Leder

Tænk, hvis de afrikanske stater for alvor begyndte at bekæmpe fattigdom

Organisationen Caritas har sat sig for at hjælpe lokale småbønder i Afrika. Her ses arbejdere i en rismark i Congo i et samarbejdsprojekt mellem NGO Cordaid og Caritas.

Organisationen Caritas har sat sig for at hjælpe lokale småbønder i Afrika. Her ses arbejdere i en rismark i Congo i et samarbejdsprojekt mellem NGO Cordaid og Caritas.

Teun Voeten

9. november 2017

I Uganda er gennemsnitsalderen 14 år. Nogenlunde samme billede ses overalt på kontinentet: Afrikas befolkning er ung. Kontinentet vil formentlig have det dobbelte antal indbyggere om 30 år. De er sundere og bedre uddannet end nogensinde før. Det er en kolossal energisk arbejdskraft – og en tilsvarende kolossal udfordring at skabe arbejdspladser.

Som Informations miniserie om Afrikas udfordringer fortæller, får selv fattige afrikanske familier færre børn end for 40 år siden. Materiel fremgang har også betydet bedre adgang til prævention ligeså. Skiftende danske regeringers stærke prioritering af seksuelle og reproduktive rettigheder og ikke kun snæver adgang til prævention har været vigtig. I en tid, hvor religiøse og konservative kræfter vinder frem, bør Danmark fortsat gå i brechen for at vise, hvordan folk kan hjælpes til selv at styre størrelsen af børneflokken.

Som Sex og Samfunds Bjarne B. Christensen siger i artikelserien: »Hvis det lykkes at give kvinder adgang til selv at vælge, hvor mange børn de vil have, så lettes presset på den enkelte familie, på lokalsamfundet og på landenes ressourcer.«

Han tilføjer, at det »i sidste ende også kunne påvirke migrationen« – men der er langt til ’sidste ende’, for, som forskeren Margrethe Silberschmidt fremhæver i samme artikel, kræver dette også »betydelige forbedringer« af levevilkårene. Med andre ord: flere gode job.

Tænk, hvis den tanzanianske stat tog sin rolle alvorligt

Her kan en lille anekdote være nyttig: Langt ude på landet i Tanzania satte organisationen Caritas sig for at hjælpe de lokale småbønder, som blandt andet dyrkede soyabønner; Caritas undersøgte markedet og indhentede tilbud fra aftagere landet over. Det bedste bud kom fra en kyllingeavler mange hundrede kilometer borte, som manglede soya til foder.

Caritas kunne derefter tilbyde bønderne tre ting: et givet marked, en fast pris (langt højere end den, bønderne kunne få lokalt), og hjælp med transport til landsbyen af kunstgødning og af bønnehøsten til kyllingeavleren.

400 bønder meldte sig, de leverede 600 ton og fik kontant afregning. Budskabet gik som en løbeild gennem omegnen, og fem år senere leverede 10.000 bønder 5.000 ton soyabønner. Historien har flere moraler: Manglen på afsætningsmuligheder er en dramatisk hindring for småbønders innovation og velstandsstigning. Organisation er en nøgle til forbedring. Kontakt til verden langt fra landsbyen kan være en afgørende faktor.

Endnu en konklusion ligger ligefor: Tænk, hvis den tanzanianske stat tog sin rolle som øverste myndighed for det flertal af landets producenter, som småbønderne udgør, alvorligt – hvad kunne det ikke blive til? Det sker sandsynligvis først, når bønderne slår i bordet, gør oprør, kræver handling – som de har gjort i Østasien.

Fire forskere har sammenlignet data fra adskillige afrikanske lande og sammenholdt dem med erfaringer fra det østasiatiske væksteventyr. Læren er, at når den politiske elite og erhvervslivet har fælles interesser i at fremme en industri, kan den bakkes op af statslige tiltag og føre til vækst – som det er sket i Østasien. Caritas har med et simpelt eksempel vist, hvor langt man kunne nå med bare få greb.

Af historiske årsager er den afrikanske politiske elite imidlertid langt mere fragmenteret end den østasiatiske, og sammenfald med økonomiske eliter er sjældnere end i Østasien. Den er tilmed langt fattigere og fristelsen til at suge værdier ud af staten for at kunne få partiapparat og genvalg til at fungere er tilsvarende større.

Forskerne viste, at det kan lade sig gøre: Sukkerindustrien i Mozambique, kakaoproduktionen i Ghana og mejeribranchen i Uganda er eksempler på succesrige resultater af afrikanske erhvervsstrategier.

Vestlige donorer med Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF, i spidsen har i 30 år presset afrikanske lande til at mindske statens rolle i samfundsudviklingen.

Samtidig er hovedparten af deres bistand rettet mod sektorer, der ikke umiddelbart øger produktionen – selv om, igen, Caritas’ eksempel viser, hvad en indsats for de produktive kan medføre.

Skal Afrika ud af fattigdomsfælden, hvilket inkluderer rollen som storleverandør af migranter, må denne virkelighedsfjerne politik opgives.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Kineserne er på vej, men de har som bekendt forkastet socialismen, så det bliver nok noget med at rage til sig på andres bekostning, sådan som det er på mode over det meste af kloden. Til gengæld har de (kineserne) en god arbejdsmoral, som afrikanerne godt kan lære noget af, hvis de gider. Det er bare ikke altid de gør det, ikke engang hvis det kan betale sig. Der er enorm forskel på rig og fattig i Afrika og forskellen skal først forstås som et problem, før det kan blive godt og det er slet ikke sikkert, at det nogensinde kommer til at ske.

Blandt de skurke, der udpeges i lederen er Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF, " i 30 år presset afrikanske lande til at mindske statens rolle i samfundsudviklingen."

Niels K. Nielsen

Overbefolkning er menneskehedens største trussel (efter vulkanisme og meteornedslag)
Der skrives i artiklen, at Afrikas befolkning forventes fordoblet på 30 år!
Det går galt.
Ulandshjælp bør straks ændres til alene at være prævention og skolebøger.

Torben K L Jensen

Søren - kineserne har forkastet socialismen? Hvor har du den fra? Breitbart?
Sandheden er at den kinesiske form for socialisme er blevet skrevet ind partiprogrammet af Xi ved den sidste partikongres. Det er Xi´s program og det er kun sket før med Mao og Deng Xiopeng.

Lise Lotte Rahbek

Caritas kunne derefter tilbyde bønderne tre ting: et givet marked, en fast pris (langt højere end den, bønderne kunne få lokalt), og hjælp med transport til landsbyen af kunstgødning og af bønnehøsten til kyllingeavleren.

Jeg sidder stadig og undrer mig over, hvorfor kyllingemøget ikke bliver brugt som gødning istedet for kunstgødning. Det kunne da være en gunstig udveksling af ressourcer til gavn for alle. Men hvad ved jeg.

Søren Jacobsen

De rigeste afrikanere sidder på pengene og på magten. De vil under ingen omstændigheder afgive deres privilegier og del pengene og magten med kontinentets fattige.

Og sådan bliver det mere og mere verden over. I Danmark har svindler regeringen også iværksat dette "moderne" verdensbillede. Og mange hopper på, da de ikke tror de selv kan blive ramt.