikke fædrene for at skabe en våbenhvile mellem banderne

Det gælder i ethvert radikaliseret miljø – blandt bandemedlemmer, religiøse eller politiske fanatikere – at udover målrettede efterforskninger fra politi og efterretningstjenester og visse sikkerhedstiltag er statens bedste våben civilsamfundets robusthed.

Det gælder i ethvert radikaliseret miljø – blandt bandemedlemmer, religiøse eller politiske fanatikere – at udover målrettede efterforskninger fra politi og efterretningstjenester og visse sikkerhedstiltag er statens bedste våben civilsamfundets robusthed.

Jonas Olufson

Debat
16. november 2017

I det antikke Grækenland skrev de tragedier bl.a. for at undersøge, hvordan den gode leder af (by)staten skulle optræde.

»Antigone« er et udmærket eksempel: Kong Kreon forbyder, at forræderen Polyneikes begraves. En hård straf: Grækerne var nemlig overbevist om, at man ikke kunne fortsætte til Hades, hvis ikke man blev begravet. Polyneikes’ søster, Antigone, går imod kongens lov. Guderne siger, at de døde skal begraves. Det ender selvfølgelig med død og ulykke til alle sider – dommen over Antigone ender ultimativt med at koste Kreons egen søn livet.

Som i tragedien Antigone er en gruppe fædre på Nørrebro gået staten i bedene og har blandet sig direkte i bandekrigen: Efter flere måneders skyderier i gaderne, tre dødsofre og 25 sårede er der med fædrenes mellemkomst indgået en våbenhvile.

Det forlyder, at der skal have været et møde i moskeen på Dortheavej. Våbenhvilen skal være accepteret af LTF på den ene side og Brothas, Husum og Nordvest på den anden side. En våbenhvile er ikke en fred – den er en stilstand i en krig i en begrænset periode. I dette tilfælde i en måned.

Overborgmester Frank Jensen (S) reagerede på Facebook med at kalde det »weekendens bedste nyhed«, hvis det rent faktisk fører til et stop for skyderierne. Samtidig tilføjede han: »Freden i vores by skal selvfølgelig ikke afhænge af, om banderne er enige om at holde fred. Kampen mod banderne må fortsætte.«

Den dobbelthed – lettelsen parret med en vis beklemthed ved, at det er banderne og tilsyneladende visse fædregrupper, der i realiteten bestemmer – har været gennemgående.

»Våbenhvile?! Kan du høre ordet. Som var der tale om to nationer, der er i krig,« skrev Frank Jensens partifælle, folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen, ligeledes på Facebook.

Uddannelsesminister Søren Pind (V) kritiserer på Twitter overborgmesteren for at rose fædrene:

»En ’våbenhvile’. Føj for pokker.«

Fædregrupper og imamer bør leve op til deres borgerpligt og fortælle politiet, hvem der begår kriminalitet, mener han.

Den Korte Avis udgivet af Karen Jespersen og Ralf Pittelkow skriver:

»Aftalen er på ingen måde udtryk for, at banderne respekterer danske myndigheder og retter sig efter dem. Tværtimod synes denne aftale at sætte de danske myndigheder helt ud af spillet.«

For Den Korte Avis er aftalen – så langt den nu måtte vise sig at række – »skabt af de muslimske parallelsamfund«:

»Disse samfund er patriarkalske – det er familiefaderen, der bestemmer. Og de er islamiske – aftalen er indgået mellem muslimer, og den er indgået i en moské.«

Civilsamfundets robusthed er et godt våben

Det kan jo alt sammen være sandt nok. Fædrene går imod menneskenes love, som overlader den slags til politiet. Men hvis dette skridt kan forhindre yderligere blodsudgydelser, gør de så ikke ret i det?

Man kan anlægge det pragmatiske synspunkt: Alle kræfter, som medvirker til at bremse det onde, fortjener ros. Vi må ikke lade politikernes egen uformåen overskygge, at fædrene på Nørrebro tilsyneladende har opnået et resultat. Eller man kan forarges principielt: Håndhævelsen af lov og orden bør ligge hos staten, aldrig på gadeplan.

Det gælder i ethvert radikaliseret miljø – blandt bandemedlemmer, religiøse eller politiske fanatikere – at udover målrettede efterforskninger fra politi og efterretningstjenester og visse sikkerhedstiltag er statens bedste våben civilsamfundets robusthed.

Det er ikke en fejl eller et moralsk svigt, at fædregrupper har faciliteret en våbenhvile. Vores bedste håb i kampen mod såvel terrorister som banderne ligger hos fædre, mødre, brødre, søstre, venner, lærere, pædagoger, SSP’ere og forkyndere, som bliver ved med at holde en kontakt til mennesker, som begår eller er på nippet til begå den ultimative lovovertrædelse – at tage et liv.

Advokat Thorkild Høyer spillede en rolle, da Hells Angels og Bandidos indgik en fred i 1990’erne efter en voldsom rockerkrig. Med dræbende skud, sprængstoffer og panserværnsraketter rasede krigen trods vidtgående lovændringer og forøget politiindsats. Der er ikke indgået en fred i bandekrigen på Nørrebro, men våbenhvilen er en forudsætning for, at banderne kan komme til forhandlingsbordet.

Det er nemt som kong Kreon at fælde en hård dom over fædregruppen, som i det mindste midlertidigt har bragt blodudgydelserne til standsning. Men det er ikke klogt. Ligesom man ikke bør straffes for at begrave sine døde, bør man ikke straffes for at række ud til morderisk organiserede kriminelle, hvis det kan redde liv. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens peter hansen

Blegfede Johnny . Rart at du er ærlig.

@Christian de Thurah: du har overset at der er blink i øjet hos Johnny Winther Ronnenberg i det afsnit du opponerer i mod. Dette lille tegn afslutter hans kommentar ;-)

Sider