Leder

Verdens afsked med den fossile æra er begyndt

Den stilfærdige afslutning på klimatopmødet COP23 står i skærende kontrast til den aktivitet, mange aktører ude i virkeligheden udfolder for at omstille verden til en mere klimavenlig økonomi. Det giver et glimt af håb, selv om det stadig går den gale vej med CO2-udledninger og temperaturstigninger
Den stilfærdige afslutning på klimatopmødet COP23 står i skærende kontrast til den aktivitet, mange aktører ude i virkeligheden udfolder for at omstille verden til en mere klimavenlig økonomi. Det giver et glimt af håb, selv om det stadig går den gale vej med CO2-udledninger og temperaturstigninger

Oliver Berg

18. november 2017

Det lignede en stille dag på kontoret. Via konferencecentrets storskærme og på hjemmesider verden over kunne man dagen igennem i går følge de rutinemæssige handlinger under de afsluttende plenumseancer på klimamødet COP23 i Bonn.

Med udkig over en sal med mange tomme sæder afviklede mødets formandskab godkendelsen af de talrige tekster, som forhandlerne fra alverdens lande var nået til enighed om siden mødestarten forrige mandag.

Hver gang Fijis premierminister Frank Bainimarama som COP-formand slog med sin lille hammer for at markere en vedtagelse, lød der spredte klapsalver nede fra rækkerne. Stort set ingen forhandlere tog ordet undervejs for at kommentere, protestere eller applaudere. Kun under det sidste plenum – endnu ikke begyndt ved redaktionens afslutning – så iagttagere en vis mulighed for konflikters opblussen.

Den temmelig lakoniske COP23-afslutning står i skærende kontrakt til det højspændte drama og den følelsesladede forløsning på klimatopmødet COP21 i Paris for to år siden. COP23-forhandlingerne står også i kontrast til den sydende aktivitet andre steder i konferencecentret, udfoldet af klimaaktivister fra civilsamfund, erhvervsliv og lokale myndigheder. Og ikke mindst var forhandlernes beherskede adfærd en kontrast til det fortløbende drama ude i virkeligheden, hvor CO2-udledningerne igen tager til, havene stiger, stormene raser, og klimakrisens ofre tager flugten.

Tysklands kansler Angela Merkel og den franske præsident Emmanuel Macron ankom onsdag til COP23 i Bonn. De to lande er afgørende for at skabe en modpol til de mere klimaskeptiske toner fra USA. Men verdens udledning – og også Tysklands – stiger. Her taler de to europæiske ledere med værtsfolk fra Fiji: premierminister og COP-formand Frank Bainimarama og en dreng fra østaten, Timoci Naulusala.
Læs også

Det var imidlertid ikke uventet, at COP23 blev et stille møde. Det var en trædesten til mødet næste år i Polen, COP24, hvor tiden nærmer sig for konkrete tilsagn om de hævede ambitionsniveauer, der skal til for at holde Paris-aftalens mål: At bremse den globale temperaturstigning et godt stykke under to grader, så vidt muligt ved 1,5 grader.

COP23 var mødet, hvor klimakampens arbejdsmænd lagde brikker på plads for den fortsatte proces og dermed demonstrerede, at kampen for overlevelse også kan være en møjsommelig, slidsom og relativ stilfærdig øvelse med udholdenhed i centrum. Sådan er klimakampen for FN-forhandlere, og sådan er den for alle os andre, der yder vore mikroskopiske, uundværlige bidrag ved vore konkrete valg og handlinger i hverdagen.

Hvad COP23 leverede var primært rammerne for den kommende dialog om opstramning af de nationale klimamål. Plus enighed om at sætte fokus på et øget ambitionsniveau for årene inden 2020. Hvad endnu halter er især spørgsmålet om i-landenes klimabistand, hvor u-landene i skrivende stund ikke er imødekommet på deres krav om sikkerhed og regler for levering af den for længst lovede hjælp – 100 mia. dollar årligt fra 2020.

Som Mohamed Adow, klimamedarbejder ved ngo’en Christian Aid, sagde i går eftermiddag: Det kan ikke være rigtigt, at i-landene nu forlader kulkraften, men samtidig lader u-landene i stikken med kullene, fordi man ikke leverer den lovede økonomiske støtte til grøn omstilling af u-landenes energiforsyning.

Den ny koalition mod kul var ét af de opsigtsvækkende og opmuntrende initiativer, der blev præsenteret ved siden af forhandlingsprocessen i Bonn. Foreløbig 25 nationer og delstater har tilsluttet sig den ny globale alliance for udfasning af kul inden 2030 – målet er at være mindst 50 underskrivere ved COP24 om et år. (I parentes bemærket var det nærmest usmageligt at opleve Danmarks klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) føre sig frem i diverse medier med budskabet om, at den danske regering nu viser kullene vintervejen – det var Venstre-regeringen, der tidligere droppede det gældende mål om dansk kulstop i 2030, og det er elselskabers beslutninger – ikke regeringens – der indebærer, at Danmark i 2030 vil være kulfrit).

Den globale kamp mod kul kommer til at tage tid, men den har nu et momentum, der gør, at den ikke kan stoppes. Momentum blev også demonstreret i Bonn af ’det andet USA’, alliancen af 20 amerikanske delstater, mere end 50 byer, 1.400 virksomheder og mange universiteter som var massivt til stede på COP23 og under sloganet ’We Are Still In’ lover at gøre det, USA’s præsident ikke vil: efterleve Paris-aftalen.

Initiativkraft blev ligeledes vist af dem, der nu prøver at gå rettens vej for at få placeret et ansvar for ødelæggelsen af kommende generationers miljø og livsvilkår: Gruppen af unge mennesker i USA, der har lagt sag an mod den føderale regering, den peruvianske bjergbonde, der har stævnet det tyske energiselskab RWE for med kulkraftværker og brunkulsminer at ødelægge klimaet, norske Greenpeace og Natur & Ungdom, der i disse dage kører fælles sag mod den norske stat for grundlovsbrud og brud på Paris-aftalen med nye licenser til olieboring i Arktis.

Og apropos Norge: Den norske centralbank har under COP23 foreslået Norges regering at droppe investeringer i olie- og gasaktier, fordi det gør landets økonomi for sårbar at binde investeringskapital i en sektor, hvis fremtid er uvis. Dermed lægger centralbanken sig i slipstrømmen af institutionelle investorer, universiteter, byer m.fl., som verden over dropper de fossile investeringer.

Disse og andre initiativer bekræfter, at rejsen ud af den fossile energis æra er i gang på internationalt plan. Det Internationale Energiagentur, IEA, offentliggjorde under Bonn-mødet sin årlige statusrapport World Energy Outlook 2017, der fastslår, at solenergi i dag er den billigste måde at producere el på mange steder på kloden og derfor vil være den vigtigste kilde til ny elkapacitet. Ny vindkraft følger i hælene, samtidig med at elbiler ’ligger i overhalingsbanen’ som erstatning for de gammeldags benzin- og dieselbiler.

Så mens COP-processens forhandlere nørkler med deres paragraffer og med mellemrum udkæmper hårde slagsmål styret af snævre nationale interesser, er mange aktører ude i virkeligheden i fuld gang med at omstille verden til en mere klimavenlig økonomi.

Det giver et glimt af håb i dage, hvor klimaforskere til stede i Bonn melder, at det godt nok stadig går den gale vej med CO2-udledninger og temperaturstigninger, men også at det ikke er kategorisk for sent at bremse kursen mod katastrofer før de to grader. 

Serie

COP23

To år efter COP21 og klimaaftalen i Paris samles verdens lande den 6.-17. november til COP23 i Bonn for at gøre status og komme videre med den globale indsats for klimaet. Alle ved på forhånd, at de nationale løfter, der blev afgivet med Paris-aftalen, er alt for svage til at bremse den globale opvarmning ’et godt stykke under to grader’ og helst ved 1,5 grader, sådan som teksten fra Paris foreskriver.

Information følger forhandlingerne og den aktuelle debat om klimaets tilstand

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Jesper Eskelund
  • Carsten Munk
  • Kurt Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
ingemaje lange, Jesper Eskelund, Carsten Munk, Kurt Nielsen, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi har brug for realitetssans.
På internettet finder man følgende (min oversættelse)

Europa har brug for klima lederskab fra Tyskland, Storbritannien, Tyrkiet og Frankrig
Efter to uger af COP23-klimakonferencen i Bonn, fik vi en lovende alliance til udfasning af kul lanceret af den britiske klimaændringsminister Claire Perry.
Desværre er Tyskland endnu ikke med-underskriver.
Som supplement til dette initiativ opfordrer NGO Energy for Menneskeheden, Europas største forurenere:
Tyskland, Storbritannien, Tyrkiet og Frankrig bør udvikle hurtige og målrettede CO2-reduktionspolaner.
De statistikker, der blev offentliggjort sidste uge på COP23, viser at Tyskland, Storbritannien, Tyrkiet og Frankrig tegner sig for 50 % af alle drivhusgasemissioner på det europæiske kontinent.
De er de største forurenere.

Efter 15 år med Energiewende og hundredvis af milliarder som tilskud til sol og vind er Tyskland langt fra at opfylde sine CO2-reduktionsmål.
Det er på tide at udvikle en ny strategi med fokus på omkostningseffektiv kulstofreduktion.
Efter vores opfattelse skal el-produktion først og fremmest blive frit for CO2.

Den franske beslutning om at undgå en tidlig udfasning af atomkraft er eksemplarisk.
En vanskelig, men nødvendig beslutning om at få de rigtige resultater.
Denne tænkning skal løftes til europæisk plan.

At øge andelen af vedvarende energi alene vil ikke få Tyskland til at nå sine klimamål.
Ny-tænkning er nødvendig.
Der er nogle meget lavt-hængende frugter i Tyskland:
Yderligere 10GW brunkul kapacitet kan lukkes, hvis de resterende 10 GW kernekraft forbliver online.
Dette vil medføre reduktion på 75 mio. Ton CO2 pr. År fra 2022.
Med ekstremt lave omkostninger pr. ton CO2

Peter Traasdahl Staal

Jeg har altid været og vil nok vedblive med at være stærk modstander af atomkraften, men i forbindelse med den grønne omstilling ser det ud som om, at den energiform er den bedste mulighed for at minimere klimaforandringerne her og nu, mens vi får udviklet og implementeret de grønne alternativer i stor skala. Sålænge det ikke bliver en sovepude - Fukushima kan når som helst ske igen

@ Steffen Gliese
Du spørger hvor lang tid det tager at opføre et atomkraftværk.
I de gamle vestlige lande varer det hulens længe.
Men det er fordi nogle ihærdige modstandere har haft held til at forsinke.
I modsætning til dette bliver man færdig på under fem år i Korea, Kina og i Rusland.
Korea og specielt Rusland har opbygget en stor eksport.
Og til en pris, der er under en tredjedel af hvad man skal betale i England.
Men vi renfærdige Danskere sidder bare og glæder os over vore gode naboer.
Hvis du ønsker at vide mere så læs på http://wp.me/p1RKWc-12a

Skulle vi nu ikke liiige løse atomkraftens affaldsproblemer, før vi går videre ad den vej?
Desuden burde man da indregne udgifterne til århundredes opbevaring og bevogtning af det atomare affald i el-prisen. Hvordan mon det ser ud med a-kraftens rentabilitet, hvis man gjorde det, og er det overhovedet moralsk forsvarligt at sende den regning videre til de kommende generationer?
Og så er der jo også det problem, at udbredelse af a-kraft uvægerligt medfører spredning af a-våben.

Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

@ Olaf Tehrani
Atomkraftens affaldsproblem er næsten ingenting i sammenligning med den forurening vi alle sammen accepterer.

På Wikipedia læser man at et ton (høj?)radioaktivt affald modsvarer en reduktion af CO2-udledning på 25 millioner ton.
Dertil kommer megen anden forurening.
Fx kviksølv, svovl, arsenik og radioaktive grundstoffer.
Dette affald udledes ”sådan bare” til atmosfæren.
Dertil at bemærke at et atomkraftsværk kun efterlader en m^3 affald om året.
Og det behandles forsvarligt. Både ved genbrug og ved deponering.

Til Sammenligning:
Affald i form af brugte solceller efterlader 300 gange mere giftigt affald per MWh end atomkraft.
Det efterlades “sådan bare”, medens affald fra kernekraft gøres til et stort problem.

Hvis du ønsker detaljer og kildehenvisninger, så læs videre på http://wp.me/p1RKWc-11J
Der har jeg samlet lidt faktuel viden.

@ Thorkil Søe
Jeg har læst på dit site. Det lyser af begejstring for a-kraften, men saglige og grundige analyser savnes.
Hvis jeg skal overbevises må jeg se
1) en økonomisk beregning af kWh-prisen på a-kraftproduceret el sammenholdt med VE-energi, når man medtager opførelse af a-kraftværket, drift, demontering, etablering af depot og århundrede lang bevogtning af samme + diverse externaliteter.
Vil forsyning med a-kraftenergi overhovedet være mulig UDEN massiv statslig støtte?
2) en skudsikker og holdbar løsning på det forhold, at a-kraft for nuværende er forbundet med spredning af a-våben.
Hvad er prisen pr. kWh, hvis vi medregner omkostninger i forbindelse med selv en mindre og lokalt begrænset atomkrig?
Du kunne måske også overveje grunden til, at det ikke er muligt for a-kraftværker at tegne ansvarsforsikringer.
Endelig er der spørgsmålet om forsyningssikkerhed, når der nu ikke er uranminer inden for EU.

Foreløbig tror jeg sgu bare, jeg holder mig til VE!

Jørgen M. Mollerup

Hvilke drivmidler vil man bruge til fly og skibe?
Store skibe kan drives med A-kraft, men det vil indebære en sikkerhedsrisiko, som de færreste vel er parate til at tage.
Jeg venter på verdens afsked med befolkningstilvæksten!

Olaf Tehrani

Tak fordi du ikke ’sådan bare’ affærdigede mig.
Ad 1) Hvis man skal sammenligne priser er der mange der ”glemmer” at A-kraft et tilgængelig 24-7 og derfor er væsentligt mere værd end de ustabile energikilder.
Til tider er det dyrt at slippe af med den energi der ved lejligheder pumpes ind på nettet.
MEN
Hvis man KUN ser på pris per MWh er både sol og vind oftest billigere.
Alligevel, når det kommer til stykket, kan sol og vind bedst sammenlignes med parasitter.
A-kraftens pris afhænger af hvor megen chikane ”De grønne” har kunnet præstere.
I Europa bliver det dyrt, men langt væk kan man få det færdigt på under fem år og til en rimelig pris.
Jeg har samlet nogle af de forvirrende oplysninger og vurderinger på http://wp.me/p1RKWc-12a

Massiv statslig større har indtil nu været forbeholdt sol og vind, men det kan ikke vare ved. Det er et mudret emne.
”Alt det løse” er, på trods af megen misinformation, inkluderet i omkostningerne for A-kraft. – I hvert tilfælde i USA og Sverige.
I USA standsede man den lovpligtige forsikring, da pengetanken var ved at revne. Se http://wp.me/p1RKWc-Th

Ad 2) Bortset fra uvederhæftige rædselsberetninger vil A-våben ikke drage nytte af A-kraft.
Selv et Jumbojet kan ikke trænge ind til det ”allerhelligste” bag den to metre tykke reaktorindeslutning.
Plutonium til militært brug skal være (næsten) rent.
Bortset fra Tjernobyl-typen laves det på specielle reaktorer uden samproduktion af kraft.

Forsyningssikkerhed: Hvis man vil have ren energi 24-7 kan lille Danmark klare det med hjælp fra Norge.
Andre lande, som Tyskland, arbejder sig ind i en dødsspiral. Se http://wp.me/p1RKWc-f8

Jeg har lidt data til sammenligning mellem Frankrig og Tyskland. (2016)
Tyskland genererede 545 TWh og udledte apr. 560 g CO2 per kWh
Frankrig genererede 530 TWh og udledte apr. 58 g CO2 per kWh

Helt generelt har jeg stensikkert og juridisk holdbart bevis for at Greenpeaces Troværdighed er en Myte. Se http://wp.me/p1RKWc-p2
Jeg påstår at det er dem, der har ledt den vestlige verden i uføre.

Jørgen M. Mollerup

Man overvejede A-kraft til fly. Men det blev hurtigt opgivet - måske fordi Nixon var mere interesseret i A-bomber.
A-kraft til skibe: Ja til militært brug og til isbrydere. Jeg personligt så det MEGET gerne til store skibe.

Jørgen M. Mollerup

Befolkningstilvæksten.
Ja, men jeg har levet mange år i Afrika og kan ikke lade være med at tænke på at vi -- blegansigter - sådan bare flyttede vores overskydende befolkning til Nordamerika og Australien.
Vi prøvede i Afrika - forgæves.