Leder

Zimbabwe venter på, om stemmer eller geværer skal afgøre fremtiden

Andendagen af Zimbabwes (ikke-)kup var skæbnesvanger stille. Ingen nye meddelelser fra militæret og ingen fornemmelse af, hvilken retning den politiske krise tager. Det eneste, som er bekræftet, er præsident Robert Mugabes husarrest og finansminister Chombos arrestation, efter soldater natten til onsdag stormede hans hus.

Andendagen af Zimbabwes (ikke-)kup var skæbnesvanger stille. Ingen nye meddelelser fra militæret og ingen fornemmelse af, hvilken retning den politiske krise tager. Det eneste, som er bekræftet, er præsident Robert Mugabes husarrest og finansminister Chombos arrestation, efter soldater natten til onsdag stormede hans hus.

Ritzau Foto

Debat
17. november 2017

Andendagen af Zimbabwes (ikke-)kup var skæbnesvanger stille. Ingen nye meddelelser fra militæret og ingen fornemmelse af, hvilken retning den politiske krise tager.

Det eneste, som er bekræftet, er præsident Robert Mugabes husarrest og finansminister Chombos arrestation, efter soldater natten til onsdag stormede hans hus.

Mens disse linjer skrives, er det dermed fortsat uklart, hvordan militærets ledere har tænkt sig at fortsætte, udvikle eller slutte deres magtovertagelse.

Det sidste er nødvendigt. Den Afrikanske Union (AU) og den lokale, regionale samarbejdsorganisation, Southern Africa Development Community (SADC), har længe været helt klare i mælet: Militærkup er ikke acceptable. AU har også gentagne gange sat handling bag holdningen, f.eks. er både Madagaskar og Egypten blevet ekskluderet efter kup.

Zimbabwes myndigheder, både civile og militære, har altid udvist stor formel respekt for formalia. Derfor også militærets høfligt formulerede meddelelse udsendt efter magtovertagelsen natten til onsdag, hvor det understregede, at der ikke er tale om et kup. Der er ingen tvivl om, at militæret snarest muligt ønsker at tilbagegive magten til civile. Næppe heller tvivl om, at det har taget magten for at sikre sig indflydelse på, hvem der bliver disse civile magthavere.

Flere kommentatorer har de seneste døgn haft travlt med at påpege, at der ikke så meget er tale om et statskup som et internt partiopgør. Det er både rigtigt og forkert: Set fra spidsen af Zimbabwes regeringsparti, ZANU-PF, er stat og parti nemlig ét og samme.

Under alle omstændigheder: Når et lands væbnede styrker omringer parlamentet og højesteret, sætter præsidenten i husarrest og lader uniformerede generaler fra det erobrede stats-tv fortælle seerne, at militæret har taget magten, indtil det har skabt »orden« og arresteret »kriminelle«, så har det kun købt sig nogle få dage til enten at indrømme, at det har begået kup eller at aflevere magten til civile myndigheder. Derefter vil det komme under voldsomt pres fra mægtigere nabolande om at trække sig tilbage.

Som den aktuelle formand for SADC har Sydafrikas regering derfor allerede sendt både forsvars- og sikkerhedsministrene til Zimbabwe.

Militær vilje til løsninger

Årsagen til ikke-kuppets stilstand begyndte at stå klar midt på onsdagen, da Sydafrikas regering meddelte, at præsidentens personlige præst som mellemmand til militæret forsøgte at overtale Mugabe til at gå af. Reuters Bureau uddyber, at Mugabe insisterer på, at han er landets legitime præsident og ikke viger, før partiets ledelse har stemt om hans fremtid.

Partiledelsen er Mugabes håndplukkede folk. Hans krav vil ikke kunne accepteres af militærets ledelse. Kravet er således et klassisk Mugabe-træk på magtens skakbræt. Han er kendt for sin vilje til højt spil, og han har hidtil altid vundet på at gå helt ud til kanten – og gerne over den. Det er samtidig et klassisk Mugabe-træk: stædig, kamplysten og formel.

Forhandlingerne med Mugabe understreger militærets vilje til en hurtig civil løsning. Rygter svirrer i landet og samler sig om to muligheder: Enten overtager den fyrede vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, mere eller mindre officielt roret alene, eller også stiller han sig i spidsen for en overgangsregering, der også omfatter oppositionspartier – med det største parti, the Movement for Democratic Change (MDC), i spidsen.

Sidstnævnte mulighed ville være bedst for landet som markering af en vilje i militærets og i ZANU-PF’s top til et opgør med deres hidtidige monumentale magtfuldkommenhed. Af samme grund er der tale om en vanskelig indrømmelse for dem: MDC vil utvivlsomt forsøge at bruge en sådan situation til forsøg på at gennemføre reelle reformer af landets valgsystem for at sætte punktum for den omfattende svindel, der hidtil har sikret ZANU-PF’s eneælde. Desværre har samme parti tidligere vist, at det ikke kunne modstå ZANU-PF’s manipulationer i deres fælles samlingsregering fra 2009-2013.

Mugabe fastslog tilbage i 1976, at »geværet, som skaffer os vor stemmeret, vil altid forblive dens sikkerhed«. 37 års magtmonopol fik ham til at glemme, at det ikke var (de stadig mere manipulerede) stemmer, der sikrede ham magten, men geværet. Nu er geværet vendt. Zimbabwe og verden venter fortsat på at se, om stemmer eller geværer skal afgøre dets fremtid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Godt at slippe af med den satan til Mugabe - men det blir sgu op ad bakke at finde en afløser... de er alle gennem korrupte