Verdens afsked med den fossile æra er begyndt

Det lignede en stille dag på kontoret. Via konferencecentrets storskærme og på hjemmesider verden over kunne man dagen igennem i går følge de rutinemæssige handlinger under de afsluttende plenumseancer på klimamødet COP23 i Bonn.

Med udkig over en sal med mange tomme sæder afviklede mødets formandskab godkendelsen af de talrige tekster, som forhandlerne fra alverdens lande var nået til enighed om siden mødestarten forrige mandag.

Hver gang Fijis premierminister Frank Bainimarama som COP-formand slog med sin lille hammer for at markere en vedtagelse, lød der spredte klapsalver nede fra rækkerne. Stort set ingen forhandlere tog ordet undervejs for at kommentere, protestere eller applaudere. Kun under det sidste plenum – endnu ikke begyndt ved redaktionens afslutning – så iagttagere en vis mulighed for konflikters opblussen.

Den temmelig lakoniske COP23-afslutning står i skærende kontrakt til det højspændte drama og den følelsesladede forløsning på klimatopmødet COP21 i Paris for to år siden. COP23-forhandlingerne står også i kontrast til den sydende aktivitet andre steder i konferencecentret, udfoldet af klimaaktivister fra civilsamfund, erhvervsliv og lokale myndigheder. Og ikke mindst var forhandlernes beherskede adfærd en kontrast til det fortløbende drama ude i virkeligheden, hvor CO2-udledningerne igen tager til, havene stiger, stormene raser, og klimakrisens ofre tager flugten.

Det var imidlertid ikke uventet, at COP23 blev et stille møde. Det var en trædesten til mødet næste år i Polen, COP24, hvor tiden nærmer sig for konkrete tilsagn om de hævede ambitionsniveauer, der skal til for at holde Paris-aftalens mål: At bremse den globale temperaturstigning et godt stykke under to grader, så vidt muligt ved 1,5 grader.

COP23 var mødet, hvor klimakampens arbejdsmænd lagde brikker på plads for den fortsatte proces og dermed demonstrerede, at kampen for overlevelse også kan være en møjsommelig, slidsom og relativ stilfærdig øvelse med udholdenhed i centrum. Sådan er klimakampen for FN-forhandlere, og sådan er den for alle os andre, der yder vore mikroskopiske, uundværlige bidrag ved vore konkrete valg og handlinger i hverdagen.

Hvad COP23 leverede var primært rammerne for den kommende dialog om opstramning af de nationale klimamål. Plus enighed om at sætte fokus på et øget ambitionsniveau for årene inden 2020. Hvad endnu halter er især spørgsmålet om i-landenes klimabistand, hvor u-landene i skrivende stund ikke er imødekommet på deres krav om sikkerhed og regler for levering af den for længst lovede hjælp – 100 mia. dollar årligt fra 2020.

Som Mohamed Adow, klimamedarbejder ved ngo’en Christian Aid, sagde i går eftermiddag: Det kan ikke være rigtigt, at i-landene nu forlader kulkraften, men samtidig lader u-landene i stikken med kullene, fordi man ikke leverer den lovede økonomiske støtte til grøn omstilling af u-landenes energiforsyning.

Den ny koalition mod kul var ét af de opsigtsvækkende og opmuntrende initiativer, der blev præsenteret ved siden af forhandlingsprocessen i Bonn. Foreløbig 25 nationer og delstater har tilsluttet sig den ny globale alliance for udfasning af kul inden 2030 – målet er at være mindst 50 underskrivere ved COP24 om et år. (I parentes bemærket var det nærmest usmageligt at opleve Danmarks klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) føre sig frem i diverse medier med budskabet om, at den danske regering nu viser kullene vintervejen – det var Venstre-regeringen, der tidligere droppede det gældende mål om dansk kulstop i 2030, og det er elselskabers beslutninger – ikke regeringens – der indebærer, at Danmark i 2030 vil være kulfrit).

Den globale kamp mod kul kommer til at tage tid, men den har nu et momentum, der gør, at den ikke kan stoppes. Momentum blev også demonstreret i Bonn af ’det andet USA’, alliancen af 20 amerikanske delstater, mere end 50 byer, 1.400 virksomheder og mange universiteter som var massivt til stede på COP23 og under sloganet ’We Are Still In’ lover at gøre det, USA’s præsident ikke vil: efterleve Paris-aftalen.

Initiativkraft blev ligeledes vist af dem, der nu prøver at gå rettens vej for at få placeret et ansvar for ødelæggelsen af kommende generationers miljø og livsvilkår: Gruppen af unge mennesker i USA, der har lagt sag an mod den føderale regering, den peruvianske bjergbonde, der har stævnet det tyske energiselskab RWE for med kulkraftværker og brunkulsminer at ødelægge klimaet, norske Greenpeace og Natur & Ungdom, der i disse dage kører fælles sag mod den norske stat for grundlovsbrud og brud på Paris-aftalen med nye licenser til olieboring i Arktis.

Og apropos Norge: Den norske centralbank har under COP23 foreslået Norges regering at droppe investeringer i olie- og gasaktier, fordi det gør landets økonomi for sårbar at binde investeringskapital i en sektor, hvis fremtid er uvis. Dermed lægger centralbanken sig i slipstrømmen af institutionelle investorer, universiteter, byer m.fl., som verden over dropper de fossile investeringer.

Disse og andre initiativer bekræfter, at rejsen ud af den fossile energis æra er i gang på internationalt plan. Det Internationale Energiagentur, IEA, offentliggjorde under Bonn-mødet sin årlige statusrapport World Energy Outlook 2017, der fastslår, at solenergi i dag er den billigste måde at producere el på mange steder på kloden og derfor vil være den vigtigste kilde til ny elkapacitet. Ny vindkraft følger i hælene, samtidig med at elbiler ’ligger i overhalingsbanen’ som erstatning for de gammeldags benzin- og dieselbiler.

Så mens COP-processens forhandlere nørkler med deres paragraffer og med mellemrum udkæmper hårde slagsmål styret af snævre nationale interesser, er mange aktører ude i virkeligheden i fuld gang med at omstille verden til en mere klimavenlig økonomi.

Det giver et glimt af håb i dage, hvor klimaforskere til stede i Bonn melder, at det godt nok stadig går den gale vej med CO2-udledninger og temperaturstigninger, men også at det ikke er kategorisk for sent at bremse kursen mod katastrofer før de to grader.